fbpx

Hun er den første og eneste danske kvinde i 7 Continents Marathon Club, er krigsveteran fra Irak, og så arbejder hun for at fremme kvinder i bestyrelser. Signe Simonsen er en powerkvinde med stort P, og så mener hun, at danske kvinder skal blive bedre til at udfordre deres komfortzone.

“Ser du dig selv som en powerkvinde?”. “Ja!” lyder svaret prompte. Og der skal ikke herske nogen tvivl om det, for selvom hun har fået masser af modstand gennem livet, er det netop den modstand, som har givet hende styrke og udholdenhed. “Hvis der er noget, jeg har, så er det drive. Sådan lidt ud over det sædvanlige. Og en robusthed, som nok også ligger udenfor normen,” forklarer den 37-årige løber, som også må siges at have prøvet lidt af hvert, og som er meget bevidst om, hvordan hun bruger løb – både i sit arbejds- og privatliv. I det hele taget er hun meget analytisk i sin måde at træne på, så løb kan give hende det, hun har brug for. Og så er hun vild med konstant at give sig selv nogle ekstra udfordringer. Hun kan finde på at gøre strømperne våde med vilje, inden hun løber, at bruge de helt nye løbesko på den lange løbetur, eller bevidst spise et måltid lige inden en lang løbetur. Bare for at se, hvordan det påvirker hendes løb. Og det er næsten, som om de bedste løbeoplevelser for hende har været, når hun har haft alle odds imod sig som ekstrem varme, ekstrem kulde eller manglende ilt. Det har været hårdt, men netop derfor har følelsen efterfølgende været det større.

Hun har altid haft talent for sport lige fra barndommen. Løb har dog altid været et benspænd for hende, og det at løbe er på ingen måde noget, som har ligget i kortene for hende. “For mig har løb altid været én af de discipliner, som jeg aldrig har været særligt god til. Da jeg var ung, dyrkede jeg svømning på ungdoms- og juniorlandsholdet i tre år, og senere dyrkede jeg også triathlon og militær femkamp. Men jeg blev aldrig god til at løbe.

Lige meget hvor meget jeg trænede, blev jeg bare ikke bedre til at løbe. Det var, som om mit åndedræt stod af, inden mine ben stod af. Så det med at få syre i benene, det er aldrig rigtig sket for mig.

Og det var til stor frustration i forbindelse med, at jeg kom på landsholdet i militær femkamp – lige meget hvor meget jeg trænede, blev jeg bare ikke bedre til at løbe. Det var, som om mit åndedræt stod af, inden mine ben stod af. Så det med at få syre i benene, det er aldrig rigtig sket for mig,” fortæller hun og griner. Men der var en helt fysisk grund til dette, hvilket hun først fandt ud af flere år senere i 2008, hvor hun fik taget nogle prøver på Lungemedicinsk Afdeling på Rigshospitalet, hvor de kunne konstatere, at hendes lungekapacitet var nedsat. Det viste sig, at det stammede fra hendes dage som elitesvømmer fra hun var 11 til 14 år. “De klordampe, som jeg har ligget i dagligt, har simpelthen påvirket min lungekapacitet og iltoptagelse. Så det er forklaringen på, at jeg aldrig nogensinde bliver en hurtig løber,” fortæller hun. Men selvom det er en diagnose, som ikke er et ønskescenarie for nogen løber, så fik hun et helt andet forhold til løb. “Efter jeg fik det konstateret, fik jeg et meget mere afslappet forhold til løb. Jeg begyndte at løbe efter pulszoner fremfor at jagte tider. Og så gik jeg i gang med at løbe af sted på eventyr.”

Det var derfor først i foråret 2011, at hun løb sit første motionsløb, som var en 10K sammen med en veninde til et kvindeløb i Aarhus. “Min veninde spurgte mig, om jeg havde lyst til at løbe med som motivator, så jeg tænkte, at det kunne jeg da nok lige kæmpe mig igennem. Så vi stillede op sammen, og det var mit første rigtige løbestævne. Det var en superfed oplevelse – især fordi det ikke var tiden, jeg skulle jage, men oplevelsen i sig selv.”

Henover sommeren fik hun ligeledes en masse løbeoplevelser ude i naturen i forbindelse med nogle rejser. “Det var oplevelser, som jeg aldrig rigtig har haft før, og det var med til at gøre, at jeg kom i en rigtig god løbeform,” fortæller hun. Så i september løb hun sit første halvmarathon i Viborg, hvor hun til trods for en rigtig efterårskold grå regnvejrsdag havde et helt fantastisk løb. “Det var Signe Solstråle, der løb gennem det halvmarathon. Det var bare en fantastisk oplevelse!”

