Tidligere i år løb Andreas Riis fra Danmark til Biella i det nordlige Italien, som er en tur på over 1.400 kilometer. Løbet var både en personlig udfordring, men handlede lige så meget om at sætte fokus på, at man kan bevæge sig rundt i Europa – uden at sætte sig ind i et fly.
Du er tidligere Michelin-kok med et kokke-CV, som bl.a. tæller Kokkeriet, Kong Hans Kælder, Spisebaren og Dal Bastardo. Et liv, mange forbinder med en travl hverdag, society-liv, rutineret druk og store poetiske madåbenbaringer. Hvorledes passer løbeskoene for dig ind i et liv som stjernekok?
Jeg er opvokset i Italien med to danske forældre i Piemonte i en by der hedder Biella, som ligger ved Pre-Alperne. Så passionen for mad og sport har næsten gået hånd i hånd siden min barndom. Men selvfølgelig er kokkelivet et stressende liv, og i de sidste par år har jeg været freelancer og haft fri i omkring fire til fem måneder af året.
Du løb tidligere på året fra Danmark til Biella i det nordlige Italien, hvor du har dine rødder. En tur på 1.400 km, hvor du løb omkring 50 km dagligt. Kan du sætte nogle ord på det løbeprojekt? Hvad drømte du om inden turen, og hvorledes kom disse drømme til udtryk på løbeturen?
Løbeprojektet kom af, at jeg ikke havde noget at lave i vinter. Og kun 11 dage før jeg tog af sted, besluttede jeg mig for at gøre det. Jeg tror, at man nogle gange bare skal kaste sig ud i det i stedet for at forberede for meget. Jeg er meget impulsiv, men vidste godt, hvad jeg gik ind til. Det var ikke en drøm for mig, men mere en stor udfordring for mig selv.
Du har udtalt, at det er vigtigt for dig at pointere, at hvis man vil bevæge sig rundt i Europa, så er flyet ikke den eneste mulighed. Og at du med turen illustrerer en uafhængighed fra CO2-tunge transportmidler. Hvor vigtig er tidens klimadebat for dig? Og hvorledes agerer du på tidens klimadagsorden i hverdagen?
Jeg er ret bevidst om klimaet. Jeg har ingen bil, kører kun med kollektiv trafik, og nogle gange tager jeg flyet, men tit tager jeg også toget til Italien, hvis jeg har mine hunde med. Desuden lever jeg meget spartansk. Jeg bor i et kolonihavehus, spiser økologisk mad og lever i det hele taget et simpelt liv.
I øjeblikket diskuteres der voldsomt i vandrørene, om løbeverdenen er blevet eksponent for tidens løbske forbrugskultur. Hvor man tidligere havde ét par løbesko, er fokus i dag på variation, hvor man skal have flere typer løbesko og løbebeklædning til alle slags forhold og alt slags vejr. Du har ikke bil, ja ikke engang et fjernsyn. Hvad er dine tanker om det? Har det noget at gøre med frihed og karma for dig på den front?
Når det handler om udstyr, så synes jeg, det er vigtigt at udnytte det udstyr, vi har til rådighed i dag. Jeg er meget i bjergene og er tit i meget isolerede områder, så det rigtige udstyr er altafgørende for, om det lykkes for mig. Men jeg er ikke til konkurrence, og jeg har heller ikke et ur på mig. Jeg løber for at være i naturen – ikke for at vinde eller vise, hvor hurtigt jeg løber. Jeg har boet i Indien ved Manali i en del år og mener at have lært lidt om karma og frihed deroppe i bjergene.
I gamle dage drog adelen og det bedre borgerskab ned gennem Europa på dannelsesrejse som et overgangsritual til voksenlivet. I dag bruger mange en vandretur på Caminoen eller en længere rejse på samme måde. Har turen i løbesko ned gennem Europa været en moderne dannelsesrejse for dig?
Det er ikke første gang, jeg har lavet sådan en lang tur. Jeg har blandt andet boet i isolation i Himalaya-bjergene i to måneder om vinteren, hvor jeg stod på randonee-ski, og jeg har cyklet på en christianiacykel med et telt og mine to hunde ned til Italien. For mig har det ikke været dannelsesrejser. Jeg nød bare hver eneste dag – at være mig selv og være der, hvor jeg bedst kan lide at være, altså ude i naturen.
Du er en mand, som ikke er bange for, at ting tager tid. Hvor meget betyder tid for dig, både når du er på tur, og i refleksionen over livet generelt?
Jeg giver mig tid til de projekter, jeg laver. Jeg lever næsten uden udgifter, så tid er relativ for mig.
I sportsverdenen snakker man om post-race blues, dvs. det der sker, når målet er nået, hvor man blandt andet kan føle et tomrum efter at have lavet en stor præstation. Hvordan oplevede du det at nå frem? Både i øjeblikket, og nu hvor du har fået turen på afstand?
Det værste er, at når du er færdig med sådan en type projekt, så er der et tomrum. Jeg har haft meget travlt gennem sommerperioden, så der har ikke rigtig været tid til at tænke så meget over min tur. Jeg lever i nuet, og jeg dvæler ikke så meget ved fortiden og fremtiden.
Du havde dine to hunde med på løbeturen ned gennem Europa, noget de fleste hundeejere kun kan drømme om. Alle, som har hund, kender nok scenariet: Du finder hundesnoren frem – og din hund er lykkelig! Hvad var dine tanker om at tage hundene med på så lang en løbetur? Hvad, vil du sige, var godt og skidt ved at have dem med? Hvorledes er det at løbe med hund for dig? Og har du nogle råd til folk, som gerne vil i gang med at løbe med hunden?
At have mine hunde med var meget krævende. Jeg var godt klar over, at jeg skulle passe godt på hundene undervejs, for deres poter kunne få sår, når vi løb. Og jeg vidste, at hvis der skete noget med hundene, så var projektet ovre.
Det krævede samtidig rigtig meget af mig at have hundene med, for når man løber, bliver ens rytme konstant ændret af hundenes adfærd.
Det krævede rigtig meget af mig at have hundene med, for når man løber, bliver ens rytme konstant ændret af hundenes adfærd. (…) Men samtidig var jeg aldrig alene, og det kammeratskab, jeg har med mine hunde, kan ikke beskrives.
Og specielt malamute-hunde er nogle, som man ikke bare lige slipper løs, medmindre man ved, at der ikke er nogen andre omkring. Det er jagthunde, og deres instinkter er stærkere end de godbider, du har med. Bare det at have hundene med har kostet mig ca. 400 kroner om dagen.
Men samtidig var jeg aldrig alene, og det kammeratskab, jeg har med mine hunde, kan ikke beskrives. Mine hunde har også været med mig i Indien og en masse andre spændende steder.
Hvor går dit næste eventyr i løbesko hen?
Hvis jeg finder sponsorerne til det, bliver mit næste projekt at cykle eller løbe til Nepal og bestige et 8000-meter-bjerg uden ilt.