fbpx

Han er typen, der kan finde på at lave squats i køkkenet med én af døtrene på skuldrene, mens han laver mad til familien. For ultraløberen Jacob Juul Hastrup er der ikke et terræn eller en distance, som virker uoverkommelig, det er blot et spørgsmål om træning og ikke mindst det rette gear.

Hen over den lerfarvede jord, omgivet af tørt græs og træer krydsede Jacob Juul Hastrup den australske ødemark i den første udgave af The Track. Et 560 km langt etapeløb på ni etaper med de allerbedste ultraløbere fra hele verden. Med andre ord en udfordring, der lå lige til højrebenet for Jacob Hastrup. Efter at have løbet flere ultraløb i ørkener, størstedelen på omkring 250 kilometer, havde han fået lyst til at prøve sig selv af på en længere distance med nye udfordringer – og det fik han.

”Det er noget af det længste, jeg har løbet, men jeg havde forberedt mig godt. I forhold til selve løbet var det bare at kaste sig ud i det. Det var arrangeret af franskmænd, og de er bare ikke særligt gode til at kommunikere på engelsk. Så du bliver lidt overrasket over, hvad det er, du egentlig skal, for det var ikke det, du havde fået at vide i forvejen. Det var en first edition af The Track, og det betyder, at der er en masse småfejl. For eksempel skulle det have været ni etaper, der var relativt flade, men da jeg stod dernede, var der to bjergetaper de første to dage, og så var det ellers 60 km i dyb sand hver dag og en 120 km etape til sidst – det var så setup’et. Når manden siger, at terrænet er løbbart, så tror jeg, at det er noget, der kan løbes på seks-syv timer.

“Altså jeg er sådan en allround ultraløber, det betyder, at jeg altid kan tage et løb på 250 km, selvom jeg ikke er i voldsomt god form.”

Men det tog altså længere tid, fordi det viste sig, at det var dybt sand og et hårdt terræn,” fortæller han om sin oplevelse af The Track. Det er imidlertid en del af udfordringen som ultraløber, og så må man tage det, som det er.

”Det var jo første gang, løbet blev afholdt, og franskmændene plejer at lave nogle ret hårde løb, for de er nogle hårde hunde og selv ret habile i det terræn, de præsenterede os for. Ved de engelske løb får du alt at vide – hvem konkurrenterne er, hvor hurtigt de løber, og så må man ellers bare tage den derfra,” forklarer Jacob Juul Hastrup med en kraftig københavner-accent, der afslører hans opvækst i Brønshøj langt fra de golde ørkener og storslåede bjerge, hvor han i dag tilbagelægger den ene kilometer efter den anden.

”Det med underlaget betød ikke så meget, for jeg havde lige været i Spanien og løbet i bjerge tre uger inden. I mine forberedelser op til løbet har jeg har foretaget bakkespurter hver uge, så der er ikke noget, jeg kan blive overrasket over. Min uddannelse som ultraløber er allround, så der er ikke noget med, at jeg skal have flad vej og asfalt. Jo hårdere det er, jo varmere det er, jo bedre resultater laver jeg. I forhold til The Track blev jeg udfordret, og meningen var også, at jeg ville prøve at komme ud på kanten, som da jeg startede med at løbe ultraløb. Nu har jeg løbet en del 250 km ørkenløb, og de er ved at danne rygraden i mit løb,” siger ultraløberen, der efterhånden har samlet så mange erfaringer og råstyrke, at han kan løbe 250 km uden problemer, og som regel med en placering inden for top 10. Men netop derfor måtte han lige ud og mærke grænsen med The Track.

”Jeg har været ude på kanten på det her løb og udfordret mig selv. Men jeg har været velforberedt og klar,” konstaterer Jacob, der løb over det australske landskab iført en rød-hvid trøje.

Jagten på udfordringer
I en alder af 17 år begyndte Jacob Juul Hastrup at drømme om at løbe i storslåede omgivelser, men først som 34-årig gik drømmen i opfyldelse, da han deltog i Jungle Marathon i 2004.

”Jeg har dyrket meget kampsport, bjergmarathon og adventurerace, men det sidste blev besværligt, fordi du altid skal have fire mennesker med, og så var det dyrt at deltage. Jeg bookede Jungle Marathon i 2004, fordi jeg har en svensk kammerat, der havde løbet det året før, og han mente, at det var noget for mig. Jeg tænkte fint nok, det tager jeg som en udfordring. Det var noget af det fedeste, jeg nogensinde havde prøvet. Ved dette løb fik jeg afprøvet det aspekt at jeg var mig selv og ikke skulle tage hensyn til tre andre mennesker – ikke at jeg har nogen problemer med det, men det blev bare nemmere at udfordre mig selv. Og det gik godt i ’junglen’, så det gav mig blod på tanden,” fortæller han.

