Vi har taget samt tager et kig bag det nye danske triathlonbrand, Fe226 i et interview med direktør Morten Søndergaard.

I lancererede jeres danske tri-brand med internationalt udsyn i en tid, hvor der er historisk stor konkurrence iblandt diverse beklædningsproducenter. Hvordan opstod ideen til Fe226, og hvordan fik I modet til at gøre tanke til virkelighed?
Ideen startede helt enkelt med, at vi var en gruppe triathlon-dyrkende erhvervsfolk, som savnede noget triathlontøj af høj kvalitet, både i design og kvalitet. Lidt på samme måde som Rapha fornyede cykeltøjet i 00’erne. Dengang var der også stor konkurrence blandt cykelmærker, men med Rapha’s evne til at kombinere den høje kvalitet fra Assos og Castelli med et cool, klassisk, næsten retro-agtigt design. Vi syntes alle, at der manglede et Rapha til triatleter.

En dag blev jeg af en forretningsforbindelse introduceret til Ffion Appleton, som han kaldte “Europas uden sammenligning bedste sportswear designer.” Jeg fortalte hende om vores tanker, og hun syntes, det lød som en fed udfordring, og to uger efter modtog jeg med posten det bedste bud på et stiligt, raffineret og cool design af en triathlonkollektion, jeg nogensinde havde set. Jeg var på det tidspunkt seniorpartner og medejer i Implement Consulting Group, men da jeg så Ffions design, måtte jeg simpelthen bare prøve idéen af. Så efter en del søvnløse nætter besluttede jeg i foråret 2017 at sælge mine aktier og kaste mig ud i dette nye eventyr, Fe226.

Hvad er det for et team, som står bag FE226?
Jeg er jo på mange måder grøn i denne branche, så jeg kan ikke klare mig uden et stærkt team omkring mig. Vi har således folk siddende i London, København og Hamborg. Vort London-team består p.t. af chefdesigner Ffion Appleton og produktchef Sarah Cuthbert, som er ansvarlige for design, udvælgelse af materialer og leverandører samt kontakten til fabrikken i Litauen. Vort København-team ledes af Jacob Gliese, som blandt andet har været salgschef i Puma og SHFT samt stifter af Running26. Jacob står selv for salg, marketing og ambassadør-kontakt, mens han har et team til at udvikle og vedligeholde webshop og sociale medier.

Så efter en del søvnløse nætter besluttede jeg I foråret 2017 at sælge mine aktier og kaste mig ud I dette nye eventyr, Fe226.

Vi har desuden vort fysiske lager og kundeservice siddende i København. Endelig har vi netop etableret en enhed på Europas største marked, Tyskland, ledet af Nis Sienknecht. Nis har en baggrund som chefredaktør for Europas største triathlonmagasin “Triathlon” samt som global ansvarlig for Road/Triathlon i den tyske cykelmastodont Canyon.

Jeg har læst en sammenligning med, at Fe226 skal tænkes som et jakkesæt til triatleter. Hvorledes skal det forstås, også for folk som ikke er vant til at gå i jakkesæt?
Hvis du ser et dyrt og et billigt jakkesæt – eller kjole, skjorte, blazer osv. hænge på en bøjle i en butik, kan det være svært at se nogen forskel, men hvis du har prøvet at sidde med samme jakkesæt i et langt møde, flyve- eller køretur, så føler og ser du hurtigt forskellen på et godt og et dårligt sæt. Det er princippet i vort tøj – kvaliteten skal være ultrahøj, og designet det skal være stiligt med et cool twist, som et fedt jakkesæt, en lækker kjole eller en lækker skjorte.

Når I kigger på trisporten anno 2018, hvad er det så for en sport, I ser? Og hvor ser I jeres rolle i sporten, både på kort og lidt længere sigt?
Jeg tror, at der er to mulige fremtidsscenarier for trisporten. Enten går det, som det er gået med langdistance-løb (marathon især), der på få årtier gik fra at være niche til at blive folkesport, eller også vil triathlon-populariteten dale igen og finde et naturligt leje tæt på den udbredelse, vi ser i dag. Vi ser det som vores opgave at udbrede kendskabet og kærligheden til denne fantastiske sport. Der er meget langt fra det billede af en egocentreret macho-mellemleder med kompressionssokker og familievanskeligheder og så de fantastiske mennesker, som jeg har mødt i min tid i triathlonsporten. Jeg har dyrket mange forskellige sportsgrene gennem årene, og jeg har aldrig tidligere oplevet en hjælpsomhed, nysgerrighed og familiær samhørighed, som dén jeg har mødt i triathlon-verdenen. Det er en sport for alle aldre og alle niveauer. Og frem for alt en sportsgren, hvor man kerer sig om hinanden. Det, synes jeg, er værd at udbrede til flere mennesker.

Der snakkes meget om, at trisporten er ved at blive meget kommerciel disse år. De store aktører som Ironman og Challenge bliver større og større globalt set, imens mange små stævner kæmper med at holde deltagerantallet. Er der stadig plads til det innovative og frække i en tid, hvor store penge driver meget af trisportens innovation?
Jeg er meget enig i, at sporten er blevet superkommercialiseret. Og det er helt tydeligt, at mange små, lokale stævner har vanskeligt ved at fylde deltagerlisterne. Men samtidigt er antallet af aktive atleter generelt voksende. I verdens mest modne marked, Storbritannien, er antallet af aktive atleter steget med 14% fra 2015 til 2016. Det er altså en ret markant vækst! Så vi tror fuldt og fast på, at der er masser af plads til et innovativt brand som Fe226.

