Fra decks til trails – Mød DJ-verdensmesteren, som blev ultraløber

Kim Sæther aka DJ Noize er én af verdens bedste DJ’s – det beviste han tilbage i 90’erne, hvor han vandt verdensmesterskaberne to gange. Han lever stadig af musik, men i fritiden løber han. Helst så langt som muligt. Og helst i sandaler – og altså ikke de nyeste Adidas sneaks, som man måske ellers kunne forvente af en DJ fra hiphopmiljøet. Men hvad driver én af verdens bedste DJ’s på de store klubber til at være alene i naturen med løbesko på?

“Det kan godt virke lidt holistisk, frelst og hippieagtigt, men det er sådan, jeg har været indrettet fra starten af.”

Han elsker fordybelse, har ikke været fuld siden 90’erne, laver gerne en god daal til flokken, og er fuldstændig ligeglad med, hvordan han ser ud, når han løber. Hans yndlingsgear er en gammel, slidt racepack fra Salomon, og han løber kun i flade sko og sandaler. Han løb sit første ultraløb i 2015 til North Coast Ultra og prøver at holde sig under 3.500 km om året for at sikre, at han stadig har energi nok til familieliv og karriere. Hans to tommelfingerregler for løb er, at han ikke må blive forpustet, og at han skal sørge for at forblive positiv hele vejen. Og nå ja, så er Kim Sæther også én af verdens bedste DJ’s, som udover at arbejde med musik har et mål om at ramme jorden flyvende som 50-årig. I god form og med en sund krop, der ikke er ‘faldet sammen’, som han kalder det.

“Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg så hurtigt kom ud at løbe de lange distancer,” fortæller han, da vi mødes i Kødbyen en solskinsfyldt efterårsdag. I hans hood, midt i det pulserende Vesterbro. Vinden blæser, men han vil helst mødes udenfor, eftersom han arbejder inde hele dagen. Og du tænker måske, at sådan en DJ-type fra Vesterbro burde være i én af de mange hippe løbefællesskaber, der er i København. Men der tager du fejl. “Jeg bruger rigtig mange timer om dagen i et studie og på at øve. Mit arbejde er meget stationært, så jeg higer efter at komme ud. Jeg har virkelig brug for det udendørs. I virkeligheden er det lidt paradoksalt, for hvis jeg kunne være en outdoor DJ, så havde jeg valgt det året rundt. Så kunne det være, at jeg ikke havde brug for at løbe så meget, hvis jeg kunne stå og DJ’e nede på stranden eller inde i en skov hele dagen. Og al respekt for NBRO, Mikkeller og Adidas Runners, som der er her i København, men for mig handler det om at være ude at løbe i x antal timer – og ikke om at slå personlige rekorder, som det nok mere gør i de andre løbeklubber. Og alt respekt for det, men hvis jeg har arbejdet indenfor i 7-8 timer, så vil jeg gerne ud at løbe i 2-3 timer for at få blæst det hele ud. Så når jeg kommer hjem og har været i bad, kan jeg mærke, at jeg rent faktisk har været udenfor og været i gang i et godt stykke tid.”

Jeg elsker at bevæge mig i naturen, men jeg hader at gøre det for hurtigt, for jeg vil ikke have, at oplevelsen ender.

Han er først startet med at løbe for 10 år siden, og som han selv siger, så er han musiker, før han er løber. Eller det vil sige, at han dyrkede atletik, før han overhovedet begyndte at lave musik. Den folkeskole, han gik på, havde et atletik-setup ude på boldbanen, så han startede med at dyrke både længdespring, højdespring og 400 meter. “Jeg var nok 13 år, da jeg startede. Jeg har altid dyrket en eller anden form for sport og gik også til spejder som lille. Jeg var meget til det udendørs, men så begyndte jeg til karate, samtidig med at jeg dyrkede atletik. Lidt senere byttede jeg atletikken ud med basketball, men for 10 år siden begyndte jeg at løbe igen, da min kone havde født tvillinger og skulle til at løbe sig i form igen. Så begyndte jeg at løbe ved siden af.”

