Dansk IRONMAN VM debutant: “Ikke til at fatte, det har været min største drøm siden jeg startede med triatlon”

14. oktober afholdes triatlonsportens mest ikoniske mesterskab IRONMAN VM på Hawaii. Blandt deltagerne er den danske debutant Maja Stage Nielsen. Den tidligere landsholdsspiller i golf kan næsten ikke fatte, at hun skal være med i triatlonsportens ypperste mesterskab.

Hvor eksempelvis danske Michelle Vesterby hører til blandt medajlekandidaterne når startskuddet lyder lørdag den 14. oktober kl. 19.00 (dansk tid) til IRONMAN VM på Hawaii, så forholder det sig helt anderledes for Maja Stage Nielsen fra Esbjerg, der er med for allerførste gang.  her en lille uge før det store mesterskab er det et faktum, der næsten kan tage pusten fra den danske debutant, der dog ikke har tænkt sig blot, at være turist til verdens stærkeste triatlon konkurrence:

“Det har været min største drøm siden jeg skiftede fra golf til triatlon. Jeg har siddet og kigget med hvert år på tv, set billeder derfra og nu er det mig selv, der skal stå klar på startlinjen her på Hawaii, det er næsten ikke til at fatte,” siger Maja Stage Nielsen fortsætter:

“Du kan ikke sammenligne IRONMAN på Hawaii med noget andet. Konkurrenterne er stærkere end noget andet sted i verden, og dertil er der så varmen, luftfugtigheden og den enorme opmærksomhed. Hvordan krop og hoved reagerer på det hele, vil kun tiden vise,” siger Maja Stage Nielsen, der er meget opmærksom på, at dem som gør det godt til IRONMAN VM, typisk er dem som år for år bygger på og opbygger erfaring fra det ekstreme race:

“Jeg er ikke kommet kun for at være turist. Det handler om, at gøre mit absolut bedste og se hvor langt det rækker. Det gælder om at få erfaring og måske endda værdifulde point til næste års kvalifikation. For en ting er sikkert. Det her skal ikke være en engangsoplevelse og jeg kommer med en tro på, at jeg kan gøre mig gældende blandt de bedste i verden.”

Maja Stage Nielsen har de seneste mange uger trænet i Tucson, Arizona (USA). Vejen til IRONMAN VM er blandt andet gået via en imponerende 3. plads til IRONMAN North American Championship 2017, der er den mest prestigesfyldte IRONMAN i USA, fraregnet IRONMAN VM der siden 1978 er blevet holdt på Kona, Hawaii.