fbpx

“Hvad er dit rette element?” spørger filosof Selina Paldan i denne artikel, hvor hun fascineres af trailløber Dorte Dahls måde at bruge naturen til sit løb og på samme måde være fri og lige i naturen. Dyk med ned i en filosofisk tankerække om løb og naturens essens. Om at være fri, i balance og om at finde ens rette element.

Det er søndag morgen. Himlen er lys og klar. Solen har indtaget sit domæne. En svag brise blander varm og kølig luft. Vi er i Sydspanien ved kysten. Bjergene i baggrunden indtager himlen som en væg af storhed og styrke. Dorte Dahl har fyldt sine to ½ liters flasker med vand.

Hun tager sit slidte løbebælte på og propper flaskerne i sammen med en pakke “vingummi”. “Jeg løber,” siger hun. “Jeg ved ikke, hvor lang tid eller hvor langt”, “det finder jeg ud af der ude.” Jeg ønsker hende god tur, og beder hende om at passe på sig selv. Dorte kommer tilbage efter 3 timer. Glinsende, smilende og fuld af energi. “Det var SÅ fedt,” fortæller hun. “Jeg kunne blive ved og ved.” Den sætning har jeg hørt utallige gange før. Jeg smiler anerkendende til hende. Jeg ved, at Dorte elsker sit løb. Det er en stor del af hende. Faktisk er jeg nået til den konklusion, at det ikke blot er en del af hende. Det er hende. Løb i naturen er Dorte Dahl.

Små spor, opløb, nedløb, skov, vand, bjerge, strand… trailløb, løb i naturen, som på alle måder udgør naturens enestående autenticitet, som tiltrækker mange menneskers lyst til at udfordre sig selv i naturlige omgivelser. Det må handle om oplevelsen af at være ét med naturen, at føle en form for frihed, at kunne trække vejret både fysisk og mentalt samt følelsen af at have plads nok. Samtidig tænker jeg, at det må handle om mere end det. Man kan måske vove den påstand, at ovenstående korte beskrivelse af løb i naturen dækker en universal oplevelse af løb, som foregår i naturen. Alle trailløbere kan nok nikke genkendende til ovenstående og nok også komme med tilføjelser. Jeg tænker, at det på et individuelt plan må handle om mere end denne universelle oplevelse. Hvad betyder løb i naturen for det enkelte menneske? Hvori opstår denne enorme lyst til at blive et med naturen?

Som eksistentiel tænker fascinerer det mig, og jeg er blevet nysgerrig omkring, hvad det i realiteten handler om. Det at noget er en så stor del af et menneske, at det i realiteten er det. I Dortes tilfælde løb i naturen. Der er ingen tvivl om, at en stor del af forklaringen er selve naturen, og det at være i naturen. Naturen er et åbent rum på alle måder, hvor ens sanser bliver stimuleret og giver én en reel oplevelse af livet. For mange mennesker er naturen en indre befrielse. En oplevelse af bogstaveligt talt at kunne trække vejret.

For Dorte handler det om dette og mere til. For Dorte handler det om at føle sig både fri og lige. Men hvad betyder det? At føle sig både fri og lige i naturen?

Som menneske er vi alle både naturmenneske og samfundsmenneske. Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau mener, at det naturlige menneske er frit og sig selv nærmest. For det naturlige menneske handler det om overlevelse og at tilfredsstille egne behov, dog med medlidenhed for andre mennesker. Netop disse elementer gør naturmenneskene imellem lige. Umiddelbart virker det egocentreret og snæversynet.

Set i et perspektiv af det individuelle menneske, så er det vel den nøgne sandhed, og sådan som vi i bund og grund alle er.

Samfundsmennesket er styret af fornuft, mener Rousseau.

Dog både den moralske og driftige fornuft. Vi genkender os vel alle selv som både det fornuftige og det begærlige menneske. Men hvad med naturmennesket? Genkender du dig selv som det naturlige menneske, der lever for overlevelse, søger at tilfredsstille egne behov og skuer til de andre med medlidenhed? Hmmm. Hvis du tør, tror jeg faktisk, at du vil svare ja. Jeg tænker, at vi alle rummer natur- og samfundsmennesket. Og jeg tænker, at nogle mennesker søger det ene mere frem for det andet. Og grunden til denne sondring kan måske findes hos den tyske filosofi Martin Heidegger, som taler om væren, som noget mennesker både er og befinder sig i. Mennesket er altid tilstede, tilstede i den verden, som det lever i. I den sammenhæng taler Heidegger om menneskets befindlighed, som betegner menneskets stemthed og tilstand i denne tilstedeværen. Når jeg vælger at inddrage sammenhængen mellem naturog samfundsmennesket i relation til menneskets stemthed i tilstedeværen, er det netop for at få en forståelse af, at det i høj grad handler om at være i balance med sig selv og sine omgivelser. Det er nemlig ikke altid nemt at balancere sin befindlighed mellem natur- og samfundsmennesket i en oplevelse af at være i balance med sig selv og sin omgivelser.