At ramme jorden flyvende som 50-årig
For fem år siden begyndte han så at løbe de længere distancer. “Jeg har altid været vant til store træningsmængder, så det med lange træningspas og at være i gang i lang tid, det synes jeg bare er spændende. Og jo længere tid man kan opholde sig i naturen, jo bedre,” fortæller han med et stort smil. Og efter han begyndte at løbe længere, kom der hurtigt flere kilometer på. Han blev især inspirereret af nogle af de løbere, der er i trail- og ultramiljøet.

“Da jeg startede, troede jeg egentlig bare, at jeg skulle løbe mig lidt i form. Men da jeg så mange af dem, jeg kender fra løbegruppen Trail & Pandelygtesjov på min alder eller over, tænkte jeg, at han eller hun holder sig sgu virkelig godt. Sådan vil jeg også være, når jeg rammer den anden side af 50, eller når jeg rammer 60 for den sags skyld. Kæmpe respekt til de folk, for jeg har set mange, der bliver ældre og falder sammen. Jeg tror, at folk, der er oppe i alderen og har et stillesiddende kontorjob og tager hjem på sofaen hver dag, falder hurtigere sammen end ham, der har et stillesiddende kontorjob og som tager en lang cykeltur hver weekend. Når ham der har cyklet, stopper med at arbejde, får han bare mere tid til at cykle på sin cykel. Og så retter han sig måske ovenikøbet op, får smidt nogle af kiloene og får mere fut i ægteskabet. Så jeg tror, at det er vigtigt at have noget sideløbende med din professionelle karriere, som gør, at du holder dig kørende og rammer jorden flyvende som 50-årig.”

Tracks vs. Trails
Der er nok ikke mange, der tvivler på, at der grundlæggende er ret stor forskel på et hiphopmiljø og på trail- og ultramiljøet. Men for Kim Sæther er det ikke noget nyt at skille sig lidt ud – og han kan godt lide den yin og yang-effekt, der er i det. Derudover har han altid godt kunnet lide det, som hans krop kunne præstere, når den var i topform. “I hiphopmiljøet handler det for nogle meget om at give den gas, rulle en joint og drikke nogle øl, men der har jeg altid være atypisk. Jeg har været ham, der spillede til klokken 3-4 om natten på Christiania, og så tog jeg natbussen hjem til Lille Skensved tæt på Køge hos min mor, hvor jeg boede på det tidspunkt. Tog min dufflebag på og tog direkte ned og spillede basketballkamp i Roskilde – og så sov jeg først, når jeg kom hjem til frokost. Jeg har altid været den, der har været afhængig af stemningen og musikken, men også af træningen.”

Det har dog ikke altid været sådan. Han havde et par år omkring 18-årsalderen, hvor han festede lidt mere igennem med alkohol, men det stoppede efter et par år. “En af de ting, der gjorde, at jeg holdt op med at drikke, var, at jeg fandt ud af, at mine DJsets blev meget bedre, og jeg kunne holde til meget mere med min sport – og så fandt jeg også ud af, at jeg sagtens kunne have det sjovt uden at drikke. Men jeg er ikke hellig. En varm sommerdag og kolde øl – det er en kemi, alle kan lide. Eller hvis man sidder i sommerhuset og har fået grillmad, og sommeraftenen falder på, og man sidder med tæpper på – så kan jeg også få et halvt glas rødvin med min svigerfar, men jeg har ikke været fuld siden en gang i 90’erne,” fortæller han grinende.

Oldschool minimalist
Man kan godt få fornemmelsen af, at han tit bliver beskyldt for at være lidt hellig og hippieagtig i sin tilgang til såvel løb som musikken, men det er åbenbart bare sådan, han er – og altid har været. At han går op i perfektionen ved det simple. At gøre det bedst muligt med så få midler som muligt. Det er også det, der ifølge ham selv gjorde ham til den bedste inden for mix eller scratching, som det også kaldes.