Efterfølgende deltog han i en række andre løb for eksempel Gobi March i Kina, Sahara Race og vinterløbet Yukon Arctic i Canada. Lysten til at prøve ultraløb blev tændt efter mødet med ultraatleten Chris Norre Madsen, der løb nonstop-løb i Afrika og i kolde omgivelser, hvilket inspirerede ham til at begive sig ud på de hardcore terrænløb.

”Jeg ringede til Chris Norre Madsen og spurgte, om han ville med ud at løbe en dag, da jeg kendte ham fra min butik Extreme Sports i 1999, da jeg havde den. Vi gik godt i spænd og søgte begge to noget, der var lidt mere udfordrende på løbefronten. På det tidspunkt, var der ikke mange af den slags mennesker. Det er blevet lidt mere moderne nu at være ultraløber, da flere og flere søger de fysiske grænser. Jeg har efterhånden fået mange i gang med sporten og kan se, at min erfaring og mit engagement motiverer mange til at komme i gang med at løbe langt. Mange tager ét ultraløb og kommer aldrig igen, men jeg gør det for den personlige udfordring og kan slet ikke undvære ultraløb – det er det rene eventyr for mig.”

Ultraløb giver ro i sjælen
Forlaget Gyldendal har åbenbart lugtet lunten, for de tog kontakt til ultraløberen, som efterfølgende har sat sig ved tasterne og skrevet sine erfaringer ned i bogform sammen med sin ghostwriter Danni Travn. Resultatet står i butikkerne sidst på året og har fået titlen ’Ekstremløberen’.

”Da bogen skulle handle om mine oplevelser, tænkte jeg, at jeg gerne ville dele dem med andre og gik med til at lave bogen. Jeg vil godt være andre mennesker det forundt, at de kan komme ud og få de samme fede oplevelser, som jeg har fået og lære deres krop at kende. Der er masser af unge mennesker, der ikke er aktive, og som må- ske har brug for en til at sparke dem i gang. Det kræver motivation at komme i gang med ultraløb og særligt at blive ved med at motivere sig selv år ud og år ind. I kraft af bogen får jeg muligheden for at fortælle min historie og forhåbentlig inspirere flere til at komme i gang med at udfordre sig selv. Der er rigtig mange, som kunne have godt af at komme i gang med at løbe – det styrker personligheden og selvtilliden at sætte sig nogle eventyrlige mål. Desuden kommer du i god form samtidig med, at du kommer af med en masse rastløshed. Det vil jeg gerne give videre til for eksempel utilpassede unge, som måske kan få rykket nogen grænser og se sig selv og omgivelserne på en anden måde. Eller hvis bogen giver mig mulighed for, at jeg kan komme ud på skoler og snakke med utilpassede unge, så er jeg glad,” understreger Jacob Juul Hastrup ivrigt. Han har selv været en rodløs, ung mand, der havde brug for at brænde masse energi af.

”Ultraløb har gjort mig meget roligere i forhold til, hvor meget krudt jeg havde i gamle dage. Den gang blev jeg meget rastløs, hvis ikke jeg fik brugt noget energi. Nu har jeg fået styr på alle de ting i kraft af, at jeg har løbet ultraløb i syv-otte år. Det har lært mig at tøjle en masse af min uro. Det har været et virkeligt positivt forløb for mig. Og det tror jeg også, at det kunne være for en række andre mennesker, der ikke ved, hvad de vil. De vil gerne have noget eventyr, men de ved ikke, hvordan de gør det. Nu har jeg muligheden for at inspirere folk til at gøre det med denne her bog. Og ellers kan de nøjes med at læse den som en god historie,” siger han.

Familiefar og jernmand
Jacob Juul Hastrup har ikke helt styr på, hvor mange ultraløb han er oppe på nu, men det ligger omkring 20 stykker.

”Jeg har et CV, hvor jeg putter løbene ind, men der har jeg glemt en masse. Jeg går ikke så meget op i, hvor mange jeg har løbet, men det passer meget godt med 20 stykker. Jeg har løbet mellem tre og seks om året, siden jeg begyndte. Og det har jeg tænkt mig at blive ved med, hvis familien og fysikken siger ok. Måske ikke så langt væk som Australien og i så mange dage, for det har taget meget hårdt på familien, at jeg var væk i 16 dage. Ja, det siger jeg nu, hvor jeg har planer om et 2-3 ugers ekspeditionsløb i Canada næste år. Men så bliver det nok noget med, at familien skal med derover,” siger manden, der i øvrigt er far til to små piger og gift med Susanne, der også løber ultraløb.

Det kan være med til at forklare, hvorfor familien er så forstående over for ultraløberens vilde projekter. Men Jacob Juul Hastrup har tænkt over, hvordan han får en rejse med familien til at passe sammen med et ultraløb i Canada.

