For danske Andreas Carlsen handler ultraløb ikke bare om at løbe langt. Han ser sine løbeture som eventyr – afbræk fra hverdagen, hvor han selv styrer handlingen. Nu har alle mulighed for at komme med på rejsen i Andreas Carlsens nye dokumentarfilm om løb på de lange distancer. Vi har taget en snak med ultraløberen og dokumentarfilmsdebutanten.
Et par solstråler sniger sig ned mellem trætoppene og lander på det underlag, som Andreas Carlsens trailsko ubesværet svæver henover. Han har for en time siden parkeret cyklen på Jernbanepladsen ved Lyngby Station og er løbet mod favorittræningsområdet omkring Furesø nord for København. Computeren er slukket, mobiltelefonen ligger hjemme på skrivebordet og glemt er dagens trivielle strabadser med studier og arbejde. Kun det eventyr, der ligger foran ham og under hans fødder, betyder i dette øjeblik noget.
“Jeg kunne ikke mindes, at der var nogen i Danmark, der havde lavet noget lignende før. Jeg tænkte, at det her var en måde at udbrede budskabet om ultraløb på og samtidig fortælle noget om den tid, vi lever i, hvor flere og flere danskere søger mod det ekstreme.”
I dag er det et mindre eventyr, der venter Andreas. Træningsturen er ‘kun’ på små 30K, da der også skal være tid til de optagelser, som filmholdet fremme i næste lysning er ved at gøre klar til. Og netop de eventyr, som Andreas Carlsen føler, at hans utallige træningsture er, var en af hovedideerne bag filmen ‘Ultra’. En film, som han er ved at lægge sidste hånd på sammen med sit frivillige hold af professionelle kameramænd, klippere, musikproducere og grafiske designere, da LøbeMagasinet møder ham få dage før det græske 246K-løb Spartathlon.
Løb giver selvtillid
“Jeg ser både træning og konkurrence som et eventyr, hvor jeg kan søge væk fra min hverdag. Hvor jeg styrer handlingen og vejen. Det er også en af grundene til, at jeg løber mere og mere i skov for at komme væk og opleve det eventyr,” forklarer Andreas Carlsen, der har løbet i 10 år. Især det alsidige terræn omkring Furesø bliver brugt flittigt, da det også ligger tæt på Andreas’ bopæl på Østerbro i København.
Det giver ham mental ro at opleve disse eventyr og kunne visualisere sine fremtidige konkurrencer, hvor han ser sig selv ankomme til de forskellige checkpoints, hvad han indtager under konkurrencen og øjeblikket, hvor han krydser målstregen. Selvsikkerheden og viljen til at overvinde så store distancer har været med til at give ham troen på, at andre ting i hans hverdag kan udføres og klares uden problemer. Om Andreas Carlsen løber 40, 50 eller 100K gør ikke længere den store forskel for ham – med undtagelse af det nært forestående Sparthlon. “Det er klart, at jeg skal til Grækenland nu og løbe små 250K, og det står helt for sig selv, fordi det er så ekstremt langt, at jeg må indrømme, at ikke engang jeg selv kan forstå distancen.”
På trods af de svimlende distancer, der kan være svære at forholde sig til, er det netop det konkrete ved løb, der for alvor har fanget Andreas Carlsen. “Det, jeg godt kan lide ved sporten, er, at den er så håndgribelig. Jeg skal sådan set bare løbe fra A til B, og hvis jeg når til B inden for en given tid, så har jeg gennemført og kan være glad. Det er nok er noget af det, jeg savner i hverdagen. Der er så mange forskellige valg, man skal træffe, alt afhænger af andre mennesker, om ens telefon har signal eller om ens computer kan tænde.”
En ultraløbers kamp
Andreas’ søgen efter enkelthed og håndgribelighed synes måske ikke ligefrem at gå hånd i hånd med at være projektleder og hovedperson i den mest omfattende danske dokumentar om ultraløb til dato.
Men efter et møde med fotografen Brian Mouridsen blev projektet kickstartet. Ideen var at bringe historien om ultraløb ud til en bredere målgruppe.