En halv liter kakaomælk i racepacken og en banan i den anden lomme. Ingen gels, ingen Saltstick. Jeg prøver ikke at læne mig op ad sådan nogle ting, for jeg har en idé om, at det skal være kroppen, der driver værket selv.

“Den tendens, der har været inden for DJ-miljøet, er, at man skulle have flere og flere knapper, controllere og effekter. Flere muligheder for ligesom at tweake lyden. Men jeg kommer fra en verden, hvor det, man kan med to pladespillere, en simpel mixer og en stak plader, er det, man kan. Dengang jeg var en del af det, handlede det meget mere om teknik end teknologi. I dag har det desværre en tendens til at være mere teknologi end teknik.”

Et eksempel på det var hans metode til at træne scratching på et par Technics 1210’ere, hvor han tog et helt år ud af kalenderen og isolerede sig i sin mors hus for at træne op til verdensmesterskaberne. Noget af et mål for en knægt fra Køge. Han valgte til og med at give sig selv et benspænd, som gjorde, at han lærte at mærke efter. “Hvis man tager så lidt vægt på som muligt på pickup’en, når man øver med vinyler, så hopper de rigtig meget i starten, når man scratcher. Men efter et stykke tid begynder man at få et lettere touch på pladen, og så kan man rent faktisk scratche, selvom der ikke er særligt meget vægt på pickup’en. Når man så går ud og skal optræde live og sætter normal vægt på pickup’en, så er der intet, der hopper, fordi man har fået et ‘fjertouch’.”

“Og det var lidt det samme, jeg tænkte, med de lange distancer. Hvis jeg bare startede med at løbe i helt bare tæer og sandaler, hvor jeg kan mærke alt nedenunder mine fødder, så lærer jeg nok at løbe korrekt. Det var egentlig også det, der skete. Kroppen rettede sig ud, og jeg lærte at lande rigtigt. Jeg lærte at lytte til, hvad mine sensorer under fødderne fortalte. Når jeg løber ture i dag i en normal sko – stadig uden drop – så føler jeg, at jeg lander korrekt alligevel, fordi jeg har brugt så mange år på at justere min løbestil.”

Snickers og cola
Der er ingen tvivl om, at det simple er dragende. I hvert fald til det formål, som løb har for ham. “Jeg kan godt lide ikke at have alt for meget med, når jeg skal løbe. Bare at løbe det lidt på depoterne, løbe min tur på det simple grundlag. Jeg tror, at hvis du har for meget med, så murrer det i hovedet på dig. “Har jeg nu husket min ekstra Buff? Har jeg nu husket mine ekstra sokker?” Selvfølgelig skal du planlægge. Det bliver du nødt til, hvis du skal ud at løbe 10 eller 20 timer, men jeg tror, at det er vigtigt at gøre det så nemt og simpelt som muligt.”

Han tager det mere, som det kommer, og tager udgangspunkt i dagsformen. “Hvad har jeg lyst til i dag? Nå, men det bliver så en halv liter kakaomælk i racepacken og en banan i den anden lomme. Ingen gels, ingen Saltstick. Jeg prøver ikke at læne mig op ad sådan nogle ting, for jeg har en idé om, at det skal være kroppen, der driver værket selv. Og det kan godt virke lidt holistisk, frelst og hippieagtigt, men det er sådan, jeg har været indrettet fra starten af. Også med alt andet. Jeg har aldrig taget druesukkertilskud, når jeg skulle spille basketball. Det var altid bare almindelig mad og alle de ting, som også er klassikere indenfor trail- og ultraverdenen. Snickers og cola – den holder hver gang, så det prøver jeg at holde mig til,” griner han.

Og det gælder også alt det nyeste gear, hvor han – ifølge ham selv – ikke går op i, hvordan han ser ud. “Jeg er pivligeglad med, hvordan jeg ser ud. Om jeg har pandebånd på, om jeg har sandaler på, mudder op ad kinden, eller om jeg har for meget fedt på maven, fordi jeg har carb’et op. Jeg er ligeglad med, hvordan jeg ser ud. Jeg tror, det er vigtigt, at kroppen er sund. Jeg kan godt lide, at det ikke er udstyret, der gør løberen. Det nytter ikke noget at få syet et jakkesæt for at dække dine dårlige features. Tag hellere at arbejde på din krop, så du kan bære alle jakkesæt. Den tanke gælder også for løbeudstyr,” fortæller han.