Eventyrpigen
Det, at jage oplevelser og eventyr, er nok det, der beskriver Signe bedst, og også det, der gjorde, at hun endte med at tage løbet et skridt videre og gå efter at blive den første danske kvinde til at løbe marathonløb på alle syv kontinenter. “Jeg har altid være en eventyrpige, og det med at komme ud og løbe offroad og væk fra sporet – ikke løbe på det trådte spor – det harmonerer meget godt med den, jeg er som person,” fortæller hun og fortsætter. “Drømmen om at løbe min første marathon går helt tilbage til tiden i forsvaret, hvor jeg så en rejsebrochure i lufthavnen for et adventuremarathon i Sydafrika på savannen. Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle løbe et marathon – hvilket på det tidspunkt i øvrigt var fuldstændig urealistisk, for jeg havde aldrig løbet mere end 10 kilometer – så skulle det være på savannen, hvor det, at blive jaget af vilde dyr, ville være en motivationsfaktor af format,” griner hun.

Efter det første halvmarathonløb var hun stadig helt høj på oplevelsen, så hun besluttede sig for at tilmelde sig marathonløbet i Afrika. Hun gik på nettet og googlede et løbeprogram til marathon, som varede de fem måneder, hun havde, til løbet skulle afholdes, og gik i gang med træningen. Hun trænede sig selv op, og valgte ikke at blive en del af et træningsfælleskab. For hende er løb noget individuelt. Så selvom hun er et meget socialt væsen, stiller hun aldrig op til andre, mere almindelige motionsløb. De to løb i Aarhus og Viborg er faktisk de eneste motionsløb, hun har løbet udover de syv marathonløb på de syv verdensdele. Hun løber tre-fire gange om ugen, og når op på omkring 30-40 km.

Jeg tænkte, at hvis jeg nogensinde skulle løbe et marathon – hvilket på det tidspunkt iI øvrigt var fuldstændig urealistisk, for jeg havde aldrig løbet mere end 10 kilometer – så skulle det være på savannen, hvor det, at blive jaget af vilde dyr, ville være en motivationsfaktor af format.

Hendes astma er én af grundene til, at det ikke er oplagt for hende at løbe. Det kommer ofte til udtryk på måder, som kan være svære for omverdenen at forstå. Eksempelvis er det svært for hende at løbe og snakke. “Det bliver ofte lidt et irritationsmoment at løbe sammen med andre, hvis jeg skal anstrenge mig med at snakke, samtidig med at jeg løber. Hvis jeg skal løbe med andre, så skal jeg også helst løbe ved siden af dem. Jeg har før løbet med nogen, som løber en halv meter foran mig, og løber og snakker bagud. Det bliver jeg simpelthen så irriteret over,” fortæller hun og griner. “Men i bund og grund handler det om, at jeg bare har brug for at være mig. At kunne høre fuglene synge og mærke naturen. Og det kan jeg bedst, når jeg er alene.”

DE SYV MARATHONLØB

Her er oversigten over de syv marathonløb, som Signe Simonsen løb i perioden 2012-2016.

  1. Big Five Marathon i Sydafrika, juni 2012
  2. Bagan Temple Marathon i Myanmar, november 2013
  3. Swiss Alpine Marathon i Schweiz, juli 2014
  4. Polar Circle Marathon på Grønland, oktober 2014
  5. 6 Inch Trail Marathon i North Dandalup, Perth i Australien, december 2014
  6. Inca Trail Marathon i Peru, juni 2015
  7. Antarctic Ice Marathon på Union Glacier, Antarktis, november 2016

Den kvindelige kaptajn
Signe Simonsen har altid selv søgt oplevelser og at komme ud i naturen – især i hendes voksenliv. Det var også det, der fik hende til at søge ind i hæren i en alder af 22. “Jeg har altid været lidt af en drengepige, og kan godt lide det med at komme ud og blive beskidt i naturen. Min storebror havde allerede været sergent i forsvaret i nogle år, og min fætter var kaptajn, så jeg valgte at starte på sergentskolen i Sønderborg. Og jeg var sidst på løb hver gang! Det var inde hos kamptropperne, hvor vi kun var to piger ud af 43, da vi startede. Og ret hurtigt gik den anden pige fra, og så var der kun mig og drengene. Når man er en minoritet, føler man hele tiden, at man skal bevise lidt ekstra. Være mere på – på den ene eller anden måde,” fortæller hun og fortsætter. “Men jeg synes, at det var en fantastisk livsrejse. Jeg ville ønske, at alle unge mennesker kom en tur derind forbi, for det er med til at danne én og give én nogle værktøjer videre i livet, som man ikke kan læse sig til på en skole. Så jeg ville slet ikke have været de seks år foruden, som jeg havde i forsvaret.”

