BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon aflyses i 2021

Efter den seneste udmelding fra regeringen ser det ikke positivt ud for eventarrangører landet over. Det er ingen undtagelse for Aarhus Motion. For andet år i træk må BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon aflyses.

”Vi har løbende haft en dialog med forskellige forbund, og vi havde udfærdiget et gennemarbejdet oplæg på, hvordan vi kunne afholde BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon i en coronavenlig version med fokus på coronapas, opdelte områder og en masse andre initiativer,” udtaler Carsten Brandt, Formand i Aarhus Motion.

Men sådan skulle det ikke gå. De nye retningslinjer for større arrangementer tillader kun et begrænset antal på 3000 deltagere, som skal inddeles i startgrupper på 150 personer.

For Aarhus Motion vil det betyde, at med et aktuelt deltagerantal på 7.600 tilmeldte, skal halvmaraton afholdes over mere end 16 timer. “Vi undrer os over Regeringens bevæggrunde og den åbenlyse mangel på evidens ift. beslutningerne. Vi har kendskab til flere offentliggjorte undersøgelser af store motionsløb i udlandet, der påviser en minimal eller ikke-eksisterende smitterisiko, men disse undersøgelser ønsker man øjensynligt ikke at anvende i beslutningsprocessen,” siger Carsten Brandt og fortsætter:

”Vi accepterer naturligvis regeringens beslutning, men er knuste over hele situationen med Covid-19, og derfor ser vi ingen anden mulighed end at aflyse BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon i 2021. Vi er kede af, at retningslinjerne gør, at vi må skuffe mange løbere, som har trænet frem mod at løbe 21 km”.

Frivillige foreninger er hårdt ramt

Aarhus Motion er en almennyttig forening, som støtter de Østjyske idrætsforeninger hvert år med et beløb på mere end 3 mio. kr. Med en aflysning af BESTSELLER Aarhus City Halvmarathon, vil det betyde, at mere end 77 foreninger ikke kan ansøge om de midler, som de hvert år plejer at modtage.

”Det er så ærgerligt, at vi ikke kan støtte vores gode foreninger. Foreningerne er afhængige af den indtægt, de får ved at hjælpe til vores løb. Pengene går til alt fra nye mål i fodboldklubben, den årlige træningslejr for cheerleaders til lavere kontingentbetaling i danseklubben,” siger Carsten Brandt.