Det var de færreste, der forudså, at Kosgei skulle slå verdensrekorden i Chicago sidste år. Læs Nanna Sine Munneckes tanker om løbet.
Jeg tæller langsomt til tres. To gange. Det er længere tid, end man tror. Brigid Kosgei har lige krydset målstregen efter en smuk og sikker præstation – ud på den anden side, hvor ingen har været før. Jeg står i min sofa og knuger en pude, mens sekunderne tæller ind. Egentlig ikke fordi jeg venter på at se, hvem der kommer efter, men fordi præstationen stadig ånder og gror for hvert sekund, der går.
Der går to minutter, før nummer to løber over målstregen. Kosgei har løbet alene fra 30K. Det er afslutningen på en umådelig sikker præstation. En 15 år gammel verdensrekord er slået. Hvorfor vidste jeg ikke, det skulle ske i dag?
LØBET
Fem kvinder med en PB under 2:21 starter ud i ledergruppen; Brigid Kosgei med en PB på 2:18; Roza Dereje (ETH), 2018 Dubai Marathon-vinder; Shure Demise (ETH), 4. plads til Tokyo Marathon 2018; Florence Kiplagat (KEN), dobbelt Chicago Marathon-vinder og Birhane Dibaba (ETH), dobbelt Tokyo Marathon-vinder.
Pacerne er i et vildt gear. Det er overmodigt. Jeg knuger mine hænder. Ingen bryder grænser uden at satse. Pacerne er det første tegn på, at det ikke bliver et løb som andre. Det føles muligt allerede ved 10K, og jeg begynder alt for tidligt at tænke på, om det mon kan holde. Det er lige dele en gave at nyde synet – og nervepirrende at forbinde sin bevidsthed til løbernes.
Efter 15K leder de fem sammen. Gruppen løber den første halvdel på 66:59 – kun 2 min. langsommere end den hurtigste halvmarathontid for kvinder (64:52 Jepkosgei, Valencia 2017). Ved 30K falder de fire andre champs af. Kosgei presser på alene – hun løber de fem kilometer fra 30 km til 35 km på 15:36. Hendes gennemsnitlige 5K for hele løbet er 15:53.2. Ved 35 km begynder cifrene at flyve rundt. Forventninger stiger.
Kan du høre, jeg sidder på det yderste af sofaen, selv nu hvor jeg skriver om det? I sidste klumme talte jeg om at se marathon live – om at flyde med ind i løbet, om lydene, åndedrættet og lysten til at løbe med. At se et marathon på en skærm er anderledes. Jeg bliver stadig trukket ind i løbet, men det sensoriske og kropslige relaterer sig i første omgang ikke tilbage til mit eget løb, men til det æstetiske løb. Essensen af løbet. Det er helt utroligt smukt at få lov at følge muskler og skeletter i lidt over to timer, mens de sammen skaber en umenneskelig styrke og fart. Først når det slutter, vender jeg tilbage til min egen krop, og har ofte ikke lyst til andet end at prøve at skabe et smooth stykke løb – om så det bare er i kort tid.
FORVENTNINGER
Ingen har været mindre en 95 sekunder fra Radcliffes rekord på 2:15:25 fra 2003. Chicago var, tør jeg stadig påstå, en verdensrekord uden et opbyggende momentum – i hvert fald ikke et der strækker sig særlig langt.
Det interessante for et momentum er det pres, som skaber store præstationer (eller knuser dem). Kosgeis team stod selv for en udmelding om, at de satsede på at komme under 2:17, da de kom til byen. På dagen skiftede de efterfølgende strategi og gik efter sub 2:15. Pacerne lagde ud i 2:10 – nogen har sagt, der skulle startes i højeste gear, og maskineriet justerede sig til en pace, der kunne holde. Hvordan gør man det? Den tygger jeg over endnu.
Ingen bryder grænser uden at satse. Pacerne er det første tegn på, at det ikke bliver et løb som andre.