”Det bliver noget med, at jeg løber rigtig meget hver dag for at bruge mindre tid på det. Så løber jeg måske 80 km om dagen i stedet for at løbe 50 km. Det er også en udfordring, men dette løb bliver noget andet end de andre, for jeg skal have det hele med selv, da det er et løb uden hjælpemidler. Jeg skal desuden løbe med to amerikanere, så det mere bliver et eventyr end en konkurrence. Samtidig bliver det en meget personlig ting og et personligt mål, og det er der, jeg er nået til i min udvikling. Enten skal jeg have nogle lange nonstop løb, finde på nogle mere ekspeditionsagtige løb, eller også skal jeg tage fat i nogle unge og få dem i gang,” siger ildsjælen, der brænder for at få unge til at få øjnene op for ultraløbets fortræffeligheder.

”Vi taler jo om, at den unge generation bliver tykkere og tykkere. Men jeg tror også, ultraløb vil være noget for utilpassede unge. Jeg har løbet med unge nogle gange, og de synes, at det har været helt fantastisk. Det her er jo ikke almindeligt løb. Du bringer nogle andre elementer ind og gør det til et eventyr, og så er du ude på naturens præmisser. Det kan mange bedre forstå end det at løbe 5 km ud ad asfalt. Det bliver meget hurtigt kedeligt for mange af de her mennesker,” konstaterer han.

I harmoni med naturen
Det er ikke kunne strabadserne, der er det spændende ved at løbe i en ørken. For Jacob handler det i høj grad også om at finde ro og at være i pagt med naturen.

”Det er noget af det fedeste at være i en ørken. Bare det at mærke varmen og se på himlen om natten. Efter en dag, hvor du har brugt dig selv, er der ikke noget bedre end at ligge og kigge op på stjernerne, her føler du dig meget lille. Jeg synes, det er meget sundt at komme ud og væk. Du får en million forskellige slags informationer hver dag fra din telefon, e-mail, sms’er, og folk der ringer, mens der er 2000 larmende biler omkring dit hoved hele tiden. I ørkenen ligger du bare under stjernerne og kigger op på et kæmpe univers, og tænker ”hold da ferie, hvor er jeg lille,”. Den følelse kan jeg godt lide, og så har ørkenen bare en dragende effekt på mig, det er de fedeste sted i verden. Der er så roligt og stille. Lige når man kigger, så er der ikke en skid. Men der er meget dyreliv om natten, og der er mange nomader, der lever derude,” siger ultraløberen, der ofte har siddet klistret til tv-skærmen, når der blev sendt naturprogrammer om de sandede landskaber.

”Jeg har aldrig set meget tv, men når der blev sendt naturprogrammer om ørkenen, kunne jeg sidde og være helt opslugt i flere timer foran fjernsynet,” fortæller ultraløberen, der blandt andet har løbet i Gobi, Kalahari, Atacama og Sahara.

Venskab trods sproglige barrierer
I kraft af at ultraløb er benhårdt og for de seje få, kan fællesskabet blandt deltagerne være ganske særligt.

”Sammenholdet kan være meget forskelligt, men jeg har fået mange venner rundt om i verden på grund af ultraløb, fordi man er igennem nogle ting sammen, som har været virkelig ekstreme, og det binder folk sammen på tværs af grænser og sprog. Ved The Track var jeg sammen med otte franskmænd, der ikke snakker engelsk, men alligevel har vi haft det rigtigt fedt. Og dem vil jeg være venner med i mange år frem. Det giver mig meget at vide, at hvis jeg er i Frankrig, så er der altid en dør åben et eller andet sted hos en løbekammerat, som jeg stoler 100 procent på. Jeg har ligget i telt med ham i syv dage og løbet 250 km, haft op- og nedture og måske grædt, altså alle mulige følelser som du er igennem på forskellige tidspunkter. Alt det har jeg delt med dem, så det er meget tætte venskaber, der knyttes,” beretter Jacob, der heller ikke lægger skjul på, at der også er stor konkurrence blandt deltagerne i ultraløb.

”Selvfølgelig er der et stort konkurrenceaspekt, men for mig er det mere eventyret, og det at udfordre mig selv. De gange, hvor jeg har sagt, at jeg er i så god form nu, at jeg vil gå ud og lave en rigtig god placering, dér er det gået i skuddermudder for mig. For eksempel har jeg presset mig selv for hårdt på dag et og to og så gået helt ned på det, for så at skulle samle mig selv op igen uden at nå det mål, jeg havde sat mig for. Så vil jeg hellere gøre det, så godt jeg kan. Jeg er 41 år, familiefar og har to små piger, jeg kan ikke bare tage 25 timer ud om ugen til at løbe. Jeg kan kun gøre det, så godt jeg kan. Og kan jeg vinde på den måde, så vil jeg gerne det, men bliver jeg nummer 10, så er det også fint. Bare jeg har udfordret mig selv og oplevet noget helt unikt, så er jeg tilfreds,” pointerer han.