“Jeg kunne ikke mindes, at der var nogen i Danmark, der havde lavet noget lignende før. Jeg tænkte, at det her var en måde at udbrede budskabet om ultraløb på og samtidig fortælle noget om den tid, vi lever i, hvor flere og flere danskere søger mod det ekstreme,” forklarer Andreas Carlsen.
Ikke alene mener han, at historien har noget at fortælle løbere generelt, han mener også, at det kan være interessant for folk, der ikke nødvendigvis løber til hverdag. “Filmen fortæller en historie om, at man skal turde gå sine egne veje og at man ikke altid behøver at følge strømmen – heller ikke selvom man er ung.”
Filmen viser også, hvor mange forskellige landskaber Andreas træner i. De spænder lige fra 1 meter dyb sne til 47 grader i Dubais steghede ørken. Men mest af alt er det en personlig historie om en ultraløber, hans kamp mod skader og fysisk udmattelse, men også en søgen efter svar på, hvorfor mennesket i 2012 søger mod ekstremerne, og hvad det er, der motiverer folk i en bredere forstand.
Det forsøger Andreas Carlsen og hans hold at give svar på både ved at vise hans forberedelser og præstationer til Western State 100 og Spartathlon og ved at interviewe professorer, psykologer og andre løbere.
De ekstreme – og de andre
Filmholdet var fra begyndelsen klar over udfordringerne i at få finansieret et projekt om en nichesportsgren som ultraløb – og det på trods af at løb som helhed er Danmarks mest udbredte sportsgren. “Jeg har siddet til flere møder, hvor det er endt med, at de til slut gav udtryk for, at det simpelthen var for snævert et emne.”
For Andreas Carlsen var den manglende interesse i at give økonomisk støtte til projektet skuffende. Et projekt, som en meget lille del af befolkningen ville kunne levere og give førstehåndsindtryk fra – og som alligevel kan sige noget generelt om den udvikling samfundet er inde i. Det var nemlig én af de centrale punkter i interviewet med en professor på Institut for Idræt. Det fokuserede på de udviklinger, der sker i samfundet og sportens verden. Om hvorvidt professoren tror, at der vil opstå en modsatrettet effekt af to befolkningsgrupper: En gruppe der vender sig mod ekstremsport og en anden, der helt fravælger den fysiske og sportslige aktivitet.
En påstand som denne vil man få svar på i filmen – dog prøver Andreas ikke at skræmme nogen, blot fordi de ikke dyrker ekstremløb: “Vi går ikke ind og skræmmer nogen. Filmen går ikke ud på at sige, at hvis ikke du løber 100K om ugen, så går du i en helt forkert retning. Jeg ved jo også godt selv, at det jeg går og laver… det er sgu egentlig lidt mærkeligt.”
“Ikke nogen Navy Seal-type”
Det går ifølge Andreas Carlsen ud på at finde ens egen indre motivation, og for hans eget vedkommende er det på de lange distancer, det sker. Hvis filmen ender med at have motiveret andre til at give sig i kast med at motionere, at komme ud over stepperne og nedsætte samtidens tendenser til bl.a. øget overvægt og flere tilfælde af type-2 diabetes, så har det været en personlig succes for ham.
På trods af den manglende villighed til at lægge økonomisk støtte i projektet, er Andreas Carlsen dog alligevel blevet fantastisk positivt overrasket over fagfolks behjælpelighed og interesse i at lave en film som ‘Ultra’:“Jeg vidste ikke til at begynde med, at der var så mange professionelle mennesker, der ville samarbejde om projektet. Vi har en professionel klipper, en musikproducer, to fotografer og en grafisk designer – og det er jo et helt vildt hold på frivillig basis. Det havde jeg aldrig turdet håbe på,” siger Andreas og uddyber: “Mange af de andre film, der er lavet om emnet, omhandler verdens allerbedste ultraløbere og deres tilgang til sporten, som er så forskellig fra, hvad en nybegynder inden for feltet ville begive sig ud i.”
“Jeg har ikke bare helliget mig løb fuldstændigt. Jeg studerer, jeg arbejder, jeg har en kæreste, jeg ser venner og familie, og nogle gange kan jeg også godt gå i byen og drikke øl og vin. Dermed fremstår jeg som et almindeligt menneske, der også godt kan føle smerte og ikke kommer over målstregen som en anden Navy Seal-type, som man stort set ikke kan se på, at han lige har løbet 160K i 40 graders varme,” forklarer Andreas.
