NYTÅRSLØBET i Odense afvikles med start og mål ved Hunderupskolen, hvor der åbnes kl. 9.00.
Her kan de deltagere, som endnu ikke har afhentet deres startnummer og løbe-trøje få materialerne udleveret.
I år er det 21. gang de mange deltagere har mulighed for at tilbagelægge enten 5 eller 10 km på årets sidste dag. Mange af deltagerne kommer igen år efter år, da det er en hyggelig måde at indlede årets sidste dag sammen med familie og i gode venners lag. Regitze Vrads, Thomas Nielsen, Morten Schreiner og Henning Findshøj ved alt om dette, da de har været deltagere i samtlige 20 tidligere arrangementer og er selvfølgelig også på deltagerlisten i år.
Siden 2011 har børnene haft deres egen start ved NYTÅRSLØBET – en distance på 2,5 kilometer.
Det har altid været med stor opmærksomhed, at arrangørerne kigger frem mod den 31. december, for hvordan bliver vejret? Som det ser ud p.t., så kommer vejret ikke til at genere de mange deltagere, da det for årstiden er mildt i vejret. Den fine temperatur for årstiden, er tæt ved at give optimale løbsbetingelser, dog kan ruten være lidt tung for 10 km-løberne på stykket gennem golfbanen fra Falen til Friluftsbadet.
Kigger vi tilbage i løbets historie, har arrangementet tidligere været afviklet i snevejr i 2001, 2005 og ikke mindst i 2010.
DU KAN HJÆLPE LØBERNE!
Skulle du møde deltagerne på en af de to ruter, der forløber i området omkring Hunderupskolen, Heden, Falen, Haugstedsgade, Roersvej, Sadolinsgade, Lahnsgade, Langelinie, Kastanievej og de omkring liggende veje, beder arrangørerne om, at bilisterne viser fornødent hensyn til de mange løbere, og forhåbentlig mange tilskuere, der vil bakke de mange deltagere op.
HEDEN!
Fra starten på Solfaldsvej, ledes løberne ad Heden mod Falen. I tidsrummet fra kl. 11 til 11.15, vil bliver blive holdt tilbage i begge ender af Heden, ind til sidste løber er nået til Falen. Herefter er heden åben igen for trafik.
5 km ruten har igen i år et vendepunkt på Lahnsgade, hvilket betyder, at indkørsel fra Læssøegade til Lahnsgade mellem kl. 11 og 11.30 vil ske via regulering. Denne ændring har de tidligere år fungeret så godt, at det fra arrangørside er besluttet, at fastholde ruten som den har været siden 2013.
Trafikken vil flere steder på ruten blive reguleret af Hjemmeværnspolitiet. De trafikale forhold forventes normaliseret igen kl. ca. 12.
ET KAPITEL AFSLUTTES VED NYTÅRSLØBET
Idet idémand og løbsleder, Torben Simonsen, i organisationen H.C. Andersen Marathon efter mere end 21 år på posten, har besluttes sig for at træde tilbage. Nytårsløbet vil derfor være det sidste arrangement, med Torben ved roret, som han gennem årene har været mere end 200 gange.