Dit liv er, som du prioriterer det
“Jeg løber, fordi jeg elsker den form, man rammer, når man har trænet op til et langt løb. Den følelse, man får, når man har ‘rampet’ op til noget. Den følelse af at så længe jeg kun stopper for at spise eller gå på toilettet, er det ikke distancen, der er et problem. Så er det mere et spørgsmål om, hvornår jeg bliver træt og har lyst til at sove. Den følelse i kroppen er exceptionelt afhængighedsskabende. Følelsen af at hvis vi skulle løbe til Helsingør og videre til Hundested i dag, jamen så kunne vi gøre det. Den følelse tror jeg aldrig, jeg kommer til at slippe. Det er følelsen af at kunne noget, som er godt for kroppen,” svarer han til spørgsmålet om, hvad det er, han får ud af at løbe.

Jeg kan godt lide, at det ikke er udstyret, der gør løberen. Det nytter ikke noget at få syet et jakkesæt for at dække dine dårlige features. Tag hellere at arbejde på din krop, så du kan bære alle jakkesæt. Den tanke gælder også for løbeudstyr.

“Det at løbe gør, at jeg ikke tænker. I løbet af dagen har jeg normalt brugt lang tid på at koncentrere mig og være på. Et godt eksempel er, at vi hvert år laver Comedy Aid i Jylland. De sidste 10 år, vi har lavet det, har det været standard, at hver gang vi er færdige ved 23-tiden efter at have været i gang siden frokost, så tager jeg pandelampen på og løber 2-3 timer om natten. For at få luft og få det ud af systemet. Det er en decideret yin-yang-måde, som min krop og sind arbejder på. Når jeg arbejder så meget indendørs, bliver jeg nødt til at komme ud.”

“Folk spørger nogle gange, hvordan jeg får tid til at løbe så langt. Men jeg ser ikke fjernsyn, jeg sidder ikke og binger serier på Netflix og alle mulige ting. Mit liv koncentrerer sig om mere eller mindre tre ting: Min musik, min familie og mit løb. Og hvis man kan de tre ting i livet, så har man tid til det hele. Ovenikøbet tid til mere. Det er bare et spørgsmål om prioritering. Dit liv er, som du prioriterer det.”

Communitiet
Selvom Kim Sæther ofte træner alene, så betyder fællesskabet meget. Eller communitiet, som han kalder det på syngende sjællandsk. Det er en stor motivationsfaktor. Han blev medlem af løbegruppen Trail & Pandelygtesjov i forbindelse med et 50 miles løb tilbage i 2016, hvor han med egne ord blev “suget ind i deres bande”.

“T&P (Trail & Pandelygtesjov, red.) er den mindst højtidelige klub i Danmark overhovedet, i forhold til hvem der når først i mål. Der er langt større vægt på, om vi nu får tjekket hinanden for tæger efter løbet. Kim Folmer står med bukserne nede, og Engmark sidder og piller tæger af hans numse. Gerhardt er i gang med at dele Bodyglide ud til alle. Johnny står og hælder Fernet Branca op til folk i depoterne. Vi har selvfølgelig nogle seje løbere i klubben, men det er mest af alt en rigtig lun klub. En perfekt opsummering er, da Rasmus Riskjær, som er løber og en af mine rigtig gode venner, fyldte 50 år. Da løb vi 50 km, og så drak vi allesammen et shot Fernet hver tiende kilometer. Så havde alle de andre løbere, som enten løb kortere eller havde pligter, lavet mad til os, som vi allesammen spiste bagefter. En standard dag for klubben.”