Og så er sporten altså heller ikke mere kommerciel. For få uger siden stod jeg på expo i Challenge Almere, som er Challenge Family’s EM på ironmandistancen. Dagen inden ræset ser jeg den engelske pro-atlet Joe Skipper stå og tale med sin manager, så jeg går op til ham og spørger, om han kunne være interesseret i en ny tøjsponsor. Han siger til mig, at han vil kigge forbi vores stand efter løbet. Dagen efter vinder Joe Skipper løbet og bliver ny Europamester. Ca. 10 minutter efter afskydning af konfettibomber, medaljeceremoni og nationalhymne kommer Joe Skipper trækkende alene med sin cykel over til Fe226-standen. Det synes jeg, siger rigtig meget om trisportens styrke – en sport, hvor man som atlet kan komme helt tæt på de allerbedste i verden.

Hvor ser I trisportens styrker og udfordringer anno 2018?
Den allerstørste styrke ved triathlon er, at sporten er kult. Med det mener jeg, at alle har en holdning til udøverne. Står du inden for sporten, elsker du den for fællesskabet, variationen, naturoplevelserne og følelsen af at overvinde dig selv. Hvis du står uden for sporten, ser du på den med forargelse (“de træner og træner, hvad med familien?”), forundring (“hvordan finder de tid til alt det?”) og/ eller overbærenhed (“se dem, med deres støttestrømper og carboncykler”).

Der er meget langt fra det billede af en egocentreret macho-mellemleder med kompressionssokker og familievanskeligheder og så de fantastiske mennesker, som jeg har mødt I min tid I triathlonsporten.

Når alle har en holdning til en sport, så har den potentialet til at blive kæmpestor. Men også risikoen for at falde på foragtens skafot. Og lige nu vurderer jeg, at den vipper på en knivsæg… Så derfor vil vi gerne hjælpe med at skubbe lidt til den rigtige side, for triathlon er en fantastisk sport for alle!

Fe226 har annonceret, at I satser på DTC salg (Direct to consumer) til jeres kunder, dvs. et salg direkte til slutbrugerne (undtaget enkelte specialbutikker). På den måde ligger i på linje med de store løbebrands som Adidas, Nike osv., som satser det meste af deres butik på at sælge direkte til slutbrugerne. Bliver 2018 året ifølge jer, hvor den trend slår igennem, og her tænker vi både lokalt i Danmark og globalt? Og hvorledes ser I mulighederne i sådan en forretningsmodel for jer som dansk brand?
Jeg tror fuldt og fast på, at der er en fremtid for den traditionelle detailhandel indenfor sport. Og på mange måder føler vi os tættere knyttet på detailhandlerne end på de store onlinebutikker, fordi onlinehandlen – og de store kæder – fokuserer alt for meget på pris og rabatter.

Når vi ønsker at sælge DTC, er det dels, fordi vi gerne vil kunne levere kompromisløs kvalitet til kunderne, og det muliggør den direkte levering uden fordyrende mellemled. Og dels fordi vi er et high-end brand, og vi vil selv kunne styre vores kommunikation og positionering i forhold til kunderne. Og så er online-salg jo langt nemmere og mere effektivt internationalt.

Så på spørgsmålet om, hvorvidt 2018 er året, hvor DTC for alvor slår igennem, så vil jeg sige “det håber jeg ikke” – for jeg har personligt stor veneration for specialbutikkerne. Men jeg tror på, at Fe226 kommer til at få et gennembrud i den kommende sæson.

Mange tribrands har i dag en meget lang innovationstid. Typisk helt op til 18 til 24 måneder for at bringe et produkt fra ide til butikkerne. Hvorledes angriber I forsyningskæden, og kan man forestille sig, at trisporten kommer på højde med løbesporten, hvor de store aktører for tiden leger med tanken om produktioner, hvor man kan levere nye varer ud til slutbrugeren på under en uge?
En hurtigere forsyningskæde er nøglen til sportsbranchens overlevelse, tror jeg. I Zara tager det 4 uger fra design, til varen er på hylderne i 400 butikker. Det betyder, at der altid er noget nyt på hylderne, og man siger, at en gennemsnitskunde besøger en Zara-butik 15 gange på et år. Hvis du gik ind i en sportsbutik 15 gange på et år, ville du kede dig bravt. Varerne bliver leveret i løbet af få uger i starten af sæsonen, og herefter sker der meget lidt de kommende 4-5 måneder, indtil udsalget og en ny sæson begynder.

Vores første kollektion tog 14 måneder fra design til hylde. Den nuværende tager 6 måneder. Om få år vil vi være nede på 6 uger, og samtidigt vil vi være i stand til at levere customized produkter direkte til kunden indenfor 2 uger.

Sidste spørgsmål: Hvad er det for en udfordring som trisporten står over for på sigt, hvis de skal holde folks interesse?
At bruge sportens kultstatus til at gøre det attraktivt at blive triatlet – uanset alder, køn, kår eller formåen. Der er en hårfin balance mellem “den-der lukkede klub, den VIL jeg bare være med i” og “den-der lukkede klub kan de godt holde for sig selv”. Åbn op, inviter ind, men gør det til noget eksklusivt! Vi vil i hvert fald gøre vores til at hjælpe til.