Peter Schnohr – mød hjernen og hjertet bag verdens første motionsløb, Eremitageløbet og den omfattende danske undersøgelse af løbere

“De, der lever længst, er dem, der løber 2,5 time om ugen. Mere skal der ikke til.” Hjertelæge og manden bag Eremitageløbet, Peter Schnohr, opfordrer til mådehold i danskernes løbetræning. Især hvis man vil leve så lang tid som muligt. Som den første i verden har han bevist, at de, der løber mellem 2-2,5 time om ugen i moderat tempo, er dem, der lever længst.

En sommerdag i 1969 er 300 løbere mødt op ved indgangen til Fortunen i Dyrehaven. De er der for at træne til den første udgave af Eremitageløbet senere på efteråret. At kalde dem alle for løbere er måske en overdrivelse. Enkelte af kvinderne er sågar mødt op i sko med små hæle og iført snævre nederdele. At kalde fremmødet en revolution er til gengæld en underdrivelse. Vi befinder os ved selve fødslen af det løbemiljø, vi kender i Danmark i dag, der er vokset til omkring 1,3 millioner løbere. “Folk var uforberedte og uvidende dengang,” erindrer den 75-årige hjertelæge, dr. med., Peter Schnohr, mens han kigger i sin store grønne scrapbog om Eremitageløbets historie. Scrapbogen, som han nidkært bladrer i med sin højre hånd akkompagneret af hans rolige stemmeføring og den sagte knitre fra mellemlægspapiret som lydtapet, fortæller historien om et løb og et voksende løbemiljø, som han selv har været med til at skabe. Fortællingen om hjertelægens liv er nemlig en fortælling om, hvordan løb voksede sig til den mest dominerende aktivitetsform i Danmark, og hvordan et dødsfald lagde kimen til den største undersøgelse nogensinde om løbs indflydelse på, hvor lang tid vi lever.

Løbemiljø årgang 0
“Hva’ fa’en er du stukket af fra konen,” bliver der råbt efter Peter Schnohr, mens han løber rundt om søerne i København en morgen i slutningen af 60’erne. Drillende tilråb var dengang en lige så naturlig del af en løbetur, som det er at tænde for sit GPS-løbeur i dag. Andre gange, beretter hjertelægen, kunne man som løber opleve at blive stoppet af politiet og spurgt, hvad man var stukket af fra.

Går man ind og undersøger løbere, når de ikke løber, og sammenligner med andre, så er de mindre stressede. De er mindre kede af livet. Jeg vil med andre ord sige, at løbere er gladere mennesker.

Man måtte ganske enkelt være dum, hvis man var ude at løbe. Sådan var opfattelsen dengang, ifølge Peter Schnohr. Men det stoppede ikke hjertelægen fra at snøre løbeskoene. Tværtimod. Dengang var den tidligere KIF-atlet blandt de 10 hurtigste på 100-meter distancen, hvor han blandt andet har en andenplads fra DM i tiden 11:00 sekunder. Så der skulle trænes, hvis man som Peter Schnohr gerne ville være den nye Gunnar Nielsen – den tidligere verdensrekordholder på 1500 meter.

Hjertelægens interesse for løb stammer fra atletikken, og Peter Schnohr snører stadig i en alder af 75 løbeskoene to dage om ugen. Her myldrer det med idéer til hans arbejdsliv som læge, og det er også her, han får gode idéer til sin mangeårige forskning om løb. Og det var da også gennem fysisk aktivitet, at idéen til Eremitageløbet opstod. Til Vasaløbet fik han nemlig en idé sammen med vennen, tandlæge og mange gange dansk mester i langrend på ski, Svend Carlsen. Det er den idé, vi i dag kender som Eremitageløbet. Et løb der næsten stoppede, før det var kommet ordentligt i gang.