Hun var blandt andet udsendt i Irak som eneste kvinde i det felt, hun arbejdede med. Hun var første danske kvinde i den funktion, hvor hun arbejdede med genopbygningsprojekter, og havde en rang af kaptajn. “Jeg tror, det har været med til at give mig et livssyn, der favner diversitet i alle aspekter. For mig har det at være en minoritet i forsvaret været med til at styrke mig som menneske, og er blevet vendt til en positiv fordel videre i min professionelle karriere. Jeg er meget nysgerrig på, hvad der sker omkring mig og også på andre kulturer. At have evnen til at kunne lytte. Det, synes jeg, er ret interessant, og jeg har ikke noget imod at være en minoritet. I forsvaret spiller man også på samme hold. Gør man ikke det, så vinder man ikke krigen.”

Train as you fight
Vi udvikler os ofte mest som mennesker, når vi på den ene eller anden måde møder modstand. Det virker i hvert fald til at være mantraet for Signe Simonsen. Hun er en slags magnet for ekstra udfordringer, som virker til at være hendes ultimative drive. Og det gælder også i forhold til løb.

“I forbindelse med at træne op til det første marathon, skulle jeg for første gang op og løbe over en halvmarathon. Og alle taler om, at man møder muren på omkring de 30 km, og at det er der, den store krise opstår. Hvordan forbereder man sig på det? Jeg ved godt, at man ikke kan forberede sig på alt, for der skal også være et moment af eventyr, men nu har jeg jo også været i forsvaret, hvor man lever med ‘train as you fight’-metoden. Det er et godt mantra, som jeg har taget med videre,” forklarer hun, og giver et par tips, du kan prøve på din egen løbetur, hvis du vil gøre dig klar til udfordringerne.

“Prøv at gøre dine sko våde, inden du skal ud og løbe en træningstur. Prøv ikke at have fyldt alle depoterne op fra start af. Prøv at tage helt nye løbesko på og løb en lang tur. I det hele taget teste, hvordan du bliver påvirket af det,” fortæller hun og forklarer. “Dengang jeg var i Indien til VM i Militær Femkamp, kom min kuffert ikke frem med træningstøjet og de sko, jeg skulle have konkurreret i. Hvad gør man så? I stedet for at stå dernede og gå i panik, så kan du lige så godt træne panikken derhjemme, hvor du har tiden til det. Og det er også noget af det, jeg synes, er sjovt at lægge ind i træningen. At du ikke i træningen har det bedste udgangspunkt hver gang, men måske er lidt bagud i point og finder ud af, hvilke fysiske elementer der kan presse dig. Det kan være med til at gøre dig opmærksom på forskellige parametre. Hvis du f.eks. løber i kompressionsstrømper, kan du finde ud af, hvordan det påvirker dit system i fødder og underben, hvis strømperne er våde fra start. Da jeg løb i Schweiz til Swiss Alpine, styrtregnede det lige fra løbet startede, til vi kom i mål.”

De fleste ville nok komme hjem fra løbeturen i Schweiz og huske tilbage på et vådt og koldt bjergmarathon som en relativt dårlig oplevelse. Men ikke Signe. “Det er faktisk noget af det, jeg godt kan lide ved at løbe. Jeg kan godt lide den modstand, man får fra naturen af. For mig har det en fed indvirkning, og det er noget, jeg kan transformere over i både mit arbejdsliv med mentale strategier og udvikling af ledere og medarbejdere, samt i mit privatliv.”

“Den modstand, som vi møder i livet, vil jo altid være der. Hvordan kan du forsøge at forberede dig på den? Du kan jo ikke forberede dig 100% på de ting, der sker i livet, men du kan i hvert fald lære at være bedre i det. Være bedre i den modstand, du møder. Og det har jeg brugt i løb rigtig meget. Løb er ikke en disciplin, som ligger lige til højrebenet for mig. Løb er ikke nemt for mig. Jeg har kastet mig ud i noget, som jeg egentlig ikke er god til, men som jeg alligevel finder et frirum i. Og det har været en fantastisk rejse,” forklarer hun.

Hun mener, at rigtig mange kvinder kunne lære noget af at give sig selv nogle nye udfordringer og komme udenfor deres komfortzone – både i privat- og arbejdslivet. “Hvis du kommer udenfor din komfortzone, så kan du sikre dig, at du får ny viden om dig selv og herigennem få fornyet energi.”

Første marathonløb på savannen
“Det hele klappede bare,” fortæller en glad Signe, når hun tænker tilbage på sit første marathon i 2012, som foregik på savannen i Afrika. “Følelsen og smagen af at komme over målstregen til mit første marathonløb, den kunne jeg genkalde et år efter. Det var så vild en oplevelse for mig.” Og selvom hun stadig ikke er nogen hurtig løber, har hun lært sin krop at holde kadencen ved hjælp af din udholdenhed og stædighed – til trods for at det ikke så ud til, at hun nogensinde skulle komme til at løbe langt.

