Danmarks bedste ultratrailøber har set sig selv i øjnene og sagt fra. Simon Grimstrup har droppet flyet, og tager nu toget, når han skal løbe internationale løb, fordi han har valgt at følge sin samvittighed for at skåne naturen, og være et godt eksempel.
Du løber under navnet “The Barbarian Trail Runner”. Hvad er historien bag dit kælenavn? Og hvem er Simon Grimstrup – som person, som løber, som aktivist?
Uha, forhåbentlig er jeg den samme person. Jeg er af natur ret naiv, ærlig og lige til, så jeg føler egentlig, at de tre titler smelter sammen. Jeg er temmelig mageligt anlagt, og jeg forsøger at blive i komfortzonen – også når jeg løber. At min komfortzone så måske er anderledes end andres, er en anden snak. Jeg er ikke god til at presse mig selv, men jeg elsker det flow, det giver, når jeg lige akkurat bliver på den rigtige side af mine grænser.
Navnet Barbarian Trail Runner var faktisk en joke. Jeg er jyde og præget af Janteloven, så jeg kunne aldrig drømme om seriøst at give mig selv et ‘tilnavn’. Jeg er ikke blevet kaldt barbaren, før end da jeg for sjov lavede en Facebook-side. Jeg viste siden til en ven, der likede, og før jeg fik set mig om, var den ‘ude’, og så var det point of no return. Mine kælenavne gennem tiden er Grimme, Grimmeren og Simse.
Jeg er grundlæggende en meget lovlydig borger, men jeg har nok en lidt barbarisk tilgang både til løb og til livet. Jeg hader regler, som gør livet konformt. Der skal ikke tænkes så meget over konsekvenser – man skal gøre det, man brænder for, og som man føler, er det rigtige. Man skal ikke spekulere så meget over, hvad andre forventer eller tænker, at man bør gøre. Derfor havde jeg også en ret heftig start på ultraløberiet, og kastede mig ret hovedkulds ud i UTMB i 2014 uden de store erfaringer. Men det er trods alt ikke lykkedes mig senere at slå min tid på 25.07, selvom jeg er blevet en bedre løber på mange parametre.
Jeg må indrømme, at jeg ikke ser mig selv som aktivist. Forleden var jeg i den lokale Rotary klub, hvor jeg fik titlen ‘iværksætter’. Jeg kan godt lide, at der sker en udvikling, at skabe noget og at opleve eventyret i naturen. Jeg er på én gang meget social, og på den anden side så har jeg det godt, når jeg er alene i naturen – men jeg vil også gerne dele oplevelserne med andre.
Jeg er uddannet lærer indenfor bl.a. fysik/kemi og idræt, hvilket har min store interesse – og derfor er det måske meget naturligt, at jeg er blevet lidt en løbende klimaoplyser. Jeg er glad, naiv og tror på det bedste i folk. Jeg elsker at opleve, og er bestemt ikke færdig med at udforske verden – den nære og den langt borte.
Du satte – som en anden dansk Greta Thunberg – foden i den danske trailmuld og besluttede dig for at lave noget larm om klimadebatten. Hvad var det dengang, som fik dig til at tage skridtet fra tanke til handling om at løbe med omtanke for miljøet? Og hvordan har beslutningen påvirket dit virke som løber – både professionelt og når du ‘bare’ løber for sjov?
Det var noget af en sammenligning! Gretha Thunberg er der kun en af, og jeg når hende ikke til sokkeholderne. Det er vel egentlig også ret vidtgående at kalde mig aktivist. Det svarer jo til at kalde alle, der ikke smider affald i naturen, for aktivister. Jeg har et ganske normalt, ‘dansk’ CO2-aftryk bag mig, og det bliver ofte brugt imod mig i debatter. Og som mange andre vendte jeg i en del år det blinde øje til mit eget personlige ansvar i forhold til klimaet.
