Povl Erik Carstensen – Når løbesko bliver overflødige

De fleste kender ham som den skaldede fra John & Aage. Men Povl Erik Carstensen er også en aktiv løber og nu forfatter til en ny bog om barfodsløb. Vi har taget en snak med ham om, hvorfor han blev nødt til at stille løbeskoene på hylden – men alligevel fortsatte med at løbe.

Man forventer at møde en sjov mand, når man møder komikeren Povl Erik Carstensen. Men faktisk er han ret seriøs, når det kommer til sit løb og sin løbestil. For et par år siden havde han altid problemer med både knæ og fødder. Og hans læge anbefalede ham derfor at bruge specielle såler i sine sko. Et råd, som han valgte at trodse. For først smed han indersålerne ud, og efter noget tid stillede han helt skoene på hylden. Og han er overbevist om, at det er årsagen til, at han stadig kan løbe. Og noget tyder da også på, at han har ret, for han er mere glad for at løbe end nogensinde før, og har netop gennemført sit tredje marathon med bare fødder.

Så selvom Povl er en sjov mand, mener han det seriøst, når han siger, at den københavnske asfalt er tatoveret under hans fødder.

Naturen kalder
Bare tæer i blødt græs. Her er vi på et stadie, hvor de fleste kan være med. Povl er da også overbevist om, at vi er skabt til at gå uden sko. Det er det naturlige, så han er sikker på, at det er en menneskeskabt idé, at bare fødder er ubrugelige.

“Jeg tror, at for mindst 99 procents vedkommende er vi kompetente nok til at gå barfodet.”

“Vores fødder er nærmest blevet sygeliggjorte af folk, som lever af at sælge sko. Selvom jeg tror på, at der findes deciderede problemer med fødderne, så tror jeg på, at for mindst 99 procents vedkommende, er vi kompetente nok til at gå barfodet,” siger han. Alligevel vil han ikke påstå, at alle kan eller skal løbe med bare fødder. Det dur for nogle, mens andre vil klare sig bedst med sko. For eksempel tror han ikke, at det er specielt godt for overvægtige at gå eller løbe med bare tæer.

Han understreger dog sin personlige erfaring og mener, at folk, som har problemer med deres fødder eller knæ, kan drage fordel af at prøve at smide skoene:

“Mine fødder, mine knæ og for så vidt også min ryg har det bedre, end de nogensinde har haft det før.”

Løb som erstatning
Det er ikke kun Povls snakketøj, som er aktivt. Han har nemlig altid været en aktiv fyr, som er glad for at bevæge sig. Som ung dyrkede han både fodbold, spillede tennis og cyklede. Men at løbe var som sådan ikke en del af hverdagen.

Uden at huske det med nøjagtighed, mener han, at det var, da han var i starten af 20’erne studerede på en musikskole i USA i nogle måneder, at han begyndte at løbe. Han måtte tænke lidt ud af boksen for at finde noget, han kunne gøre, uden at han var en del af en sportsklub.

“Jeg har fundet et gammelt brev til mine forældre, og der kan jeg se, at jeg har skrevet ‘Jeg er begyndt at jogge!’, så det må være deromkring, at jeg begyndte at løbe,” fortæller han om sin svage erindring om sin første løbetur, som fandt sted i joggingens guldalder i 80’erne.

Han skulle kun være på musikskolen i tre-fire måneder, så det var ikke rigtigt en mulighed at melde sig ind i en sportsklub. Men man kan jo løbe alle steder, og det valgte han at gøre i Bostons gader.

Til at starte med løb Povl dog ikke regelmæssigt. Løbet havde ikke som sådan fanget ham, men i nogle perioder tog han sig af og til en løbetur, så han var sikker på at få rørt sig en gang imellem.

Nedsats i forfoden
Allerede i Boston stiftede Povl bekendtskab med en mere negativ side af at løbe. Hver gang hans sko blev bare en lille smule skæve, begyndte hans knæ og fødder at gøre ondt.