“Nej, doktor Schnohr. De må fortsætte”
Spalterne i dagbladet BT var i flere måneder fyldt med optaktsartikler til verdens første rigtige motionsløb: Eremitageløbet. Med artikler om læger og andre akademikere, der fortæller om fordelene ved at løbe og med tilbud om konditest og lignende, har Peter Schnohr og resten af holdet bag Eremitageløbet forsøgt at få så mange som muligt til at deltage i det dengang 12 kilometer lange løb i Dyrehaven, nord for København. Ved startstregen i september 1969 stod 3000 løbere klar til at begive sig ud på den naturskønne rute. Det var dog et dødsfald, der kom til at kaste en mørk skygge over Steen Svejdahl og Kirsten Carlsens sejr. Da Peter Schnohr senere på aftenen modtog beskeden om den 46-årige søofficers død, fik det den nyuddannede læge til at tvivle. Det, der i dag er en veletableret sandhed – at løb er sundt – sår dødsfaldet dengang tvivl om.

“Det går ikke, tænkte jeg. Er løb for hårdt for den almindelige dansker? Kan man virkelig dø af det?,” var nogle af de spørgsmål, Peter Schnohr stillede sig selv den aften.

At faderen senere samme aften også bliver indlagt på Sundby Hospital med et hjertetilfælde, efter at have deltaget i løbet, får ikke bygen af spørgsmål til at stilne af. Så Peter Schnohr ringer straks til chefen for Hjerteafdelingen på Rigshospitalet, professor Tybjærg Hansen, som startede Eremitageløbet. Spørgsmå- lene er de samme, som han i minutterne inden har stillet sig selv. “Skal vi stoppe Eremitageløbet? Er det for farligt”. Og svaret fra Tybjærg Hansen er lige så skråsikkert, som Peter Schnohr er usikker: “Nej, doktor Schnohr, du skal fortsætte,” lyder beskeden i telefonen.

“Og så gik der næsten 30 år, før jeg rent videnskabeligt kunne bevise, at løb ikke er farligt,” fortæller den 75-årig hjertelæge i tilbagelænet stil fra sin kurvestol, mens tidsskrifterne med de seneste 40 års forskningsresultater, han har lagt frem på bordet foran sig, taler sit tydelige sprog.

Svaret kom 40 år senere
Søofficerens dødsfald betyder, at Peter Schnohr etablerer det, vi i dag kender som Østerbroundersøgelsen. Undersøgelsen skal give hjertelægen svar på den tvivl, der opstår kort efter støvet på opløbsstrækningen i Dyrehaven har lagt sig: Er løb farligt? Mens Eremitageløbet langsomt vokser sig større og i 1989 peaker med 21.496 tilmeldte deltagere, vokser datagrundlaget for Østerbroundersøgelsen lige så.

I alt har mere end 24.000 mænd og kvinder været en del af undersøgelsen, hvor 1878 løbere i mere end 40 år er blevet fulgt og sammenlignet med de andre deltagere i undersøgelsen. I 2012 kan tvivlen hos Peter Schnohr endelig fejes væk til fordel for sandheden. Østerbroundersøgelsen viser nemlig, at det ikke er farligt at løbe, og at løbere er mere tilfredse med livet, end dem der ikke løber. “Og det var jeg jo glad for. Idéen var jo at finde ud af, om det var farligt. Det kan vi roligt sige, at det er det ikke. Tværtimod. Det er aldrig vist før,” lyder det med begejstring og stolthed i stemmen fra hjertelægen.

Mere skal der ikke til
Når man taler med Peter Schnohr om løb, er det svært at adskille hjertelægens personlige tilgang til løb fra den mere videnskabelige tilgang. Hans ugentlige træningsprogram er skåret ud af Østerbroundersøgelsens vigtigste resultater. To gange om ugen kan man derfor støde ind i hjertelægen, når han løber langs søerne i et tempo, hvor der også kan snakkes. “Det hjælper at løbe en tur, hvis man har nogle akademiske problemer, man tumler med. Når jeg løber, kan det pludselig gå op for mig, hvordan tingene hænger sammen,” fortæller Peter Schnohr.

“Men det er jo ikke derfor, jeg løber. Helt banalt løber jeg, fordi jeg kan lide det,” skynder hjertelægen sig at supplere.

