Et nyt samarbejde rammer torsdag d. 27. maj både København og NYC! Det danske løbetøjsbrand DOXA og det New York-baserede ølbryggeri Evil Twin Brewing er gået sammen om at skabe et unikt løbeprodukt på tværs af kontinentet til fordel for et NGO-projekt i Kenya.

John Hansen, designer og ejer af DOXA og Jeppe Jarnit-Bjergsø, iværksætter og ejer af Evil Twin Brewing, har begge tidligere haft forskellige samarbejder på tværs af brancher, men faktisk var det en fælles passion for løb, som bragte projektet til live.

Et produkt til den fælles passion: Løb

“Både Jeppe og jeg har været en del af løbescenen i Danmark siden de tidlige 90’ere og både set og oplevet, hvordan en kultur har ændret sig fra et til dels introvert elitært miljø til en mangfoldig sport ud over landets grænser. Løb dyrkes nemlig i dag af både unge og ældre på vidt forskellige niveauer, sågar også på tværs af grænser og kontinenter i form af digitale løbefællesskaber,” siger John Hansen og uddyber:

“Derfor var ideen om at skabe et unikt produkt via en digital kommunikation fra København, hvor jeg sidder i hverdagen, til New York City, hvor Jeppe har base, egentlig ret enkel. Og selvfølgelig skulle produktet være dedikeret til vores fælles passion løb,” fortæller John Hansen.

“Vi er begge iværksættere og ved, hvor meget en ekstra støtte kan gøre i forhold til, om man lykkes eller ej. Derfor ville vi også gerne med dette projekt sørge for at hjælpe andre godt på vej mod nye og forhåbentlig bedre tider,” uddyber John Hansen.

DOXA samarbejder med den svenske NGO Global Relations om at sende løbetøj til eleverne på Kenswed Academy i Nairobi, Kenya, hvor elever fra lokale slumområder får en betalt uddannelse og muligheden for at dyrke deres løbetalent.

Alt overskud går til løbetalenter på kenyansk skole

“Skolen i Nairobi har været lukket ned i flere omgange under corona, men er netop genåbnet igen, og alle eksamener for skoleåret kan afsluttes. Desværre er kvalitetsundervisning en mangelvare i Nairobi. Derfor har skolen valgt at opjustere elevantallet, men de mangler penge til undervisningsmateriale og skoleuniformer. En udgift, de ikke vil pålægge de nye elever, slet ikke i disse tider, hvor mange familier har endnu færre penge,” siger John Hansen.

“Sammen med Jeppe og Evil Twin Brewing vil jeg gerne være med til, at disse nye elever får de bedste forudsætninger for en god start på skoleåret og en lysere fremtid,” fortæller John Hansen.

Mere specifikt går al overskuddet fra salget til undervisningsmateriale og skoleuniformer til de nye elever på Kenswed Academy. På den måde hjælper de studerende løbetalenter på andre kontinenter videre og lader løb være en sport og kultur, som forhåbentlig vil blive ved med at nå endnu længere ud i verden.

Team Eviltwin-løbesingletten er både let, åndbar og produceret af genanvendt polyester fra gamle PET- plastikflasker. Den vil blive solgt online på doxarun.com og eviltwin.nyc fra torsdag d. 27 maj og koster 400 kr.