Mikkel Borregaard Hansens – Fra bodybuilder til ultraløber

“If you can dream it, you can do it” er 23-årige Mikkel Borregaard Hansens motto. Hans krop er hans legetøj, og han går til det yderste for at få den til at gøre det, han kræver. Derfor skiftede han tilværelsen som hardcore bodybuilder ud med en tilværelse som hardcore ultraløber.

“Det gør ikke mere ondt end for ti minutter siden! Det gør ikke mere ondt end for ti minutter siden. Det gør ikke mere ondt end for ti minutter siden!”

Mikkel skiftevis siger og råber sætningen til sig selv. På den første lange strækning havde han selskab af en gruppe andre løbere. De sludrede og motiverede hinanden. Det var hans gulerod. Men ved 60 kilometer-mærket stoppede de – deres mål var nået. Mikkels ligger først 40 kilometer fremme – et, med hans egne ord, ”fucking marathon endnu.”

Og nu er guleroden pist væk. Derfor har Mikkel været tvunget til at erstatte dens tomme plads med sit mantra. Når hver eneste muskel i kroppen værker, og benene skriger til ham, at han skal stoppe, hiver han det frem:

”Nej! Videre! Det gør ikke mere ondt end for ti minutter siden!” Desuden er han over halvvejs i løbet – det kan bedre betale sig at fortsætte end give op. Det er Mikkels logik. Men han mærker frygt og svaghed. To uvante følelser.

”Men jeg prøvede konstant at snyde hjernen til at overbevise resten af kroppen om, at det ikke gjorde ondt. Hvilket faktisk fungerede rigtig godt,” fortæller Mikkel – der KOM i mål. Der FIK tilbagelagt de 100 kilometer. 100.000 smertefulde, ulidelige meter.

”Så hjernen er den stærkeste del af kroppen!” slår han fast. ”Efter 12 timers løbemareridt var overstået, er jeg ikke et sekund i tvivl. Du kan løbe dig selv ihjel, hvis bare du er stærk nok mentalt og brænder nok for noget. Mental styrke kan blive kroppens overmand. Jeg vil med min egen krop som frontfigur vise og bevise, at kroppen er et legetøj, der kan meget mere, end vi tør tro på.”

Fra bodybuilder til løber
Da Mikkel den 24. april i år overvandt de 100 kilometer i Copenhagen Ultramarathon, var det kun 12 måneder siden, han overhovedet var begyndt at løbe seriøst. Forinden havde den dengang 100 kilo tunge, tatoverede fyr tilbragt fem år på ryggen med vægtstangen over brystkassen eller foran spejlet i fitnesscentret med en håndvægt i hver næve. Forsøgt at få biog triceps til at udvide t-shirtens stof så meget som muligt. IKKE forsøgt at tilbagelægge flest mulige kilometer på landevejen.

”Det er noget, der kan holde mig vågen i mange nætter. Spillet mellem hjerne og krop. Jeg er mere end almindelig interesseret i det spil. Interesseret i at ophæve den naturlige grænse, der er for, at vi ikke bare konstant overbelaster kroppen.”

Men selvom løbe-novicens krop under ultramarathonet tiggede ham om at give op, og selvom han de næst dage døjede med lamme, ubrugelige ben og lå i sengen med feber, rysteture og tissede blod, klarede hans ben løbet – med hjernens hjælp.

”Det er noget, der kan holde mig vågen i mange nætter. Spillet mellem hjerne og krop,” fortæller Mikkel. ”Noget, som mange gerne vil vide mere om, men kun få vil være med til at forske i. Jeg er mere end almindelig interesseret i det spil. Interesseret i at ophæve den naturlige grænse, der er for, at vi ikke bare konstant overbelaster kroppen. Ændre hjernens tankegang i forhold til de smerter, vi føler, når musklerne når til udmattelse.”

Nogle reaktioner og grænser er selvfølgelig anatomisk styret, vedkender Mikkel. Dem kan man ikke gøre noget ved.

”Men alt det, der sker i hjernen, inden musklerne rent faktisk giver op. Det mentale. Det kan vi lære at kontrollere, så vi kan få mere ud af træningen og komme tættere mod målet. Det er ikke noget, jeg vil anbefale helt grønne løbere og heller ikke folk, der ikke kender deres krop ned til mindste detalje. For følgerne af at træne uden kroppens naturlige grænser har selvfølgelig sine omkostninger.”

Men Mikkel kender sin krop. Alle 182 centimer og 87 kilo. Ned til den allermindste af dens 649 muskler, 206 knogler og 72,4 kilometer nerver. Han ved, præcist hvor mange kalorier, der er i en chokoladebar og et bundt broccoli, og ved, hvad der sker, hvis han spiser det ene frem for det andet. Alt det har de fem år med bodybuilding lært ham. Med et formål for øje.

