ASICS nyeste skud af konkurrence er Metaspeed SKY+, som i reklamematerialet lover at give dig dine hidtil hurtigste tider.
Holder det så også?
Vi har testet skoen for at finde ud af om dette er skoen som gør dig til den hurtigste udgave af dig selv.
Ligesom den tidligere version af Metaspeed-løbeskoene (SKY og EDGE), er tanken at skoen er designet til at understøtte din løbestil, specifikt de to mest gængse løbestile, som ASICS kalder stride og kadence. SKY skoen, der testes her, et til Stride-løbere der tager lange skridt og har en lang svævefase, i modsætning til kadence-løbere, der tager mindre skridt og har en kort svævefase.
Det første der springer i øjnene når skoene pakkes ud er det lækre design med de iøjnefaldende farver – det er en flot sko. I hænderne føles de lette som en fjer (vægt 205g, en anelse tungere end forgængerens 199g), og på fødderne er det umiddelbare indtryk også at de er meget lette, men stadig spændstig og fast i sålen. Der er god ventilation til fødderne, og man kan virkelig fornemme at der ikke er noget unødvendigt fylde eller polstring.
Med en sålhøjde (stack height) på 34-39mm er det en meget højsålet sko. Karakteristisk for de højsålede løbesko skal man være lidt varsom i svingene, der i høj fart kræver man lige skal fokusere lidt ekstra i at stabilisere anklen så man ikke risikere at vrikke over.
Som løber har jeg mere erfaring med mængdeløbesko end deciderede konkurrencesko, og jeg er på ingen måde nær elite niveau når det kommer til sprint. De første småløbeture jeg var ude på var da heller ikke lovende – skoen gnavede i svangen og det var lige før jeg overvejede at returnere skoene til redaktionen og få en anden til at teste dem, men jeg gav dem chancen i et decideret løb.
På løbsdagen var det meget varmt og bagende solskin, så jeg havde egentlig ikke stukket næsen op efter en fantastisk tid. Jeg kunne dog fra starten og hele vejen igennem løbet mærke hvordan det lette tråd føltes spændstigt, godt hjulpet af den fjedrende midtersål. Når jeg satte op i tempo var skoen pasform god, og den gnavede ikke mere i svangen. For mig virker det derfor bedst hvis jeg først tager denne sko på kort før løbsstart og holder mig til en forholdsvis kort og intens opvarmning.
Om skoens design og materialer ligefrem forøgede min gennemsnitlige skridtlængde, som Asics laboratorietest antyder, har jeg svært ved at vurdere. Men efterhånden som løbet skred frem kunne jeg se på mine tider at jeg havde rigtig god fart på, og at min energi var god gennem hele løbet, hvilket skoens designede energibesparende tilbageslag kan have været medvirkende til. Så trods varmebølge stod den på ny PB på 5 km. Så kan man som løber, elite eller ej, ikke ønske sig mere fra en ny fartsko
Skoens features
- Type: Konkurrence
- Vægt: 205g (herre)
- Overdel: Engineered Mesh
- Mellemsål: FF Blast Turbu
- fremdrivende carbonplade
- løbestilsoptimeret design
6/6 stjerner
Pris: 2100,-
Mere info her
Om testeren: Jakob Hvitved. Jeg er en erfaren motionistløber der ligger på omkring 200-225 km/måned. Mine fødder er er ikke specielt sarte, og jeg har derfor prøvet at løbe i mange forskellige slags løbesko. PB 19.43 på 5k og 1:31 på halvmaraton..