fbpx

Mød manden, der som den første i verden vil gennemføre en “Iceman” – det samme som en Ironman-distance, bare under helt ekstreme forhold, nemlig på det koldeste, tørreste og mest ekstreme sted på kloden i forhold til vejrforhold: Antarktis. Hør, hvordan han træner i minus 40 grader i en frysecontainer, og hvorfor han i det hele taget har startet Projekt Iceman

Hvornår og hvordan opstod drømmen til dit projekt om at svømme 3,9 km, cykle 180 km og så lige slutte af med et maraton på Antarktis?
Ideen opstod i efteråret 2017, efter jeg havde set dokumentaren “Det store spring” om den danske kitesurfer Nick Jacobsen og hans drøm om at hoppe ud fra Burj Al Arab i Dubai – 211 meter over vandets overflade på et kiteboard med en lille drage. Det var på en eller anden måde en øjenåbner for mig i forhold til enten at kigge den samme vej som alle andre eller turde forfølge mine egne drømme. Turde gå efter det, som ingen andre måske vil opfatte som muligt.

Jeg lavede min første og hidtil eneste Ironman tilbage i 2016, hvor jeg blev ret fascineret af sporten og den ekstreme udfordring. Derfor har en stor del af mit fokus siden da været rettet mod den. Jeg tænkte på, hvad jeg kunne gøre inden for triatlonsporten, som ville symbolisere det at turde gå efter den ‘umulige’ drøm. Inden for triatlon kigger mange, professionelle som amatører, mod verdensmesterskaberne i Ironman Kona på Hawaii. Det kan tage mange år at kvalificere sig hertil, og når alt kommer til alt, afhænger det hele af mange faktorer på en enkelt dag. I stedet ville jeg se, hvad jeg kunne gøre for at rykke grænserne og opfattelsen af, hvad der var muligt inden for sporten.

Min tanke faldt på, om en Ironman var blevet gennemført på alle kontinenter, for hvis ikke, kunne jeg være den første til at gennemføre det på et nyt kontinent. Som du nok har gættet, var jeg ret sent ude i forhold til de normale kontinenter. Og efter meget kort research, kunne jeg hurtigt se, at det kun var Antarktis, der var tilbage. Hermed var ideen for første gang plantet. Jeg vidste godt, den var lidt skør, men begyndte alligevel at tale om den med folk omkring mig. Mange fortalte mig, at det ville være umuligt. At man ikke kunne svømme så langt i 0 grader koldt vand, at der ingen veje var på Antarktis, og at jeg hverken havde været dernede eller var professionel triatlet, så hvordan skulle jeg som amatør kunne gøre det.

Det var her, jeg fandt formålet og budskabet bag projektet, som for alvor gjorde det klart for mig, at jeg måtte forfølge den skøre idé, som det stadig var på det tidspunkt. Når jeg kiggede objektivt på de input fra folk og deres baggrund, så var der ikke nogen, der i bund og grund havde forudsætningerne for at fortælle mig, om jeg kunne gøre det.

Det var for mig en øjenåbner i forhold til enten at kigge den samme vej som alle andre eller turde forfølge mine egne drømme. Turde gå efter det, som ingen andre måske vil opfatte som muligt.

Det triggede mig, da jeg som ung også var blevet meget påvirket af andres pålægning af begrænsninger af, hvad man kunne eller ikke kunne. Jeg ville sætte et eksempel i den anden retning. At begrænsninger netop kun er vores egne eller andres opfattelser af, hvad vi kan. Derfor skal vi ikke sætte nogen grænser for os selv eller andre.