”Jeg drømmer om at have en sund og stærk krop. En krop, jeg har fuld kontrol over, som jeg kan få til at gennemføre alt, hvad jeg forlanger af den.”

Høje ambitioner
Og det kan løbetræningen nu lukrere på. Men lad os først sætte punktum for bodybuildingen. Hvor kommer skiftet fra styrketræning – hvor den med de største muskler er den sejeste – til løbetræning – hvor den slankeste oftest er den, der præsterer bedst?

Der har hverken været muskelmænd eller løbere i Mikkels familie til at inspirere ham. En fodboldspiller var der dog. Hans far driblede bold på højt plan, og derfor var det også den første sportsgren, Mikkel kastede sig over. Men så begyndte han på sin uddannelse som smed og fik brug for en sportsgren, der var mere fleksibel i forhold til timer og praktik. Uden at have et gram forstand på håndvægte og bænkpres, kastede han sig over styrketræning.

”Jeg har bare alle dage været et konkurrencemenneske,” fastslår Mikkel. Og i bodybuildingen var resultaterne lette både at måle og at tage og føle på: Den, med den største muskel = Den, der havde trænet mest.

Nok kom der bøffer ud af styrketræningen. Men formen manglede. Og det sidste års tid manglede motivationen også. Det gjorde skaderne til gengæld ikke. Så Mikkel begyndte at skæve til løb – og ikke et hvilket som helst ét.

”Jeg hørte om Sahara Marathon. Og kort efter begyndte jeg at løbe. Jeg havde dog intet begreb om, hvad løb i virkeligheden var. Indtil da havde jeg kun brugt det som et værktøj til at holde fedtprocenten nede. Så alt over fem kilometer eller 30 minutter var et rent mareridt.

” Sahara Marathon?! Et 254 kilometer langt løb gennem den marokkanske ørkens sand og klipper under en bagende sol – et løb, der af mange betegnes som verdens hårdeste. Mikkels ambitioner er at finde på et meget stort sted. Også når man ser de mål, som han efter kun at have løbet i et år, har sat sig:

– 20. september 2009. H.C. Andersen Marathon. 42,2 km. (Gennemført i tiden: 4:25:41.)
– 10. januar 2010. Kalundborg Vintermarathon. 42,2 km. (Gennemført i tiden: 3:56:46.)
– 24. april 2010. Copenhagen Ultramarathon. 100 km. (Gennemført i tiden 11:25:22.)
– 12. juni 2010. Broløbet. 21,2 km. Startskuddet til det første ud af fem træningspas inden Mikkels hovedmål.
– 30. august – 3. september 2010. DHL Stafetten, 125 km. Løb fem gange á 5 km fem dage i træk.
– 19. september 2010. H.C. Andersen Marathon. 42,2 km. (Mål: Under 3:30)
– 31. oktober 2010. Århus Natmarathon 42,2km. (Mål: Under 3:30)
– Januar 2011. Kalundborg Vintermarathon 42,2km. (Mål: Under 3:15)
– April. 2011. Copenhagen Ultramarathon. 100 km. (Mål: Under 10:00)
– Sommeren 2011. Hovedmål: Danmark på tværs (530 km.) Løb fra Skagen til København på fem dage.
– 20??. Drømmemål: Sahara Marathon (254 km.) Fordelt på 6 dage med oppakning.

Puh. Det er mål, som nogle først – måske aldrig – får sat sig, selvom de har løbet i årevis. Mikkel synes at være den menneskelige personificering på ordsproget ’Hvor der er en vilje, er der en vej’.

”Jeg gider ikke bruge tid på ting, jeg ved, jeg kan. Intet kommer nemt, og det kan jeg godt lide. At skulle kæmpe. Nogle gange når du ikke igennem første gang. Men du lærer så meget mere ved en dårlig erfaring frem for bare at kunne spadsere gennem livet. Hvis bare du får vendt det til noget godt.”

”Jeg gider ikke bruge tid på ting, jeg ved, jeg kan. Intet kommer nemt, og det kan jeg godt lide. At skulle kæmpe.”

Det siamesiske tvillingepar Og det gør han. Får vendt løbet – trods vabler, ømme ben og nye træningsmetoder – til noget positivt. For det første går han i en stor bue udenom løbebåndet i fitnesscentret.

”Jeg har engang løbet et halvmarathon på løbebånd, og hvis jeg har været tæt på at slutte min løbekarriere, var det der. Så jeg bruger 95 procent af tiden i mine løbesko udendørs,” fortæller Mikkel, der har sig en trofast løbemakker i sin hund Eve. De to spæner oftest om kap i Boserup Skov, der ligger ud til Roskilde Fjord – langt fra bil-os og by-larm. Det motiverer Mikkel. Men den største hjælp får han fra sin gamle sportsgren, som han ikke har lagt fuldstændigt på hylden.