Egentlig havde hun også bare troet, at det skulle være det første og eneste marathon, men sådan skulle det ikke blive. “Når man tager af sted med de her aktive rejsebureauer, så møder man nogle mennesker, som har løbet over hele verden på adventure marathonløb. Og de historier, som de kan berette… Jamen, for mig, som er sådan en eventyrpige, kunne jeg ikke blive andet end inspireret, og tænkte, at det ville være et fint mål for mig med mine rejser. At kombinere kultur med løb. På det tidspunkt fandt jeg så også ud af, at Albatros Rejser, som jeg rejste med, afholdt et andet marathonløb i Myanmar. Så jeg gik ind og fandt billeder fra løbet på nettet – og syntes, det så vildt fedt ud. Sådan lidt Lara Croft-stil med pagode-templer og monumenter, så jeg måske igen kunne føle, jeg blev jaget lidt rundt. Jeg skrev så til én af dem, jeg havde løbet med i Sydafrika og hørte, om ikke han var klar på at tage med til løbet i Myanmar og samtidig tage på den tilhørende rejse på 17 dage. Og det var han heldigvis,” fortæller hun energisk, og man kan virkelig mærke, hvor stor en oplevelse marathonløbet i Sydafrika var.

Med diskusprolaps som motivation
En anden ting, som både er en kæmpe udfordring, men samtidig en motivation for hende, er det faktum, at hun tidligere har haft en diskusprolaps i lænden, som gør, at hendes krop ikke har godt af at være inaktiv. Den skal helst styrkes hver dag. Det er ikke noget, hun selv ønsker at gøre en særlig stor ting ud af i interviewet, men alligevel er det noget, der har stor indflydelse på hendes løb. “Lige så snart mine muskler begynder at blive slappe, så reagerer kroppen. Jeg har fundet ud af, at løb faktisk er supergodt til at holde hele coren stærk. Der er mange, der ikke kan forstå, hvordan jeg har kunnet løbe med min skade i lænden, og mange eksperter mener også, at løb kan være en belastning for kroppen. Jeg tror personligt, at løb er godt for mig. Dels fordi jeg løber forfodsløb, men også fordi jeg har lært at lytte til de signaler, min krop sender. Jeg mærker slet ikke nogen negativ effekt ved løb på min krop. Jeg har testet mange forskellige træningsformer på min krop, men det, der virker på mig, virker ikke nødvendigvis på andre, så derfor er det vigtigt at lære at lytte til sin egen krop.”

Det er også noget af det, jeg synes, er sjovt at lægge ind i træningen. At du ikke i træningen har det bedste udgangspunkt hver gang, men måske er lidt bagud i point og finder ud af, hvilke fysiske elementer der kan presse dig.

“Jeg mærker ingenting til skaden i det daglige, men det er også, fordi jeg passer godt på min krop. Jeg laver vedligeholdende øvelser hver morgen, og holder mig i gang med både løb, styrketræning, cykling og yoga. Jeg kan mærke, at lige så snart jeg begynder at mærke noget, så ved jeg præcis, hvad jeg skal gøre. Hvilke øvelser jeg skal lave, og hvordan jeg skal forholde mig. Det er kun noget, man lærer ved at lytte til sin krop og virkelig mærke efter. Og ikke ignorere de signaler, som kroppen giver. Det har taget mig lang tid at acceptere det og acceptere min skade,” fortæller hun.

Beslutningen om løbet i syv verdensdele
Men det var ikke den gamle skade, som gav problemer til det næste marathonløb. Og heller ikke en forstuvning i anklen, som hun fik nogle måneder forinden. “Udfordringen i Myanmar var den ekstreme varme. Varmen var vanvittig høj, så de sidste 12 km kunne jeg slet ikke løbe på grund af varmen. Lige så snart jeg begyndte at løbe, blev jeg utilpas, fordi jeg blev helt tørlagt i mund, svælg og hals. Så de sidste 12 km gik jeg bare i rask gang og fik drukket en masse vand. Men det var stadig en vanvittig fed oplevelse. Inden løbet blev skudt i gang, var der en officiel tale fra en af de lokale embedsmænd. Og mens han stod der i sin turkise nylon-træningshabit, som lignede noget fra 80’erne, blev der sendt et hav af kæmpe luftballoner op, der fløj op i horisonten, som i forvejen var fyldt med pagode-templer i alle størrelser og farver. Det var en magisk oplevelse. Så var det ellers bare ud og komme off-track, hvor de lokale stod langs løbet og heppede.”