Jeg skal da også være ærlig at sige, at jeg næsten ingen erfaring havde, inden jeg gik ind til det her projekt, også i forhold til om det i virkeligheden kunne lade sig gøre. Men det er også vigtigt at påpege, at man skal starte et sted. Det vigtigste er at tage det første skridt. For mig var det at teste, om man kunne svømme i 0 grader koldt vand. Så d. 18 marts 2018, da vandet var 0 grader i København, tog jeg ud til Amager Strandpark med et par venner i den billigste og tykkeste våddragt, jeg kunne finde. Efter ca. 10 minutter i det iskolde vand var det i mit hoved klart, at det godt kunne lade sig gøre. Det var startskuddet til at forfølge ideen.

Hvem er personen Anders Hofman – privat, som løber, triatlet og som hovedperson i Project Iceman?
Som person rent privat vil jeg karakterisere mig som en ret ordinær, dansk fyr på 29. Jeg drømte om at blive fodboldspiller, men tog hele vejen igennem uddannelsessystemet, fik gode karakterer og nailede min plan B med en kandidat ved CBS, inden jeg turde sige mit job op og forfølge mine drømme som 27-årig. Jeg er stædig, elsker udfordringer, at presse mig selv og rykke grænser, og så gør jeg ting 100 procent. Mange vil nok også kalde mig ekstrem, da jeg er villig til at gøre det, jeg mener, der skal til for at opnå noget. Lige nu betyder det, at jeg lever for under 3.000 kr. om måneden, så alt kan gå til ekspeditionen, og jeg kan lykkes med projektet.

Jeg har altid været aktiv. Jeg har spillet fodbold, siden jeg var seks år gammel, kom på Club La Santa i mange år med min familie hver sommer, og så har jeg styrketrænet, siden jeg var 18 år, da jeg indså, at jeg ikke blev højere end mine 175 cm. Min stærkeste disciplin er klart løb. Jeg har altid været en solid løber og haft min form og hurtighed som en styrke, hvilket også var min fordel som fodboldspiller. Det er først gennem Project Iceman, at jeg virkelig har taget løb alvorligt, og 2018 var da også mit bedste år med tredjepladsen ved Polar Circle Marathon, 1:18:53 ved Copenhagen Half, og en Cooper Test PR på 3.770 meter på de 12 min.

Som triatlet ser jeg nok mig selv som atypisk, i hvert fald i forhold til stereotypen af en Ironman-triatlet. Jeg er ikke særligt fanatisk omkring min træning eller kost. Jeg har aldrig haft en personlig træner eller kostvejleder, men gennem min egen erfaring, research og input fra andre føler jeg, at jeg har en rimelig god idé om, hvad det kræver, og jeg følger generelt 80/20 princippet. Studier har vist, at i udholdenhedssport skal 80% af træningen være lav-intenst (under 70% af max puls) og 20% høj-intenst (10% mellem og 10% høj for at være præcis).

Ja, det koster blod, sved og tårer. Det er ikke et eventyr. Det er svært at gå sin egen vej – og det skal man også forvente, det bliver.

Det er nok blandt andet det, der gør, at jeg ikke har haft nogen seriøse skader de seneste år, andet end et par styrt på cykel. Reglen bruger jeg også underbevidst i forhold til kost, så længe at jeg ved, jeg spiser nogenlunde sundt 80% af tiden, så er det ligegyldigt, hvad jeg indtager de sidste 20%. Det, jeg har mest fokus på, er, at jeg får nok proteiner og energi efter træning. I forhold til de resterende to discipliner, er jeg solid på en cykel, men mest når det går opad. Man siger, at en god triatlet starter med at være en god svømmer. Jeg er en elendig svømmer.

Den altoverskyggende rolle lige nu er som hovedperson og primus motor på hele projektet. Der er ikke så meget tid og fokus på træning, som jeg ønsker. Lige nu handler det om at holde en god basisform, opbygge noget styrke og ellers går tiden med funding til ekspeditionen. Indhente funding i form af partnerskaber, salg af de første produkter, sætte foredrag op for at sprede budskabet, det logistiske omkring turen, PR og indhold, billeder og video til sociale medier. Der er man nødt til at have mange hatte på og hardcore prioritere, hvad der er vigtigst for at lykkes med det hele.

