Hun har vundet et hav af medaljer og har stadig i dag, 20 år efter karrieren blev indstillet, flere danske rekorder på langdistanceløb. Vi har taget en snak med Dorthe Rasmussen, hvor vi ser tilbage på en storslået karriere, som hun først senere i livet selv er blevet tilfreds med.

Når man ser de danske rekorder fra 10 km og op til marathondistancen, står der Dorthe Rasmussen bag de fleste. Allerede som 14-årig blev hun dansk mester for seniorer på 3000 meter. Der var ikke nok konkurrence, hvis hun løb mod sine jævnaldrene. Og allerede efter et år med danske seniormesterskaber, begyndte hun at søge mod udlandet. “Det var nødvendigt for mig at konkurrere i udlandet for at få udfordringer,” fortæller Dorthe Rasmussen.

“Det var de internationale konkurrencer, træningen blev rettet imod,” slår hun fast. Hun levede som professionel løber i næsten 20 år, hvor hun især fokuserede på de amerikanske landevejsløb og blandt andet blev udråbt som årets løber i USA af Runners World på baggrund af hendes præstationer på landevejene.

Men selvom hun som en af ganske få danskere formåede at skabe sig en international karriere som eliteidrætsudøver, var hun aldrig selv helt tilfreds. “Når jeg ser mange af mine tider i dag, kan jeg se, at jeg har løbet stærkt. Men jeg havde svært ved at se det i situationen,” siger Dorthe og fortsætter: “Når jeg ser tilbage på min karriere, er jeg tilfreds, men det lykkedes ikke helt. Jeg har ingen OL medaljer. Jeg var tæt på toppen, men jeg lå lige under. Jeg har ikke altid peaket, der hvor jeg skulle,” fortæller hun. Men det kan være svært at se, når man kigger ned over de imponerende rækker af rekorder og danske mesterskaber. Hun er stadig en af de mest vindende løbere, vi har haft i Danmark gennem tiden.

Blev headhuntet som 11-årig
Allerede første gang Dorthe befandt sig på en atletikbane, skilte hun sig ud. Hun var 11 år gammel og til et skolestævne, da en fremmed opsøgte hende og spurgte, om hun ville gå til atletik, fordi han kunne se, at hun kunne løbe stærkt. “Det var meget stort for mig, at der kom en fremmed og spurgte mig,” fortæller Dorthe. Herefter tog hun med til atletik træning i den lokale klub i Glostrup og allerede til første træning, løb hun fra de andre på 400 meter.

Året efter skulle hun til Anders And legene i Roskilde, som svarede til de uofficielle danmarksmesterskaber. På det tidspunkt var hun 12 år gammel.

“Når jeg ser mange af mine tider i dag, kan jeg se, at jeg har løbet stærkt. Men jeg havde svært ved at se det i situationen.”

“Jeg skulle løbe 400 meter, og jeg kan tydeligt huske, at jeg stod i startblokken og tænkte, hvis jeg ikke vinder nu, hvornår kan jeg så vinde. Jeg var død nervøs og tog det meget alvorligt. Jeg vandt,” fortæller Dorthe om sit første mesterskab. Siden er det blevet til en række andre medaljer. “Der var en træner i klubben, der spottede mig. Men på det tidspunkt var man meget forsigtig med at træne piger. Jeg begyndte stille og roligt at træne langdistanceløb, tempotræning og intervaltræning,” siger hun. Som 14-årig blev hun Danmarksmester for seniorer på 3000 meter, og et par år senere blev hun som 17-årig junior Europamester på 1500 meter. Det at blive Europamester står stadig i dag som en af de største bedrifter i hendes lange karriere. Efter EM tog hendes karriere for alvor fart, og hun søgte mod udlandet for at få konkurrence. Løbet førte hende blandt andet til Iowa State University, hvor hun fik et stipendium, da hun var 19. “Det var meget spændende, men også meget hårdt. Vi havde et stramt program med mange konkurrencer. Der var mange, der gik ned,” fortæller Dorthe. Hun blev på skolen et år, hvorefter hun igen vendte hjem til Danmark. Herefter begyndte hun at fokusere på at løbe landevejsløb i USA, hvor der var store pengepræmier og ofte også startpenge “Det var stort, og det blev også slået stort op herhjemme” lyder det i dag fra løberen.

 Da marathon blev for kvinder
I de første år af karrieren løb hun hovedsageligt de kortere distancer. “Jeg løb bedre på de lange distancer, så jeg skiftede til marathondistancen, da kvinder begyndte at konkurrere i de lange distancer i 1984,” forklarer hun. Hun stillede derfor til start i Los Angeles i 1984 under de olympiske leje, da det første gang var muligt for kvinder at løbe marathondistancen til et OL. Det betød ikke meget for Dorthe dengang, at hun var med under det første løb til OL for kvinder, men sidenhen har det alligevel fået en betydning. Det samme gælder resultatet.