Når jeg ser tilbage, var der flere faktorer, der fik mig til at gå fra tanke til handling. For det første blev jeg involveret i en lokal sag omkring anlæggelsen af en vej igennem en af Silkeborgs smukke, naturnære skove (Nordskovsvejen). Jeg fandt frem til trafiktællinger, som viste, at vejen egentlig var overflødig nu, i forhold til da den var planlagt, da der var kommet en motorvej siden. Trafiktællingerne var meget klare og tydelige. Jeg forventede selvfølgelig, at politikere ville lytte til saglige argumenter, men blev svært skuffet over den demokratiske dialog, jeg mødte. Det virkede til at være meget svært at komme igennem med saglighed og fakta, når først beslutningen var taget for mange år siden. Jeg tror, det startede her. At jeg tænkte, at jeg også havde et personligt ansvar, og at mit engagement faktisk betyder noget.
Det andet var, at jeg samtidig havde sagt mit job op for at arbejde med mit eget rejseselskab trailtours.dk, hvor jeg ville lave løberejser til Nepal, Tanzania (Kilimanjaro) og Vietnam. Alle steder, hvor jeg vel kan betegnes som ekspert. Jeg gennemførte en udsolgt løbetur til Vietnam, men at jeg nu ligefrem bidrog til og opfordrede flere ud at rejse og tilmed tjente penge på det… Nej, det ville jeg ikke.
Dertil kom, at jeg naturligvis har oplevet klimakrisen og de mærkværdige vejrfænomener og ændringer i naturen masser af steder rundt i verden. Det virkede helt absurd ikke at gøre noget. Derfor var beslutningen om ikke at flyve ret lige til. Det er, for de som flyver, en meget nem måde at skrue meget ned for sit klimaaftryk.
Du har som en konsekvens af klimadebatten droppet fly, og tager nu kun andre transportmidler, når du skal ud i verden til løb. Et slags moderne bespænd for en trailløber som dig. Hvordan er dit løberliv blevet efter denne beslutning? Har det været til at efterleve? Og hvad er dit råd til andre, som overvejer at vælge flyet fra i større eller mindre omfang?
Beslutningen om ikke at flyve er jeg rigtig glad for. Den sparer mig for en masse overvejelser, og gør mine valg nemmere. Og så er det uden tvivl den rigtige beslutning at træffe. Jeg har bestemt et ansvar, og det står jeg ved. Jeg beklager fortidens CO2-synderi, men det er også okay at blive klogere og handle derefter.
Beslutningen har gjort mig lykkeligere og bestemt ikke gjort mit liv eller løberliv kedeligere. Økonomisk er mit firma pt. mere idealisme end god forretning, men det bekymrer mig egentlig ikke det store. Jeg arbejder med det, jeg tror på, og jeg har da fået nogle løbere over i toget.
Jeg har et ganske normalt, ‘dansk’ CO2-aftryk bag mig, og det bliver ofte brugt imod mig i debatter. Og som mange andre vendte jeg i en del år det blinde øje til mit eget personlige ansvar i forhold til klimaet.
Det er et paradoks, at eventyrere, bjergbestigere, adventuresportsudøvere og i stigende grad trailløbere er nogle af de personer, som har den største negative effekt på klimaet på det individuelle plan, på trods af deres glæde ved at være i naturen.
Det var helt sikkert den rigtige beslutning, og det har egentlig ikke ændret stort på mit løberliv. Jeg har sagt nej til en enkelt invitation til et løb i Asien, men ellers så har det ikke ændret det store. Jeg har også meldt pas til at forsøge at kvalificere mig til VM i bjergløb, som foregår i Argentina. Så på den front har det haft lidt betydning. Men ellers er jeg superglad for min beslutning, som også har været en god øjenåbner i forhold til alle de fede og nære steder, vi er omgivet af. Både indenlands, men også i overkommelig afstand fra Danmark. Jeg kommer til at søge mere mod nord, og har planlagt et forsøg på at løbe en 350 km lang vandrerute i Norge her i slut juli.
Det har været megalet at efterleve, og mit råd er at tage en definitiv beslutning: Flyfri. Så er det så nemt, og man behøver ikke gå og spekulere på, om man nu skal flyve eller ej. Og det har haft en afsmittende effekt på øvrige miljøtanker i min dagligdag.
Der, hvor den største ændring er kommet, er nok andres syn på mig – og det at jeg skal debattere med folk på nettet og i medierne. Det er ikke altid lige rart. Det er klart, at der er nogen, som synes, jeg er en idiot, og at det er let for mig at vælge flyvningen fra. Som mange siger: “Du har jo fløjet rigeligt”. Jeg kan kun sige, at de må tænke, hvad de vil. Og egentlig gør jeg vel bare det, som en god samfundsborger bør gøre.