Det er noget af et eventyr at vælge som projekt – og Iceman er blevet et projekt, som du vier dit liv til i en periode. I manifestet på hjemmesiden for projektet står følgende: “In the past, I’ve often put boundaries on myself, but much worse on other people, making up limitations of what is achievable; whether it was daring to start my own business, make a living while traveling the world, or whether I really can make a difference in the world. But it’s time for a change. I want to challenge this stigmatization of myself and other people’s capabilities. Challenge the perception of what’s possible.” Kan du uddybe hvorfor dette projekt er vigtigt for dig at udleve på et personligt plan? Hvilke begrænsninger har du oplevet i dit liv?
Det er jo lidt ironisk. For i virkeligheden har jeg ikke haft begrænsninger. Jeg har blot valgt at lytte til de begrænsninger, jeg blev pålagt af andre, hvilket gjorde, at jeg ikke turde forfølge mine største drømme. Da jeg var teenager, var min største drøm at blive professionel fodboldspiller, men det var der bestemt ikke nogen, der troede på, jeg kunne blive. Derfor forfulgte jeg heller aldrig rigtigt den drøm, så i stedet for at gå efter det, jeg virkelig gerne ville, så handlede det om at finde ud af, hvad jeg så ville, hvis vi skulle være realistiske.

Det gjorde, at jeg fulgte den mere klassiske vej; gå hele vejen igennem uddannelsessystemet og afslutte med en kandidat i Applied Economics & Finance ved CBS, få gode karakterer og så jagte de prestigefyldte jobs, som alle andre også havde gået efter igennem studiet. Jobs, som jeg ikke endte med at få, hvilket viste sig at være godt, for det var heller ikke meningen, at jeg skulle det. Men som Jim Carrey så flot siger: “Du kan fejle med de ting, du i virkeligheden ikke brænder for, så hvorfor ikke gå efter det, du drømmer mest om.”

Og derfor er det her projekt så vigtigt for mig. At vise andre, specielt unge, der ligesom mig måske er bange for at gå efter det, de i virkeligheden drømmer mest om, at man skal turde gå efter det, tro på sig selv og ikke lade sig begrænse af andres holdninger til, hvad man kan. Vi er så heldige at være født i Danmark, hvor vi har alle muligheder for netop at gøre hvad end vi vil. Det i sig selv er jo fantastisk. Men jeg tror dog også mange gange, at det, at vi netop har så mange muligheder, kan være en udfordring i sig selv. Jo flere valg vi har, jo sværere bliver det netop at vælge.

Det har i hvert fald for mit vedkommende gjort, at jeg ikke rigtig har turdet lytte 100 procent til mig selv, men er blevet meget påvirket af, hvad andre gerne ville og mente var det “rigtige” at gøre. Men der er ikke noget, der er rigtigt. Det handler om at følge det, man brænder for. Og hvis ikke der er noget, man brænder for, så er det, fordi man ikke har prøvet nok eller testet sig selv af i forskellige ting – så er det bare ud at udforske verden. Spørgsmålet er; hvis du ikke havde nogen grænser for, hvad du kunne vælge at blive, hvad ville du så være? Det er det, jeg mener, du bør gå efter.

Du gør på din hjemmeside meget ud af, at man skal turde at drømme stort og se sit eget potentiale. At du selv bare er en ordinær mand med mod på de store eventyr. Synes du, at danske mænd og kvinder generelt er blevet for magelige til at opsøge de store eventyr, der koster blod, sved og tårer?
Wim Hof “The Iceman” siger det meget godt: “Vi er blevet så gode til at være komfortable, at sikkerhed er blevet vores største fjende for succes.” Jeg mener, han har en rigtig god pointe – den rammer i hvert fald meget godt på den tidligere Anders Hofman. Vi er af natur indrettet sådan, at vi er mere tilbøjelige til at søge mod det sikre og trygge end det usikre og ukendte.

