fbpx

I februar tog ultraløberen Kristina Schou Madsen og hendes makker Josephine Dewett udfordringen op om at være de hurtigste kvinder til at nå toppen af Kilimanjaro – og på trods af det danske flade landskab endte Kristina med at slå verdensrekorden med hele 16 minutter. Læs med her, når Kristina fortæller om sin vej til toppen på godt og ondt.

Efter mange måneders træning og forberedelse skulle fredag d. 23. februar kulminere i et verdensrekordforsøg på at nå toppen af Kilimanjaro som hurtigste kvinde i verden. Med Josephine Dewett som makker og Simon Grimstrup som altmuligmand var vi et stærkt dansk team med kun ét problem: Vi har ingen bjerge i Danmark, men det er der jo ikke nogen i Afrika, som ved…

Den indledende fase til rekordforsøget blev tilbragt sammen med en Topas-gruppe bestående af 16 mand med en mission om at bestige Kili på syv dage i et roligt tempo med et akklimatiseringsfokus i top. Det var en perfekt forberedelse, og Josephine og jeg havde en rigtig god tilvænning til højden. Første dag ramte vi 3.000 meter over havets overflade, 2. dag 3.800, og sådan gik det til toppen, hvor alle af de 16 gruppedeltagere, undtagen én, nåede toppen. Den sidste nat trekkede vi fra Kosovo Camp mod toppen af Kilimanjaro (Uhuru). Jeg havde en smule ondt i baghovedet, da vækkeuret ringede kl. 01, og jeg kunne med det samme se, at hverken Josephine eller Simon var på toppen. Simon havde kvalme, og Josephine havde ondt i hovedet, men da vi angreb bjerget, forsvandt min hovedpine, og jeg havde det godt stort set helt til toppen. Josephine kæmpede en del mere og måtte have hjælp af guider til at nå toppen. Hendes tempo var super langsomt, og jeg kunne mærke, at jeg selv begyndte at blive lidt utilpas, og grunden var nok, at jeg tilbragte for lang tid i højden. Jeg ville dog ikke forlade Josephine, selvom jeg vidste, hun var i gode hænder.

Under nedstigningen fik josephine det hurtigt bedre, mens jeg selv kæmpede med kvalme. Det føltes som en omgang tømmermænd af den ubehagelige slags, hvor det at kravle fra sengen ind på sofaen føles som en uoverskuelig rejse.

Vi nåede toppen sammen, og det var absolut en kæmpe oplevelse. Under nedstigningen fik Josephine det hurtigt bedre, mens jeg selv kæmpede med kvalme. Det føltes som en omgang tømmermænd af den ubehagelige slags, hvor det at kravle fra sengen ind på sofaen føles som en uoverskuelig rejse. Jeg famlede mig ned af 1.200 meters højde i løst sand og klipper, og faldt omkuld i mit telt i Kosovo-campen. Lettet og glad over endelig at kunne ligge ned, og jeg må indrømme, at jeg forsøgte ikke at tænke alt for meget over det kommende rekordforsøg!

Efter et par timer på langs begyndte de sidste fra gruppen at komme ned til lejren, og vi fortsatte samlet ned til Millenium Camp, der ligger 4.000 meter over havet, hvor jeg fik det godt igen. Jeg tog mig frihed til at løbe derned, og det var virkelig dejligt.

Mens alt var godt, skete der det, som ikke måtte ske. Jeg vrikkede om på min venstre fod, og jeg vidste med det samme, at det var noget skidt. Jeg bandede mig selv langt væk for at have været så uforsigtig og dumdristig, men jeg blev grebet af stemningen. Sket var sket, og jeg måtte have mit fokus rettet mod at give den forvredne ankel den nødvendige behandling og støtte. Foden var hævet og blå, men gjorde heldigvis ikke så ondt, og det så jeg som et godt tegn. De kommende dage i Moshi gik med kompression, elevation og at komme ud at gå på foden på jævne overflader.

Jeg var fortrøstningsfuld, men også realistisk vedrørende det dobbelte rekordforsøg, som kunne blive nødvendigt at skære ned til ét. Det var en hård tanke, som jeg blev nødt til at arbejde på for at acceptere. At slå rekorden op har dog altid været det vigtigste og klart det, som jeg trænet mest mod.