Vi har netop haft folketingsvalg, og kloge mennesker kalder det for Danmarks første klimavalg. Hvordan oplevede du klimadebatten? Er der sket et reelt paradigmeskift omkring det at følge sin samvittighed for at skåne naturen og være et godt eksempel? Eller er det meste retorik og ‘greenwashing’?
Det er et godt spørgsmål, som jeg vil svare ja og nej til. Jeg er generelt positiv, så jeg vil faktisk svare ja. Bare det, at debatten er begyndt at fylde så meget, og har haft så stor betydning i valgkampen, og stadig har stor bevågenhed i medierne, er godt! Men det skyldes også, at effekterne af klimakrisen bliver mere og mere tydelige, og forskernes fremskrivninger holder desværre stik.
Så jeg tror, at folk stemte grønt, og at det nok har flyttet lidt stemmer på begge sider af blokkene. Det virker også til, at politikerne har lyttet, og at Danmark nu får en seriøs klimapolitik. Det, synes jeg, er dejligt! Det kommer til at koste, men det er ikke et spørgsmål, om vi har råd. Vi har ikke råd til at lade være at forsøge at være det gode eksempel.
I forhold til folks personlige ansvar er det sværere at rykke på vaner, og det tager tid. Men jeg oplever heldigvis, at flere og flere sætter sig ind i problematikken og får en forståelse for, hvorfor vi ikke kan løbe fra det personlige ansvar bare ved at sætte et kryds ved et grønt parti på valgsedlen. De fleste partier endte med at være grønne på overfladen i valgkampen, så de fleste føler nok, at de har sat et grønt kryds.
Problemet med klimakompensation og greenwashing er, når det bruges som salgsfremmende argument. Så kan det gode, man rent faktisk gør, ende med at skade klimaet, da firmaerne skubber til folks forbrug og dermed påvirkning af klimaet. Det eneste, der virker 100 procent, er at stoppe med at brænde fossile brændstoffer af. Punktum.
Hvad siger du til folk, som mener, at internationalt udsyn og mødet med andre kulturer er med til at gøre os klogere på det, der sker langt fra vores trygge, danske løbestier? Og at lange rejser til eksotiske steder netop er med til at sikre, at vi ikke lukker os for meget om vores eget samfund?
Jeg giver dem da ret! Men i samme åndedrag siger jeg også, at klimakrisen er så alvorlig, at vi ikke kan fortsætte, som vi har gjort de seneste 20 år. Jeg siger derefter, at det tager tid at få disse perspektiver, dette udsyn, og at det netop fås på lange rejser – tidsmæssigt!
Man får ikke de perspektiver ved at løbe med mig rundt i Vietnam i 14 dage. Det er naturligvis spændende og lidt som at løbe rundt i en ulandskalender. Det giver folk en overfladisk fornemmelse af, at det lykkelige liv ikke nødvendigvis hænger sammen med rigdom og forbrug. Det er egentlig nogle gange lidt grotesk. Når turister kommer ud til ulande, ja, så higer de efter de rolige liv – og de lokale, de drømmer om det liv og den rigdom, som turisterne bringer med sig.
Men tilbage til spørgsmålet. Klimakrisen er her nu, og den er alvorlig. Den overstiger alt andet – og der er allerede flere klimaflygtninge end politiske og krigsflygtninge i verden til sammen. Derfor kan vi ikke fortsætte med de rejsevaner, vi har. Luftfarten er dybt skadelig for klimaet – let’s face it. Langt de fleste udenlandsrejser er ‘charterrejser’ – om man så kalder det backpacking, adventure-travel eller strandferie. Folk rejser de samme steder hen, hvor der er nem logistik for turister, og hvor man ikke oplever den ægte, mellemfolkelige kontakt.
Når jeg ser tilbage på egne erfaringer og andres – ja, så er det ofte beretninger om transporten mellem destinationerne, der står tilbage som de store oplevelser. Det er transporten i en lokal minibus med en bakke æg, en køresyg baby på skødet og 10 høns på nakken, som man husker. Det, jeg vil sige, er, at man skal tænke slow-travel. Man kan sagtens komme langt omkring – men tag tiden til det. Brug toget. Der er otte køredage til Beijing, men med masser af muligheder ind i mellem for at komme ‘off the beaten track’.
