Det er nok ikke gået mange løberes næse forbi, at danske Jabra laver nogle af verdens mest spændende hovedtelefoner til os løbere. Nu er Jabra på gaden med en ny model – Jabra Elite 85t – og de skuffer ikke!

Sidst vi skrev om Jabra, blev deres Elite Active 75t hyldet i hele verden som en af tidens bedste hovedtelefoner til folk, som løber. Og Jabra fik ikke kun topkarakter her på løberne.dk med sin Elite Active 75t-model – de fik det samme i alverdens løbemedier. Noget, som ikke sker hver dag for et dansk brand.

Personaliseret støjreduktion

Jabra Elite 85t er en trådløs hovedtelefon designet til folk, som søger lyd af højeste kvalitet. Hovedtelefonerne kommer med avanceret aktiv støjreduktion, 12 mm højttalere, 6 mikrofoner og op til 25 timers batteritid (5,5 timer med støjreduktion slået til) – alt sammen pakket ind i et kompakt design.

For at komme til det opdaterede design har Jabra efter eget udsagn scannet tusindvis af ører og kørt resultatet gennem en avanceret algoritmesimulator, så pasformen bliver så perfekt som muligt uanset øreform. Elite 85t leveres med et semi-åbent design med ventiler, der forhindrer, at der opbygges tryk i ørerne. Og tre par ovale, udskiftelige EarGeals-ørepropper i silikone sikrer, at de sidder sikkert og komfortabelt i ørerne.

En vigtig funktion er hovedtelefonernes aktive støjreduktion. Jabras Advanced Active Noise Cancellation™-teknologi (ANC) giver således fuld kontrol over støjreduceringsniveauet med en dedikeret chip. I Jabra Sound+ appen kan du selv justere, hvor meget støjreduktion du ønsker. På den måde kan du tilpasse, hvor meget af lyden (HearThrough) fra omgivelserne, der skal slippe igennem. Jabras batteriteknologi sikrer, at de små ørepropper giver 5,5 timers batterilevetid med ANC på en enkelt opladning.

God lyd i et kompakt design

Det hele er pakket ind i et design med stor lyd. 12mm store højttalere, justerbar equalizer og AAC- og SBC-kodekser fylder de kompakte hovedtelefoner med et rigt, detaljeret lydbillede med kraftig bas. Så man får rent faktisk en lyd, man ikke lige forventer, at så små hovedtelefoner ville være i stand til at producere. Hovedtelefonerne er naturligvis konstrueret i solide, holdbare materialer og leveres med IPX4-certificering. Det betyder, at de kan bruges i regn. Elite 85t har også udvidet den 2-årige støv- og vandgaranti – i tilfælde af at uheldet er ude.

Det hele kan styres med MyControls i appen, hvor man kan tilpasse og ændre, hvordan man bruger knapperne til at starte og springe sange over, besvare og afvise opkald og meget andet. Ligesom Elite 85t fungerer med både Alexa, Siri og Google Assistant, så din foretrukne stemmeassistent er aldrig langt væk.

Konklusion

Som du kan læse, er der meget teknik bag Jabras hovedtelefoner. Og ja – det tager 20 minutter at komme i gang med dem, når man køber dem, fordi man skal have installeret deres app, opdateret hovedtelefonerne, igennem en individuel lydtest m.m. Men tro os, når vi siger, at det er let, og resultatet er godt.

Vi var meget begejstrede for deres Elite Active 65t og 75t, og 85t-modellen er blot endnu bedre. Den er mindre, mere kraftfuld, har mere bas og mere kontrol. Og så sidder den lækkert uden at falde ud (selv på trailturen). Ja, de lyder kort sagt som en drøm. At den så også er dansk, er kun et plus. Nuvel – den er dyr, men kvalitet koster.

Pris: 1.799,-

www.jabra.dk