Derudover dyrker han fitness en gang om ugen med sin kone og svinger også tennisketcheren en gang om ugen. Samlet set giver det mellem 2-2,5 timers motion om ugen, og det er lige netop det, der skal til, hvis man vil leve så lang tid som muligt.

Det har hjertelægen selv været med til at bevise. “Med Østerbroundersøgelsen har vi fundet ud af, at man samlet skal motionere 2,5 time om ugen i moderat tempo. De, der gør det, er dem, der ifølge vores opgørelse, som er den første i verden, lever længst. Så mere skal der faktisk ikke til,” forklarer han.

Den gyldne middelvej er budskabet
Undervejs i gennemgangen af Eremitageløbets historie og Østerbroundersøgelsens resultater, vokser stablen af videnskabelige tidsskriftsartikler. Efter mere end en times tour de force i Eremitageløbets historie, har de videnskabelige sandheder lagt sig som en dyne oven på scrapbogens grønslidte overflade. Da hjertelægen på et tidspunkt fejer bunken af papirer væk igen fra scrapbogen, føles det som om, at tvivlen fra 1969, om hvorvidt løb er farligt, også fejes væk. På en selvsikker, men ikke pralende, måde. Peter Schnohr har bevist, at de, der lever længst, er dem, der løber en halv time hver anden dag i hyggetempo og samlet 2–2,5 time om ugen.

“Den moderate træningsmængde er mit hovedbudskab,” lyder det stålsat fra hjertelægen, mens han som en dirigent, der bevæger sin taktstok med sin højre hånd, tegner en U-formet kurve, der får lov til at hænge nogle minutter i luften, for at illustrere sin pointe. Toppunktet af U’ets højre bane viser, at dem, der træner med al for høj intensitet lever kortere tid, end dem der træner med moderat intensitet. Især det sidste budskab deler vandene i en tid, hvor træningsformer som HIT-træning, intervaltræning og andre intense træningsformer er blevet populært blandt løbere. Nogen blev rigtig glade for udsigten til, at de ikke behøvede at træne lige så hårdt, som de gik og troede, mens andre blev sure.

“Jeg kan love dig for, at fitnessmagasinerne var efter mig. Det var helt forkert, hvad jeg sagde, og jo mere træning, jo bedre, sagde de. Chefredaktøren på Runners World i USA var efter mig,” fortæller Peter Schnohr om perioden efter forskningsresultaterne fra Østerbroundersøgelsen blev offentliggjort i The Journal of the American College of Cardiology – et af de fineste amerikanske tidsskrifter.

Uenigheden med hjertelægens forskningsresultater tages dog med ophøjet ro. “Jeg er da ligeglad,” griner han og trækker lidt på skuldrene. Her dukker den tidligere 100-meter løbers konkurrencegen frem igen. “Der kom fem læserbreve, der kritiserede vores forskning, og så svarede vi dem, hvordan det forholder sig, og så sagde de ikke noget mere. Det var kun sjovt. Der skal være det spil,” fortæller han.

Sundhed bør ikke være idealet
Peter Schnohr er en mand, der har oplevet samtlige af de mange bølger i løbesporten, som de fleste af os andre har redet med på undervejs. Det vidner hans samling af løbesko blandt andet om. Og selvom han helst taler om sin forskning eller Eremitageløbets udvikling, har løbesportens nestor alligevel en holdning til et udvalg af tidens største trends. Her er det nødvendigt at åbne scrapbogen igen. “Motion er det nye statussymbol, sagde vi dengang,” fortæller Peter Schnohr, mens han betragter de mange artikler, der blev skrevet i månederne før det første Eremitageløb løb af stablen og bladrer forbi et artikeludklip med overskriften “Motionér dem slank” fra 1969.

Hvis du løb en tur dengang i københavn, så var politiet efter dig. “Kan din kone ikke lide dig”, lød det. “Det du ikke har i hovedet, må du have i benene”, råbte de. Du må være helt dum, når du løber. Sådan var det.