Dorte søger klart naturmennesket for derved at få en oplevelse af sig selv i balance. Og naturmennesket finder hun i sig selv, når hun begiver sig ud på de små spor, i skoven, i bjergene, på nedog opløb, over stok og sten.

For hende er det at løbe i naturen en naturlig tilstand, som giver hende en enorm følelse af frihed. Begrebet frihed i denne sammenhæng referer til den eksistentielle frihed, som handler om det enkelte menneskes frihed som både tilstand og følelse.

Denne form for frihed er tiltænkt os alle og hænger sammen med begrebet autenticitet.

Det handler eksistentielt om, hvordan vi kender os selv. Søren Kierkegaard påpeger, at frihed og autenticitet hænger sammen i en eksistentiel spiral af at være hinandens forudsætning. Frihed er autenticitet.

Dorte er en fri og autentisk natur(lig) løber. Hun kender sig selv, sin styrke, sin svaghed. Og dette indgående kendskab i sig selv gør hende fri og autentisk, når hun løber i naturen.

Det handler alt sammen om at være menneske; at være samfundsmenneske, naturmenneske og et autentisk menneske. Til sammen søger vi vel alle at få det til at gå op i en højere enhed af en form for tilpasning i et forhold af at være et individuelt menneske blandt andre individuelle mennesker.

For Dorte er løb i naturen en stor del af denne helhed. For hende handler det om muligheden for bare at være i og med naturen i et forenklet forhold af eksistens.

Dorte søger klart naturmennesket for derved at få en oplevelse af sig selv I balance. Og naturmennesket finder hun I sig selv, når hun begiver sig ud på de små spor, I skoven, I bjergene, på ned- og opløb, over stok og sten.

Det forenkle skal ikke blot forstås i et eksistentielt perspektiv. Friheden oplever hun ikke kun ved at være ude på de små spor. Dorte løber minimalt i forhold til udstyr. For hende er det en forstyrrelse at skulle forholde sig til den mangfoldighed af udstyr, der findes inden for trailløb. Hendes følelse af frihed ved løb i naturen handler i bogstaveligt forstand om at være fri for. At være fri for og være fri.

Hmmmm. Jeg får det til at lyde som en flugt. Tværtimod.

Det er gået op for mig, at det handler om både at være naturmenneske og samfundsmenneske. Samfundsmennesket kan ingen løbe fra. Vi er alle på den ene eller anden måde og på godt og ondt fanget i spindet af civilisation. Vi lever i et samfund, hvor der til tider er fart på, hvor mange måske kan genkende en følelse af ikke selv at bestemme farten med risiko for at miste balancen. For ikke at glemme nuet. Nuet som ofte omtales som en eller anden form for uopnåelig spirituel søgen efter at komme sig selv nærmere og være med det, der er. Nuet er blot nuet. At være ude i naturen og være naturmenneske kan for nogle være der, hvor de selv bestemmer farten, hvor de har en følelse af at kunne følge med (sig selv), og hvor det hele for en rum tid går op i en helhed af at være i sit rette element.

Når Dorte løber i naturen, befinder hun sig godt og er i balance. Hun er klart i sit rette element. Et element af en indre frihed og en følelse af at kunne blive ved og ved. Der er ingen tvivl om, at det for Dorte handler om at være et helt menneske i en helhed af at være et individuelt menneske blandt andre individuelle mennesker forenet i både natur og civilisation.

Hver dag sætter Dorte derfor sine fodaftryk ude på de små spor helst omgivet af bjerge, hvor der er højdemeter og udsigt. Dorte er på alle måder en natur og naturlig løber, som ovenikøbet gør det godt.

Jeg kigger op mod bjergene og tænker beundringsværdigt, at der løber Dorte rundt et eller andet sted og er i sit rette element. Jeg tænker videre og spørger mig selv… og dig; “hvad er dit rette element”?