2015 blev et fantastisk løbeår

Så står vi her igen. Et løbeår er ved at blive afsluttet, et nyt er ved at begynde. Det er blevet tid til at reflektere over året, der gik, og kigge ind i krystalkuglen om året, der venter lige om hjørnet.

Når vi snakker 2015 som løbeår, så tror jeg, at vi kommer til at se tilbage på det som et ret skelsættende løbeår på mange fronter. Hvorfor? Fordi det var året, hvor en række tendenser i løbeverdenen for alvor slog igennem og gjorde løb til en livsstil for endnu flere danskere. Løb er om noget blevet en folkesport, en passion for såvel masserne som hipsterne – en livsstil på tværs af generationer.

2015 blev året, som viste, hvor alsidigt løb er. Året, hvor alle skulle løbe halv- marathon, men også året, hvor danskerne snørede trailløbeskoene og drog ud i skoven. Løb er blevet en alsidig disciplin, som rummer masser af nicher, og er som sådan blevet en rummelig passion med højt til loftet. Også netop rummeligheden var for mig at se den helt store tendens i 2015, hvor vi så traditionelle asfaltfolk i skoven og omvendt. Det er ikke længere så firkantet. Løb handler i højere grad om den glæde, det giver at snøre skoene og komme ud ad døren, og ikke om hvor du løber dine ture.

Jeg vover gerne pelsen og siger, at dansk løb aldrig har været stærkere end i 2015. En måske lidt voldsom påstand i et år, hvor vi ikke har haft en Wilson Kipketer, selvom Sara Slott har nærmet sig. Nej, når jeg tør udtale det, er det fordi løb aldrig har stået stærkere i Danmark generelt. Og det lige fra salget af løbetøj, -sko og -gadgets til motionsløbsscenen og de mange spændende danske startups, som vi så poppe op i løbet af året.

2015 er også året, hvor interessen for, hvordan vi skal løbe, har fået bredt fod- fæste. Aldrig har interessen for den korrekte løbestil og de rigtige teknikker været større for motionistløberen. Men det handler netop ikke kun om løbet længere, og konstellationerne er mange. Løb og øl, løb og handicappede, løb og sociale fælleskaber, løb som dating. Løb er overalt. Løb kan være alt. Løb er livet.

#løberlivet #løbemagasinet #glædeliggodtnytløbeår #takfor2015

 

Sofie Hvitved 

Chefredaktør

sofie@lobemagasinet.dk