Det var også her, at hun besluttede sig for at gå målrettet efter at løbe marathonløb på alle syv kontinenter. Her mødte Signe nemlig en amerikansk løber, der havde løbet Inka Trail i Peru, som fortalte de vildeste overlevelseshistorier derfra. “Det hele var så uorganiseret og kaotisk, at jeg tænkte, at det skulle jeg da prøve,” fortæller Signe. Som sagt så gjort. Hun fik tilmeldt sig en række andre løb rundt om på de forskellige kontinenter, og endte med at have Peru-løbet som næstsidste løb i rækken.

7 CONTINENTS MARATHON CLUB

En klub for løbere, som har løbet marathon på alle syv kontinenter. I klubben, der i skrivende stund tæller 206 personer over hele verden (42 kvinder og 164 mænd), er altså som eneste danske kvinde Signe Simonsen og fire danske mænd; Peter Jensen, René Gross Kærskov, Frank Ted Johansen og Jesper Floyd Kristiansen.

Dead woman’s pass
“Inka Trail i Peru var helt klart det hårdeste løb,” fortæller hun. “Jeg var enormt udfordret af højdeforskellene i forhold til iltoptagelse på grund af min astma. Der er et bjerg i 4.200 meters højde på ruten, der hedder Dead Woman’s Pass. Forinden havde vi løbet over et lille bjerg, så jeg tænkte, at det nok skulle gå. Jeg gik stort set op ad alle stigninger, fordi jeg ikke kunne løbe. Og da vi skulle op ad Dead Woman’s Pass, havde jeg en plan om at gå et minut og så holde pause, og på den måde prøve at holde min puls på ca. 150. Men efter jeg havde gået i 15 sekunder, blev jeg bare nødt til at stoppe og trække luft ind. Så at komme op over Dead Woman’s Pass har været én af de største udfordringer. En kilometer tog næsten en time at komme igennem på det bjerg. Til sidst endte jeg med at gå fra sten til sten og bruge dem som milepæle. Da jeg kom op og så ned af stigningen, tænkte jeg ‘Hold da kæft, hvad skete der lige der?’. Inka Trail tog i alt næsten 12 timer at komme igennem – og ud af de 35 løbere var der kun 18, der nåede til Sun Gate og fik lov til at løbe videre igennem til Machu Picchu.”

I 20 graders kulde på Antarktis
Det sidste løb i marathonprojektet var Antarktis, som også er det mest besværlige løb på mange måder. Både i forhold til at komme dertil, men faktisk er det også ofte, at løbet ikke kan afholdes på grund af vejret. Men det var heldigvis ikke tilfældet, da Signe var der. Til gengæld var der andre ting, der ikke lige gik som ønsket. Men at løbe over målstregen på Antarktis er noget af det mest vilde rent følelsesmæssigt, som hun nogensinde er gået igennem, og det betød rigtig meget for hende at gennemføre projektet.

“Det var overskyet den dag, hvor vi skulle have løbet, hvilket gjorde, at man ikke kunne se konjunkturerne i sneen, så løbet blev udsat til dagen efter,” forklarer hun. “Jeg var ellers så klar på løbsdagen, men måtte altså vente til næste dag, og det blev kun til en let træningstur. Så var det ind i fællesteltet med masser af mad og hygge, og så ind og sove i et telt, som kun bliver opvarmet af sollys. Så teltet var nok omkring minus 20 grader om natten op til løbsdagen.”

“Da jeg vågnede næste dag, havde jeg en influenzalignende tilstand i min krop, så jeg var på ingen måde 100%. Det var en udfordring, fordi ens krop også lige skal varme sig selv op fra de minus 20 grader. Vi skulle løbe kl. 12, og jeg kunne allerede mærke fra morgenstunden, at den var helt gal. Jeg kunne ikke komme længere væk hjemmefra, og så havde jeg det sådan her på løbsdagen. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, så jeg valgte en tilstand midt imellem, nok tættere på grine. På det tidspunkt var der bare kun én vej, og det var fremad. Jeg vidste, at det ikke var noget, jeg kom til at dø af, men jeg kom i hvert fald til at lide grusomt i kulden. Så jeg gik op og forsøgte at få fyldt depoterne op med en masse sukker, men min krop lukkede bare mere eller mindre af for indtag af fast føde. Jeg tog forbi lægen, som tog min puls, blodtryk og temperatur, og kunne konstatere, at jeg havde feber, men som hun sagde: ‘Nu er du jo kommet helt til Antarktis, så tag det stille og roligt, drik nok med væske, og så skal vi nok holde øje med dig på turen rundt’. Og så tog jeg ud at løbe.”

