Det startede med en løbekonkurrence til en børnefødselsdag, som den ene søster vandt. I dag mere end 15 år efter løber tvillingesøstrene Julie og Helena Schmidt-Scherer stadig for at vinde. Målet er at deltage i OL.
Sekunder eller endda få hundrededele af et sekund er altafgørende for, om et løb har været en succes eller fiasko for tvillingesøstrene Julie og Helena Schmidt-Scherer, når de sprinter deres foretrukne distance på 400 meter. Målet er en tid på 52,15 sekunder og dermed en OL-billet. At nå det kræver masser af energi, der med eksplosionsagtig hast skal sende tvillingerne hele turen rundt om atletikstadionets grusgrave og græsplæner, og videre til OL. Søstrene er få sekunder fra den forjættede tid, der giver adgang til OL, og for at få dem i benene træner de op til 12 gange om ugen. Det er derfor ikke nogen overdrivelse at sige, at løb fylder en meget stor del af de to eliteløberes liv.
”Vi er konkurrencemennesker begge to, så selvfølgelig konkurrerer vi. Men vi er der også for hinanden. Både på og uden for banen. Vi vil gerne vinde begge to, men selvfølgelig under vi hinanden det bedste.”
”Jeg løber, fordi det er sjovt, og det er en fed måde at bruge sin krop på. Jeg synes, det er en meget elegant sport på grund af hele løbebevægelsen og den teknik, der ligger bag, og så synes jeg, det er fedt at bryde grænser. Det er jo ét eller andet sted grænseoverskridende, når man hele tiden skal blive bedre. Det er hårdt som bare fanden,” siger Julie Schmidt-Scherer.
Masser af energi
Hårdt var det også, da hun som ni-årig for første gang løb på en atletikbane. Det var til en børnefødselsdag, hvor fødselarens forældre arrangerede en løbetur på Holte Stadion.
”Den ti år ældre storesøster, til ham jeg var hos fødselsdag hos, skulle løbe forrest og være hare, så vi ikke bare gik alle sammen. Hende fik jeg tonset forbi og kom i mål længe før alle de andre, så forældrene blev helt ude af den. De syntes, at jeg havde potentiale, og foreslog mig at starte til atletik,” forklarer Julie. Kort efter fulgte søsteren Helena i Julies fodspor, selvom hun husker historien lidt anderledes.
”Jeg mener, vi startede med at løbe længere tid tilbage, da vi gik i børnehave. Da havde vi noget, der hed Kastanjaden, hvor vi skulle løbe rundt om nogle søer, og der er det rigtigt nok, at Julie vandt over alle de andre, for jeg var vist nok syg den dag,” smågriner Helena Schmidt-Scherer.
Løb var ikke det eneste, de to søstre havde på fritidsprogrammet i barne- og teenageårene, og de nåede hele vejen rundt fra forskellige atletikgrene til tennis, svømning og håndbold.
”Vi kunne ikke sidde stille, så vores forældre kunne finde på at sende os et par omgange rundt om huset. Vi har altid været glade for at bevæge os og bruge vores krop. I folkeskolen kunne vi finde på at møde klokken halv otte, så vi kunne spille bordtennis i 40 minutter, inden vi havde timer, og når der var frikvarter var det hurtigt tilbage til bordtennisbordet eller spille fodbold med drengene,” fortæller Julie.
Selvom de har masser af energi, er det ikke kun benene, der løber hurtigt på de to 25-årige tvillinger. Hovedet følger lige så hurtigt med. De fulgtes ad gennem folkeskolen og gymnasiet, hvor de gik i hver sin klasse. Efter studenterhuen blev sat på hovedet, tog Julie på college i USA, hvor hun fik brugt både ben og hoved i mere end et år, mens Helena fortsatte til Handelshøjskolen, hvor begge søstre i dag læser til cand.merc., hvor Julie netop har afsluttet HA-delen. Helena er allerede i gang med kandidaten.
”Det at studere giver nogle helt andre udfordringer end at dyrke sport. I sport handler det meget om at præstere og presse sig selv. I en organisation handler det mere om at skabe et godt samarbejde. Det giver en hel anden udfordring. Det er fedt også at blive klogere på den måde, og jeg ville ikke være det foruden, selvom det selvfølgelig er hårdt, og der er ting ved studiet, jeg må undvære på grund af mit løb,” fortæller Helena.
Sammen mod hinanden
Fra før de blev født har tvillingerne Helena og Julie kæmpet med og mod hinanden. Og det gør de stadigvæk. Men mens ”storesøster” Helena var hurtigst til at se verdens lys er det i dag ”lillesøster” Julie, der er den hurtigste på atletikbanen.
”Vi er konkurrencemennesker begge to, så selvfølgelig konkurrerer vi. Men vi er der også for hinanden. Både på og uden for banen. Vi vil gerne vinde begge to, men selvfølgelig under vi hinanden det bedste. Det er da meget fedt, at jeg er hurtigst nu, men Helena skal nok komme efter det,” siger Julie, der løber 400 meter på 54,12 sekunder, mens Helenas personlige rekord er 56,11 sekunder.
En stor del af tidsforskellen skyldes dog, at Helena har været inde i et langt skadesforløb, der blandt andet holdt hende helt væk fra sport og løb for nogle år siden. Derfor er hun ikke misundelig på søsterens godt to sekunder bedre tid.
”Jeg ser ikke skævt til Julie, fordi hun løber hurtigere end mig. Jeg synes, hun gør det fantastisk. Jeg kan bruge hendes tider til at se, hvor langt jeg selv kan nå, for når hun får gode resultater, så ved jeg, at jeg også kan”, siger Helena, der ikke vil undvære den støtte og konkurrence hun får fra sin søster.