Det sikre valg er at gøre det, de fleste andre omkring os gør, og som vi kan se folk ældre end os selv er lykkedes med – det var det, der fik mig til at gå igennem hele uddannelsessystemet. Jeg har dog lært, at der hvor jeg oplever mest udvikling, selverkendelse og forståelse for andre og den verden vi lever i, kommer igennem at turde udfordre mig selv og min komfortzone. Og at forfølge de helt store drømme er ofte det samme. Du kan ikke se hele vejen hen mod målet, fordi du ikke kender andre, der har gået samme vej. Du skal stole på processen og så tage et lille skridt ad gangen.

Og ja, så koster det blod, sved og tårer. Det er ikke et eventyr. Det er svært at gå sin egen vej – og det skal man også forvente, det bliver. Derfor er det også vigtigt for mig at have et større formål med det, jeg vil opnå, hvilket giver mig motivationen og viljen til at kæmpe for det – også når tingene ikke går min vej. Og det er måske her, jeg savner lidt vilje. Vilje til at kæmpe for sig selv, investere i sig selv. Vi lærer ikke at kæmpe, for i Danmark skal det nok gå lige meget hvad. Vi kan få penge for at studere, ikke at arbejde og til at starte egen virksomhed. Det er selvfølgelig positivt. Men nogle gange tror jeg også, det gør, at vi mangler den sidste gnist til virkelig at kæmpe for tingene, så vi i stedet føler os berettiget til ting.

Min største frygt har været at møde søleoparder på svømmeturen. Dem kendte jeg ikke til før projektet. Men det er efter sigende Sydpolens svar på isbjørnen. De ser sig selv øverst i fødekæden, og kan blive op til 3,5 meter lange og veje 600 kg.

Derudover har 12-tals-kulturen gjort, at det handler om at være ‘perfekt’, få gode karakterer, gode jobs, kunne købe de rigtige ting osv. Det gør, at vi er blevet bange for at fejle og vise, at vi ikke er perfekte. Problemet er bare, at det, vi lærer mest af, er at fejle.

Du vil løbe på Antarktis, et kontinent langt syd på kloden, som mange nok mest kender for Sydpolen og nordmanden Roald Amundsen, som nåede Sydpolen den 14. december 1911 efter et kapløb med en britisk ekspedition ledet af Robert F. Scott. Hvad er Antarktis for et sted for dig, og hvorfor er det vigtigt for dig at løbe din Iceman dernede?
Antarktis er et mytisk sted, som jeg før dette projekt vidste meget lidt om. Det har naturligvis ændret sig gennem det seneste år, hvor jeg ved research og samtaler med nogle af verdens mest erfarne polarforskere og guider har lært mere om, hvilke forhold vi møder dernede. Antarktis er det koldeste, tørreste og mest ekstreme sted på kloden i forhold til vejrforhold. Isen er i gennemsnit over to kilometer tyk.

Ekspeditionen vil finde sted på en båd ved navn Ice Bird, som sejler ud fra Argentina. Vi er nødt til at sejle dertil, da de fleste steder, man flyver til ligger for langt inde på kontinentet til at komme ud til havet, hvilket er nødvendigt for svømmedelen af Iceman’en. At sejle dertil og gå til lands er dog ikke lige til. Det meste af kysten langs den antarktiske halvø er en lang 10-30 meter høj isvæg, hvilket besværliggør at komme til lands. Vi har dog fundet et punkt, hvor det er muligt, og hvor det også skal være muligt at lave en rute til cykel- og løbedelen på en gletsjer, hvor vi kan undgå revner i isen, som er den største fare på land.

