fbpx

Det er tit starten, der er svær. Det har Maria Idorn i særdeleshed mærket på egen krop. Målet er, at hun skal løbe sit første marathon til maj, men det er ikke altid lige nemt at holde modet oppe, når det ikke just gik som forventet til den første marathon Start Op og det danske løbevejr samtidig er blevet meget mørkt og koldt. Men heldigvis er der også lyse sider!

Jeg har krise! Ikke den mest alvorlige, og den er absolut mere mental end fysisk. Jeg har en ret kompromisløs tilgang til f.eks. motionsløb, og selvom jeg er typen, der gerne springer over, hvor gærdet er lavest, så er det ganske udelukket at give op.

At udgå fra et motionsløb er derfor også direkte utænkeligt og (for mig) forbundet med nederlag. Alligevel var det det, jeg endte med at gøre til dette års Marathon Start Op i Fælledparken. Jeg skulle løbe 15 km (tre runder af 5 km) og med en ugentlig træningsmængde på over 21 km og tre halvmarathoner på bagen, burde det jo ikke være en uoverskuelig opgave. Den første runde gik fint, og det gjorde størstedelen af den anden også.

Min fod begyndte at drille mig efter omkring otte km, og da jeg løb ud på tredje runde, var den ved at blive rigtig øm. Ved 11 km gjorde den direkte ondt, og ved 12 km måtte jeg udgå. Færdig bum.

Tom Knudsen var til stede, og han fortalte, at han selv har døjet med adskillige skader, og at man på mit begynderniveau og med mine ambitioner altid skulle tage smerter eller tegn på en begyndende skade alvorligt. Vi aftalte, at jeg skulle komme forbi Marathon Sport for at få tjekket mine løbesko. Hvis foden bliver ved med at genere, må jeg nok også en tur forbi en fysioterapeut. Jeg tog hjem efter løbet i nedtrykt stemning. I stedet for at glæde mig over mine gennemførte 12 km, fokuserede jeg på de manglende tre km, og det var ikke verdens gladeste mor, der kom hjem. Det blev klaret med en kop kaffe og en cookie i køkkenet. Cookies er ellers forbudt, men lige den dag var jeg ligeglad.

Sukker- og stivelsesstop
Jeg har ellers arbejdet meget med min kost. Toms konklusion på mit fødevareindtag var meget klar: “Du spiser alt for meget sukker!” Jeg vidste jo godt, at han havde ret. Det er bare så pokkers svært at holde op med komme ud af sin tobaksafhængighed. Nu bruger jeg det mere det, når man kun står til ansvar over for sig selv. Sukkeret er nu blevet bandlyst, men for at være ærlig, så har det været svært.

Som erstatning har jeg kastet min kærlighed på sukkerfrie lakridser og var i starten nærmest altid bevæbnet med en æske gajoler. Jeg følte mig som en ryger, der tygger nikotintyggegummi for at som erstatning og til hygge.

Noget af det, der virkelig hjælper mig igennem hverdagen, er, at alle i min omgangskreds har kendskab til mit projekt og støtter op omkring det. Jeg behøver derfor ikke at forklare, hvorfor jeg takker nej til et stykke af den lækre feriekage på mit arbejde eller til slik og chokolade ved hyggelige middage. Folk kender baggrunden – og respekterer den uden at presse på.

En anden ting jeg arbejder aktivt med, er en begrænsning af mit indtag af stivelsesholdige produkter. Pasta, ris og hvidt brød er derfor blevet en sjælden gæst i kosten – i hvert fald for mit vedkommende. Min familie spiser fortsat videre, mens jeg guffer grøntsager i stedet. Nogle dage går det rigtig godt, men de dage, hvor vi af forskellige årsager ikke har så meget tid til at lave mad, bliver det hurtigt ‘rutinemaden’, der bliver serveret, og selvom det tager mindre tid at koge broccoli end pasta, så virker det – på netop disse dage – uoverskueligt at sætte en ekstra gryde i kog. Resten af min kost synes jeg egentlig er meget fornuftig. Jeg spiser regelmæssige, sunde mellemmåltider og min frokost er ganske fedtfattig og fyldt med proteiner. Jeg er tilmed begyndt at holde af Skyr, men har til gengæld haft svært ved at finde balancen i forhold til f.eks. frugt og rosiner.

Ud over mit løb til Marathon Start Op, så går det faktisk glimrende rent løbemæssigt. Min gamle overbelastningsskade i foden er muligvis ved at blusse op, men jeg håber, at et par nye løbesko og fornuftigt hverdagsfodtøj afhjælpe problemet. Mine hverdagsture går rigtig godt, om end det er blevet rigtig koldt og mørkt om morgenen. Solen når ikke engang at stå op, førend jeg er fremme, og nogle dage er løb bare noget, der skal overstås.

Søndagsturene er til gengæld dejlige, og selvom jeg stadigvæk hader de første par kilomenter, så elsker jeg, når kroppen efterfølgende finder sin egen rytme og hjernen stille og roligt slår fra. Det giver en mental ro, jeg bliver glad og kommer hjem med et kæmpe overskud til resten af dagen.

FAKTA
LØBEDEBUTANTEN
Maria Idorn er 33 år, gift og har to børn på fire og syv. Hun arbejder som kontorassistent og bruger sin fritid på at være sammen med sine børn, venner og familie samt at læse. Maria begyndte at løbe i 2011 og har løbet halvmarathon som den længste distance.

Mål: Løbe 5 km på under 30 minutter, gennemføre Copenhagen Marathon 2013 på 4.5 – 5 timer, samt tabe 20 kg.
Max puls: 187.
Største styrke: Jeg giver ikke op!
Største svaghed: Jeg hader, når det gør ondt.

PR: 1K: 5.50, 10K: 1.07, 1/2MT: 2.48.