Du har besluttet dig for at begynde at løbe, men hvilke løbesko skal du købe? Der findes mange hundrede forskellige slags, og opgaven med at finde de rette løbesko kan virke temmelig uoverskuelig, selv for garvede løbere. Vi guider dig gennem løbeskos-junglen.
Som nybegynder i løbefaget er det svært at vide, om du og din krop og dit løb understøttes bedst af en løbesko, der er blød eller hård, eller om det f.eks. skal være en løbesko med mere stabilitet. Skal skoen være fra et af de store klassiske løbebrands eller en mindre skoproducent? Og hvor skal du foretage købet? Skal man købe sine løbesko på nettet, i den lokale sportsbutik, eller kan det betale sig at tage turen til en by, hvor der ligger en specialbutik for løbesko? Og så har vi slet ikke snakket løbetest på specialbutikkernes løbebånd; er det nødvendigt og pengene værd?
Den gyldne middelvej
Som start har du ingen chance for at kunne tage stilling til, hvilken slags løbesko der passer godt til dig. Men efterhånden som du bliver en mere erfaren løber, vil du blive klogere på, hvad du ønsker i forhold til f.eks. løbeskoens hældrop, og om du har brug for en løbesko med blødere eller fastere støddæmpning. Og dine præferencer inden for løbesko vil garanteret ændre sig undervejs.
Derfor er det også en god regel at starte med at gå efter den ‘gyldne middelvej’ og vælge en sko, der ligger lige i midten. Altså en løbesko, som hverken er for blød eller hård, eller meget støttende eller med meget lavt hældrop. Husk, at en løbeskos primære formål er at beskytte og guide fødderne under løbeturen. Vælg derfor som udgangspunkt en sko, der er neutral på så mange parametre som muligt. På den måde vil du få et rigtig godt udgangspunkt i forhold til at skulle vælge en sko i fremtiden, som opfylder alle dine krav. Hvis du med tiden finder ud af, at du f.eks. gerne vil have en sko, som er lidt mere fast og hård i støddæmpningen, er det meget lettere at ramme rigtigt, når du er startet med en neutral sko.
Ingen sko kan forhindre en skade
Når du skal begynde din løbetræning, er valget af løbesko ikke det vigtigste valg, du skal træffe. Det lyder måske mærkeligt, men din succes afhænger i langt højere grad af, hvordan du vælger at strukturere din løbetræning. Altså hvor meget du løber, og hvor meget du restituerer.
Det er forkert at tro, at løbeskoen er skyld i en skade – for det er stort set aldrig udelukkende skoens skyld, at du bliver skadet. Du får skader, hvis du løber mere, end din krop kan holde til under de givne forudsætninger, som du nu engang har. Og der findes ingen løbesko i verden, som kan forhindre, at du får en løbeskade, hvis ikke kroppen kan følge med.
En dansk undersøgelse fra Aalborg Universitet har vist, at nybegyndere ikke øger risikoen for skader, hvis de vælger at løbe i almindelige, neutrale løbesko, der ikke er specialdesignet til at modvirke deres fødders pronation. Deres forsøg viste, at der ikke er nogen sammenhæng mellem en løbers skadesfrekvens og det at købe dyre løbesko i en specialbutik. De råder i stedet til, at du, uanset om du har en skæv fodstilling eller ej, som udgangspunkt vælger nogle helt almindelige neutrale løbesko uden særlig støtte.
Der vil selvfølgelig være sko, der passer bedre til dig og dine fysiske forudsætninger end andre, men det er noget, du finder ud af med tiden. Den største årsag til ømhed og skader er, at kroppen ikke når at vænne sig til belastningen, som den bliver udsat for. Hvis du vil undgå skader, skal du derfor tilpasse træningsmængden og give din krop tid nok til at vænne sig til den belastning, som du udsætter den for. På den måde vil du over tid kunne løbe langt i en hvilken som helst sko. Det fantastiske ved kroppen er nemlig, at den kan tilpasse sig.
Efter cirka 100 kilometer i dine løbesko kan du se, om skoen guider dig som ønsket. Sæt din sko på en plan flade. Nu skal skoen hverken hælde indad eller udad, men helst stå lige.
Er den dyre løbesko lig med bedre løbesko?
Mange nybegyndere starter således fejlagtigt med at købe et par af de helt dyre par løbesko, fordi de tror, at det er de bedste. Men lad være med det. Der er ingen grund til at gå ud og investere i et par løbesko til over 1500 kroner for at komme godt i gang og undgå skader. Så snart den vejledende pris er over 8-900 kroner, er alle skoene i princippet gode løbesko. Du bør først og fremmest gå efter løbesko, som føles rare at have på.
Flere studier, heriblandt de omtalte forsøg fra danske Runsafe viser nemlig, at det vigtigste element i en løbesko for almindelige løbere uden skadeshistorik er noget så simpelt som komfort. Deres råd er at finde de sko, der passer dig bedst, og som du har det bedst med at løbe i – også selv om du har en skæv fodstilling med pronation som så mange andre, der får dig til at lande på indersiden af fødderne, når du løber. En komfortabel løbesko vil give dig det bedste udgangspunkt for at komme i gang med at løbe. Når det så er sagt, så stopper mange folk med at løbe, fordi de får en skade, eller har fysiske skavanker eller andet, de døjer med.
Rigtig mange danskere har fysiske udfordringer, og der findes en masse fantastiske fagfolk i diverse specialbutikker og -klinikker, som kan hjælpe dig med at løbe bedre og skadesfrit.
Læs mere her om begynde at løbe her: Guide til nybegynderen #1: Kom i gang (og bliv ved) med at løbe Guide til nybegynderen #3: Når kroppen bliver øm Guide til nybegynderen #4: Sådan planlægger du dit løb