Torsdag d. 28. maj 2020 afholdes der Royal Run i den grønlandske hovedstad Nuuk, og Hans Kongelige Højhed Kronprinsen løber med.

I Nuuk ser man frem til at få Royal Run til byen:

”Rigsfælleskabets største løbearrangement, Royal Run, kommer til Grønland. Jeg glæder mig til at se den største menneskesamling i Grønland – det bliver helt vildt. Jeg håber, det kan være med til at skabe endnu større interesse for at løbe og blive mere aktiv i hverdagen,” siger løbsarrangør Kim Godtfredsen.

Den begejstring deles i høj grad på rådhuset:
”Vi er meget glade for at kunne være værter for Royal Run, hvor vi kan være med til at slå et slag for folkesundheden. Nuuk har tidligere været vært for internationale events, der samler kultur- og idrætslivet. Sammen med Kronprinsen får kommunens borgere mulighed for at bevæge sig i fællesskab i Nuuks smukke naturomgivelser. Vi glæder os til at vise  vores by frem,” siger Charlotte Ludvigsen, borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

Fællesskabsfest for alle

For de danske arrangører er der stor glæde over at inkludere Grønland i Royal Run-fællesskabet:
”Royal Run i Nuuk bliver ikke alene en storslået oplevelse for alle medvirkende, det er også en drømmedestination i Royal Run-sammenhæng. Royal Run er fællesskabets fest, og i Nuuk får vi muligheden for at fejre Rigsfællesskabet sammen med Kronprinsen og det grønlandske folk. Lige som på Færøerne i forbindelse med Royal Run 2019 bliver det utvivlsomt et ganske særligt startskud forud for Royal Run på dansk jord i pinsen,” lyder det fra Jakob Larsen, direktør i Dansk Atletik, på vegne af Idrætsvisionen Bevæg dig for livet, der står bag Royal Run.

Royal Run er ikke et klassisk motionsløb med sluttiden i højsædet. Det er muligt både at løbe og gå på distancerne, og der er særlige miles for familier, der vil tage barnevognen med ud på ruten. Og det er helt bevidst, fortæller Jakob Larsen:

”Royal Run er for alle – om man er fysisk udfordret, erfaren løber, eller om man blot vil gå distancen. Det sociale idrætsfællesskab er det vigtigste i Royal Run, og vi vil gerne inspirere folk i alle aldre uanset alder, kondital og målsætning til at være med i denne begivenhed.”

Aktuelle tilmeldingstal

  • København/Frederiksberg: 28.964
  • Sønderjylland: 19.056
  • Aalborg: 13.266
  • Odense: 6.286
  • Bornholm: 332

I alt 67.904 er tilmeldt Royal Run 2020.

Tilmeldingen til Royal Run Grønland er åben!
Se mere her