”Bodybuidling og løb er hinandens totale modsætninger. Men det er også det, der gør dem så uadskillelige i min verden,” siger Mikkel. Som et aparte siamesisk tvillingepar holder de to sportsgrene fast i og supplerer hinanden.

”He he. Prøv at få en marathonløber eller endnu bedre en ultraløber til at køre et squatsæt (ned og op i knæ med vægtstang bag nakken, red.) med 100 kilo. Og omvendt få en bodybuilder til at løbe 12 kilometer på under en time – selvom squat er den ultimative benøvelse, altså en løbers stærkeste våben, og selvom en bodybuilder har ekstra veltrænede ben. Ingen af dem kan gøre det. Bodybuilding giver altså masser af muskelmasse, styrke og stærkere knogler. Men ingen rigtig kondition. Løb giver derimod masser af kondition, men ingen muskelmasse eller styrke som sådan. Til gengæld er løb fantastisk udholdenhed, fedtforbrænding og mental træning. Jeg mener klart, at en kombination af de to er den eneste vej frem.”

Selvom Mikkels siamesiske tvillingepar hænger ved og giver blod, liv og kræfter til hinanden, er der alligevel en af de to, der tilfører den anden mere styrke.

”De største fordele ligger nok i, hvad styrketræning kan gøre for en løber og ikke omvendt,” siger han. ”I bodybuilding skal man være stor og eksplosiv, og løbere skal være små og udholdende. Men hvis du ser en 100 meter-løber, ligner han jo en bodybuilder på en prik. Så jeg mener bestemt, jeg kan drage nytte af al min muskelmasse i mit løb.”

Bodybuilding er en meget omfangsrig sportsgren – bogstaveligt og træningsmæssigt. Der er uendeligt mange kombinationer og værktøjer at gøre brug af for at blive stærkere. På det danske website bodybuidling.dk finder man hele 44 forskellige øvelser – alt fra Arnold presses, Barbell curls, boxsquats og Goodmornings til bench dips, chinups, dragon flags, hyper extensions og Smith machine bench presses.

Løb er – trods forskellige teorier og metoder – lidt mere ’det ene ben foran det andet.’ Lige ud af landevejen uden for mange dikkedarer. Ikke desto mindre mener Mikkel, at styrketræningen rent kraftanstrengelsesmæssigt må give fortabt over for løbet.

”Løb er det hårdeste, du kan udsætte din krop for. Det er fantastisk til fedtforbrænding. Og du skal have udholdenheden og den mentale styrke til at presse kroppen til mere, mere og mere.”

Skemalagt liv
For at få fuld kontrol over sin krop, må Mikkel have fuld kontrol over sit liv og sine vaner. Hvad han putter i munden og på vægtstangen. Se for eksempel Mikkels faste kostplan nederst på siden.

Mikkel følger kostplan ned til mindste gram og milliliter seks ud af syv dage. Derudover drikker han minimum tre liter vand om dagen, og de dage, han underviser i spinning eller bodypump i fitnesscentret LifeClub Roskilde, ryger der lidt ekstra energidrik og frugt ned.

Hviledag
På postkassen i Mikkels lejlighed i Hedehusene står der ikke kun hans navn. Der er skrevet ét til ved siden af: ’Clara’. De to har været kærester i seks år.

”Så hun kender mig snart bedre, end jeg kender mig selv,” smiler Mikkel.

Det gør det imidlertid vanskeligt for Clara at ignorere Mikkels livsstil. De bor sammen, sidder ved det samme spisebord, og derfor kan hun ikke bare stå på sidelinjen af Mikkels kostog træningsræs. Hun bliver nødt til at forholde sig til og leve med det. Alligevel pådutter Mikkel hende aldrig noget fra sin kostplan. Til deres begges held lever Clara også sundt, så de kan spise sammen næsten hver aften – når Mikkel altså er hjemme.

”Det er nok mere tiden på træning, vejledning på min hjemmeside og arbejdet i LifeClub, der kræver mest af parforholdet. Men som hun siger; så er der jo heller ikke tid til at blive uvenner. Så jeg har en meget forstående og overbærende kæreste. Hvilken jeg heller ikke var nået så langt uden.”

Så Mikkel får altså lov til at følge sit skema hele ugen. Næsten. Når klokken slår 15.30 om lørdagen, begynder hans hviledag.

”Det gør, at jeg kan hygge med kæresten lørdag aften og få en god morgenmad søndag morgen.” Udover Clara bliver frirummet ofte tilbragt med to amerikanske herrer. Den ene hedder Ben. Den anden Jerry.

