Lørdag d. 22. juni afholdes løbet “Løb Mellem Husene”, hvor man ikke kommer ud på den sædvanlige turistløberute langs havnefronten eller byens arkitektperler. Det atypiske løb går fra Sydhavnen til Valby tværs gennem nogle af byens almene boligområder – og alle deltagere får en bæredygtig løbspose, der er syet hos den socialøkonomiske virksomhed “I Tråd Med Verden” af kasserede tekstiler, som er doneret af Berendsen.
Løbsposerne kommer fra den socialøkonomiske virksomhed I Tråd Med Verden (ITMV), som er partner med boligforeningen 3B, som er en del af KAB. Hos ITMV’s syværksteder i Høje Gladsaxe og Urbanplanen er udsatte kvinder i praktik- og afklaringsforløb, der hjælper dem ind på arbejdsmarkedet – og ITMV skal sy løbernes løbsposer, som KAB også vil bruge til at fragte deltagernes ejendele fra start- til målstregen.
”Vores syværksteder ligger i 3B’s boligområder med almene boliger – og de opgaver, vi løser hos ITMV, skaber liv og beskæftigelse dér. Vi arbejder med mange genbrugsmaterialer, og gymnastikposerne til Løb Mellem Husene giver tekstilerne et 2. og forhåbentlig også 3. liv – for de skal bl.a. sys af kasserede duge og renrumstøj fra Berendsen, og de kan også bruges af deltagerne efter løbet. Hver løber får en helt unik taske, og på nogle af dem er f.eks. lommer og lynlåse fra det originale Berendsen-tøj bevaret“, siger Martha Nina Ozmec, daglig leder hos ITMV.
Berendsens CSR-partnerskaber gør en langsigtet forskel
Berendsen har doneret 197 kasserede renrumsdragter og 50 duge til løbsposerne. Men den store tekstildonation er kun en lille del af det daglige CSR-partnerskab, som Berendsen allerede har med ITMV, der indtil nu har syet over 1.700 vaskeposer, tasker, hynder, iPad-covers mv. ud af virksomhedens kasserede arbejdstøj.
”Hos Berendsen har vi fokus på FN’s verdensmål nr. 17, Partnerskab for handling – fordi vi oprigtigt tror på, at vi kan gøre den største forskel for miljøet og mennesker i fællesskab med andre. Vores partnerskab med ITMV er på én gang med til at skabe meningsfulde jobs for udsatte kvinder og spare naturen for tekstilaffald og nyproduktion af bomuld. Og Løb Mellem Husene er også et eksempel på, at mange parter sammen kan føre et stort event ud i livet, der minder os alle om værdien af at være et rummeligt land med plads til alle mennesker og almene boligområder“, siger Henrik Luxhøj, administrerende direktør hos Berendsen Danmark.
“Løb Mellem Husene” er et nyt skud på stammen af motionsløb i København, som giver mulighed for at opleve autentiske boligområder i København, som du ikke finder i turistbrochuren igennem mange forskellige almene boligområder i Københavns Sydhavn og Valby. Løbet slutter af med en folkefest i Folehaven, hvor der vil være aktiviteter, underholdning, musik, mad og drikke.