Ultraløb på samtlige kontinenter
Jacob er så vidt vides den eneste dansker, der har løbet og gennemført ultraløb på samtlige kontinenter. Et opkald fra en ven fik ham op af sofaen og hele vejen ’down under’, så han efterfølgende kunne sætte endnu en knappenål på verdenskortet over kontinenter, han har erobret.

”Der var en ven, der ringede og sagde, at jeg bare manglede Australien, før jeg var inde i den tætte cirkel af ultraløbere, der har løbet på samtlige kontinenter. Han sad åbenbart og lavede statistik over det. Jamen så måtte jeg hellere komme af sted. Planen var, at jeg skulle havde været dernede sidste år, men der fik jeg min lille datter, så det kom jeg ikke. I stedet fik jeg så muligheden med The Track, og så bed jeg på der,” siger han og understreger, at det ikke betyder ret meget for ham, at han er den første dansker, der har tilbagelagt alle syv kontinenter.

”Folk går jo meget op i statistik og spørger altid, hvor hurtigt jeg løber. Men det kommer jo an på, hvor varmt det er, og hvor hårdt terrænet er. Det er jo forskelligt. Og jeg løber også noget hurtigere på en 10 km end på 650 km. Det er ikke hastigheden, det handler om, det handler om at være derude og om at få nogle gode oplevelser,” slår han fast.

Og der venter en perlerække af oplevelser for Jacob Juul Hastrup forude. Til oktober tager Jacob til Sahara for at løbe 250 km for 4. gang, til november sætter han kursen til Nepal for at løbe 250 km i Himalaya og i 2012 skal han forhåbentlig løbe op og ned ad Kilimanjaro, 250 km i Jordan samt det nævnte løb i Canada. Men før det, er der en masse tung træning og planlægning, der skal klares.

Forberedelse af kroppen
Det er meget forskelligt, hvor meget han forbereder sig på et løb, for han har efterhånden oparbejdet så meget erfaring, at han kan tage det lidt mere på gefühl.

”Nogen gange har jeg ikke rigtig forberedt mig, så er jeg bare taget af sted, løbet og gjort det godt. Andre gange har jeg forberedt mig helt vildt meget, og så fungerer det også,” siger han og slår ud med hænderne, mens han forsætter:

”Altså jeg er allround ultraløber. Det betyder, at jeg altid kan tage et løb på 250 km, selv om jeg ikke er i voldsomt god form. Jeg har jo erfaring, som for eksempel siger, at hvis det bli ver rigtig varmt, så skal jeg tage forbehold for de og de reaktioner fra min krop, og hvis jeg løber i ekstrem kulde, ja så er det nogle andre signaler og foranstaltninger, jeg tager mig. Ved at lytte til kroppen og passe på mig selv kan jeg sagtens løbe 40 km hver dag, det er ikke noget problem. Det lyder lidt mærkeligt, men det er det altså ikke. I forhold til The Track havde jeg nogle lørdagstræninger, hvor jeg løb 60 km, og der var jeg ret bustet søndag. Men under selve løbet, løb jeg bare 60 km hver dag i hårdt terræn og stod op dagen efter og løb 60 km igen. Jeg havde regnet med, at det ville være mere hårdt, men det var ok. Kroppen er i et konkurrencemode, hvor den ikke går ned, før vi er færdige med det. Men så går den også ned, eller rettere den hæver op. Det siger puff! Og så ligner du en Michelin-mand, fordi kroppen giver slip. Under løbet kan du kontrollere det med din hjerne, så du kan blive ved med at løbe. Den sidste dag i The Track, hvor jeg havde løbet 120 km og til sidst krydsede målstregen, sagde jeg til kroppen, at vi er færdige nu. Så hævede den helt vildt op, som en reaktion på alt det, jeg havde tæsket den igennem. Det er fair nok, jeg er ikke vant til at løbe 560 km på en uge,” siger Jacob Juul Hastrup.

Ekspert i gear
Forskellige klimatiske forhold kræver forskelligt gear. Jacob er uden tvivl lidt af en kender, hvis ikke ligefrem en ekspert på området.

”På kolde ture skal du tænke på sikkerheden. Der går jeg ikke så meget op i vægten af udstyret, for der har jeg typisk en slæde, som jeg løber med.

“De mennesker, der stiller op til yukon, er så specielle. Yukon drager de mærkeligste mennesker i verden. Jeg har løbet med en bindegal tjekke, der piskede af sted, og som kunne holde det tempo hele 320 km, hvor han bare spurtede. Det er Jo sindssygt.”