“Da jeg kom op i 30’erne, begyndte jeg at købe nogle dyrere sko med alle mulige indlæg af forskellig art, men jeg fik altid problemer. Til sidst førte det til, at jeg endte hos en kirurgisk ortopæd, som diagnosticerede mig med det, som hedder nedsats i forfoden,” fortæller han og tilføjer, at ortopæden beordrede ham til at skifte til nogle specielle indlæg.

Lettere fortvivlet over indlæggene spurgte Povl, om der ikke var nogle øvelser, som han kunne lave for at få bedre fødder, men han fik at vide, at der ikke var andet at gøre end at gå med de indlæg. Altid. Både i almindelige sko, og når han løb.

“Jeg gik med disse stive, læderbeklædte indlæg, men det føltes stadig ikke specielt godt på nogen måde,” siger Povl, som også var frustreret over, at sko og indlæg skulle matches, så han ikke kunne bruge det samme indlæg i forskellige sko.

Han gik derfor og tænkte på, hvad han kunne gøre for at slippe for indlæggene. Han kom frem til, at da han jo godt kunne gå i bare fødder uden at have ondt, var det måske mindre teknologi, der skulle til.

“Jeg havde nogle nogenlunde minimalistiske sko fra Asics, hvor jeg fjernede indersålerne, og det fungerede fint. Fødderne fik lov til at fungere i stedet for at være spændt op af et indlæg, som overtog fodens normale funktion,” fortæller han.

For Povl Erik Carstensen blev det begyndelsen på en ny rejse. En rejse, hvor han opdagede, at hans fødder faktisk stadig virkede, hvis bare de fik lov.

“Jeg følte, at indersålerne egentlig bare gjorde skoen mere ustabil. Så hvis man har problemer med sine fødder, skal man prøve at købe sko et nummer mindre end man plejer, og så fjerne indersålen – så er man allerede lidt på rette vej,” fortæller han.

Men det handler ikke om bare at smide indlægget i skoen ud og så løbe derudaf. For at styrke foden maksimalt lavede Povl derfor en plan: Han lavede sig et hjemmestrikket træningsprogram, som han sammensatte ud fra nogle bøger.

“Jeg ved ikke, i hvor høj grad man kan gøre det helt uden, men disse øvelser fungerede for mig. Jeg havde det mindst ligeså godt som med de stive indlæg, og egentlig også bedre.”

Smed sine løbesko
Efter at indlæggene var blevet kasseret, kunne han igen løbe. Fødderne havde fået det bedre, fordi de fik lov til selv at arbejde. Helt skofri blev han dog først nogle år senere på en ferie i sine forældres hus i Finland:

“Jeg var ude at løbe i mine løbesko, og i nærheden af huset opdagede jeg en 8-tals skirute med dejlige stigninger. Den var belagt med træspåner,” siger Povl, som var fascineret af de skønne omgivelser og det bløde underlag og følte, at han var nødt til at prøve at løbe uden sko. Og det fungerede rigtig godt.

“Det var en stor oplevelse, og det føltes befriende at slippe for det cirka halve kilo, som man bærer rundt på for enden af sine ben,” siger han, men tog dog ikke hjem til København for at løbe rundt om søerne med bare fødder lige med det samme. Men det bragte ham stor inspiration til at komme videre af barfodssporet.

Derfor begyndte han at læse om barfodsløb på nettet, og her fandt han frem til forskellige atleter, som har lavet verdensrekorder i bare fødder, blandt andet etiopiske Abebe Bikila, som vandt OL-guld i marathon i Rom i 1960.

Den bizarre skooplevelse
De indlægsfri Asics, som ellers havde fulgt Povl i tykt og tyndt, blev droppet. Han fandt frem til nogle cross country-sko, som er nogle ret minimalistiske sko uden hæl. Dem havde han glæde af – selvfølgelig uden indlæg – på sin videre rejse mod at blive barfodsløber.

Der blev løbet en del kilometer i cross country-skoene, indtil Povl for sjov fandt de gamle Asics sko frem igen.

“Det føltes som at spænde en Volvo på hver fod,” fortæller han.