Den første løbetur
Andreas Carlsens løbetræning begyndte – som for mange andre – med et supplement til en anden sportsgren:
“Min løbetræning startede tilbage i teenageårene, hvor jeg efter at have spillet tennis i fem-seks år ikke længere følte, at mit niveau rykkede sig. Samtidig havde jeg nogle småkonflikter med min tennistræner, og flere af disse ting åbnede op for, at jeg måske skulle til at dyrke noget nyt. Og så tænkte jeg, at løb måske var løsningen.”
Andreas besluttede sig for at give løbet en chance i én måned med minimum to løbeture om ugen – og derefter vurdere om der var grobund for at fortsætte. Det var der.
Den afgørende nøgle til hans nuværende succes skal ifølge ham selv findes i den tålmodighed, som han gik ind til sporten med. Han øgede langsomt distancerne og holdt fast i tommelfingerreglen om ikke at øge træningsmængden med mere end 10 % per uge. Af den grund løber han nu uden problemer træningsture på marathondistancer: “Hvis det er en flad rute, så er det først efter de 60K, at jeg begynder at blive træt.”
Spiser helt normalt
Man kunne foranlediges til at tro, at der med disse enorme træningsmængder bliver brugt meget tid på kostplanlægning, fysioterapi og andre former for fysisk fremmende behandlinger, men det er ikke noget, Andreas finder nødvendigt i sin dagligdag:
“Når jeg ikke har skader, benytter jeg mig ikke af massører eller fysioterapeuter. Der er selvfølgelig noget økonomisk i det, især som studerende, men med den knæskade, jeg har haft siden midten af april og først lige er kommet af med for tre uger siden, har det været en ny verden for mig, da jeg ikke tidligere har haft brug for det.”
Kostplanlægningen tages ligeledes med en afslappet og naturlig tilgang, og Andreas bruger ikke alle de kosttilskud, som markedet ellers bugner af for tiden. For ham er opskriften helt enkel: “Jeg spiser varieret kost, frugt, grøntsager og rugbrød. Noget så kedeligt som det – men så bare i store mængder.”
Under løbene bliver energiindtaget dog mere specifikt for Andreas, der eksempelvis ikke kan indtage gels, når løburet har rundet de seks timer. De regulære energidrikke fungerer dog rigtigt godt for ham under hele løbet, og hans råd til andre, der begiver sig ud i ultraløbets verden, er at eksperimentere med de forskellige former for energiressourcer i træningsfasen. Han kan ikke komme med generelle råd, da det er meget individuelt, hvordan hver enkelt løber reagerer, når kroppen presses så hårdt, som den gør under disse ekstreme omstændigheder.
Den sidste film – måske
Selvom Andreas synes, at det har været en spændende rejse at lave ‘Ultra’, kommer vi ikke til at se ham som hovedperson i endnu en produktion. Tiden og engagementet har været for krævende for debutanten: “Jeg kan sige med 100% sikkerhed, at der ikke kommer en film nummer to. Det har været så stort et projekt at lave, at jeg ærligt kan sige, at den dag jeg sidder i biografsalen til D.A.F.F. og ser den her film – så vil jeg være glad for, at projektet er overstået.”
Han afviser dog ikke, at der kunne være mulighed for at lave flere ekstremsportfilm, men i så fald skulle det udelukkende være i en ledende rolle som producer eller instruktør.
Lige nu handler det om hans fremtidige løbekarriere, hvor det altoverskyggende projekt ved LøbeMagasinets deadline var at gennemføre Spartathlon – og dermed også få en god afslutning på netop filmen. En film, der ifølge Andreas Carlsen har noget unikt at tilbyde til alle: “Jeg er en person, der fortæller om ultraløb, men for 10 år siden kendte jeg dårligt nok til løb som en enkeltstående sportsgren. Så dermed kan jeg vise folk, at selvom man ikke er løber lige nu, så kan man, hvis man vil og har motivationen, stadig opnå succes inden for ultraløb eller lignende ekstremsportsgrene.”