I varme ørkener og kolde ørkener, går jeg meget op i grejet, fordi du kan løbe hurtigere med fem kilo end med otte kilo. I min træning løber jeg heller ikke mere end med ca. fi re kilo. Der er ingen grund til at løbe med 10 kilo, for det smadrer bare benene. Det gør i hvert fald ondt, når du kommer op i min alder. Så jo lettere du er, jo bedre er det også for kroppen både i træning og konkurrence. Jeg gjort det til mit speciale at fi nde det letteste og mest funktionelle grej, du overhovedet kan få,” meddeler han.

Denne viden har givet Jacob Juul Hastrup et internationalt ry, som manden, der ved alt om letvægtsgear – ’Th e lightweight-guru’, men hvordan har han oparbejdet denne viden?

”Det er bare med købe de nørdede mærker, der er på markedet eller prøve de ting, som man har hørt om via sit netværk. Har jeg set nogle til et løb, som har noget udstyr, som ser ud til at fungere for dem, ja , så køber jeg det, og prøver det af – jeg har købt rigtig meget udstyr gennem årene. Fungerer det, så bruger jeg det, fungerer det ikke, så giver jeg det væk, sådan har jeg udviklet mit grej siden 2004. Så når jeg står på startstregen, plejer der at være ret mange, der kigger på mit grej, for det er totalt optimeret. Og der er en stor tilfredsstillelse i at vide, at mit udstyr næsten altid fungerer 100 procent. Det er en glæde at løbe i ørkenen, når du ikke har slidsår på ryggen, mens de andre er fuldstændig blodige på lænden, fordi de har valgt en rygsæk, som de ikke burde. Jeg har testet mit af og ved, hvad det kan. Jeg ved, hvordan jeg skal spænde min rygsæk til, og hvornår jeg spænder den for meget, så jeg får slidsår i nakken. Derudover så taper jeg ting, så tingene bliver der, hvor de skal være. Jeg har ikke noget, der kan gå op, eller en rem, der hænger og dasker,” fortæller gearnørden, der tester udstyret på sine træningsture og hjemme i haven, hvor han går rundt, hopper med det, piller ved skoene og laver ændringer ved snørerne. ”

Jeg researcher meget på udstyr generelt og er helt opdateret på stort set alle brands – deres materialer og deres vægt. Jeg ved, hvem der producerer den letteste jakke for tiden eller hvem, som leverer den mest funktionelle rygsæk – og jeg går meget op i detaljen og er virkelig interesseret i innovationen inden for ekspeditionsudstyr. I øjeblikket synes jeg, at Salomon som kommercielt mærke laver nogle gode ting. Og det er fedt at se, at der er nogle, der har styr på det derude, ” siger han.

Der er en ting, som de fl este mænd holder utrolig meget af, som Jacob Juul Hastrup også altid har med på sine ture, nemlig den gode gamle schweizerkniv. Hans vejer dog kun omkring 11 gram.

”Min lille schweizerkniv er min yndlingsting, den kan redde alt. Der er både kniv, saks, fi l, tandstikker og hele lortet i. Hvis du som ultraløber for eksempel har glemt at klippe tånegle og er kommet i mål efter første etape og bløder fra alle tæerne, så er den rar at have med, så man lige kan fi le og klippe neglene til. Den er altid god til fødderne, du kan også bruge den til at klippe vabler over eller klippe hud af med. Det er sådan en lille McGyverting,” forklarer Jacob og griner.

Han er typen, der kan fi nde på at bruge en aften på at sidde og lime spandex fast på sine sko, så der ikke siver sand i ind siderne. Før et løb køber han normalt fi re par sko, tester dem alle fi re, og vender tilbage til butikken, hvis de har sagt noget, han ikke synes passer med skoens funktioner. Altså har vi at gøre med en utrolig grundig mand, der kan sit kram, når det kommer til udstyr, hvilket også gør forberedelserne til noget af det sjove ved at løbe ultraløb.

Vilde oplevelser med ultraløb
Der er ingen tvivl om, at det er de eventyr, der ligger i at løbe i fj erne egne, der er med til at holde ild i Jacobs Hastrups passion for den ekstreme sport.

”Stort set alle mine oplevelser med ultraløb har været rigtig gode, og de har givet mig noget alle sammen. Hvis jeg skal fremhæve ét, var Th e Track god, fordi jeg var helt ude ved kanten. Det er helt vanvittigt, hvad din krop kan. Den kan fortælle mig, at den er helt slut. Og alligevel kan jeg sige til den, at det er den ikke, for den kan sagtens blive ved i morgen også. Og så bliver vi ved i morgen også – og sådan kan den blive ved. Det er helt utroligt,” kommenterer ultraløberen og peger på Yukon-løbet i Canada som sit yndlingsløb på grund af atmosfæren.

