fbpx

Alle danskere inviteres ud på løbe- og gåture på distancerne 2,5 km, 5 km, 10 km og halvmaraton, når en ny speciel nytårsversion af DANMARK LØBER skydes i gang torsdag den 31. december kl. 10. 

Efter et deprimerende år for danske løbsarrangører, hvor stort set alle løb, som vi kender dem, er blevet aflyst, har syv danske løbsarrangører besluttet at fejre årets afslutning med en stor virtuel gå- og løbefest.

Her vil alle motionsglade og løbshungrende danskere virtuelt kunne ønske hinanden “Godt Nytår” med en frisk tur i det fri. Løbsarrangørerne har en forhåbning om, at årsskiftet kan markere et vendepunkt, hvorfra man igen kan se frem til at kunne mødes og motionere i større grupper og fællesskaber. 

Da DANMARK LØBER blev afviklet første gang den 19. april, samlede arrangementet 31.486 deltagere, der løb sammen hver for sig. Til løbet den 21. juni deltog knap 8.000 deltagere. 

“Lige så nedslående 2020 har været for alle løbsarrangører, lige så fantastisk har det været at samle Danmark om at løbe eller gå sammen hver for sig. Den fællesskabsfølelse og feststemning, det har skabt, har vi kunnet leve højt på længe. Nu vil vi gerne slutte året af med et brag af et nytårsløb”, udtaler Jeanette Boye Sørensen, Aarhus Motion. 

Arrangørerne håber at kunne etablere hotspots i de forskellige større byer. Det er tanken, at deltagerne skal passere og få en snak med arrangørerne og en frisk nytårshilsen med på vejen. Når de kender antallet af personer, der må forsamles, følger der nærmere info herom. 

Der vil i tilmeldingen være mulighed for at støtte de trængte løbsarrangører.

“Som en mulighed for at støtte foreningerne bag arrangementet kan man tilkøbe en smuk og unik medalje i træ eller foretage en donation. Indtægterne vil medvirke til at sikre vores fortsatte eksistens, så vi også fremover vil kunne lave store, flotte og foreningsbårne motionsevents til glæde for rigtig mange danskere”, siger Thomas Nolan Hansen, Aalborg Atletik. 

Arrangørerne er fordelt med tre i Jylland, tre på Fyn og en i København: Aarhus Motion, Aalborg Atletik & Motion, Sport Event Syd, OGF Odense, HCA Marathon, Lillebælt Halvmarathon og Sparta Atletik & Løb. 

Arrangementet er gratis, og alle interesserede kan tilmelde sig indtil klokken 9.55 på løbsdagen. Opvarmningen starter kl. 9.45 på Facebook og kl. 10.00 lyder startskuddet til Danmarks største nytårsløb!

Tilmeldingen til løbet er åben:  
https://www.sportstiming.dk/event/8173