”Når jeg fra lørdag til søndag må spise, hvad jeg vil, spiser jeg alt, hvad jeg kommer i nærheden af. He he. Nej, det er meget forskelligt. Men en sikker vinder er gerne brunch og Ben&Jerry’s is. Masser af kalorier.”

For når klokken slår 15.30 om søndagen – præcis 24 timer efter, at hviledagen startede – slutter den.

”Det her er en livsstil for mig. Jeg har altid set både min styrketræning og mit løb som den største og bedste livsstilsændring, jeg har taget. Ja, der skal ske og spises forskellige ting på faste tidspunkter. Men hvornår spiser du selv morgenmad, frokost og aftensmad? Det ligger nok også rimeligt ens alle hverdage, og det samme med din sportsgren eller hobby. Jeg har bare lidt flere punkter, men hver og en af dem er selvvalgt,” forklarer Mikkel, som elsker det forudsigelige. Derfor passer den lige vej mod målet, uden smut- eller genveje, ham perfekt.

”For mig er det en måde at gøre min hverdag lettere. Hvis tingene bare er som i går, skal det hele nok gå. Mange af os er vanemennesker. Samme plads i kantinen, samme sæde i bussen eller samme side af vejen at gå på. Sådan er det også med alle mine ting.”

Nogle ting tvinges han dog til at tænke mere over i livet som løber, end da han var bodybuilder.

”Det er nok der, jeg har set den største ændring i mit skift fra bodybuilder til løber. At man har en deadline. En bestemt dag, hvor alt skal gå op i en højere og helt perfekt enhed. Men det er også den del, jeg har forelsket mig allermest i ved løbet. Det gør også, at jeg ikke drikker alkohol og bliver endnu mere struktureret end normalt. ”

Løber på tværs af Danmark
Mikkels største og vigtigste deadline ligger et eller andet sted næste år. Her er det hans mål at løbe 539 kilometer tværs over Danmark. At tage de første skridt fra spidsen af Danmark – Skagen – og slutte i København fem dage efter. Rundt regnet 100 kilometer om dagen.

”Du lærer så meget mere ved en dårlig erfaring frem for bare at kunne spadsere gennem livet. Hvis bare du får vendt det til noget godt.”

”Jeg vil gerne slå et slag for dem, der ikke har de samme muligheder eller det samme overskud som mig. Et slag, der er umuligt at overse,” forklarer Mikkel.

Han vil prøve at samle sponsorer, som køber en givent antal kilometre på hans tur. Den eller dem med de flest købte kilometre på hver af de fem dage får sit navn på Mikkels trøje. Når han på løbets femtedag når hovedstaden, vil han løbe af Københavns gader og stræder, indtil han når adressen Blegdamsvej 9. Den store gråhvide bygning.

”Min drøm er at slutte løbet på Rigshospitalet og donere alle pengene til kræftramte familier. Min egen moster har uhelbredelig kræft. Hun er mor til min fætter og kusine, der slet ikke er gamle nok til at miste noget så vidunderligt som deres mor. Det er nok den største drivkraft i mit løb tværs over Danmark; at hjælpe dem, der har brug for det.”

Ja, Mikkel er ikke, som folk er flest og lever ikke op til nogen fordomme – hverken om bodybuildere eller ultraløbere. Folk på hans vej gennem landet vil nok kigge sig en ekstra gang over skulderen efter at have cyklet eller kørt forbi ham. For Mikkel fylder bare mere i landskabet end den gængse løber. Solen vil skinne igen på hans kortklippede hovedbund. Og det vil ikke være sener, der tydeligt tegner sig på arme og ben, men tatoveringer og muskler.

”Ha ha. Ja, selvfølgelig har jeg gjort mig nogle tanker om mit image, fordi jeg ligner en bodybuilder og ikke en løber. Men jeg syntes nu, jeg er en meget nydelig og fredelig fyr. Hjælper både gamle mennesker over gaden og har set samtlige afsnit af ’Sex and the City’. Tænker ikke så meget på image i den forstand. Jeg hader bare de babykrøller, jeg får, når mit hår bliver for langt. Tatoveringerne har jeg selv tegnet, så de betyder noget for mig og passer til min krop.”

Og i den tid, Mikkel har styrketrænet, er han blevet spurgt et utal af gange, om han hjælper mullerne på vej med steroider.

”Det gør jeg heller ikke. Hvilket der nok er lige så mange løbere som bodybuildere, der gør,” indskyder han.

”Så man bliver nok altid sat i bås, lige meget hvem man er, eller hvad man laver. Jeg vil ikke have et image som hverken det ene eller det andet. Jeg vil bare gerne være Mikkel Borregaard Hansen.”