46 løbere fra forskellige klubber og sociale løbefælleskaber stod klar ved Søpavillionen i København en kold lørdag morgen i slutningen af marts for at være med i den første Mbali Run. En ny løbsserie, som sigter mod at få ambitiøse løbere på tværs af klubber og løbefælleskaber til at mødes og træne sammen. Denne dag var det NBRO, som var værter for en lang progressiv tur på 28km. Det var 2 grader, blæsende koldt og midt påsken. Men hvorfor hedder det Mbali? Og hvad er meningen med at samle langdistanceløbere på tværs?

Mbali er swahili for ‘lang’, som i betydningen ‘lang løbetur’. Bag det nye eventkoncept står Runners United, en gruppe der forsøger at samle sub3 marathonløbere, med det formål at gøre hinanden bedre. “Vi valgte at give eventet et navn på swahili for at anerkende inspirationen fra Afrika. Det er ikke nogen hemmelighed, at verdens bedste løbere kommer fra Afrika. Dernede er man gerne 200 verdensklasseløbere samlet, når der skal trænes hårdt,” fortæller én af bagmændene, Jakob Vibild, og fortsætter. “Det er løbere med forskellige sponsorer, agenter og trænere, men de ved, at man får det bedste ud af hinanden ved at træne sammen. Som de siger i Kenya: “Today he is under my umbrella. Tomorrow I will be under his”.”

Kan danskere løbe som afrikanere?
At denne fordel ikke kun begrænser sig til afrikanske løbere viser sig f.eks. ved norske Sondre Moes præstationer sidste år. Sondre startede med at antage træneren Renato Canova – en person der er kendt for sine resultater med afrikanske løbere. Skiftet medførte, at han først kom under en time på halvmarathon, og efterfølgende løb han en imponerende europæisk rekord hjem ved Fukoaka Marathon i Japan i december sidste år.

Mbali Run sigter mod at få ambitiøse løbere på elite og sub-elite niveau til at træne sammen på tværs af klubber, sponsorer, sociale fælleskaber og andet. “Forarbejdet handler derfor i høj grad om at kontakte og invitere disse løbere. At få trukket dem til fadet, kunne man sige,” fortæller Jakob Vibild. “Men det betyder ikke, at du behøver være verdensmester for at møde op. Tværtimod sigter Mbali også mod laget af løbere, der måske nærmer sig eliteniveau, eller som er ambitiøse med deres løb. For disse løbere vil Mbali Runs kunne tilbyde nye kontakter i løbeverdenen, en altid velorganiseret tur, samt kicket ved at løbe side om side med de bedste”.

Hvem er det for?
Turene vil typisk starte i et 4.30 pace, så hvis man kan løbe 10km komfortabelt i det tempo, vil Mbali Run passe fint. Ofte vil der være tale om en lang progressiv tur på 28-35km. Man kan så se, hvor længe man kan følge med de bedste og herefter færdiggøre passet i en gruppe, der stadig vil holde et højt niveau.

Mbali Run er baseret på frivillige kræfter, der går op i at give løbere bedre træningsbetingelser. Derfor vil der typisk også være gjort lidt ekstra ud af træningspassene. F.eks. er der geler, væske og energi ude på ruten og i start/mål – og så er det gratis at deltage.

Hvornår kan du løbe med?
Der er planlagt 3 Mbali Runs i år, hvor det første altså blev afholdt d. 31. marts 2018 med NBRO som værter. Næste Mbali Run bliver d. 2. juni med Hechmann Mikkeller Racing Club som værter, så her skal der også nok komme fart på. Det sidste event skal finde sted efter sommerferien med Runners United som værter, og her er man allerede i gang med at forberede en lille overraskelse til de, der møder op. Derfor er datoen for denne Mbali Run endnu ikke fastlagt.

Følg med i, hvor og hvornår de forskellige Mbali- runs finder sted, hvordan du deltager, samt kontakt for yderligere information via Facebook siden: facebook.com/lrunited/ eller søg på Mbali.