Casper Elgaard – Giver den gas i løbet

Det er vigtigt at holde formen i benene for at holde formen på banen. Så når racerkører Casper Elgaard speeder op i sin BMW 320si E90, har han altid givet den gas i løbeskoene inden.

Han gør sig klar. Trækker i det rigtige tøj. Forbereder kroppen på den udfordring, der venter. Tager en dyb ind- ånding, mens han nærmer sig den 14 kilometer runde, aflange racerbane i den franske by Le Mans. Han står lidt og tager bestik af situationen. Så går han i gang. Med at løbe.

Når 32-årige Casper Elgaard kører racerløb og konkurrencer, drøner han gerne banen rundt først – i sine løbesko.

”Jeg løber ofte de baner rundt, jeg besøger. Det er godt lige at få set, om der er sket små ændringer, fra sidste gang, jeg var der, eller hvis det er første gang, jeg er der. Så lærer jeg banen lidt at kende. Og så løber jeg for at holde kroppen i gang. Der kan være dage, hvor jeg bare går rundt og venter en del på at komme i gang, og så er det rart med en lille løbetur.”

“Det er vigtigt at holde fokus, når man kører race. Et sekunds uopmærksomhed – og du kan ende i muren.”

Det er ikke nemt at folde BMW’en sammen og tage den med, når Casper rejser rundt i verden. Men det ER nemt at putte løbeskoene i en pose og smide dem i bagagen.

”Det er jo det bedste ved at løbe. Man kan altid have sine løbesko med, lige meget, hvor man befinder sig. Så jeg har altid mine med.”

Derfor har Casper løbet på så forskellige baner i så forskellige lande som USA, Spanien, England, Frankrig, Bahrain og Italien.

Det ene løb hjælper det andet løb
På den 87 år gamle og legendariske racerbane i Le Mans i Frankrig har Casper Elgaard løbet og kørt syv gange. Sidste år kørte han som den første over målstregen i den bilklasse, der hedder LMP2 (den næsthurtigste) og løb afsted med guldet.

I Caspers ene sport sidder han ned, bevæger armene og nøjes med at køre højre fod lynhurtigt frem og tilbage mellem pedalerne, mens de små grå arbejder på højtryk; hvor er konkurrenten, hvornår skal der speedes op, hvor skal der drejes? I den anden får hovedet lov at slappe af, mens benene kommer på arbejde. De to sportsgrene er meget forskellige. Alligevel bringer Casper de to sammen – faktisk mener han, at den ene ikke ville kunne fungere uden den anden.

”Det er vigtigt at være i god form, når man kører race. At koncentrere sig 100 procent kræ- ver en god kondition og mange kræfter. Man kan vel sammenligne det lidt med en skriftlig eksamen, hvor man koncentrerer sig om sin opgave i fire-fem timer, og når man er færdig, er man helt træt i hovedet. Det kommer af at være koncentreret.”

Vigtigheden af at kunne bevare fokus har ikke kun betydning for, om Casper får drejet rattet på det rette tidspunkt i den rette vinkel i den rette fart. Det har betydning for liv og død.

”Et sekunds uopmærksomhed – og du kan ende i muren.”

Løbeture mellem kone og olieskift
Desværre for Casper er det kun en enkelt gang om året, han kan snige sig ind på banen i Le Mans og mærke historiens vingesus og den franske asfalt under fødderne. Til daglig må han tage til takke med løbebåndet i det lokale fitnesscenter eller vejene omkring hans hjem i Skæring nord for Århus. Her er det den danske asfalt, der er grundlaget for Caspers løbetræning – selvom han egentlig foretrækker trækronerne og den grønbrune skovbund.

”Det er jo hyggeligere at løbe inde i den flotte natur end at løbe på landevejen. Og så er en løbetur, der går lidt op og ned, også sjovere,” siger han. Én ting er imidlertid at ville, en anden er at gøre.

”Men jeg løber næsten altid på asfalt alligevel. Det er nemmere bare at gå ud ad døren og starte min tur, end at jeg skal ud og køre efter det.”

Kørsel får han øjensynligt nok af i sin professionelle karriere.

Selvom Casper stringent prøver at hoppe ud af sin racerkøredragt og i træningstøjet tre-fire gange om ugen, slækker han på stringensen i forhold til, hvornår på dagen, han løber. Der er nemlig både træning i racerbilen, vennerne og en hustru at pleje indimellem de cirka otte kilometer lange løbeture, som han derfor bliver nødt til at plotte ind, hvor han nu kan. Bortset fra om morgenen. Der står en varm dyne øverst på prioriteringslisten.

”Jeg er ikke morgenmenneske, så jeg har svært ved at komme af sted alt for tidligt,” smiler han.

“Det er nemt at komme ud at løbe. Det er en træning, jeg kan gøre selv og på det tidspunkt, der passer mig bedst på dagen. Så jeg startede nok med at løbe, fordi det var det nemmeste at gøre.”