“Det er altid stort at løbe OL, selvom man er en lille brik i et stort cirkus. Jeg blev nummer 13 til OL i 1984, jeg var skuffet i situationen, men jeg er sidenhen blevet glad for resultatet,” lyder det i dag fra Dorthe.

I de år hun løb, skete der en markant udvikling med kvinder i løbesporten. Da hun startede, var det højst udsædvanligt at se en kvindelig løber. “Når jeg løb, gloede folk, hvis jeg løb på landevejene. Især fordi jeg var pige. Det var meget usædvanligt,” lyder det fra Dorthe. Men efter kvinderne fik lov til at konkurrere i marathon-distancen til OL, skete der en udvikling.

“Det er altid stort at løbe OL, selvom man er en lille brik i et stort cirkus. Jeg blev nummer 13 til OL i 1984, jeg var skuffet i situationen, men jeg er sidenhen blevet glad for resultatet.”

“Der kom meget fokus på langdistance dengang, så vi var meget privilegerede med sponsorer. I 1986 – 90 havde man en live transmittering af NY Marathon og London Marathon. Der var meget fokus på sporten, også når man var kvinde,” fortæller hun.

Resten af karrieren var det hovedsageligt marathon-distancen, hun fokuserede på. Og her har hun stadig den danske rekord fra London Marathon i 1989. Og netop den rekord er hun særligt glad for den dag i dag. Hun havde været skadet i en længere periode med hendes akillessene og havde overvejet at stoppe karrieren, men blev så opereret. “Mange havde afskrevet min karriere på det tidspunkt, så når jeg sagde, at jeg satsede på at slå danmarksrekorden, grinte mange af mig. 3 km inde i løbet faldt jeg og slog hul på knæet. Men jeg var så målrettet, at jeg bare rejste mig op og løb videre. Jeg blev nummer fire i løbet og slog den danske rekord i tiden 2 timer og 29 minutter. Den rekord betyder stadig noget særligt for mig. Det var helt fantastisk, at jeg kom tilbage efter de mange skader,” slår Dorthe fast i dag. Udover det resultat, er hun i dag også særligt stolt over sin femte plads ved NY Marathon.

 Livet som professionel
Lige siden hun løb over målstregen ved Anders And legene som 12-årig, har løb været omdrejningspunktet i hende liv. “Jeg blev meget hurtigt grebet af det og fik meget fokus på træningen. Jeg tog en uddannelse, men løb var det primære i mit liv,” slår hun fast. Hun fik muligheden for at leve et liv som professionel atlet og konkurrere i udlandet i op mod 20 år.

“Det har været en enorm glæde, at jeg har kunne leve af mit løb og leve et liv som professionel. Jeg føler mig meget heldig, at jeg fik lov til at beskæftige mig med det, jeg allerbedst kunne lide,” lyder det fra løberen. I 1989 skrev hun en bog om mad for sportsfolk og rejste rundt i landet og gav foredrag. Så på den måde levede hun udelukkende af løb og foredrag i den periode.

Men selvom det var et privilegium at få lov til at leve som professionel, var det også svært at få det til at hænge sammen, selvom hun fik støtte fra Team Danmark, sponsorer og pengepræmier. “Når det gik godt, tjente jeg gode penge. Men det var svært, når det ikke gik godt. Det man har allermest brug for er et fast beløb om måneden, så man ikke skal bekymre sig om husleje og mad, når det ikke går efter planen. Det ville give den tryghed, man har brug for til at få resultater,” fortæller hun i dag.

Og netop skader var et evigt tilbagevendende problem gennem Dorthes karriere.

På det tidspunkt var der tradition for at træne rigtig meget, hvilket nok også er grunden til, at det er svært at slå flere af de rekorder, der blev sat i den tid. Men når Dorthe tænker tilbage på karrieren, tror hun selv, at hun trænede for meget. “Jeg prøvede hele tiden at blive bedre og hurtigere. Så jeg trænede rigtig meget.

“Jeg prøvede hele tiden at blive bedre og hurtigere. Så jeg trænede rigtig meget. Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok løbe færre km og undgå skader.”

Hvis jeg skulle gøre det om, ville jeg nok løbe færre km og undgå skader,” fortæller hun og fortsætter: “Men omvendt tror jeg også, at grunden til at jeg var så dygtig netop var, at jeg trænede så meget.”