“Det var slet ikke en mulighed at spille sygekortet, og den konkurrence-iver, som har ligget dybt forankret i mig siden min tid som svømmer, gjorde, at jeg en halv time før løbet fik et energiboost af format. Det var en helt vindstille dag, og solen skinnede, så det var den smukkeste dag. Vi var 50 løbere i alt, og der var en fantastisk stemning. De første 15 km var jeg flyvende i sneen, men derefter var der bare ikke mere energi tilbage. Så de sidste 27 km var hårde, og jeg måtte gå det meste af turen. Det var også et mentalt hårdt løb, men på en anden måde end i Peru. Jeg vidste, at det var mit sidste lange løb. Det har hele tiden været planen, for jeg kan jo godt mærke, at min krop ikke er født til de lange distancer,” erkender hun. “De sidste 27 km på Antarktis var især vilde, fordi jeg vidste, at det var slut lige om lidt. Men vejen dertil var så ekstremt hård. Hvad er det for nogle ressourcer, du må trække frem, når du ikke føler, at du har nogle ressourcer at trække på? Hvordan kommer du igennem det? Den viljestyrke kommer fra de ting, jeg har været igennem både i forsvaret og med al den modstand, jeg har mødt på min livsrejse,” forklarer hun.

“Det giver jo også en appetit, at det lykkedes, selvom det er rigtig svært. For den følelse, du har, når du står på den anden side af målstregen – og som du vil have i lang tid efter – den kan ikke købes for penge.”

At stikke ud fra normen
Som du måske efterhånden har læst dig til, er den nemme vej ikke vejen for Signe. Og heller ikke for dem, som hun beundrer.

“Jeg synes, det er sindssygt inspirerende at følge mennesker, der stikker ud fra normen, og som bare følger deres drømme. Også fordi de er med til at vise en anden verden. Jeg tror, der er mange, der godt kunne tænke sig det, men som bare ikke tør tage springet.”

“Jeg mødte en kvinde fra USA, som havde en ambition om at løbe så mange marathonløb, hun overhovedet kunne, inden hun blev 70. Og hun løber stadig som 72-årig. Hun er sej, synes jeg. Hun var en lillebitte dame, og hun løb også med i Peru til Machu Picchu Trail, og der var nogle af trinnene, som hun kun kunne kravle op ad. Det var med til at gøre hendes præstation endnu mere fantastisk. De kvinder, jeg ser op til, er dem, der ikke er disponerede til løb, men som gør det alligevel. Og det er ikke nødvendigvis nogen, der gør noget ekstremt. Det kan også sagtens være en kvinde, der vejer 50 kg for meget, og som løber en 5K. Det er sejt. Jeg synes også, at det, som nogle af de danske ultraløbere gør, er fantastisk flot, men det er ikke sådan, at de er idoler for mig. Jeg er fascineret af de ting, de gør, men jeg kan blive mindst lige så fascineret af en kvinde, der har alle odds imod sig og alligevel løber en 5K.”

Kvinders komfortzone og tryghedsbehov opleves som utroligt stor. Det vil vi gerne ruske lidt op i. Derfor er det også så vigtigt at komme udenfor ens komfortzone i andre sammenhænge. Det er der, hvor du virkelig får rykket dine grænser, og hvor du får set, hvad det er, du kan, og hvad du formår.

De kvindelige løbere
Her holder vi lige en pause i fortællingen om Signe Simonsen. For historien om hende er ikke bare den normale fortælling om en løber og hendes oplevelser til syv eksotiske marathonløb. Det er fortællingen om en kvinde, der på mange måder afspejler den udvikling, som sker inden for løbeverdenen.

Der skal nemlig ikke herske nogen tvivl om, at der er sket noget med kvinder og løb på det seneste. Kvindernes indtog i løb startede i midten af sidste århundrede, og har braget frem lige siden. Og den seneste tendens for kvinder og løb er, at kvinderne i højere grad tager de mere ekstreme løb til sig, som kræver mere udholdenhed. Langt de fleste repræsentanter på de længere og lidt hårdere distancer har traditionelt set været mænd, men det er uden tvivl ved at ændre sig! Interessen for de længere distancer og generelt mere krævende løb ses også afspejlet på den type kvindeløb, der vinder frem for tiden. For her er mudder og obstacles i højere kurs end en standard 5K med en lækker løbspose.

Det er fortsat mænd, der dominerer på de lange distancer, men når man ser på de mange nye løbere, så er det i høj grad kvinderne, der kommer. Og antallet af kvindelige løbere har for længst overhalet antallet af mandlige løbere i Danmark. En tendens inden for løb, som afspejler en generel ændring i vores kultur, hvor kvinderne kommer frem og tør tage udfordringen op. Men vi har stadig lang vej igen.

MARATHONLØB OG KVINDER

Selvom marathonløbet startede med at være en mandesport, er det bestemt ikke tilfældet længere. Kvinder tager i stadig stigende grad udfordringen op, og beviser over for sig selv og verden, at de selvfølgelig også kan – og vil – løbe de 42,195 kilometer.