Den bizarre oplevelse med de sko, som engang havde været så fantastiske, blev starten på en ny æra. Han stillede skoene på hylden og løb i bare tæer. Hvis der er meget koldt, eller fødderne er meget ømme, kan han dog godt finde på at tage et par minimalistsko på, men indlæg bruger han aldrig. Efter fem år med fødderne i skofængslet, blev de sluppet fri, og nu løber han cirka 10-20 kilometer om ugen.

“Jeg har en kort tur rundt om søerne på cirka seks kilometer, og så har jeg en rute, hvor jeg inddrager Østre Anlæg og Kastellet, og dermed bliver den cirka 11,4,” fortæller Povl om sin faste løberute.

Rundt om søerne har man to muligheder: Man har grusstierne, eller man kan vælge at løbe på asfalt. Til at starte med brugte Povl mest grusstierne, da det mindede ham mest om naturen. Han indrømmer dog, at han nu synes, det gør lidt ondt at løbe på grus – i hvert fald den slags, der er rundt om søerne i København. Derfor løber han nu på fortov og asfaltstier.

“Jeg beundrer lidt mig selv for næsten udelukkende at løbe på grusstier dengang, for der er stor forskel på grus – og det er der også på grusstierne rundt om søerne. De småsten som af og til er på stierne er noget af en udfordring.”

Tvinges til skånsom løb
“Når fødderne er spærret inde i sko med hårde såler, bliver de nærmest bedøvet, og man kan løbe på meget mere uhensigtsmæssige måder,” fortæller Povl og anerkender, at han løber en risiko med sine udtalelser, for han er jo hverken læge eller på anden måde fagperson på området. Men han har sine egne erfaringer, og han er helt overbevist om, at folk, der har problemer med ryg, knæ, fødder eller led, vil have godt af at løbe med bare fødder. Når man ikke får beskyttelsen fra skoene, er man nemlig tvunget til at løbe på en mere skånsom måde.

Han mener derfor, at folk, der er frustrerede over deres problemer med at løbe i sko, bør give minimalistsko og barfodsløb en chance. “Selvfølgelig skal de bruge deres sunde fornuft. Hvis de får det værre, må de erkende, at barfodsløb ikke lige passer til dem,” siger han og tilføjer, at det er hans erfaring, at det virkelig hjælper at lade skoene stå derhjemme.

Bare fødder og hård hud
De fleste, som hører om barfodsløb, forestiller sig et par fødder med utrolig tykt og hård hud. Men det afviser Povl:

“Det er jo nærmest en myte, at man får hård hud under fødderne af barfodsløb, men der sker jo først og fremmest det, at den hårde hud jo også bliver slidt af i samme tempo, fordi man netop bruger fødderne,” siger han og afviser, at fødderne ser forfærdelige ud. Fødderne bruges jo bare til det, som de er bygget til. Han har tit lyst til at vise sine fødder frem til folk, for at overbevise dem om, at hans fødder ikke er nogle kæmpe panserplader, som folk ellers forestiller sig. Han lader dog som regel være, for det er trods alt lidt grænseoverskridende.

“Mine fødder er bare blevet lidt beskidte af at løbe barfodet, så de har lidt en anden kulør. Man kan godt se, at Københavns asfalt er tatoveret ind i mine fodsåler.”

Det skal ikke være for let
Ifølge Povl mener mange, at man ikke skal starte for let ud, når man begynder at løbe barfodsløb, fordi man så ikke lærer det ordentligt.

“De siger, at man skal kunne mærke, hvordan man gør det, og det gør man mere ved et udfordrende underlag,” siger han. Han mener dog, at det lidt er noget pjat, fordi det jo også handler om at undgå smerter. Og almindelig opmærksomhed, når man løber, kan også redde en fra de værste skavanker:

“Når man fortæller folk, at man løber barfodet nede ved søerne, reagerer de fleste med ‘hvad med kanylerne?’, og ja, man skal da passe på med kanyler ved søerne. Men man har jo det her visuelle skanningssystem, som hedder øjnene, som man kan bruge,” fortæller Povl. Han er ikke nervøs for kanyler, for han ser sig for.

