Mit første marathon

Marathon er en ond distance. En distance, hvor man kan sejre eller kollapse. Jeg gennemførte for nyligt mit første marathon, og min konklusion må være; at marathon er bestemt ikke er for alle! Det er en distance som kræver træning, vedholdenhed og en stærk psyke. For mig var der perioder af løbet, jeg elskede, men også perioder, hvor jeg havde det hårdt, og hvor jeg kedede mig utrolig meget. Men alt i alt var det en fantastisk oplevelse, som jeg vil skrive mere om herunder.

Inden jeg fortæller om min CPHmarathon-oplevelse, vil jeg kort skrive lidt om mig.

Mit navn er Mikkel Lynge Dybdahl, jeg er 32 år, og jeg bor med mine to drenge og min kone lidt uden for København. Jeg arbejder inden for træning og sport, og så er jeg løbemotionist – og jeg elsker at konkurrere og løbe hurtigt. Jeg er blevet en del af ASICS FrontRunners i år, og jeg elsker det.

For fem dage siden gennemførte jeg mit allerførste marathon – og var en kæmpe oplevelse. Som mange andre har marathon været på min “bucket list” ligeså længe jeg kan huske, men der er altid kommet noget i vejen, og derfor har jeg aldrig fået krydset den af – det har jeg så endelig kunne gøre nu :)

Jeg har altid været en smule småarrogant, når snakken gik på at løbe et marathon. Med det mener jeg, at jeg altid har sagt, at jeg nemt kunne løbe et marathon under fire timer uden at træne. Efter at have gennemført ét, kan jeg nu kigge tilbage, og se hvor utrolig naiv den udtalelse var. For nok kunne jeg måske gennemføre i den tid, men konsekvenserne af at gøre det, ville nok have været katastrofale. Jeg vender tilbage til denne tanke, efter jeg har gennemgået dagen, og givet et indblik i lidt af mine tanker og følelser i tiden optil, og ikke mindst hvordan jeg havde det under løbet.

Tiden op til

Ugerne op til CPHmarathon gik utrolig langsomt. Jeg følte allerede to-tre uger før, at jeg egentlig var klar. Det skyldtes nok at min træning ikke var gået helt efter planen, og derfor havde jeg lidt følelsen af, at jeg egentlig var så klar som jeg nu kunne blive. Jeg løb nogle helt fantastiske tempoture, og jeg følte egentlig, at mine ben begyndte at nærme sig topform. Dette medførte, at jeg ændrede min pace-plan fra 05:00 til 04:45. Jeg vil gerne lige nævne, at mit primære formål med dette marathon var at prøve, at nyde løbet og mærke om distancen tiltalte mig.

Som skrevet ovenfor, så gik træningerne rigtig fint, men i ugen op til løbet blev min yngste søn syg, så nætterne blev meget rodet, og jeg fik en del mindre søvn end normalt. To dage op til løbet fik jeg også ondt i halsen, hovedpine, snotnæse og var generelt bare rigtig træt. Det var ikke superfedt, da jeg jo snart skulle ud og løbe mit livs længste løb. Manglende søvn og min halvsyge krop gjorde, at jeg nærmest ikke fik løbet i ugen op til marathonet, da jeg simpelthen prioriterede at få sovet i løbet ad dagen, slappe af og komme oven på – den beslutning tror jeg, var rigtig god!

På dagen vågnede jeg igen med ondt i hovedet og startede dagen med en gedigen blodnæse. Jeg besluttede mig hurtigt for at prøve at glemme det, og køre min plan med mad og drikke. Som timerne gik, tog spændingen over, og hovedpine og snotnæse forsvandt i takt med ‘nerverne’ tiltog. Så om jeg egentlig var syg eller om det var “pre-race-nerves”, er jeg faktisk i tvivl om. Noget af det overraskede mig mest på dagen, var alle mine tanker omkring mad og drikke. Ikke at det fyldte alle mine tanker, men jeg tænkte rigtig meget på, om jeg fik nok, og om jeg mon fik ondt i maven af det, jeg indtog. Jeg har ALDRIG prøvet at få mavekramper eller dårlig mave under et løb, hvorfor det også undrede mig, at jeg pludselig frygtede det så meget. Det må næsten skyldes alle de vilde historie, som man har hørt fra andre løbere, som har haft fire-fem toiletstop på turen. Nå, men mig ind i metroen og afsted mod Islands Brygge.