Nemt og bekvemt
Hånd i hånd har de gået, Casper Elgaards løbekarriere og hans karriere på racerbanen. Og sport i al almindelighed har han dyrket fra barnsben af. Fra han var seks, brugte han fire år på at sparke til en fodbold. Så tog han bolden i et godt greb med fingrene og begyndte at spille håndbold – eller holdt fast i ketsjeren til badminton. Men da den vordende konfirmand Casper blev 13 år, blev det løbet, han tog fat i. Og har holdt fast ved lige siden.

”Det er jo nemt at komme ud at løbe. Det er en træning, jeg kan gøre selv og på det tidspunkt, der passer mig bedst på dagen. Så jeg startede nok med at løbe, fordi det var det nemmeste at gøre.”

Helt nem var Caspers anden store hobby på det tidspunkt nemlig ikke. Eller ufarlig. Den unge århusianer havde fået smag for fart og brummende motorer og var begyndt til karting – kørsel i en lille, åben gokart med motor og fire hjul. Det lyder nuttet – men nuttetheden går hurtigt af sporten, når man oplever køretøjet drøne brølende forbi med op til 260 kilometer i timen. Og Casper sad da heller ikke bag rattet for sjov. Som 14-årig blev han nummer 16 ved junior-VM i karting og nummer 17 til EM’et. Siden da har hans dedikation til motorsporten som bekendt overhalet interessen for løb. Men løbet bliver langtfra bare glemt i skyen af udstødningsgas.

”Løb er en god sport til at træne med den puls, jeg gerne vil træne med, som er omkring 150-160. Så jeg løber meget i min træning, og jeg løber for at holde min form ved lige. Løb er utrolig vigtig for min anden sport – motorsporten,” konstaterer han.

Målrettet
Caspers stigende succes på racerbanerne er kommet ved at sidde rigtig meget på sin flade – inde i bilen. Han lod de oprullede t-shirt-ærmer, vandfaldsfrisuren, gokarten og statussen som amatør blive tilbage i 90’erne og trådte ind i det nye årtusinde som professionel racerkører – i bil. Især i det danske mesterskab Danish Touringcar Championship har han siden starten af dette årtusinde givet de andre deltagere mere og mere baghjul år for år for til sidst i 2004, 2005 og 2006 at løbe med guldmedaljerne. Og sidste år kulminerede hans karriere, da han efter 24 timer kunne stille sig øverst på vinderpodiet i LMP2-klassen i Le Mans.

Når Casper Elgaard vil noget slemt nok, kaster han sig 100 procent ind i at opnå det. Således valsede, foxtrot’ede og tango’ede han sig ind på de danske tv-skærme i tv-programmet ’Vild med dans’ og endte med at vinde hele baduljen.

”Jeg er meget fokuseret på det, jeg laver. Om det så er det ene eller andet, så prøver jeg at give mig alt det, jeg kan”, fortæller Casper.

Alligevel har hans målrettethed aldrig bragt ham til en marathon-målstreg. Selvom de 42.195 meter ellers er en distance, han gerne ville tilbagelægge – uden sin bil.

”Jeg har altid godt kunne tænke mig at prøve kræfter med et marathon, men jeg har ikke fået gjort noget ved det endnu.”

Selvom Casper sætter sin løbetræning højt – så vokser træerne ikke ind i himlen.

”Jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at træne op til det. Selvom jeg løber en del, er jeg ikke ligefrem den fødte løber. Med mine kun 1,74 meter er mine korte ben ikke optimale. Men det skal udleves inden alt for længe.”

Sociale sportsgrene
Når de korte stænger på et tidspunkt får bragt Casper hen i startfeltet til et marathonløb, vil han mærke den tvetydige følelse, mange løbere oplever: Man er sammen og alligevel hver for sig. Man løber for sit eget resultat og af egne grunde, men omgivet af andre.

Den tvetydighed passer imidlertid som fod i løbehose på Casper Elgaard. Når han sidder i bilen, er det alene op til ham – han er den eneste, der kan trykke foden mod speederen, den eneste, der kan dreje rattet. Men udenfor bilens fire døre kan han ikke klare sig på egen hånd.

”Motorsporten er slet ikke så ensom, som mange tror. Jeg har jo et helt team af mekanikere, dækfolk og engineers, som jeg arbejder sammen med for at få det bedste resultat.”

Og når han løbetræner, nyder han både ensomheden, men har også brug for samhø- righeden.

”Jeg kan både lide at løbe alene og med andre. Løber jeg alene, kan jeg have musik i ørene. Løber jeg med en makker, kan vi hyggesnakke lidt. Det skal dog være med én, der både løber i cirka samme tempo som jeg selv, og som er i nogenlunde samme form. Sidste år op til Le Mans løb jeg meget sammen med min teamkammerat Kristian Poulsen. Vi passer godt i tempo og form.”

Det er altså ikke hvem som helst, der får lov at holde Casper med selskab, næste gang han lader motoren køle ned, lyner køredragten åben, hopper i sine løbetights og gasser op.