Se den danske løbefilm GOBI – Ørkenløberen

Interview med instruktør Henrik M. Kaarsholm

“En oplevelse jeg aldrig vil glemme”

Hvordan kom du ind i projektet?
Simon Grimstrup havde rettet en henvendelse til det produktionsselskab, som tidligere har produceret løbefilmen “Den Perfekte Mand” – et selskab som jeg fra tid til anden arbejder for. De havde på daværende tidspunkt hænderne fulde med optagelserne til en ny dokumentarfilm om det danske band “The Minds of 99”. De sendte derfor Simon videre til mig, da de mente, at det kunne være noget, jeg måske havde lyst til at dykke ned i. Simon og jeg blev sat i kontakt, og vi begyndte at arrangere lidt, og mødte så hinanden første gang på den første optagedag på Fyn tilbage i foråret 2017.

Forestil dig, at du befinder dig i en ørken i midten af ingenting, med en flok dybt fanatiske sportsudøvere, som tilsidesætter al sund fornuft for at tilbagelægge 400 km gennem uvejsomt terræn, I nat og dag.

Hvordan var det at være med på turen?
Det har været utroligt spændende at lære Simon at kende og observere en så passioneret person udefra, gennem et så krævende løb som dette. Selve løbet Ultra Gobi er et 400 km langt ultraløb i én etape, hvor tiden først stopper, når man har tilbagelagt hele distancen, dvs. at alle deltagere spekulerer i måder at minimere søvn på, og måder at maksimere tiden til fods, som ved at spise og pisse, mens man går. Ultraløb og arrangerede løb i al almindelighed har jeg egentligt aldrig haft nogen rigtig berøring med, hvorfor det også har været meget lærerigt for mig, både på det praktiske og tekniske niveau, men nok endnu mere på det psykologiske. Umiddelbart stod Gobi-ørkenen ikke øverst på min rejseliste, men det var virkelig en helt speciel oplevelse at tilbringe så mange dage på grænsen mellem Kina og indre Mongoliet – en oplevelse jeg aldrig vil glemme.

Hvad har været den største udfordring ved at følge en løber i et ultraløb?
Det vil nok være distancen og terrænet. Forud for løbet havde jeg fået tildelt en plads i en firhjulstrækker med en anden stillfotograf, en tolk og en lokal chauffør. Det gav mig lidt ro, for der var en periode, hvor det ikke var helt klart, hvordan jeg skulle følge Simon rundt på ruten. Umiddelbart virker det simpelt nok bare at følge med, men faktisk var det rigtigt svært. For det første, fordi der var meget af terrænet, vi ikke kunne følge løberne i med bil, for det andet havde den anden fotograf i bilen til opgave at tage billeder af alle deltagere i løbet, hvorfor bilen jeg var i, skulle bevæge sig mellem føregruppen og ned til midten af feltet undervejs gennem løbet. Det betød, at jeg nogle gange måtte hoppe af sammen ved Simon, følge ham lidt fods og så satse på at blive samlet op igen, eller andre gange sidde i halve dage langt fra Simon, og høre over radio, at der udspillede sig et drama, hvor han var. Det var forudsætningerne, og den anden fotograf var heldigvis sød, så vi skiftede lidt til at bestemme, hvor vi skulle køre hen, og hvem vi skulle følge.

Hvad var den mest specielle oplevelse på turen?
Hele turen var i sig selv speciel. Forestil dig, at du befinder dig i en ørken i midten af ingenting, med en flok dybt fanatiske sportsudøvere, som tilsidesætter al sund fornuft for at tilbagelægge 400 km gennem uvejsomt terræn, i nat og dag, for til sidst at slingre over målstregen i en nærmest somnolent, hallucinerede og rusmiddelpåvirket tilstand efter tre-fem dages konstant arbejde uden søvn. I starten af løbet var vores guide/tolk og chauffør i bilen meget uenige om hvilke veje, udtørrede flodlejer og bjergrygge, der var bedst at køre på/i. Vores guide og tolk var en russer opvokset i Kina, som havde været med til at planlægge løbet i flere år. Chaufføren derimod, var en stolt lokal mand, som ikke skulle dirigeres af en udefrakommende ‘russer’. Rangordenen gjorde dog, at chaufføren skulle lytte til guiden, hvilket førte til at chaufføren satte farten op for at bevise, hvor dårlig vejen var, som guiden havde valgt. Det betød, at vi i næsten to dage, trods påtale, brugte mere tid i luften og med hovedet presset hårdt mod loftet eller vinduet end med røven i sædet. De endte dog med at blive gode venner, og efter tre dage blev det helt behageligt.