Rekorddagen
Fredag d. 23. startede kl. 03.30 med en stram stram optapening af en fod, som stadig var brun, lilla og gul, men jeg var ved godt mod og var indforstået med et eventuelt opsamlingsarbejde efter rekordforsøget. Kl. 04.45 blev vi hentet af vores team, som skulle starte med os ved Mweka Gate. Humøret var højt, og det var svært for mig at gå ind i min lille boble af fokus inden et race, som dog også blev afbrudt af, at vi pludselig bremsede op, fordi der kom røg fra motorhjelmen. Jeg tænkte: “Det er LØGN, det her…”. I et kvarters tid knoklede gutterne på, mens Simon beroligede os med, at vi jo ikke skulle nå et startskud, og at vi i princippet kunne starte rekordforsøget, når vi ville. Jeg ville dog gerne holde mig til planen og starte kl. 6, og pludselig var der gang i bilen igen. Røgen var væk, og vi kørte op ad den hullede grusvej til starten ved gaten i 1.630 meters højde.

Starten kl. 6 blev nøje dokumenteret med billeder, film og vidner, og på slaget løb Josephine og jeg afsted med vores to hjælpere samt Simon. De første ca. 1.000 højdemeter blev forceret i mørke med vores pandelamper på, og vi fulgtes ad med få meters mellemrum. Underlaget var stejlt, men vi vidste begge, at stigningsprocenten her var ingenting i forhold til, hvad den sidste halvdel af ruten ville byde på. Jeg kløede godt på, men som altid skal mine ben lige i gang, og min krop skal lige forstå, hvad jeg har besluttet, den skal gøre. Her kan vi godt være lidt uenige en gang imellem, men det er som regel mig, der får min vilje!

Jeg gav Dustan en lille vandflaske og bad ham om kort at holde mine stave. Hvad, jeg ikke havde opfattet, var, at han var ved at gå kold, og at han sakkede bagud.

Vi havde tre depoter på turen op og ned, hvor første var Mweka Camp, som vi gerne skulle nå efter 01.50. Vi ramte begge en perfekt splittid, hvor Josephine tilbragte lidt mere tid med at få tanket op end jeg selv, og her skiltes vi. Jeg var hurtigt videre sammen med min hjælper, Dustan, og Simon indhentede os efter lidt tid. Jeg gav Dustan en lille vandflaske og bad ham om kort at holde mine stave. Hvad, jeg ikke havde opfattet, var, at han var ved at gå kold, og at han sakkede bagud. Pludselig var han væk, og Simon og jeg undrede os over, at han ikke kunne holde tempo. De vader jo bjerget op og ned hele tiden, men at forcere det i højt tempo er nok mere krævende end som så. Heldigvis var Simon vågen og fik mine stave med.

Vi accepterede, at hjælperen ikke var til megen hjælp og nåede næste check point ved Millenium Camp på minuttet i forhold til tidsplanen. Nyt vand, mere energi og en slurk te, inden vi hurtigt drog videre mod Barafu Camp i 4.700 meters højde. Jeg var virkelig godt kørende. Fuldt fokus, god rytme, benene var for alvor vågnet, og jeg var fast besluttet på at slå den rekord. Men jeg tog også beslutningen om, at jeg ikke ville gå efter den dobbelte rekord, da min fod brokkede sig en del på de ujævne flader.

Verdensrekorden i sigte
På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at jeg ville slå den rekord, men den altafgørende faktor om, hvordan min hårdtarbejdende krop ville reagere i højderne, gjorde mig nervøs. Jeg måtte bare klø på med en fornuftig intensitet, som jeg i høj grad styrede med pulsmåling og fornemmelse i kroppen, og så håbe på det bedste. Alt omkring mig fungerede perfekt, og Simon var en kæmpe hjælp med motiverende snak og informerede mig om tider, højdemeter og tidsplan. Vi knoklede på mod Barafu, og den tynde luft begyndte at have større og større indflydelse på min vejrtrækning og fysiske formåen. Men jeg var forberedt på det og forsøgte at holde tempoet så højt og kontinuerligt som muligt.

Jeg tog mig selv i at tænke, hvor er det her fedt. Lille mig er på vej op af Kilimanjaro, og hver gang jeg kiggede op, kunne jeg se den snebeklædte top, der ventede på mig. Jeg var kommet fra den frodige regnskov, til månelandsskabet (Moor land), og jeg var på vej til den alpine ørken og skulle ende i en arktisk zone på toppen. Hvor mange får lov til at opleve det?

Simon og jeg nåede Barafu, hvor vi havde et større depotbesøg. Jeg skulle have lange tights på, på toilettet og tanke op. Dertil skulle jeg have chef-guiden Freddy med som hjælper mod toppen, og jeg syntes, jeg havde givet instruks om hans opgave om at bære mit varme tøj og 3 liter væske, men hans taske var ikke pakket. Mens jeg skiftede bukser, fik jeg pakket hans taske, og inden jeg ser mig om, var han allerede gået i forvejen. Her skulle jeg lige afkode situationen og acceptere, at deres mindset ikke var lig vores. Simon og jeg kom dog godt af sted alligevel, men var begge enige om, at det ikke var et særligt effektivt depotbesøg.