“Was not expecting to run like this,” udtalte Kosgei ydmygt efter løbet. Men hun er en del af det team, der satte pacerne ind på en 2:10-pace. Det var godt, den blev korrigeret, men det er vanvittigt interessant at følge ambitionen som en tråd gennem dagene op til løbet og udtalelserne efter. Kosgei har selvfølgelig vidst, det var muligt. Det var tydeligt med en så smooth og sikker sejr, men det vidste hun kun, fordi muligheds – rummet var blevet bygget op om hende, sammen med hende. Alligevel forudså de færreste løbets potentiale.
POTENTIALE
Det glæder mig, at Kosgei løb så godt i Chicago. Løbet markerer sig som ét af de hurtige marathonløb, og så har det et solidt greb om kvinder. Med 48% løbsdeltagelse af kvinder kan man (heldigvis) ikke ignorere en god fortælling – man kan endda roligt sige, at de investerer i at gøre det muligt.
Når man forbinder alle deltage – re og arbejder på at være et godt løb for alle, så sker der også noget for deltagerne. Det er tydeligt, at det at markere sig som det bedste løb – også for kvinder – bærer frugt. Løbsorganisationen ved, at historierne også ligger i eliten – og i at være det sted, der fostrer rekorder af det format.
Chicago har fortjent den rekord, tænker jeg, mens jeg står i sofaen og skriver opdateringer til Voltwomen’s Instagram. Haha, nu hepper jeg også på byen. Streamingen flakker; jeg har flere forskellige kørende, Facebooks holder endnu, det ‘sketchy’ thailandske link fryser.
Kosgei krydser målstregen med en forbedring af hendes PB på 4 min. Er det bare mig, der holder vejret? Jeg skriver “Hun gjorde det, hun gjorde det”. Gjorde hvad? Vi ventede ikke det her. I sidste uge lykkedes det Kipchoge at opnå det smukke mål at komme under to timer – et stykke grundigt arbejde, der er gennembeskrevet og endevendt, kost, træning, livsstil, attitude, hvert et smil er analyseret, hvert et støvkorn, vindpust og bifald taget i betragtning.
MULIGHEDSRUM
I november startede et lille hold kvinder op til marathontræning. Leah Donde, som er en erfaren løber og ivrig træner, spurgte, om vi ikke skulle gøre noget. Og det giver næsten altid rigtig god mening, ligegyldigt hvad det indebærer. Efter at have brugt to år på at tale en masse om løb og kvinder, var tiden inde til at flytte nogle ben i stedet for kommaer.
Vi har lavet et 24-ugers forløb og har valgt en yngre målgruppe på 20-26 år. Vi har bestemt, at de ikke skal kunne løbe mere end 5 km inden for at være med.
Balancen mellem at have store forventninger og for store forventninger er virkelig spændende at arbejde med. Hård træning og arbejde skruer op for forventningerne, men sætter også et større pres. Et pres, der skal kunne tackles og arbejdes med.
Da vi startede i november, dukkede der 30 unge, interesserede kvinder op til vores introduktion. Vores opgave var ikke at sige, at vi ville gøre det let for dem – men at vi ville støtte dem i deres følelse af, at det var muligt, og støtte det arbejde, der ville give dem mulighed for at overgå sig selv og føle sig parate til at gøre noget, de aldrig nogensinde har gjort før.
Det er pigernes lange tur – vi har været i gang i otte uger og er gået fra 5 km til dagens 18 km. Islands Brygge og Kalvebod Brygge byder på 6 km stiv modvind, inden vi forsvinder i ly af Fasanskoven. Ved 9 km er vi enige om, at det ikke føles som halvvejs – vi løber hurtigere hjem end ud, og støvregnen er ikke så slem. Astrid vender sig mod mig, da vi rammer 17 km og næsten er hjemme. “Det er faktisk meget rart at løbe i regnen.” Hun smiler til mig og til sig selv og sætter i gang med den sidste kilometer.
“I was happy, I was able to move today, no struggling, no nothing,” sagde Kosgei i sit interview efter løbet. Og tilføjede: “I was OK because of the rain, I enjoy.”