Er der fri adgang til at løbe overalt i naturen? Ja, tænker du måske, når du vælger at løbe en tur, men svaret viser sig at være knap så simpelt. Få overblik over reglerne her!
Det virker indlysende for mange, at der er fri adgang til den fælles danske natur, men det viser sig, at det ikke er så ligetil. Der er nemlig mange og modstridende interesser i spil, når det gælder om at færdes i naturen. Så hvad er reglerne egentlig for adgang til naturen som løber?
TRE SLAGS VEJE
I Danmark findes der i princippet tre forskellige slags veje: Offentlige veje, private veje og private fællesveje. Disse har hvert deres regelsæt, og det er dem, vi vil liste op for jer, så når I næste gang løber en tur ikke er i tvivl om, om I har retten til at løbe der eller ej.
På de offentlige veje er reglerne ligetil, her må du selvfølgelig gerne løbe, så længe du holder dig inden for lovens regler. Hvis du på din løbetur løber ind i et skilt, hvor der står “Adgang forbudt”, er det formentlig en privat vej, du er på vej ind på. Reglen her er, at uvedkommende uden ærinde forbydes adgang, og derfor skal skiltet respekteres.
Det er dog en anden sag, hvis du løber ned af en privat fællesvej – dem er der nemlig rigtig mange af her i Danmark. Private fællesveje er eksempelvis veje, der leder ned mod flere afsides beliggende boliger. Selvom det er privatejet af en grundejerforening, så har du stadig ret til at færdes der. Så hvis du bliver konfronteret af en vred grundejer, så husk at der er adgang for alle og enhver. Og som en lille huskeregel, så må private fællesveje ikke sætte et skilt op, hvor der står “Adgang forbudt” – de skriver ofte i stedet “Uvedkommende færdsel ikke tilladt”, så ved du, hvad det betyder – nemlig at du har ret til at færdes i området.
HVAD MED SKOV OG STRAND?
Så fik vi det på plads. Men hvad så med adgang til skoven og stranden? I det danske land er alt faktisk forbudt, hvis det ikke er tilladt ved lov. Det er ikke ligesom i Sverige og Norge, hvor alle kan færdes frit i naturen og slå lejr alle steder. I statsejede skove er det tilladt for alle at færdes frit, men i privatejede skove må man altså kun løbe på de markerede stisystemer, og her vil der typisk først være adgang fra klokken 6 om morgen til solnedgang. Så husk at have det in mente næste gang du vælger at lægge løbeturen før daggry eller efter skumringen.
Som udgangspunkt er der fri adgang og ret til færdsel for alle til stranden, og hvis du støder på en privat grund, der støder helt ud til havet, så har du stadig ret til at færdes nedenfor højeste vandlinje. Så stranden er heldigvis et område, du ikke skal bekymre dig så meget om at færdes i, andet end den hårde løbetur du får ud af at løbe i sandet.