København får en maraton-rute!

Søerne_IMG_6042_credit Sofie HvitvedKøbenhavns politikere har sat 2,5 millioner kroner af til en fast maraton-rute i København.

Der er godt nyt til motionsglade københavnere. Fra næste år kommer der en permanent løberute på maratondistancens 42,195 kilometer. Et flertal af politikerne på Københavns Rådhus har sat 2,5 millioner kroner af på 2014-budgettet, så der i fremtiden kommer en maraton-lang rute i kommunen med vandposter og belysning.

Rutens længde er symbolsk, da de færreste kan eller vil løbe en maraton i en træningssituation, fortæller initiativtager til ruten Peter Thiele fra SF. Målet er at få flere til at løbe og højne sundheden.

– Mange har svært ved at få løbeskoene på og komme ud, hvis de bor i et tæt trafikeret område, og mange er utrygge ved at løbe om aftenen i områder, der ikke er godt oplyst. Derfor er den million kroner, vi bruger på belysning, vigtig, for vi ved fra tidligere projekter, at det vil få flere i gang, siger Peter Thiele.

Man vil nu gå i dialog med idrætsforeningerne om rutens endelige udformning og udstyr, så flest muligt får gavn af den.

Løberuten
Den endelige rute er endnu ikke vedtaget, men der er fra politikernes side lagt op til, at maratonruten skal gå gennem følgende områder: Vigerslevparken, Damhusengen, Krogebjergparken, Vestvolden, Utterslev Mose, Emdrup Sø, Kolonihaveparken, Lersø Park Allé, Fælledparken, Kastellet, Christianshavns Vold, Amager Strand, Greisvej, Amager Fælled og Valby Parken.