“Og selvom man ikke har mega tyk hud under fødderne, har man jo hård hud, og det er jo lidt ligesom læder, og det er jo ikke til at bide igennem. I al den tid jeg har løbet barfodsløb, og det er i hvert fald 1.000 kilometer, er jeg kun én gang kommet hjem og måtte pille et lille stykke glas ud af foden,” fortæller han og forsikrer om, at foden helt naturligt tilvænner sig de udfordringer, der opstår, når foden kommer i kontakt med naturen igen.

“Men når man lander ovenpå en lidt for stor ‘lille’ sten, fordi man ikke har haft øjnene åbne, så kan det godt gøre nas. Man kommer ikke til skade, men selvfølgelig kan det gøre ondt,” siger han og understreger, at det især er på de lange ture, at det kan gøre ondt.

“Man kan bedre klare det i starten, men når man så har ramt nogle sten uheldigt et par gange, så er man jo lidt mere øm i forvejen,” siger han.

Uden sko er ikke en religion
For Povl er det vigtigt at understrege, at det ikke er en religion for ham at løbe uden sko. Selvom han er glad for at slippe fødderne fri og løbe med bare tæer, anerkender han, at skoene af og til har sin berettigelse.

“Hvis jeg for eksempel har løbet en lang tur på 20-25 kilometer om søndagen, kan jeg godt finde på at løbe ugens første tur i et par minimalistsko, fordi jeg stadig har lidt ømhed fra den lange,” fortæller han.

Han løber for at få en god oplevelse, så derfor løber han af og til med sko to-tre dage efter, han har løbet en lang tur, hvor fødderne er blevet ømme efter en del sten. Resten af ugens løbeture bliver fødderne dog sat fri. For det handler ikke om at løbe barfodet bare for at gøre det. For Povl handler det om at have det godt, når han løber.

“Skoene kan godt have en berettigelse af og til, når man for eksempel har lidt ømhed efter de lange distancer,” siger han og tilføjer, at det også handler om at være ærlig, så folk ikke tror, at man skal løbe uden sko for enhver pris.

Sten under fødderne
At gøre det til en behagelig ting at løbe i bare fødder var i centrum, da Povl Erik Carstensen i år gennemførte Copenhagen Marathon med bare fødder for tredje år i træk:

“Det første år gennemførte jeg på 5:00:43, så derfor fik jeg en tidsmæssig ambition, selvom det slet ikke er mig – nemlig at skære 44 sekunder af, så jeg kunne komme under fem timer. Det lykkedes sidste år, hvor jeg løb på 4:59:28,” siger han og afslører ambitionen for Copenhagen Marathon 2013:

“Jeg tænkte over, hvorfor jeg skulle løbe i år, og jeg tænkte, at ambitionen skulle være, at det skulle være et så behageligt marathon som muligt. Det betyder, at jeg droppede alt om tider, selvom jeg jo løber langsomt nok i forvejen. Mit mål var at komme i mål og føle, at jeg kunne løbe 10 kilometer mere,” forklarer barfodsløberen, som endte med en tid på 5:25.

“Det var sådan set nok også det mest behagelige marathon, men målsætningen om, at jeg skulle føle, at jeg havde lyst til at løbe 10 kilometer længere, den holdt ikke,” erkender han.

Planen om at gøre det til et behageligt marathon blev da også overholdt. Da ruten passerede Søndre Boulevard, gav han sig nemlig tid til at stoppe op og snuppe en kop espresso.

“Det er jo nærmest en myte, at man får hård hud under fødderne af barfodsløb, men der sker jo først og fremmest det, at den hårde hud jo også bliver slidt af i samme tempo, fordi man netop bruger fødderne.”

Men trods et behageligt marathon glæder han sig over, at han nu kan gå tilbage til at løbe af lyst, i stedet for at skulle følge et træningsprogram for at blive marathonklar.

For selvom tanken om et marathon ikke afskrækker ham, er det heller ikke hans favoritdistance. Når han kommer ind i anden halvdel begynder der nemlig at komme lidt ømhed.