Tag cyklen rundt i Europa – der er masser af eventyr at finde og masser af internationale venskaber, som er enormt vigtige at knytte i disse år. Vildmark og natur behøver man heller ikke helt til New Zealand for at finde. Tag til Norge – og vælg nogle af de mere ukendte områder, så garanterer jeg, at du får en unik og stor naturoplevelse.
Jeg var forleden i Lom i Norge til et modbakkeløb (vertical race). Lom er en turistet, men meget smuk by midt i en nationalpark. Det slog mig, at det var første gang, jeg var i byen! Samtidig ankom der i løbet af dagen 4-5 turistbusser med asiatiske turister, som bl.a. tog billeder af den meget smukke stavkirke i byen. Det var i sig selv dejligt. Men den eneste kontakt, de havde med de lokale, var en toiletdame, som tog 10 kr. pr. besøg!
Det er jo grotesk, at turister flyver herop for at se vores seværdigheder, som vi ikke engang selv har set, og vi flyver derned og ser deres seværdigheder, som de ikke selv har set. Måske skulle vi overveje at se lidt mere efter det nære, nu når nødvendigheden af klimakrisen byder det. Det er skørt, at folk rejser f.eks. til Grønland for at se isen smelte – og måske endda topper rejsen med en helikoptertur henover isen.
Jeg kan kun beklage, at jeg ikke tog beslutningen noget tidligere, men jeg tror, at vi mennesker har svært ved at ‘forstå og overskue’ i så stor skala og ikke mindst så langt frem i tiden. Vores instinkter rækker evolutionært kun til det nære og et par dage frem.
Som et modargument til det med at lukke os om vores eget samfund, så synes jeg, at vi netop er ved at lukke os om vores eget samfund rent politisk på trods af stor rejseaktivitet de seneste 20 år. Det er jo ikke, fordi vi i Danmark ligefrem hilser nye kulturer velkomne. Jeg tænker også, at der er et stort behov for mellemfolkelighed i vores europæiske fællesskab.
Og så skal vi huske, at det jo er spændende og muligt at rejse uden fly. Slow-travel – med tog, cykel, til fods, offentlig transport og søvejen giver meget flere unikke og spændende kulturmøder end et hop i luften direkte hen til den store forgyldte turistattraktion, som vi har læst om på forhånd, og hvor alle de andre turister er. Jeg tror, vi skal til at være rejsende igen – og gerne opdagelsesrejsende helt uden guidebog. Og så må rejsen gerne starte hjemmefra. Det er sgu da fedt!
Du har sagt i ‘Go’ morgen Danmark’, at du på dine rejser har set så store forandringer og uforklarlige vejrfænomener, at det har givet stof til eftertanke. Hvad var det, du så ude i verden, som gjorde så meget indtryk på dig, at det ramte din samvittighed?
Jo mere jeg tænker over det, jo flere eksempler kommer der. Noget af det, som har gjort størst indtryk, var at køre gennem et kæmpe afbrændt område i Portugal. Smeltede vejskilte, brændte skovområder og ruiner. Det var rigtig grimt at se, og man kan kun forsøge at undgå at forestille sig det inferno, der havde været.
Det er et paradoks, at eventyrere, bjergbestigere, adventuresportsudøvere og i stigende grad trailløbere er nogle af de personer, som har den største negative effekt på klimaet på det individuelle plan, på trods af deres glæde ved at være i naturen.
Året efter i Portugal var det voldsomme oversvømmelser og orkaner, der prægede nyhederne. Det er fra den ene yderlighed til den anden. Jeg har oplevet oversvømmelser helt tæt på i Japan, Fiji og Vietnam. Jeg har i det sydlige Grønland snakket med de gamle skippere på bådene. De fortalte, hvordan landet rejser sig, så de ikke kan lægge skibene til land, hvor de før kunne. Det skyldes, at der smelter så meget indlandsis, at trykket på landet falder, og der dermed sker landhævninger.
Jeg har naturligvis set den enorme tilbagetrækning af gletsjerne i Europa. Trailløbsmekkaet Chamonix har et af de tydeligste eksempler på dette, hvor man nu skal gå flere hundrede meter ned på den gletsjer, man før kørte i tog lige hen til kanten af. Glace de Mer!