Min største frygt har været at møde søleoparder på svømmeturen. Dem kendte jeg ikke til før projektet. Men det er efter sigende Sydpolens svar på isbjørnen. De ser sig selv øverst i fødekæden, og kan blive op til 3,5 meter lange og veje 600 kg. Der er blevet foreslået, at jeg svømmede i et bur eller med dykkere for sikkerheden. Gennem vores samtaler fra eksperter er vi dog blevet beroliget med, at de ikke skulle være så farlige, som deres rygte ellers siger. Rygtet kommer af, at de skulle have jagtet mennesker på land, og at en britisk dykker, Kirsty Brown, mistede livet efter at have været blevet trukket mod havets bund af en søleopard tilbage i 2003. Lad mig være ærlig, det bliver nok en lettelse at få overstået svømmedelen af flere årsager end blot de 3,9 km i det 0 grader kolde vand.

Og hvorfor er det så vigtigt at lave Iceman’en på Antarktis, når der er alle de her udfordringer? Det er netop for at vise, at vi kan langt mere, end vi tror. For at rykke grænserne for, hvad der er muligt, fysisk og psykisk. Samt at lave en triatlon et sted, hvor det i bund grund ikke burde være muligt, men hvor klimaændringer blandt andet nu faktisk gør det muligt. Formålet er selvfølgelig ikke, at alle skal rejse til Antarktis og lave en Iceman, slet ikke. Tanken er, at den skal være et symbol på, at vi alle sammen har en ‘Iceman’ i livet, som vi skal turde at forfølge.

Antarktis er meget omdiskuteret i disse tider, hvor polerne smelter, og klimaet er i centrum for mange af de debatter, der foregår. Hvordan forholder du dig til klimadebatten i dit projekt? Hvordan ser du forholdet mellem det personlige eventyr og stillingtagen til de større perspektiver?
På vores rejser til Grønland, Island og Svalbard gennem det seneste år har vi virkelig kunnet se klimaforandringer med egne øjne. På Grønland kunne vi se, hvor meget indlandsisen har trukket sig tilbage og smeltet over ni meter i højde på blot fem år. Da vi var i Island i januar, var det det varmeste sted i Europa, og det var en udfordring at finde sne og is. Og på Svalbard, hvor jeg lavede den halve Iceman i maj, har man oplevet temperaturer over normalen 100 måneder i træk. På Antarktis smelter 7.500 tons is hvert sekund.

Det større perspektiv er alfa omega i projektet, og selvom det mentale aspekt er det primære fokus, arbejder vi også hårdt på at gøre klimadebatten til en del af det. Med den største respekt for naturen og dyrelivet på Antarktis viser vi med det her projekt det mytiske kontinent og dets klimaudfordringer frem for offentligheden. Derudover har vi indgået det første samarbejde med den amerikanske organisation Glacier Rescue Project, som kæmper for at sprede klimabudskabet på en visuel måde.

Vi har allieret os med enormt erfarne og dygtige polarguider, som vil hjælpe både os og Antarktis med at fuldføre projektet på den bedst mulige måde. Og så sørger vi naturligvis også for, at vi ikke efterlader noget som helst, når vi rejser tilbage.

Du løb sidste år Polar Circle Marathon på Grønland. For at løbe i kulden og få erfaringer med udstyr. Hvad var det for en oplevelse? Og hvilke erfaringer tog du med hjem?
Polar Circle Marathon på Grønland var en vanvittig oplevelse på godt og ondt. Naturen, kulden, indlandsisen og selve løbet mod ekstreme atleter. Der var utroligt mange ting at tage med hjem. Først og fremmest er naturen så meget mere ekstrem og overvældende, end jeg havde forestillet mig. Det er en anden størrelsesorden end herhjemme. Du løber i et landskab, hvor du til tider kan se 5-10 km ud i horisonten, hvilket vil sige, at du føler, du rykker dig, men det gør naturen bare ikke.