“Det er ikke, fordi jeg får vabler eller sår, men fordi asfalten nogle steder er ret grov, og så får man noget ømhed,” siger han, og gentager, at jo længere han løber, jo flere sten rammer ham forkert, hvilket også kan give lidt smerter.

Start foran spejlet
Det kan virke grænseoverskridende at løbe ud ad hoveddøren, mens skoene stadig står derhjemme. Især, hvis man aldrig har prøvet at løbe med bare fødder før. Men han har fundet på et trick: Stå derhjemme og lunt på stedet – gerne foran et stort spejl. Der kan man gøre sig alle erfaringerne: Hvor højt skal jeg løfte knæene, hvor store skal mine skridt være og så videre.

Han mener, at det er en god måde at gøre sig bevidst om, hvordan man skal gøre, da alle kan lunte på stedet.

“Er man i stand til at lunte en halv time, så kan man løbe fire-fem kilometer,” siger han og foreslår det som en måde at gøre sig erfaringer om barfodsløb uden at udfordre skæbnen i det åbne landskab.

For ham har det været en stor glæde først at smide indlæggene og senere smide skoene helt. Derfor er han sikker på, at han kan løbe mange år endnu. Så hvis du ser en fyr løbe rundt om søerne uden sko, så er det sikkert Povl, der er ude på en af sine ugentlige løbeture.

 BARFODSLØBEBOGEN 
Povl Erik Carstensen udgav i maj 2013 en bog med sine erfaringer om barfodsløb. Den henvender sig til alle, som er nysgerrige omkring barfodsløb, hvad enten de selv har lyst til at prøve kræfter med fænomenet, eller hvis de blot vil lære mere om det. Bogen indeholder kapitler om teknik, minimalsko, informationer om underlag, temperaturer og skader, og ikke mindst ideer til træning og øvelser. Den indeholder desuden Povl Erik Carstensens egen træningsdagbog fra de seneste 3 måneder af hans tærning op til CPH Marathon 2011, som var hans første marathon uden sko. Bogen er 96 sider og koster 169,95 kroner.

 GODE BARFODSØVELSER 
I forbindelse med at Povl smed sine indlæg ud, valgte han at styrke sine fødder med nogle øvelser, som styrker og aktiverer fødder, ankler og lægge. Øvelserne er dels sammensat fra Gyldendals Løbebog og bogen Pain Free, og dels udviklet af ham selv. Han anbefaler at du laver øvelserne en-to gange om dagen i en uge eller to, og derefter efter behov.

1. Fodcirkler. Laves liggende med det ene ben på knæet af det andet. Foden drejes den ene og den anden vej rundt i yderposition, så storetåen tegner så store cirkler som muligt.
2. Fodvip. Som ovenstående. Foden vippes så langt frem og tilbage som muligt.
3. Kortfodsøvelse. Stående gør du din fod så kort som muligt, uden at du bøjer tæerne. Altså en krumning af svangen. Bemærk, at det involverer muskler i læggen/anklen. Jeg foreslår én fod ad gangen for at holde fokus.
4. Fodvip udad. Stående på begge fødder vipper du så langt ud på ydersiden af fødderne, som du kan – og så tilbage. Dette giver også en krumning af svangen.
5. Hæl og tå. Igen stående på begge fødder, vipper du fra at stå på hælene til at stå på tæerne og tilbage. Også ud i yderpositioner. Det kan være rart lige at holde fast i en dørkarm eller noget. Kan laves på et ben ad gangen, hvis du vil øge belastningen.
6. Hop på tæerne. Hop på tæerne med begge ben. Kan også gøres på et ben ad gangen for at øge belastningen (det er ret hårdt efter min mening), eller skiftevis et par hop på hver fod, som når man sjipper. Øvelserne er ordnet efter sværhedsgrad, så du kan starte med de nemme og arbejde dig fremad. Antallet af gentagelser er helt op til din fornemmelse af, hvad der er godt og behageligt. Det samme gælder, når der står “yderposition”; ikke så det gør ondt, bare så det virker. Hvis du giver dig i kast med det, foreslår jeg, at du laver programmet en eller to gange om dagen i en uge eller to.