Men motion som statussymbol har taget overhånd, når han betragter løbelandskabet i dag. Det tager nemlig fokus fra det grundlæggende ved løb. Nemlig at løb først og fremmest skal være sjovt. Sundhed må aldrig være det øverste ideal. “Det må aldrig være målet, men det er det for mange, tror jeg,” lyder det fra Peter Schnohr, inden han supplerer med det, der må tolkes som en kritik af de mange træningspas, der dokumenteres på de sociale medier.

“Det, at man dyrker sig selv lidt for meget, kan jeg ikke lide. Det handler om, man skal hygge sig og tage en løbetur. Og så handler det om, at et godt helbred er det bedste grundlag for et godt liv”.

Et udvalg af de løbesko Peter Schnohr har løbet marathon i

Velmenende råd fra en nostalgiker
Han ved godt, at han lyder som en gammel nostalgiker, når han siger det. Men Peter Schnohr savner hyggen. Hyggen og folkeligheden. Og evnen til som løber at være til stede i nuet. Det var i den ånd, han skabte Eremitageløbet. “Dengang hilste alle på hinanden. Det gør man ikke i dag. I dag har de alt muligt teknologi inde i ørerne, og det synes jeg på sin vis er lidt synd. Så hører man ikke ænderne, der rapper og den slags”.

Vi har fundet ud af, at man samlet set skal motionere mellem 2-2,5 time om ugen. Det er dem, der ifølge vores opgørelse, som er den første i verden, der lever længst. Mere skal der ikke til.

Og nå ja, så har hjertelægen også lagt mærke til en anden ting, kære løber. Du har simpelthen for meget tøj på, når du deltager i motionsløb.

“Det drejer sig om at komme af med varmen. 75 procent af den energi, de præsterer, går til varme. 25 procent går til marathonløbet. Så det at dække sig til kan ikke anbefales. Det er klart, at man ikke skal stå og fryse inden start, men når man begynder at løbe, så producerer man altså varme, så det vil noget, og man kan risikere hedeslag”.

Selvom termometeret ikke melder om mere end 5 grader, opfordrer Peter Schnohr til, at løberne hiver shorts og singlet frem fra garderoben. Og at man som løber i øvrigt dropper at løbe med kasket. “Det har undret mig, når jeg ser marathon i København, at de alle sammen har grimme hatte på”, griner han, inden han supplerer med en mere videnskabelig forklaring.

“Nogle har hatte på, fordi de tror solen har betydning. Solen betyder ingenting i forhold til den varme, de selv producerer. Det har ingen effekt. Tværtimod. Effekten kan være negativ”.

Peters Schnohrs scrapbog om Eremitageløbet

Bekymret for fremtiden
2016 blev året, hvor hjertelægen stoppede sit engagement i Eremitageløbet efter 47 år som speaker af løbet og næsten 25 år som igangsætter af løbet. Og fra sin plads på broen med udsigt til de mange løbere, har Peter Schnohr også bemærket, hvordan stigningen i antallet af motionsløb har startet en blødning i deltagerantallet ‘hos den gamle mester’, som han kalder Eremitageløbet. En blødning der ser ud til at være svær at stoppe. “Jeg kan love dig for, at jeg er bekymret for fremtiden,” fortæller Peter Schnohr, mens vi når til den sidste side i den grønne scrapbog, der er fyldt ud med minder.

Men trods bekymringen for fremtiden byder Eremitageløbet heldigvis stadig på overraskelser og lyspunkter. “Kender du hende her?,” spørger Peter Schnohr og hiver ivrigt en sidste artikel ud af scrapbogen. Avispapiret er markant lysere end de andre artikler, vi har betragtet. Det samme kan man sige om hårfarven på den unge kvindelige løber, som pryder artiklen. “Hun er fantastisk,” lyder det rosende fra Peter Schnohr om løbefænomenet Anna-Emilie Møller, der ved efterårets Eremitageløb slog alle konkurrenterne og skrev sig ind i historiebøgerne ved at slå den 18 år gamle rekord. På den måde er vi nået til bunds i scrapbogen. Men den grønne bog har stadig plads til flere minder.