Den første kvinde, der tilbagelagde distancen, var Stamatis Rovithi, der i 1896 løb fra kystbyen Marathon til Athen. I starten havde kvinderne slet ikke lov til at deltage i de store officielle marathonløb. Roberta Gibb var den første kvinde, der i 1966 gennemførte det store traditionsbundne Boston Marathon med den uofficielle tid 3:21:25. Som kvinde havde hun ikke lov til at deltage, men hun gemte sig bag en busk i startområdet og løb af sted sammen med mændene. Og året efter deltog Kathrine Switzer med startnummer under det kønsneutrale navn K.V. Switzer, hvor de forsøgte fysisk at hive hende ud af løbet. Først i 1972 fik kvinderne officielt lov til at deltage i Boston Marathon.

I 1982 blev marathon endelig også en distance for kvinder ved EM. To år senere, i 1984, konkurrerede kvinderne for første gang på marathondistancen i OL-sammenhæng – ved OL i Los Angeles. I dag udgør kvinderne en betydelig del af feltet, og stigningen i antallet af marathonkvinder er markant. Da Copenhagen Marathon startede i 1980 var kun 4,7% af løberne kvinder. Her næsten 40 år senere er billedet et ganske andet, hvor omkring 25% af løberne er kvinder.

Kvinderne kommer
At kvinderne er på vej frem, ses også i hendes arbejde i virksomheden Kvinder i Bestyrelser, som i høj grad handler om at få flere kvinder til at udleve deres potentiale og komme ud over rampen. Og få den praktiske erfaring, det kræver at komme ind i en bestyrelse. Men ifølge Signe Simonsen er der alt for få kvinder generelt, som udfordrer deres komfortzone. Og det gælder både i løbeverdenen og i arbejdslivet.

“En af de forskelle, jeg ser på mænd og kvinder, handler om tilgangen til at søge et job. Er der otte punkter, man skal kunne, så vil en mand ofte sige ‘Jamen, jeg kan ingen eller kun ét af de her punkter, men jeg søger alligevel’, hvor kvinder ofte har tendens til at ville tjekke syv eller otte punkter af, før hun søger jobbet. Kvinders komfortzone og tryghedsbehov opleves som utroligt stor. Det vil vi gerne ruske lidt op i. Derfor er det også så vigtigt at komme udenfor ens komfortzone i andre sammenhænge. Det er der, hvor du virkelig får rykket dine grænser, og hvor du får set, hvad det er, du kan, og hvad du formår.”

At dyrke sport såsom trailløb eller ultraløb er en måde at komme ud og prøve at rykke på de grænser, men der er stadig ikke mange af de kvindelige ledere, som Signe Simonsen møder i sit job, der dyrker sport på et ambitiøst plan. “Når jeg sidder og ser CV’er igennem hos kvindelige ledere, så er det faktisk ikke sport, der står på toppen i deres fritidsaktiviteter, som det ofte er for mandlige ledere. Hos kvinderne er det familie og kulturelle ting, der står først – og så måske noget med sport bagefter. Det gælder for ca. 99% af de CV’er, jeg har set. Det har nok noget at gøre med den kultur og den sammensætning, vi har haft i samfundet gennem mange år.”

Den indstilling med at spille på samme hold er også det, der driver hende i sit virke som sekretariatschef for Kvinder i Bestyrelser. For hvis ikke kvinder får noget praktisk erfaring med at være i bestyrelser, jamen så sker der ikke noget. Det er dog vigtigt for hende at pointere, at hun ikke ser sig selv som hverken feminist eller fortaler for en kvindekamp.

“Det handler i stedet om at arbejde med hands-on erfaring som kvinde. Der bliver forsket rigtig meget på det her område med kvinders rolle på arbejdsmarkedet, men det er de samme resultater, der kommer frem, og få indsatser har dokumenteret en effekt. For mig er vi der, hvor vi skal til at handle nu! Selvfølgelig skal vi blive ved med at forske, men det bliver ved med at pege i samme retning, og der sker ikke noget. For at det bliver mere normalt at have flere kvinder i bestyrelserne, skal kvinder også blive mere tydelige i, hvad de vil i deres karrierer, og kvinderne skal have mere erfaring,” forklarer hun.

“Jeg mener ikke, at vi skal tage mere ‘hensyn’ til kvinder. Da jeg selv var i forsvaret, syntes jeg, det var mærkeligt, at jeg som kvinde måtte bruge en ekstra skammel på fire forhindringer i forhindringsbanen. Det er et tegn på, at man ikke er der på lige fod. Jeg ved godt, at der er nogle fysiske forskelle på kvinder og mænd, men jeg forstod det ikke helt,” fortæller hun og tilføjer med et glimt i øjet, at hun også selv blev befalet at bruge skamlen engang imellem, hvilket dog ikke var med hendes gode vilje. “Jeg tror, man skal passe rigtig meget på ‘dem og os’-retorikken. Så bliver det nemlig til en kønskamp, som ikke er det, der er formålet. Hos Kvinder i Bestyrelser går vi ikke ind for kønskvoter. Det handler i stedet om de konkrete kompetencer, der er behov for i de respektive advisory boards og bestyrelser. Og vi skal jo starte et sted.”