“Der er ikke mange, der vælger at stå på en strand i Nordsjælland klokken 6.30 om morgenen for at løbe 60 km. Der er ret mange, der vælger sofaen i stedet. Det har vi i det mindste tilfælles. Os 4-500 mennesker, der skal løbe med i løbet. Ud at fare vild i en skov og nogle gange have det lidt dårligt. Nogle gange grine lidt ad hinanden. Glide ned af bakkerne, og én der skal ud at skide. Så det har jeg tilfælles med dem,” fortæller han med et stort smil, så man virkelig kan mærke hans passion for trail- og ultraløb. “Nu ved jeg, at når jeg står til start til et ultraløb i Danmark, så finder alle de orange Buffs sammen.”

Det er den mindst højtidelige klub, i forhold til hvem der kommer først i mål. Der er langt større vægt på, om vi nu får tjekket hinanden for tæger efter løbet.

“Empati, overskud og mangfoldighed er alle ting, som jeg også efterlyser i min hverdag. At man er ligeglad med, hvor folk kommer fra. Ligeglad med deres hudfarve, om de har krøller eller glat hår, går med briller, eller om de har malet neglene sorte. Mennesker er mennesker. Disse løb samler en broget flok af folk, som alle har det tilfælles, at vi godt kan lide at løbe langt. Vi skal ikke nødvendigvis løbe hurtigt, vi skal bare være stædige. Og så skal vi allesammen ud at nyde naturen på en måde, som de færreste har mulighed for. Det er også en fejring af, at vi løber ret langt. Vi bruger meget tid på vores løb, og derfor skal vi sammen ud at fejre, at vi kan det. For det er der ikke mange, der kan. Det kræver sit. Alle løb over en marathondistance er jo rimelig hul i hovedet. Hvis folk stiller op for at løbe i 10 eller 20 timer, så er det, fordi de har brugt tid på at komme i form til det. Så det er også en fejring af, hvad de kan. Og det har jeg stor respekt for.”

#TimeOnMyFeet
Jeg elsker at bevæge mig i naturen, men jeg hader at gøre det for hurtigt, for jeg vil ikke have, at oplevelsen ender. Det er lige meget, om jeg har løbet 30 eller 20 km. Så længe jeg har brugt tre timer på det. Ligesom hashtagget #TimeOnMyFeet. Altså hvor lang tid du har været ude at løbe. Jeg vil langt hellere have brugt længere tid i naturen, end jeg vil have brugt kort tid. Jeg forsøger ikke at sætte nogen personlige rekorder, og jeg forsøger ikke at rykke grænser på nogen måde, andet end at jeg godt kan lide idéen om bare at blive ved. Så på den måde gælder kilometerne nok mere end tiden. Det er sjovere at kunne løbe 50 km uden at blive forpustet undervejs og komme hjem og have haft en hyggelig tur, end det er at komme hjem og have løbet en hurtig 10 km. Det er meget bedre for mig.”

“Det skal være lysten, der driver værket. Jeg kunne da godt tænke mig at løbe 100 miles på et tidspunkt. Det vil jeg meget gerne, og jeg havde overvejet at prøve Mors 100 Miles i år. Jeg overvejede også at løbe 100 miles til et 24 timers løb, men jeg ved, at hvis jeg har vekslet de første 12 timer til 100 km, så kommer jeg ikke til at veksle de sidste 12 timer med 60 km. For jeg kommer ikke til at føle, at det er sjovt. Det skal altså være lysten, der driver værket. Det er noget med at føle, at jeg skal være klar til det. Og det kommer jeg også til at være. 100 procent. Men lige nu har jeg det fint med at tage skridtet fra de 50 km og 50 miles til 100+ km. Så det stadig kan overstås på en dag, og jeg kan løbe i mål engang i løbet af natten.”

Kim Sæther lytter meget til sin krop, og der er grænser for, hvor langt han vil strække den. Det hele skal hænge sammen, og det må ikke gå ud over hverken arbejde eller familieliv. Som han selv udtrykker det, er han blevet “bedre til at løbe korteture”, men normalt har han bare ikke lyst til at tage hjem, fordi det er så fedt at løbe og hele tiden tage en lille omvej mere. Men han er begyndt at lytte mere til kroppen. “Jeg tror, det er godt at løbe i bølger. Man skal ikke bare ud og hakke 25 km af hele tiden. Så kører du også kroppen ned.”