Hun kom i gennemsnit op på 180 – 190 km om ugen. For det meste havde hun dobbeltpas, hvor hun trænede om morgenen og igen om eftermiddagen. Heraf var 6 – 7 af turene intervaltræning, en ugentlig tempotur på 7-8 km og en lang tur på ca. 30 km. “Det var typisk de hårde intervalture, jeg blev skadet af, når man har dårlig restitution imellem og løber for stærkt til træningen,” efterrationaliserer hun. Selvom det lyder som et hårdt program, hun har levet med i en lang årrække, så var hun glad for det. “Processen betød meget for mig. Jeg kunne godt lide at træne op til noget,” slår hun fast. Men livet som professionel bragte også mange op- og nedture med sig. “Jeg har fået mange skuffelser efter konkurrencer, hvor jeg har trænet mod et mål, som jeg ikke kunne indfri. Men når det så lykkes, var det alligevel det hele værd,” pointerer hun.

 Et ekstraordinært talent
Det er i dag over 30 år siden, at Dorthe inkasserede sine danmarksrekorder, men de står stadig uberørte fra 10 km og op til og med marathon-distancen hos seniorer. Selvom vi i dag har mange store danske løbetalenter, har ingen formået at slå de rekorder, som Dorthe satte tilbage i 1980’erne og starten af 1990’erne. Hun besad et ekstraordinært talent. “Jeg har et godt iltsystem og lunger,” fortæller hun. Hun havde et tæt samarbejde med Team Danmark, hvor hun fik testet sin løbeøkonomi. Den var også bemærkelsesværdig. “Jeg havde et lavt iltforbrug. Desto mindre dit iltforbrug er, desto mere har du i slutningen,” forklarer hun. Derudover besad hun en psykisk styrke: “Jeg bliver ved. Jeg giver ikke op. Jeg var meget målrettet og vedholdende,” fortæller hun.

Selvom hendes forældre har samme ilt- og lungesystem, har ingen af dem dyrket det. “Jeg blev ikke presset hjemmefra,” slår Dorthe fast og fortsætter: “Jeg husker tit min mor sige, ej det regner, du skal da ikke træne i dag. Jeg pressede mig selv, men de holdt mig heller ikke tilbage. De havde nok ikke forestillet sig, at jeg skulle leve som professionel løber.”

Hun mener selv, at man skal være helt særligt støbt, hvis man skal slå igennem som eliteidrætsudøver herhjemme. “Danmark er et lille land, vi har ikke så stort materiale, og vi har ikke tradition for at dyrke eliten. Vi har det godt i Danmark, så man skal være lidt særlig, hvis man vil stræbe efter livet som eliteidrætsudøver,” fastslår hun.

Kroppen sagde endeligt stop
Efter næsten 20 år som professionel løber sagde kroppen til sidst stop. Til VM i Helsinki i 1993 skete der noget, så hun ikke var i stand til at løbe videre. “Jeg kom til behandling, og her fik jeg dommen, at jeg ikke ville kunne løbe på det niveau mere. Jeg var egentligt også klar til at stoppe der,” fortæller Dorthe. Beslutningen havde været undervejs længe, hun havde været i en række behandlinger før, men nu var der ikke mere at gøre.

“Jeg løb Copenhagen Marathon det år og vandt, men jeg løb let og slet ikke max. Jeg kom i mål i tiden 2:34. Derefter tog jeg til Helsinki, hvor jeg måtte udgå, og jeg har ikke løbet professionelt siden,” siger hun. Hun begyndte derfor at trappe træningen ned, men løb fyldte stadig meget i hendes liv, og hun arbejde syv år på Spartas løbskontor med rådgivning. Derefter havde hun brug for at lave noget helt andet, så hun tog en uddannelse på ITU.

“Det var pludselig et meget stille og roligt liv, da jeg stoppede. Så skulle jeg til at finde noget andet, jeg brænder for,” fortæller Dorthe.

Men hun har ikke været i stand til at slippe løbet, og løber stadig fem gange ugentligt. “Løbet er stadig en stor del af mig. Jeg kobler af ved det og har det bare bedst, når jeg har trænet,” slår hun fast, men det er ikke problemfrit, og de gamle skader lurer stadig under overfladen, hvis hun ikke passer på. “Jeg bliver stadig skadet, hvis jeg træner op til noget. Jeg kommer hurtigt over i en proces, hvor jeg vil forbedre mig. Mit kredsløb er godt, så det kommer hurtigere frem end mine ledbånd og sener kan klare,” fortæller Dorthe. Hun løber stadig med ur og måler sin hastighed. “Jeg har hele tiden brug for at måle mig selv og forbedre mig. Jeg konkurrerer mod mig selv, og vil løbe hurtigere end sidst. Men så bliver jeg skadet,” indrømmer hun.