Der ventede mig 1.200 højdemeter i ekstremt stejlt terræn med klipper og løst sand i over 5.000 meters højde. I disse højder er der under 50% af den ilt til rådighed, som jeg ellers er vant til, og det havde en enorm påvirkning på mine kræfter, men det eneste, jeg havde i hovedet, var den rekord. Kroppen hungrede efter ilt og pause, men jeg ville have den rekord. Vi indhentede ret hurtigt Freddy, som holdt ved os i et kvarters tid, før han også sakkede bagud. Jeg nåede ikke at tænke på, at han bar alt mit tøj, udstyr og Red Bull-dåsen, der skulle flashes på toppen i sin taske.

Simon gik for det meste lidt foran mig for at vise mig den bedste vej op. Han forsynede mig med mellemtider og statistikker, og ca. 1 time før toppen sagde han, at nu skulle jeg klø på. Og det gjorde jeg så. Jeg satte alt ind på at komme frem i højest muligt tempo, og et kort stykke inden Stella Point kunne jeg høre Simon råbe bag mig, at han ikke kunne følge med længere, og at jeg skulle give den max gas.

Min krop skreg: “stop”, men jeg ville det så meget, at jeg ikke hørte den. Jeg forsøgte at sætte i løb, men mine ben var som gelé, og jeg blev pludselig hjulbenet med knæerne vendende udad.

Når adrenalinen tager over
Jeg spurgte ham, om rekorden var hjemme, og han svarede: “Ja, for faen”. Præcis ved Stella Point gik det op for mig, at jeg havde slået rekorden. Spørgsmålet var bare med hvor meget. Jeg åd mig selv til toppen… Jeg har aldrig prøvet noget, der var så hårdt… Min krop skreg: “STOP”, men jeg ville det så meget, at jeg ikke hørte den. Jeg forsøgte at sætte i løb, men mine ben var som gelé, og jeg blev pludselig hjulbenet med knæerne vendende udad. Trods det, var jeg et kæmpe smil hele vejen, selvom alt i min krop brokkede sig. 19 min. og 55 sekunder tog det mig fra Stella Point til Uhuru (toppen), og jeg ankom med hænderne løftet over hovedet. Der stod en amerikansk gruppe derude, og de spurgte med det samme, hvorfor filan jeg kom løbende. Jeg fik fremstammet, at jeg havde slået verdensrekorden, og tårerne pressede sig på. “I’m okay, but I’ve just beated the world record!”. Vi fik taget billeder, og jeg var meget opmærksom på at få lavet den rette dokumentation med billeder og splittider. Efter 5-6 min. kom Simon, og han fik det største knus! Han var også helt op at køre, og efterfølgende kan jeg kun sige, at jeg ikke kunne have klaret dette uden ham. Både i planlægningsfasen og i udførelsen var han uundværlig. Professionel, realistisk, motiverende og en ven.

Jeg slår verdensrekorden med 16 min. i tiden 6.52.54!

Efter fejring på toppen gik vi roligt ned til Stella Point, hvor vi mødte Freddy og endnu en omgang fejring blev sat i værk! Det var fantastisk, og jeg var i den syvende himmel, indtil vi spottede Josephine lidt længere nede af bjerget. På lang afstand var det nemt at se, hun ikke var godt kørende. Vi løb ned til hende, og ret hurtigt blev beslutningen taget om, at hun skulle stoppe ved Stella Point. Hendes guide Luca tog hende kyndigt under armen og førte hende ned ad bjerget. Det gik faktisk så hurtigt, at jeg ikke kunne følge med, og jeg fik det egentlig også lidt dårligt på vej ned. Jeg havde nok tilbragt for lang tid på toppen, men intet kunne spolere min glæde.

At bestige Kilimanjaro uden pause fra bund til top, er det hårdeste jeg nogensinde har prøvet, men også en kæmpe oplevelse. Jeg er meget taknemmelig over, at jeg fik mulighed for at få denne oplevelse.

OM KILIMANJARO

  • Afrikas højeste bjerg
  • Højde: 5.895 meter over havets overfalde
  • Beliggenhed: Tanzania
  • Første bestigning i 1889
  • 40.000 forsøger at bestige Kilimanjaro hvert år

OM RUTEN