”Legen og glæden er afgørende for at få hjertet med. Selvfølgelig er det dybt seri- øst, og vi har sat os nogle mål. Det er klart, at nogle dage ikke er helt nemme, men man må tage det sure med det søde, hvis man vil være med på det her niveau.”
”Hun er den i hele verden, der forstår mig bedst, for hun kender mig ud og ind. Jeg skal ikke altid sige, hvad jeg mener, for hun ved det allerede. Det er unikt at have sådan en tæt relation til et andet menneske, for du kan blive forstået uden at skulle komme med en masse forklaringer. Det er super fedt, også selvom vi selvfølgelig kan blive irriteret på hinanden. Det er noget andet, end hvis det havde været en anden god træningspartner,” uddyber hun.
At løbe er at lege
Parløbet som tvillingerne har løbet siden skoletiden startede som en leg. Og det er det stadigvæk, selvom indsatsen og målet er blevet øget. Især siden søstrene for et år siden valgte at satse benhårdt på løb i stedet for en blanding af løb og andre atletikgrene.
”Legen og glæden er afgørende for at få hjertet med. Selvfølgelig er det dybt seriøst, og vi har sat os nogle mål. Det er klart, at nogle dage ikke er helt nemme, men man må tage det sure med det søde, hvis man vil være med på det her niveau. Det gælder om hele tiden at fokusere og se på de små glæder og sejre, der hele tiden er,” fortæller Julie.
Søstrenes mål er at komme med til de helt store mesterskaber. Især OL. For at nå det træner de op til 12 gange om ugen. Enten på Østerbro Stadion eller med de Sydsvenske eliteløbere i Helsingborg. Dertil kommer sommerens stævner i ind- og udland, hvor søstrene kæmper i det danske landsholds farver.
”Jeg skal blive markant bedre for at leve op til kravene om at komme med til OL, men hvis jeg ikke tror på, at det kan lade sig gøre, stod jeg ikke her i dag og brugte alle de kræfter, jeg gør på træningen. Der er lang vej til OL, og det er ikke noget, jeg bare lige tror, jeg kan klare. Jeg løber ikke for at vinde DM. Jeg løber for at være med i de store internationale stævner,” siger Helena Schmidt-Scherer. En stille og rolig løbetur er der derfor ikke plads til i tvillingernes hårdt pressede træningsprogram.
”Jeg ville gerne løbe for hyggen, men det kan jeg ikke, for det er ikke en del af træningsprogrammet. Min træner skal vide, hvad jeg laver, for at holde styr på hvilke områder jeg skal forbedre mig på. Men når sæsonen slutter i oktober, kan jeg godt bare løbe nogle ture. Da er det fedt at kunne løbe uden at skulle tænke over, hvordan man gør, og uden en træner der holder øje med én og fortæller, at nu må man ikke løbe mere,” fortæller Julie, der på trods af mange træningstimer og præstationspres er top motiveret hver eneste gang løbeskoene bliver strammet.
”Det gælder om at visualisere følelsen af at komme ind over målstregen og tænke ud over de fysiske rammer. Få det bedste frem i én. Efter hvert træningspas skal jeg kunne sige til mig selv, at jeg har gjort, hvad jeg kunne. Ellers kan det være lige meget, når man træner på et højt niveau,” forklarer Julie. Hun er overbevist om, at hun vil blive ved med at løbe på højt niveau, selvom kvalifikation til OL i 2012 glipper.
”Det er fedt at løbe, fordi det er så individuelt. Du er overladt til dig selv, når du står i startblokken, og der bliver sagt ’på pladserne’. Alt er op til dig selv, indtil du har passeret mål.”
”Det er fedt at løbe, fordi det er så individuelt. Du er overladt til dig selv, når du står i startblokken, og der bliver sagt ’på pladserne’. Alt er op til dig selv, indtil du har passeret mål. Men jeg kan også godt lide at have en træningsgruppe og den teamspirit, der er på holdet, når man er til stævne og træning, og kommer jeg ikke med til OL i 2012, er der jo et nyt i 2016,” siger Julie.
Helena og Julie Schmidt-Scherer blev født 18. februar 1984 med 38 minutters mellemrum og er opvokset i Albertslund, men flyttede senere til Holte. I dag bor de hver for sig på Østerbro i København. Søstrene har løbet sammen, siden de var ni år gamle. Inden de valgte at satse 100 procent på deres løbekarriere, har de blandt andet dyrket forskellige former for atletik samt spillet tennis, svømning og håndbold. Søstrene har ikke kun glæden for løb til fælles. De læser nemlig begge til cand.merc.psyk. på CBS i København, hvor Helena er to semestre foran Julie.
Helena og Julie Schmidt-Scherer løber på eliteniveau for atletikklubben Sparta i København og det danske atletiklandshold. Deres favoritløb er 400 meter, men de deltager også i 200 meter løb samt stafetløb på de samme distancer. Deres mål er at komme med til EM til næste år og ikke mindst OL.
Tvillingerne træner op til 12 gange om ugen, men antallet og længden af træningspassene varierer henover sæsonen. Træningspassene består som regel af forskellige løbeøvelser som interval- og pulstræning. En anden vigtig del af træningen er styrketræning.
Begge søstre har vundet flere medaljepladser ved danske og nordiske junior- og seniormesterskaber på deres favoritdistancer 200 meter og 400 meter. Helena har desuden deltaget i ungdoms OL.