Generelt er det ændringer i vejrmønstrene, som vi også oplever i Danmark med hedebølger. Jeg har været guide på Kilimanjaro, hvor de havde mere sne, end de har haft de sidste 20 år. Det kom helt bag på guiderne med flere ‘rutsje-ulykker’ til følge. Det skyldes ændringer i nedbørsmønstret. Det regnede uden for regntiden – og det gør det normalt ikke på de kanter.
Du har rejst verden rundt og deltaget i ekstremløb i hele verden. Ja, sidst man så dig på den internationale scene, deltog du i et 416 kilometer langt løb gennem Gobi-ørkenen. Hvad har det givet dig mentalt med i rygsækken at rejse verden rundt gennem tiden?
Jeg har faktisk ikke rejst så meget før 2013, hvor jeg tilfældigt brød igennem på den internationale trailscene og begyndte at få invitationer til løb rundt i verden. Men jeg har rejst som gennemsnittet. Jeg var på en 12.000 km lang cykeltur efter endt HF, og jeg har boet ½ år i Mozambique som lærer og været i USA et par gange. Derudover har jeg primært vandret og kørt MTB i Norge og Alperne. Det hele har været fedt og præget min store glæde ved naturen og ikke mindst eventyret i og med naturen.
I 2013 kom jeg noget tilfældigt med til Jungle Ultra i Peru, hvor jeg vandt over Ian Sharman, som på det tidspunkt var en af verdens absolut bedste trailløbere. Det ændrede mit liv, og jeg fik en enorm selvtillid til fods i uvejsomt terræn, hvilket betød yderligere sejre. Herefter begyndte jeg at indrette mit liv i forhold til løb. Det betød, at jeg skulle opholde mig så meget i bjergene som muligt. Derfor blev jeg vandre- og bjergguide og har derigennem rejst meget – både som guide og som løber.
Det har naturligvis givet mig mange store oplevelser, og har helt sikkert givet mig noget mentalt i rygsækken. Både i forhold til viden og mental styrke. De store løbsoplevelser har i nogen grad lige så meget med naturen at gøre og den oplevelse af præstation og flow, jeg har haft. Det har givet mig en stor robusthed og en enorm selvtillid, som jeg kan trække på i tilspidsede og uoverskuelige situationer – både i løb, men også i andre hverdagssammenhænge.
Det har aldrig været nemmere at tage ud og løbe langt fra Alfarvej. Ja, du beskrev det i tv sidste år som “tre klik på en computer og så en tur ud til lufthavnen, bum, så er du sådan en actionmand, der dumper ned i ørkenen”. Hvad siger du en sen nat ved bålet over fem øl til løbere, som gerne vil løbe noget radikalt andet end andre løbere – i en jungle i Peru, på Antarktis eller andre fjerne steder – hvor man bliver nødt til at flyve for at løbe?
Som udgangspunkt vil jeg nok lige rejse mig og rode lidt i bålet. Jeg tror ikke, jeg ville kommentere på det. Hvis der bliver spurgt til gode råd, vil jeg naturligvis dele ud af dem. Og hvis de spørger til min holdning til at flyve derud, vil jeg råt for usødet sige, at jeg tænker, at vi med klimakrisen i ryggen ikke kan tillade os at flyve for vores fornøjelses skyld.
Jeg synes ikke, at kombinationen mellem store natur- og løbeoplevelser hænger sammen med lange rejser. Der er masser af smuk natur i en omkreds af 1.500 km fra Danmark. Vi har nok bare glemt at se efter det nære.
Modsvaret kunne jo så være: “Det kan du jo sagtens sige, du har jo oplevet så meget”. Mit svar til det vil være, at mere vil have mere, og at jeg bestemt ikke er mættet på oplevelser, men at de store løbe- og naturoplevelser for mig ikke nødvendigvis har hængt sammen med store rejseafstande. Og at det naturligvis er pisse ubelejligt med den her klimakrise, når man levede af at flyve, men at jeg er blevet klogere, og at vi nu som klode er så langt ude over kanten, at jeg ikke har moral til at flyve mere.