“De enkelte gange, jeg har haft DNF’er (Did Not Finish, red.), så er det med tanken om, at hvis jeg ikke stopper nu, så kommer det til at tage en måned at komme over det. Jeg har en kone og tre døtre, og de to yngste er født med det, der hedder Cerebral Parese i benene, som er en form for spastisk lammelse, så de kræver ret meget arbejde. Jeg har ikke tid til at være ude i for lang tid efter et løb. Der er ikke noget med en uges restitution. Det er også én af grundene til, at jeg begyndte på barfodsløb. De fleste folk, jeg kender, bruger 14 dage på at ryste en ultra ud af benene, men jeg bruger kun 2-3 dage, og så er jeg ude at løbe igen. Det tillægger jeg helt afgjort, at jeg løber i sandaler, fivefingers og lignende.”

Fladfodsløberen
Han kalder sig selv for fladfodsløber – godt inspireret af Claus Rasmussen aka posemanden. Han startede selv med at træne teknikken i 2014, da han begyndte at løbe de længere distancer. “Claus er i min optik én af de sejeste til både at forklare metoden og til at vise vejen frem for fladfodsløb. Jeg har aldrig været på kursus hos ham, men det er hans metoder og hjemmeside, jeg opdagede. Jeg læste mig frem til, at hvis man bare vælger ikke at løbe længere, end man er trænet op til, stille og roligt, så kan man faktisk meget mere og får mere ud af løbet.”

Til spørgsmålet om, hvorvidt han føler sig mere grounded, når han løber med flade sko eller sandaler, forklarer han: “Jeg føler mig helt sikkert mere grounded, men det kan også bide mig i røven. Da jeg løb Fort til Fort, var vi ude i sne og slud, og der havde jeg nogle helt tynde Vivo på. Det tog os cirka otte timer at komme igennem løbet, og i de sidste fire timer kunne jeg slet ikke mærke mine fødder. Jeg kunne mærke, at jeg landede på et eller andet, men jeg kunne ikke mærke, hvad jeg landede på. Det gjorde også, at jeg havde landet dybt forkert og var øm i fødderne en uge efter. Jeg følte ikke, at der var noget, der var ude af kontrol på noget tidspunkt, men jeg skulle nok lige have haft nogle sokker på indenunder.”

The secret sauce
Kim Sæther blev selv skadet i 2018, da han var ude på en løbetur med bare tæer på stranden. Hans hæl ramte en stor kampesten, der var dækket af sand. Noget af hans sene røg af, og da han gik i gang med at løbe små ture igen, gik der inflammation i hælen, som han brugte tre måneder i en kombination af træningscenter og løb på at slippe af med. “Jeg tror, at The Secret Sauce til at forblive skadesfri er, at du bliver nødt til at se på den samlede træningsmængde månedsmæssigt og kvartalsmæssigt. Og så skal du sluge din stolthed. Det er nok det vigtigste. Hvis du har et langt løb om 14 dage, og du lige skal nå dit sidste long run, men kan mærke, at der er en kommende overbelastningsskade, så bliver du bare nødt til at indse, at noget af det lange løb skal løbes hjem på rutinen og på det mentale. Det nytter alligevel ikke noget at putte 45 kilometer i kroppen 14 dage før, for de kommer til at sidde i kroppen på dagen. Det er mere en tilgang til opsummering af mængder. Du kan have taget din racepack på, smidt Snickers i lommen, din Buff sidder rigtigt, og det er godt vejr. Men hvis du efter 12 kilometer kan mærke, at lænden eller lysken f.eks. bare ikke er rigtig i dag, så skal du nok ikke løbe de sidste kilometer. Så skal du nok bare ned og gå og så komme hjem. Sadle om og løbe i overmorgen i stedet. Man bliver nødt til at sluge sin stolthed. Men man skal også passe på med at være for forsigtig. Spørg kroppen, om det gør ondt-ondt, eller om det er ømt. Hvis det er ømt, er det jo fint nok. Det kommer den alligevel til at blive efter et par timer. Men hvis det gør ondt-ondt, er det så virkelig det værd at gennemføre, hvis du skal ligge på sofaen i tre uger efterfølgende?”