Dog førte det en naturlig begrænsning med sig, da hun fik børn. “Jeg har haft små børn i ti år nu, det er enormt tidskrævende, derfor kan løb ikke fylde så meget.” Men netop det at få børn var også med til at ændre Dorthes liv meget i kontrast til livet som eliteløber.

“Mit liv har været meget præget af løb. Eliteidræt handler meget om en selv. Så det har været sundt for mig at få børn. Når man får børn, er man tvunget til at lægge sig selv på hylden. Det har været sundt for mig. Før tog jeg kun hensyn til mig selv med planlægning,” indrømmer hun og fortsætter:

“Jeg har svært ved at begrænse mig, når jeg går i gang med noget, jeg kan lide. Så vil jeg rigtig gerne bruge rigtig meget tid på det og blive bedre. Det kan man bare ikke med børn.”

Da forsiden skiftede karakter
Selvom Dorthe havde en stor international karriere, var det sjældent, hun kom på forsiden af aviserne herhjemme. Men ved en begivenhed ryddede hun forsiderne – da hun offentliggjorde sit forhold til en kvinde. På det tidspunkt var Dorthe den første eliteidrætsudøver herhjemme, der offentligt stod frem som homoseksuel.

“Det var hårdt at træde frem. Det er ikke noget at reklamere med, men jeg tænkte, at nogen kunne have gavn af det,” fortæller Dorthe efterfølgende og fortsætter: “Når man er kendt, er man bange for, hvad det vil betyde at træde frem som homoseksuel, om det vil ændre ens værdi. Jeg tror stadig, det er svært for mænd, der er i hvert fald opsigtsvækkende få fodboldspillere, der har forhold til en anden mand.” Dorthe lever i dag med sin partner og deres to fælles børn i Lyngby.

En oprigtig ydmyghed
Da jeg ringede til Dorthe for at arrangere dette interview, var hendes første spørgsmål “hvorfor?”. Selvom det fra redaktionens side var noget nær et scoop at få et interview med en af tidens helt store løbetalenter. Men et gennemgående tema gennem hele interviewet var, at Dorthe var oprigtig ydmyg omkring sine præstationer.

Det blev til en interessant tur tilbage gennem en enestående karriere, der stadig sætter sine spor i de danske atletikklubber. Først i år lykkes det unge Anna Møller at slå rekorden på U18 2.000 meter. Det skal blive spændende at se, hvor længe alle Dorthes senior rekorder får lov at stå uberørt hen. Løbet har været omdrejningspunktet igennem hele Dorthes liv og er det stadig i dag. “Jeg har fået enormt mange oplevelser med det. Der er ingen tvivl om, at løb har formet mig,” slår hun afsluttende fast.

 BLÅ BOG DORTHE RASMUSSEN

  • Fødselsdato: 27. januar 1960
  • Uddannet Husholdnings- og ernæringsøkonom. Arbejder som lærer på Maglegårdsskolen i Hellerup.
  • Fremtidige mål: At forblive skadesfri
  • PR: 10 km: 32.06., 15 km: 49.08., 20 km: 1.07.06, ½ MT: 1.09.48, MT: 2.29.34.
  • Resultater: 13 Junior- og Ungdomsmesterskaber, 36 seniormesterskaber på distancer fra 800m til marathonløb i årene fra 1973 til 1995. Junior-EM guld på 1500 i 1977. 5. plads ved VM i landevejsløb 1963. 4.plads til Chicago Marathon og London Marathon, 5.plads i New York City Marathon. Dansk rekordholder på 10 km, 15 km, 20 km, ½MT og MT. Sølv ved Stafet-VM i landevejsløb.

 6 GODE RÅD TIL ANDRE LØBERE

  1.  Hav tålmodighed. Det er enormt vigtigt, at du er tålmodig. Selvom du kun arbejder med din egen vægt, er det enormt hårdt for kroppen.
  2.  Giv dig tid. Øg din træningsmængde og intensitet langsomt.
  3.  Deltag i mindre motionsløb og konkurrencer. Det er en særdeles god træning, og det er nemmere at motivere dig selv til at løbe hårdt, når du er i et løb. Det er en god træning en gang i mellem.
  4. Varier din træning. Husk en afvejning mellem hård træning og kvalitetstræning. Hvis du har trænet hårdt, skal du slappe af.
  5. Start langsomt op. Hvis du har et mål, skal du starte langsomt ud og bygge din træning op. Desto tættere du er på dit mål, desto mere specifikt skal du træne.
  6. Vær konsistent. Hold en stabilitet i din træning, find et passende nive