Og hvis de så svarede: “Jamen det er vel ikke så slemt at flyve”, ville mit svar være: Jo, det er! Jeg ville forklare, hvorfor det er så vigtigt, at vi ændrer adfærd på alle parametre inkl. flyvning. Og jeg ville nok også ende med at forklare, hvorfor flyvning er så skidt for klimaet kontra andre transportformer, og hvorfor det er her, det virkelig batter for den gennemsnitlige dansker at ændre adfærd.
Vi har for længst krydset stregen med 350 ppm CO2 i atmosfæren, som forskerne har sat, og er nu på 414 ppm CO2 i atmosfæren.
En flyrejse til Thailand udleder ca. 3 tons CO2, som skal ganges med højdefaktor, pga. højden som udslippet sker i. Lavt sat er det derfor en klimapåvirkning svarende til 4,5 tons CO2 pr. person! Det er sindssygt meget, når målet er, at hver dansker skal udlede 3 tons CO2 om året! Og ja, tallet er rigtigt, og det værste er den effektivitet, det bliver futtet af med. På de 10 timer har du så rigeligt brugt din årlige ‘kvote’, når du flyver. Argumentet er ofte, at flyveren ikke er så meget værre end at køre alene i personbil – men hey, hvornår har du sidst lige taget din Fiat Panda til Thailand? Nej, vel?
Desuden ved vi ikke, hvor vores tippingpoint er som klode og hvornår klimaforandringerne vil kamme over og virke selvforstærkende. Det er lidt skræmmende, men jeg er faktisk optimist. Vi skal have løst denne hurdle, men det kræver viden og handling med omtanke hele vejen rundt.
Du er kendt for at holde løbet Everesting hvert år i Ry, hvor du bor. Et løb hvor man kan bestige (læs løbe) dit Everest og gøre det i en god sags tjeneste. Løbet er et støttearrangement, hvor alle indtægterne går til Læger Uden Grænser. Er fremtiden for løb, at det skal være løb med holdning, hvor de store oplevelser lige så godt kan opleves i den danske baghave?
Jeg tænker faktisk, at spørgsmålet skal deles i to. Det er fedt at løbe for en sag, og lige Everest har en særlig plads i mit hjerte, hvor der i år blev samlet 155.000 kr. ind. Vi har fået samlet et lille, stærkt team omkring løbet, og det er lige så meget resten af holdets fortjeneste, at det går så godt. Det er et græsrodsarrangement, og deltagermæssigt skal det ikke være meget større – men indsamlingsmæssigt; ja tak!
I øvrigt er det sjovt, at når vi nu snakker klima, så hører man også ofte: “Det, jeg kan gøre, er så lidt, så det er lige meget, hvad jeg gør”, men når der samles penge ind, så tæller selv de mindste beløb. Man skal tænke på samme måde med klima – alt tæller og gør en forskel!
Jeg synes ikke, at kombinationen mellem store natur- og løbeoplevelser hænger sammen med lange rejser. Der er masser af smuk natur i en omkreds af 1.500 km fra Danmark. Vi har nok bare glemt at se efter det nære, fordi vi hele tiden bliver bombarderet med reklamer for billige flybilletter, eksotiske trailløb og etapeløb i junglen. Jeg kan godt undre mig over, hvorfor det er så længe siden, jeg har været i Norge. Måske er det reklamens magt?
Jeg har lige haft den fedeste og vildeste oplevelse i lang tid i rigtig vildmark og ganske tæt på Danmark. Og verdens bedste trails – ja, de findes i min baghave ved Knøsen.
I Danmark sælges der meget lidt løbeudstyr, som er produceret med omtanke for miljøet. På mange måder er vi fanget i et ‘Catch 22’, hvor butikkerne siger, at de danske løbere ikke efterspørger miljøvenlige løbeprodukter, imens løberne skyder tilbage og siger, at de ville købe disse, hvis de var på hylderne. Hvordan er dit eget forhold til løbesko og -beklædning? Og hvor ser du kæden knækket i Danmark omkring løbeprodukter, som forurener for meget?
Det er et godt spørgsmål. Generelt er løb en herlig sport, fordi den er så simpel at gå til, og ikke kræver meget udstyr. Men alligevel bugner forretningerne fysisk og på nettet med diverse udstyr – og særligt trailløb er efterhånden udstyrstungt.