Jeg løber, fordi jeg elsker den form, man rammer, når man har trænet op til et langt løb. Den følelse af, at distancen ikke er et problem.

“Det var nok først, efter jeg havde været skadet, at jeg begyndte at løbe mere i bølger. Nu gør det ikke så meget, hvis jeg er lidt bagud, så løber jeg bare lidt mere i weekenden. Løber doubles eller back-to-back. Så jeg øber 20-10-30 tre dage i træk, giver mig selv to fridage eller lignende, og så har jeg stadig ramt de antal kilometer, jeg har lyst til.”

Når pulsen ikke skal op
Det er lidt et statement her i artiklen, at der ikke bliver sat fokus på PR og pace – for det er ikke det, som ifølge Kim Sæther er det vigtigste. “Jeg har kun to tommelfingerregler, når jeg løber. Den ene er, at jeg ikke må blive forpustet. Hvis jeg er forpustet, så er det, fordi jeg skal sætte farten ned, eller også er det, fordi jeg er ude på en lang tur og ikke har fået nok væske, og så er mit blod blevet så tykt, at mit hjerte ikke kan pumpe det rundt. Så skal jeg lige stoppe og have noget væske ind. Så jeg må ikke blive forpustet. Den anden tommelfingerregel er at forblive positiv hele vejen. Hvis der kommer en krise, forsøger jeg hurtigst muligt at dykke ned i den. At komme igennem den og løse problemet. Det er også det, der er det smukke ved løb. Problemløsningen. Og der kommer trail og ultra communitiet igen til gode. Man kan f.eks. stå i et depot og møde Jacob Juul Hastrup, som spørger, hvordan man har det, og som hjælper én med at løse problemet.

Og det var lidt det samme, jeg tænkte, med de lange distancer. Hvis jeg bare startede med at løbe i helt bare tæer og sandaler, hvor jeg kan mærke alt nedenunder mine fødder, så lærer jeg nok at løbe korrekt.

Så på den måde kan man forblive positiv. Og det er det, jeg forsøger. Det er ikke altid, det sker, men det er målet.”

Løb i danmark vs. Udlandet
Rigtig mange løbere søger i disse tider udenlands for at løbe med i de store løb og store vidder, men det er ikke noget, som har den store tiltrækning på den relativt nyklækkede ultraløber. “Der er rigtig mange danskere, der bruger tid på at komme til udlandet og løbe de store løb, men jeg er langt fra færdig med at løbe i Danmark. Jeg har så mange danske løb, som jeg stadig mangler at tjekke af på tjeklisten. Jeg skal både løbe Firkløver og Hammertrail, som jeg stadig ikke har prøvet endnu. Der er masser af gode løb i Danmark, så kom ud og støt de danske løbsarrangører og de danske communities, i stedet for at bruge tid på at samle UTMB-point og komme ned og løbe over et eller andet bjerg, der koster dig armene og benene, samt en hel weekend væk fra konen og børnene. Kom hellere ud og nyd den danske natur. Og der er masser af gode tilbud. F.eks. Bo Larsson aka Hr. Larsson, som arrangerer Free Ultra Runs, hvor man kan komme med og løbe om natten med ham eller en lang række andre løb. Hvis du vil have kilometer i benene, er der masser af muligheder i Danmark med løb lavet af ildsjæle. Jeg ved godt, at der måske ikke er lige så meget prestige i at løbe Krøllebølle, som det er at komme ned og løbe et stort trailløb i Sydfrankrig, men jeg synes også, man skal støtte miljøet herhjemme. Det er med til at gøre Danmark til et øget løbsmål for folk fra andre lande.”

Kim Sæther har to løb i kalenderen i november 2019: 100 km (Aarhus 100, arrangeret af Racing Denmak – fra Ebeltoft til Aarhus) og 117km (Krøllebølle, arrangeret af Moses).