”De mennesker, der stiller op til Yukon, er så specielle. Yukon drager de mærkeligste men nesker i verden. Jeg har løbet med en bindegal tjekke, der piskede af sted, og som kunne holde det tempo hele 320 km, hvor han bare spurtede. Det er jo sindssygt,” konstaterer Jacob Juul Hastrup og forsætter sin beretning om de bemærkelsesværdige deltagere:

”Det er folk, der er kommet ud af et vanvittigt misbrug af sprut og stoffer, som går ud og løber 400 miles – omkring 700 km og bliver nummer et eller to. De har så mange dæmoner i deres krop, at løbet hjælper med at bearbejde alt den uro, de har kæmpet med gennem deres ungdom. Vi snakker altså om 40-50-årige mænd og damer, og det er vanvittig fedt. Yukon handler meget om sikkerhed, og du skal virkelig have styr på det, for i minus 44 grader skal du ikke lave mange fejl, før du mister fingre og tæer. Og det tiltrækker måske den type mennesker, der har haft et misbrug. Nu siger jeg ikke, at alle sammen er sådan, men der er i hvert fald flere i det løb, end der er i de andre løb af en eller anden mærkelig grund. Om det så er distancen eller faremomentet, der drager de her mennesker. Måske er det det faremoment, som de har oplevet ved at tage stoffer, som de skal ud og have på en anden måde. Men det kan også være en måde at arbejde med sig selv på. De er jo vanvittig gode til det her, de går ikke ud af løbet, lige meget hvad der sker. Jeg har set nogle af dem løbe på nogle fødder, hvor jeg har tænkt,” det kan du ikke!”. Men smerte er ikke noget, de har i sig,” fortæller ultraløberen om de andre deltagere i Yukonløbet.

Uden vand midt i ødemarken
Det er meget få oplevelser, der har fået ham til at overveje at smide håndklædet i ringen under et løb. Dog har der været en enkelt gang, der var virkelig drænende.

”Under et løb kommer du altid til at tænke, hvorfor var det nu, jeg gjorde det her. Men det værste, jeg har prøvet, var Jungle Marathon. Der havde jeg en gevaldig krise, hvor jeg måtte ligge i en hængekøje og drikke saltvand for at komme på højkant. Jeg hævede gevaldigt op, og det skete på grund af elektrolytmangel. Jeg havde ingen elektrolytter med, for jeg vidste ikke, hvad det var på det tidspunkt. Det var en hård kamp med mig selv om at bevare min krop, for den var godt medtaget,” beretter Jacob, der også været steder i Sahara, hvor han er løbet tør for vand, og hvor der har været meget langt til nærmeste checkpoint.

”Der bliver du altid en smule desperat. Men du må bare skrue ned for tempoet og lunte stille og roligt derudaf. Eller hvis der er nogen i nærheden, må du spørge dem, om de har noget væske. Det er heldigvis sket på mindre afstande, så det er ikke livsfarligt som sådan. Men nogle gange siger arrangørerne, at der er 15 km til næste checkpoint, og det ved du, at det kan du klare på en halv flaske vand, og så drikker du den for at spare på vægten. Men så finder du ud af, at det her terræn var ret hårdt og tog to timer, og at du kunne have brugt to liter vand. Der er du tør som en rosin, når du når til næste checkpoint. Værre er det ikke, ” siger Jacob i en let tone.

”Værre er det ikke” runger på en eller anden måde meget højt, for folk der ikke har prøvet at være i en ultraløbers sko. Det lyder unægtelig ret barsk at skulle løbe to timer i en ørken uden vand i 35 graders varme. Men uden at løfte et øjenbryn forsætter han med at levere hardcore eksempler på de udfordringer, der møder ultraløberen ude i ødemarken.

”I Yukon havde jeg ikke vand på de sidste 60 km, fordi det var frosset til. Det var ’at komme ud over kanten’, for da jeg vågnede dagen efter, så jeg dobbelt, og det gjorde jeg hele dagen.

Det var jeg ikke helt glad for. Men sådan er det, når du udfordrer dig selv så kraftigt en gang i mellem, så kommer der også nogle reaktioner. Her burde jeg nok have sat mig ned og kogt noget vand, men når det gælder om blive nummer et eller to, så bliver jeg taget af konkurrenceånden, og så fortsætter jeg,” konstaterer han. Der skal meget til, før han vil vifte med det hvide flag og gå ud af et løb, men han ved dog, hvor hans grænser går.