Jeg tænker altid over holdbarheden på produktet. Der har de seneste år været en tendens til, at udstyret skal være så let som muligt. Det betyder ofte, at holdbarheden går voldsomt ned – og jeg har testet sko, hvor jeg efter 250 bjergkilometer har slidt store huller i dem. Det dur jo ikke, hverken for forbrugeren eller for miljøet. Derfor er jeg altid ærlig omkring holdbarheden af skoene. Jeg oplever særligt, at overdelen i mesh på trailsko har problemer, så her er jeg selv begyndt at bruge lim – både forebyggende, men også når hullet er opstået.
Det er dejligt, at nogle brands går forrest i at gøre noget godt for miljøet. Men hvis det betyder, at man køber tre par T-shirts i stedet for en, ja, så går det grønne hurtigt fløjten. Derfor er det bedste, man kan gøre, kun at købe det højest nødvendige. Købe brugt eller sætte sit gamle (men brugbare) til salg eller give det væk. Handle hos de miljøbevidste brands og købe holdbart udstyr, sko og tøj – dvs. god kvalitet.
Jeg ser kæden knækket ved bl.a. at afholde byttedage og køb brugt-dage, og jeg har faktisk allerede talt med Racing Denmark omkring et par årlige dage, hvor kunderne kan komme og sælge deres brugte udstyr.
Men ja, vi har en lang vej igen. Efter everesting.dk fiskede jeg et par næsten nye sko op af skraldespanden, vaskede dem og gav dem til en ny ejer, som blev glad for dem. Vi skal væk fra brug-og-smid-væk-mentaliteten, og så skal vi købe kvalitet.
Det er relativt sjældent, at man i Danmark møder løbere, som køber løbebeklædning med omtanke for miljøet, vælger løb med en grøn profil, eller i det hele taget ser bæredygtighed som et vigtigt emne for os løbere. Det primære er motionen og fællesskabet. Hvordan oplever du klimadebatten iblandt de danske løbere? Og oplever du en forskel på den debat, der er i Danmark kontra den debat, der udfolder sig blandt løbere i udlandet?
Godt spørgsmål. Heldigvis er det svært at sætte folk i bås. Men for mig drejer trailløb sig meget om at signalere, at man er ét med naturen. Og det, synes jeg, er svært, når man samtidig poster alt sit nyindkøbte trailgear og skriver på Facebook, at “nu flyver Øb Bøvsen til Shanghai Airport og så videre derfra”. Men det er måske bare en klimatosse som mig, der tænker sådan?
Debatten er meget lille blandt løbere. Den debat, jeg oftest oplever, er egentlig, om det nu også er så skidt det hele – og at ja, det er måske ikke godt for klimaet, men jeg skal også have lov at opfylde mine drømme osv.
Når den sure bøvs lige er dampet af, så synes jeg faktisk, at debatten går den rigtige vej. Der er ofte ikke længere det store behov for at forklare, hvorfor man ikke flyver. Jeg ser en tendens til, at folk bliver mere oplyste omkring klimakrisen og også begynder at røre på sig. Fylder bilerne op og dropper flyet.
Men mange trailløbere løber i og for sig fra deres ansvar. De gemmer sig bag ved undskyldningen, om at det skal løses på en mere overordnet, international aftale. Det er selvfølgelig rigtigt. Men skal man dreje den aftale i en rigtig retning, har man altså et meget bedre udgangspunkt som lille nation, hvis man selv går forrest både nationalt, kommunalt og individuelt. Det er svært at sige, at andre skal gøre noget, hvis man ikke selv gider. Ja, det er vel ret hyklerisk? Det er jeg i øvrigt ofte også selv blevet kaldt efter min beslutning.
Nogle løbere virker i min optik til stadig slet ikke at tænke sig om – jeg har sågar for nylig set posts på Facebook med heli-running, som nogle stolt delte fra en tur til Sydafrika. Det er sjældent, jeg påpeger andres handlinger, men det var simpelthen for meget. Så jeg skrev en kommentar på nettet, og det endte med, at jeg blev skældt ud i personlige beskeder. Ja, undskyld, men det er altså vores allesammens atmosfære! Også de hundrede tusinder af mennesker, som har mistet deres hjem i Mozambique pga. oversvømmelserne, som kom sammen med cyklonen Kenneth her i foråret.