Under løbet

Jeg placerede mig ca. 50 meter efter 03:20 ballonerne, da min plan var at holde mig der, og så forhåbentlig løbe fra de sidste 10-15 km. Jeg fandt dog relativt hurtigt ud af, at dette ikke var den bedste plan. For lige så snart starten lød følte jeg, at jeg løb i en sværm af mennesker, hvor det primært handlende om ikke at jogge hinanden i hælene. Så efter at have løbet ca. 10-12 km i denne gruppe, valgte jeg at løbe foran ballonerne, og se om benene var med mig. Det gav en kæmpe frihed at komme væk fra de mange mennesker. Jeg havde væsentlig mere plads og kunne bedre løbe mit eget løb og ikke mindst nyde stemningen fra alle de fantastiske mennesker, som var mødt op for at heppe. Netop det med at mærke stemningen er super vigtigt for mig, når jeg løber.
Jeg mærkede, at jeg hurtigt fandt en god og hurtigere rytme end før- og benene føltes fantastisk. Jeg løb tættere på 04:30, og lige der mellem 15-30 km følte jeg egentlig, at det var dét pace, jeg skulle holde helt til mål. Det blev det så ikke lige til…

Omkring 27 km løber man over Dronning Louises bro, hvor der er fuldstændig fantastisk stemning. Det gav god energi, som jeg tog med mig ind i de næste par kilometer, inden mange af mine ASICS FrontRunner-holdkammerater stod på trianglen og heppede helt fantastisk på mig. Energien var rigtig god, og jeg synes, det virkede realistisk at holde samme tempo hele vejen til mål. MEN så kom de længste og kedeligste 10 km, som jeg nogensinde har løbet. Antallet af tilskuere på ruten faldt drastisk de sidste 10 km, og det gjorde, at stemningen primært bestod af løbere, hvor alle kæmper hårdt for at nå i mål. Så uden tilskuernes energi og et par ben, der pludselig føltes som betonklodser, faldt tempoet lige pludselig hurtigt. Jeg begyndte at løbe tæt på pace 05:00, hvilket var mentalt svært for mig. Jeg ved ikke, om jeg blev så træt, fordi mine tanker drønede rundt i hovedet på mig uden tilskuernes hep og energi – og pludselig overmandede kedsomheden af at løbe mig næsten. Kedsomheden medførte dog, at jeg tænkte “det her skal bare overstås”, og jeg satte mig et mål om, at jeg ikke måtte løbe langsommere end 05:00 pr. km.

At løbe over langebro og se målstregen var en fantastisk følelse. Faktisk ikke den euforiske følelse over at gennemføre løbet, men mere en lettelse over, at det var ved at være overstået. Jeg synes, det var en fantastisk oplevelse, men jeg fik ikke den lykkefølelse, som jeg havde troet, jeg ville, fordi jeg har oplevet netop dén følelse til så mange andre løb. Måske var det fordi distancen simpelthen var for lang for mig, eller også var det fordi, jeg løb alene? Jeg tror, jeg bliver nødt til at prøve igen, og næste gang med en ven, hvor vi kan følges hele vejen og støtte hinanden i at opnå noget stort sammen. Jeg tænker dog ikke, at det skal være i København, da jeg også tror, det vil motivere at opleve en helt ny by, mens man løber. Måske der er nogen, som har et godt forslag til hvor?

Nu vender jeg tilbage til min arrogante tanke: Marathon kræver træning! At se folk kollapse på vejen, og at høre om de skader, som folk får efterfølgende, synes jeg er skræmmende. Marathon er så langt, at det ikke er noget, “man bare lige gør”. Derfor er mit bedste råd til alle, der gerne vil løbe et marathon: find en træner, som kan hjælpe dig med en grundig plan. Tro ikke du kan træne op på 12-16 uger, men brug længere tid på at få kilometer nok i benene. For rigtig mange er tempoet ikke problemet, men nærmere at kunne løbe hele vejen til målstregen. Så træn de lange, “langsomme” ture, så både din fysik og psyke kan holde til det. For mig var det sidste lige ved at blive rigtig kritisk.

På den helt positive side, så virkede min energi-strategi til perfektion. Godt nok blev mine ben trætte på turen, men jeg følte ikke på noget tidspunkt, at jeg var ved at gå sukkerkold eller at min mave ikke kunne håndtere mængden af sukker. Så min store frygt omkring mad og drikke før start blev heldigvis gjort til skamme :-)

What is next? 

Tankerne er mange, og jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad jeg skal løbe som det næste. Én ting er dog sikkert, og det er, at jeg vil forsøge at presse mig selv lidt ekstra til CPHhalf. Jeg har løbet det to gange før, og jeg synes, at det er et superfedt løb. Derfor tænker jeg, at jeg vil træne op til at løbe under 01:25:00.