Der er mange faktorer der spiller ind, når du skal opnå succes med et intensivt træningsforløb. Vi har derfor lavet 6 gode råd hertil!
1. Vær realistisk med dine mål og afgør på forhånd, hvor meget tid du vil sætte af til det. Et intensivt træningsforløb betyder utvivlsomt, at der må gives køb på noget andet. Man kan ganske enkelt ikke det hele. Her handler det om at være ekstremt bevidst om, hvad og hvor meget man vil ofre og på bekostning af hvad.
2. Et intensivt træningsforløb betyder, at der er bestemte ting, man må give afkald på. For mit eget vedkommende var det blandt andet at spille fodbold og at gå i byen i weekenden. Det kan hurtigt lyde som noget negativt, at man skal give afkald på noget. Men et intensivt træningsforløb kan få dig til at anskue dit liv i et andet lys. Man er tvunget til at træffe nogle valg, og disse valg har for mit vedkommende resulteret i nye venskaber, at eksisterende venskabsbånd er blevet styrket, mens andre venskaber er gledet mere i baggrunden.
3. Vær forberedt på, at du får flere gode vaner. Efter arbejde og efterfølgende træning orker man sjældent at lave mad. Derfor begyndte jeg tidligt at forberede min frokost og aftensmad om aftenen dagen før, at måltiderne skulle indtages. Det resulterede i et bedre overskud i hverdagen og til træningspasset samt i et sundere kostvalg.
4. Vær indstillet på, at mange kommer til at opfatte dig som hellig. De ved dog slet ikke, hvor godt man har det, når er man i sit livs form. Inspirer dem!
5. Sørg for at have en masse løbetøj, forskelligt gear og et par ekstra løbesko, du kan skifte mellem. Det er vigtigt at have en masse løbetøj, da man på den måde slipper for at skulle vaske hver dag. Derudover kan man også overraske sig selv med lidt nyt gear en gang i mellem. Det er et nemt trick til at opretholde motivationen. Sidst, men ikke mindst, har jeg fundet det ideelt at have to par løbesko til mængdetræningen, samt et par trailsko til trailløb.
6. Find en træningsmakker. Selv har jeg løbet alle mine træningspas alene af fleksibilitetshensyn, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg til tider har savnet en løbemakker. Til gengæld har jeg lavet core-træning tre gange om ugen med en god ven. Det er alt andet lige sjovere at stå op klokken seks om morgenen for at styrketræne inden arbejde, når man ved, at man har en aftale med en anden.