Powerkvinden Signe
Der er noget skønt ved at møde folk, der ikke er bange for at tro på sig selv og kalde sig selv for en powerkvinde. Især når der er handling bag ordene. “Nogle gange tænker jeg også, hvordan det egentlig lige var, at jeg kom igennem de forskellige løb, men der kan jeg trække på de oplevelser, jeg har været igennem. Og jeg har nok en modstandskraft lidt udover det normale i forhold til mange andre.”

“Jeg ser mig selv som en powerkvinde, fordi jeg har evnen til at gøre noget ud over det sædvanlige og har nysgerrigheden til at gøre noget udover normalen,” uddyber Signe til det første spørgsmål om, hvorvidt hun ser sig selv som en powerkvinde og løber. “Jeg har altid haft et enormt drive, som der ikke er ret mange kvinder på min alder, der har haft. Når man bor i Jylland, skruer man lidt ned for den del. Der må man ikke larme så meget, men efter jeg er flyttet til København, er det faktisk ok at skrue lidt op. Og når jeg tænker power, så er det ikke kun inden for én disciplin, men også i forhold til at kunne vise power på forskellige platforme – både inden for arbejdslivet og privatlivet. Og det, at kunne trække en rød tråd fra den faglige arena til den private arena, er også med til at give ekstra power. Den rejse, jeg var på gennem de 4,5 år, hvor jeg løb marathon i alle syv verdensdele, gav tid til at reflektere over de ting, der skete til hvert løb. Og når man i forvejen har en hektisk hverdag, så er det vigtigt, at man kan holde fokus på f.eks. restitutionsfasen, og hvordan man kan optimere og gøre tingene bedre. Samt være ærlig om de ting, man ikke kan. Det man skal arbejde med, og de ting som bare ikke bliver til noget.”

Hun har derfor også for længst accepteret, at hun ikke kommer til at lave de store præstationer i forhold til tider, men har fundet roen i at jage oplevelserne i stedet. Og så bruger hun løb som et frirum i sin ellers hektiske hverdag.

“Løb er en passion og noget, jeg ikke kan undvære længere. Havde du spurgt mig for bare syv år siden, havde jeg aldrig nogensinde troet, at jeg ville have oplevet alt det, som jeg har. Løb er blevet min primære sport, og jeg løber ca. 35-40 km om ugen fordelt over fire pas. Mine ruter er ikke altid givet på forhånd, for selvom jeg har en plan om at løbe en bestemt rute, så løber jeg nogle gange bare den modsatte vej, når jeg er kommet ned af trappen. Løbet er blevet en form for frirum for mig. Et sted, hvor der er ro, og hvor jeg bare kan nyde at være i naturen,” fortæller hun, inden vi slutter, og hun skal tilbage til kontoret for at fortsætte med sit nye projekt.

“Mit næste store mål er, at jeg vil være med til at fremme kvinder i ledelse og bestyrelser – og det gælder sådan set også inden for sportsindustrien,” fortæller hun. “Der er så mange kompetencer, der ikke bliver sat i spil, hvis man ser på, hvem det er, der sidder i bestyrelseslokalerne nu, og hvad gennemsnitsalderen er. Det er begrænset, hvor mange procent der har rykket sig gennem de sidste fem år. Og hvis det bliver ved i det her tempo, så bliver vi i Danmark bare kørt over af udlandet. Heldigvis tror jeg, at der kommer til at ske et helt naturligt skift, som kommer til at ske på alle fronter i forhold til de yngre generationer, der kommer nu. De har nogle helt andre tanker om, hvordan arbejdslivet skal struktureres, og hvordan deres ledere skal være. Så jeg tror helt automatisk, at det er med til at skubbe gang i forandringerne i sammensætningen af bestyrelser, så fokus er på kompetencer og ikke køn. Det handler om at spille samfundet bedre, end det er i dag, og få alle kompetencer bragt i spil.”

BLÅ BOG
SIGNE SIMONSEN

37 år. Er den første danske kvinde, der har gennemført et marathonløb på alle syv kontinenter, og derfor er blevet optaget i “The 7 Continent Marathon Club”. Hun har arbejdet i forsvaret, Randers Kommune, Salling Group, Terma Group og Arkitekturministeriet med organisationsudvikling og strategiudvikling indenfor diversitet og inklusion med fokus på Verdensmålene (SDG). Hun er nu sekretariatschef ved Kvinder I Bestyrelser i København.

Uddannelse: Reserveofficer, MBA og certificeret projektleder.