Jeg havde sat det store mål at gå efter at vinde Polar Circle Marathon, selvom det var mit første rene marathon. Men efter at have set på tidligere vindertider, tænkte jeg, det ville være realistisk. Selve løbet gik også fint fra starten.

Hvorfor er det så vigtigt at lave Iceman’en på Antarktis, når der er alle de her udfordringer? Det er netop for at vise, at vi kan langt mere, end vi tror. For at rykke grænserne for hvad der er muligt, fysisk og psykisk.

De første 5 km var hårde, da de gik opad med op til 10% i stigning, indtil vi ramte indlandsisen, hvor vi skulle løbe et loop af 1,5 km. Det var nødvendigt at have pig-overtræk på løbeskoene for at stå fast. Herefter gik det 5 km tilbage nedad. Efter 11 km havde vi ligget tre mand sammen. Martin Møller, dansk langrendsskiløber, der har været med til tre vinter-OL for Danmark, og Piotr Suchenia, polsk marathonløber med over 30 marathons på bagen, som havde vundet North Pole Marathon året inden. Herfra løb Martin fra os i en pace af en anden verden, hvor jeg godt vidste, det ville være svært at følge efter. Jeg kunne holde Piotr frem til halvmarathon-mærket, hvor vi alle havde løbet hurtigere end den hidtil halvmarathon-rekord (samme rute). Herfra måtte jeg indse, at træningen i forholdene i Danmark bare ikke kunne sammenlignes med det, jeg mødte på Grønland.

Jeg var meget overrasket over, hvor meget det gik op og ned, og højdemeterne havde naturligvis været svært at træne herhjemme i Danmark. Så efter at have nået halvvejs på sten, is og sne, var mine ben fuldstændig færdige. Herfra var det ren overlevelse, min løbepace faldt fra omkring 4:00-4:15/km til over 5:00-5:30/km. Det var klart den hårdeste løbeoplevelse. Efter ca. 32 km kunne jeg ikke se nogen foran eller bag mig, jeg kunne kun høre mine egne skridt og forsøge at nyde den vanvittige natur. Jeg formåede at komme i mål på en tredjeplads i 3 timer og 22 minutter, hvilket i de foregående år ville have været en vindertid. Men jeg var oppe imod en anden liga på dagen.

De største erfaringer var 1) at løbe på indlandsisen med pigge – det er ret specielt at kunne løbe nærmest lodret op og ned af isbjerge, 2) vigtigheden af at finde den rigtige balance af lag af tøj, da jeg havde for meget tøj på i starten, som gjorde jeg svedte meget, hvilket gjorde jeg blev kold på den sidste del af løbet, da min pace faldt, og 3) at i disse egne er det virkelig dig mod naturen. Det var det også på Svalbard, og det bliver det også på Antarktis.

Som løbedestination kan Grønland og Polar Circle Marathon klart anbefales. Det er ikke bare en god udfordring, men en fantastisk oplevelse, jeg aldrig vil glemme.

Da du ikke til dagligt bor i et arktisk klima, har du i stedet fået mulighed for at træne i en kølecontainer i Taastrup, hvor træningstemperaturmåleren normalt viser minus 18 grader. Hvordan fik du ideen til at etablere et sådant træningsmiljø? Og hvordan fungerer det i praksis?
Jeg fik ideen til at skabe et kuldesimulerings-træningsmiljø op til Polar Circle Marathon på Grønland. Jeg vidste, at jeg kunne møde kulde på op til minus 30 grader, og da jeg aldrig havde prøvet at løbe i kulde – andet end et par minusgrader – undersøgte jeg mulighederne for at simulere ekstrem kulde, så jeg kunne optimere mit gear. Både som forberedelse til Antarktis, men også da jeg gik efter at vinde løbet.