”Hvis jeg fik forfrysninger i Yukon, ville jeg gå ud med det samme for ikke at miste mine fingre. Men jeg skifter alle mine ting inden, de situationer opstår. Hvis jeg har en våd handske, så skifter jeg den med det samme. Jeg er god til at holde aftaler med mig selv. Der er nogle mennesker, for eksempel førstegangsløbere, som glemmer, hvad de skal gøre. I Yukon 2007 var der for eksempel en mand, der havde spændt sit vandreservoir foran på maven – det frøs til med det samme, og han var helt færdig, da vi nåede til checkpoint, for han havde ikke fået noget væske i starten, så han måtte gå ud. Han var også allerede der ved at få forfrysninger, fordi han havde taget sine handsker af for at prøve at finde ud af, hvad der var galt med vandet. Det er jo en dum fejl,” bemærker Jacob Juul Hastrup. Men heldigvis er arrangørerne gode til at passe på deltagerne, så hvis ikke alle mand er i mål inden for tidsrammen, bliver der sendt en snescooter ud efter deltagerne. For ruten ligger på Yukonfloden, og bliver du først våd, er du nødt til at stoppe op, lavet et bål og tørre dine ting.

”Når kulden tager over, varer det ikke længe, før din hjerne ikke fungerer. Så er du blevet en smule våd, så er det af med trøjen, bar mave i kulden og så på med trøjen, så du er tør og varm med det samme. Manden med vandet skulle være stoppet og have kogt noget vand og brugt den time på det. Når du ikke har fået din væske, så bliver du konfus oppe i bøtten. Du får ikke den energi, du skal have, fordi du heller ikke kan optage noget andet. Så der var han allerede ude af løbet,” fortæller Jacob, der selv blev klogere, da han løb tør for elektrolytter i The Jungle Marathon.

Ruten skal udfordre mentalt
Det er ikke godt nok for Jacob Juul Hastrup, hvis arrangørerne af et ultraløb gennemtæsker deltagerne allerede på første distance. En god rute skal rumme succesmomenter, forhindringer og en flot natur.

”En god rute er, når banen er udfordrende for ens hjerne. Nogle laver en bane, der bare er benhård og slider dig fuldstændig ned. Det kan alle gøre, for eksempel ved at du først skal igennem dybt sand, dybt vand og så dybt sand igen, og så op og ned ad nogle bakker, så er du godt mørbanket efter 40- 50 km. De baner, hvor du bliver udfordret mentalt, hvor du løber lidt her, og så skal du lige klatre lidt der, og hvor du også får set et fedt punkt eller kommer gennem slugter og videre ud i ørkenen igen, er de mest spændende. Jeg har løbet nogle baner af Ian Adamson, som er en af verdens mest kendte adventureracere. En guru inden for banelægning, han kan lave en bane, som kan udfordre dig mentalt hele tiden således, at når du tror, at du ikke kan mere, så er der lagt et nedløb, hvor du kommer med igen. Man kan altid smide folk ud på 70 km stenørken og sige ”løb det”. Men kunsten er at lave ruten mentalt udfordrende for løberne,” fortæller ultraløberen, der altså ikke stiller sig tilfreds med hvilken som helst rute.

Stenalder-træning
Da et liv med en børnefamilie ikke levner meget tid til træning, vælger Jacob at træne efter tid i stedet for distancer.

”Jeg har to dage om ugen, hvor jeg restituerer. Før det løb jeg syv dage om ugen, men efter at jeg begyndt at træne anderledes, er jeg ikke så træt, og med alderen er jeg faktisk kommet i bedre fysisk form. Op til et løb træner jeg bakkeløb og interval-træning. For eksempel spænder jeg Bob på, det vil sige mit bildæk, som jeg slæber efter mig ud af Klampenborg vej i ca. 1000 meter. Ellers laver jeg 3-500 meters bakkespurt og intervalpas på 10 km. Da jeg fyldte 40 år, så gjorde jeg det til en event at løbe 40 km i 10 km intervaller, og så kunne folk løbe med, så langt de kunne. Men ellers laver jeg ’stenaldertræning’ det vil sige, at jeg hopper op og ned af træstammer og løfter sten og brændeknuder på 15-20 kg, som jeg har i haven. Det gør jeg for at styrke ryggen. Men jeg kan også finde på at lave planken, mens mine døtre sidder på ryggen og lege hest. Eller jeg laver nogle squats i køkkenet, hvor en af dem sidder på skuldrene, mens vi laver mad. Det, synes de, er sjovt, og jeg får trænet,” siger familiefaren og griner.

Grib nuet
Med en familie at forsørge, kan det være lidt svært at finde finanserne til at deltage i et ultraløb, for der er ingen pengestærke sponsorer, der pt. hjælper Jacob Juul Hastrup med at udleve sine drømme. Han finansierer selv sine løb. Med hus og børn er det dog ikke altid lige nemt at få drømme og finanser til at mødes. ”Men man skal gøre det, mens man kan, man ved aldrig, hvad der sker i morgen” siger Jacob Hastrup, der får opbakning fra sin kone Susanne i at udleve drømmene. Og Jacob udlever til fulde sine drømme ud fra mottoet: ”Only those who risk going too far can possibly find out how far they can go.” Det er også den sætning, som præger Jacobs højre læg.