Hvis man skal sige noget om debatten, så går den meget på signalværdi for nogle af de store løbsudbydere. Ser vi f.eks. på UTMB (Ultra Trail Mont Blanc, verdens mest prestigefulde trailløb, red.), så vil de gerne fremstå grønne og bæredygtige, og de støtter bl.a. WWF. Men jeg ser, at det går i en mere og mere kommerciel retning, hvor man i den grad ‘pusher’ folk til at rejse langt væk for at løbe. Dvs. man fodrer luftfarten med kunder.
Jeg tror allerede, at 1/5 af alle løbere til UTMB er kinesere. Det er ret tydeligt, at teamet bag UTMB har set et enormt marked for trailløb i Kina, og nu også arrangerer løb derude. Og med deres eget pointsystem sørger de for, at det er ekstra godt og fordelagtigt at løbe deres ‘søskende-løb’, som popper op rundt i verden.
Du er en af de mange atleter i den internationale elite, som har valgt at spise plantebaseret. Har du skiftet din kost af klimagrunde, eller fordi du mener, at den plantebaserede kost fungerer bedre for din krop?
Det startede faktisk efter en kortere løbepause, hvor jeg pludselig havde taget 8 kg på, hvilket var ret tydeligt, da jeg havde fået et sponsorat af Compressport. Så jeg røg på vægten hos en ven. 82 kg stod den på, og det var tydeligt, at jeg havde 10 uger til at tabe 8 kg. I et par dage prøvede jeg forskellige kure, men jeg tænkte kun på mad. Derfor lavede jeg et lille dogme, som skulle ende med at blive min ‘bønnekur’: Til morgenmad spiste jeg lidt skyr med müsli. Til frokost en dåse bønner, til aftensmad en dåse bønner og dertil alt det frugt og grønt, jeg havde lyst til.
Pludselig behøvede jeg ikke tænke på mad, og det var så hurtigt at spise bønnerne. Måltidet skulle være en oplevelse. Opvasken var minimal – genialt! Jeg tabte ca. 1 kg om ugen og havde fantastisk god energi og fik trænet godt og struktureret. Så derfor fortsatte jeg – og skar ret hurtigt skyren væk, så det var rent vegansk. Jeg er dog ikke 100 procent vegansk, og kan vel kaldes plantebaseret. Jeg spiser ikke kød og mejeriprodukter, men går der en bakke med flødeboller rundt, kan jeg godt nappe en! Jeg savner på ingen måde kød, men det kan være lidt presset socialt, selvom det også her er ved at være ganske almindeligt ikke at spise kød.
Debatten er meget lille blandt løbere. Den debat, jeg oftest oplever, er egentlig, om det nu også er så skidt det hele – og at ja, det er måske ikke godt for klimaet, men jeg skal også have lov at opfylde mine drømme.
Så nej, det var af egoistiske årsager. Men nu er det bare ekstra godt for klimaet, som jeg ikke tænkte på dengang, hvis jeg skal være ærlig. Jeg havde ligesom andre ikke har set mig selv som en del af klimaproblematikken. Men det er du og jeg jo.
Hvis du sad til bords med en flok løbere, hvad ville dine råd så være i forhold til deres fokus på kost?
Mit råd ville helt klart være at spise mere grønt og frugt og se på plantebaserede proteiner fra bønner, kikærter og linser. Og naturligvis spise varieret og være obs på B12-vitamin.
Når du kigger ud i samfundet og tænker løb og klima – hvor synes du så, det rykker mest lige nu? Og hvad er det for løbetendenser, som du synes, man skal holde øje med?
Jeg synes faktisk ikke, at det rykker så voldsomt. Men jeg så en del danske trailløbere tage toget ned til Zugspits Ultra, ligesom der også var en del samkørsel. Nu er trailløb også en meget lille sport, men den er oplagt som fyrtårn for at gøre noget for miljø og klima. Jeg tror og håber, at danske løbere vil satse mere på de nære løb og konkurrencer, og dermed cutte meget ned på løbernes klimaaftryk med afsmittende effekt på resten af verden.
Vi skal hjælpe regeringen med at nå VORES klimamål. Gør vi det, kan vi komme endnu længere ned end blot 70 procent – men det koster. Og dog… Mon ikke vi i sidste ende bliver mere lykkelig af at gøre det rigtige?