Med H.M. Kongen i spidsen kan Royal Run nu præsentere fire nye værtsbyer og en genganger, der tilsammen vil danne rammen om den royale motionsfest næste år på 2. pinsedag.

Den 9. juni 2025 står H.M. Kongen endnu engang i spidsen for det populære motionsevent, Royal Run, og nu er hele holdet af værtsbyer officielt.

 

Siden mandag er en ny værtsby blevet præsenteret, og sidste skud på stammen er København/Frederiksberg, der for syvende gang skal lægge asfalt til Royal Run.

Således kommer Royal Run ’25 til at byde på en unik forening af historie, kultur og bevægelse, når de fire nye værtsbyer – Ribe, Viborg, Horsens og Korsør – sammen med gengangeren København/Frederiksberg bliver rammen om en motionsfest, der binder Danmark sammen.

“Det er med stor glæde, at vi præsenterer værtsbyerne til denne syvende udgave af Royal Run. Royal Run er en national begivenhed, der samler danskerne på tværs af hele landet, og hvor hver kilometer er en fejring af fælles bevægelse. Vi er sikre på, at disse fem værtsbyer vil bidrage til at skabe en uforglemmelig dag, hvor motion og fællesskab er i centrum,” siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.

Siden starten i 2018 har Royal Run været et samlingspunkt for danskere i alle aldre og fra alle dele af landet. Arrangementet skaber ikke kun en platform for motion, men også for fællesskab og glæde, der inspirerer mange til at være mere aktive i hverdagen.

“Vi ser frem til, at Royal Run rykker ud i flere dele af landet, hvor vi forhåbentlig kan motivere endnu flere til mere motion. Særligt de mere uerfarne motionister glæder vi os til at vise, at motion kan være sjovt, især hvis den dyrkes i fællesskab,” siger Morten Mølholm Hansen, administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og ligeledes medlem af Royal Runs styregruppe.

Salget af startnumre til Royal Run 2025 i de fem byer åbner forventeligt i november måned.

De fem værtsbyer til Royal Run ’25 er:

  • Ribe
  • Viborg
  • Horsens
  • Korsør
  • København/Frederiksberg

København/Frederiksberg har været med siden begyndelsen af Royal Run. Ribe, Viborg, Horsens og Korsør skal arrangere Royal Run for første gang.