I første omgang kontaktede jeg diverse supermarkeder for at høre, om jeg kunne løbe i deres kølerum, samt fitnesscentre for at låne løbebånd. Det var ingen af parterne særligt interesserede i. Supermarkeder havde hygiejnebekymringer, hvor fitnesscentre ikke havde garanti på løbebånd i disse temperaturer. Til sidst lykkedes det mig dog at komme i kontakt med Titan Containers, som gerne ville stille en frysecontainer til rådighed, samt Fitness Engros, leverandør af fitnessudstyr, som ikke blot ville stille et løbebånd til rådighed, men som også var villige til at levere og hente det igen ved Titan Containers – heldigvis er begge lokaliseret i Taastrup.

I praksis fungerer det sådan, at når jeg vil lave løbetests på løbebånd og cykeltests på hometrainer, så kontakter jeg bare begge og aftaler temperatur, dag og tidspunkt. Når jeg så kommer frem, har Titan Containers sat temperaturen i containeren ned til minus 40 grader, og Fitness Engros har stillet løbebåndet udenfor containeren, så jeg bare skal bære den ind. Indtil videre har jeg gjort det en håndfuld gange, og løbebåndet har indtil nu klaret minus 30 grader uden problemer.

Wim Hof “The Iceman” siger det meget godt: “Vi er blevet så gode til at være komfortable, at sikkerhed er blevet vores største fjende for succes.”

Det har været en fantastisk mulighed, for det har gjort, at jeg har fået bekræftet, at du ikke sveder lige så meget, når du løber i ekstrem kulde, hvorfor du ikke føler trang til at drikke. Men faktisk har du brug for lige så meget væske som under ekstrem varme, og derfor taler man om, at risikoen for dehydrering ofte kan være større. Derudover er det ikke er selve kulden, der er en udfordring. Det er vinden og chill-faktoren. Derfor er næste step at finde en løsning på at simulere vind frem mod Antarktis.

Du har udtalt til DR, at hvis Iceman ikke skaber inspiration, så er det bare ‘entertainment’, og det er ikke målet. Hvad drømmer du om at give videre med dit projekt ud over dokumentationen af din tur? Og hvad betyder eventyret for dig?
Jeg drømmer om at videregive budskabet om, at der ikke er grænser for, hvad vi kan opnå –specielt til de unge generationer. At de kan bruge det som et eksempel og drive til at turde gå efter deres egne drømme og tro på, de kan opnå dem gennem vilje, disciplin og hårdt arbejde. Derudover er visionen at etablere et fællesskab og en bevægelse centreret omkring ‘Limitations are perceptions’-budskabet ved at være en platform for inspiration og tro på egne evner til at hjælpe folk med at forfølge deres egen ‘Iceman’.

Problemer med mental sundhed er et stigende problem især blandt de yngre generationer, der oplever en stigning i angst, stress og depression, hvor påvirkningen af sociale medier er en af de vigtige faktorer. Fællesskabet fokuserer derfor specielt på Generation Z, men budskabet går på tværs af aldre og generationer.

Helt konkret er fokus på mental empowerment og at dele værktøjer, teknikker og støtte til forebyggelse af mentale sundhedsproblemer. Det første værktøj er den nylige lancering af “The Iceman Journal” – en daglig journal for øget taknemmelighed, lykke og personlig udvikling. Fællesskabet skal opbygges igennem selve Iceman’en, men også undervejs gennem foredrag på skoler og universiteter, som jeg allerede er startet med i foråret.

Idéen er, at ‘en Iceman’ skal blive et synonym og symbolisere vores største drømme i livet. Drømme, som vi er tøvende med eller bange for at forfølge. Til dette vil Iceman-fællesskabet yde støtten for at hjælpe enkeltpersoner til at lytte til og tro på sig selv. Derfor vil der også være andre projekter efter Project Iceman, som kun er startskuddet på den større vision. Selve Iceman’en essentiel for at danne fundamentet for visionen og fællesskabet. Det betyder også, at jeg har handlinger bag mine ord og budskaber. I sidste ende er vores handlinger det eneste, der betyder noget.