“Jeg fik tatoveringen, da jeg skulle til Namibia, efter jeg havde fået min første datter Victoria. Jeg så citatet af forfatteren T.S. Eliot, og tænkte ”Det er jo fuldstændig sådan, jeg lever!”. Så jeg besluttede at få en tatovering, da jeg altid godt har kunne lide tatoveringer. Det var min kone Susanne til gengæld ikke så vild med. En dag fik jeg det gjort. Hun kunne ikke forstå, at jeg forsvandt i seks timer uden at sige noget,” fortæller han og griner ved tanken om ægtefældens lettere overraskede ansigt, da hun så den.

”Jeg håber, at jeg kan få lov til at udleve en masse drømme og nå ambitiøse mål mange år endnu.” siger Jacob. Lige nu arbejder han med at få sin helt nystartede virksomhed – The Good Karma Company op at køre. Det er en koncept virksomhed, som også skal have fokus på løb, løbsmotivation og træning samt udstyr til løb.” Jeg vil i gang med at arrangere ultraløbsture, salg af produkter, og så vil jeg gerne ud og inspirere for eksempel folk i virksomheder til at prøve ultraløb,” fortæller Jacob Juul Hastrup om sine kommende projekter, som vi her på redaktionen glæder os til at følge.

JACOBS 6 FIFS – SÅDAN KOMMER DU I GANG MED ULTRALØB

  1. Hold dine aftaler med dig selv og lyt til din krop.
  2. Få en god grundtræning
  3. Tal med en, der har erfaring med at løbe i det klima, hvor løbet foregår.
  4. Træn med det udstyr, du vil bruge til løbet. På den måde får du tjekket, om det virker, som det skal.
  5. Følg dine drømme. Hvis du kan drømme, kan du også få dem til at gå i opfyldelse.
  6. Godt humør skader aldrig.
FORSKELLIGE FORMER FOR ULTRALØB
Nonstop: Du løber i ét hug uden pause. Det er dig selv, der bestemmer alt fra a til b hele vejen i gennem løbet, f.eks. at du har 72 timer til at blive færdig. F.eks. Libyan Challenge.

Stage-løb: F.eks. The Track. Her løber du en etape på et fastlagt antal km pr. dag, og om natten sover du som regel i et telt. Hvis du altså er færdig med dagens etape.

JACOBS TIPS TIL GODT ULTRA-GEAR 

  • Uldsokker er alfa omega. Jacobs foretrukne er Teko 3302
  • Gear skal være let og funktionelt. Jacob bruger selv en Inov-8 rygsæk, der vejer 360 g, som har klaret otte løb.
  • Montbell jakke, den dur i næsten alt klima og vejer 60 g.
  • Hav altid elektrolytter med, det er afgørende.
FAKTA OM BOGEN ”EXTREMLØBEREN” 
I sin nye bog tager Jacob Juul Hastrup læseren med til isnende kulde på Sydpolen, den stegende varme i golde ørkener og livsfarlige udfordringer i den sydamerikanske jungle. I bogen fortæller han om at gå fra marathonløber til ultraløber, om at sætte sig store mål og ikke mindst om, hvordan man træner fysisk og mentalt, så man også indfrier sine ambitioner. Bogen er illustreret med fotos fra de mange løb samt billeder af Martin Paldan. Bogen er fortalt til journalist Danni Travn og forordet er skrevet af eventyreren Sir Rannulph Fiennes, der har sat adskillige udholdenhedsrekorder i sin karriere. Bogen forventes at lande i butikkerne sidst på året, men kan allerede forudbestilles på www.g.dk.
 FAKTA JACOB JUUL HASTRUP
Alder: 41 år
Civil status: Gift med Susanne, far til to døtre
Bopæl: Lyngby
Uddannelse: Møbelpolster, sejlmager
Beskæftigelse: Selvstændig og elsker det
JACOB HASTRUPS STØRSTE LØB
2004    Jungleløb i Brasilien      200 km, etape
2005    Mauretanien                      230 km, etape
2005    Gobi March, Kina            250 km, etape
2005    Sahara Race, Egypten    250 km, etape
2006     Vinterløb i Canada, Yukon 160 km, nonstop-løb
2006    Gobi March, Kina           250 km, etape
2006    Atacama Crossing, Chile 250 km, etape
2006    Sahara Race, Egypten 250 km, etape
2007    Vinterløb i Canada, Yukon 160 km, nonstop-løb
2009    Namibia
2009    Himalaya 100 km
2007    The Last Desert, Antarktis 250 km, etape
2010    Al Andalus Ultra Trail, Spanien 230 km etape
2011    The Track, Australien 560 km etape