Camilla har for alvor travlt her i december, hvor eksamenslæsningen er den største tidsrøver. Hun benytter derfor træningen som afbræk fra skolebænken, og det har vist sig at give pote! Løbebåndet er blevet udskiftet med udendørs træning, og pilates og yoga er kommet på programmet som supplement til løbeturene.
Nyt træningsprogram
Nu er jeg hverken læge, fysioterapeut eller noget, der ligner, men jeg er efterhånden sikker på, at løbebåndet var skyld i mine hoftesmerter. Efter jeg tog mig sammen og rykkede AL træning udendørs, er det kun gået i den rigtige retning. Jeg er meget tæt på at sige, at jeg ikke længere kan mærke til det. Måske har jeg bare brug for det ujævne og skiftende underlag for at balancere min krop?
Jeg er blevet helt vild med mit nye træningsprogram. Det passer på alle måder, og ingen af turene er uoverskuelige – endnu. Hvis jeg ikke kan træne en dag pga. sygdom eller mangel på tid, ændres træningsplanen, så jeg stadig får det mest optimale ud af ugens ture. Samtidig er jeg kommet længere op i samlede antal kilometer om ugen – helt uden at lægge mærke til det. Efter at have løbet mellem 15-20km pr. uge er jeg nu oppe på mellem 25-30km. Formen følger også med, så jeg kan kun sige, at træningen går flyvende.
Ekstra styrke med pilates og yoga
Jeg har også valgt at tilføje pilates og yoga til min træning. Yoga har jeg dyrket i nogle år, men pilates er jeg først lige blevet introduceret til. Hold da op, for en styrke man skal have! Jeg har ikke troet meget om den træningsform, men alle mine ”fordomme” er afkræftet nu. Mine mavemuskler kan i hvert fald skrive under på det, da jeg så sent som i dag konkluderede, at det gjorde ondt at nyse.
”På den anden side er jeg supermotiveret og holder ekstra meget af at træne for tiden. Det er mit afbræk fra læsningen og frustrationerne, så jeg nyder, når jeg kommer ud og får luftet hovedet.”
Samtidig tror jeg, at jeg i løbet af kort tid kommer til at opleve en styrkefremgang, der kommer helt bag på mig. Efter kun en uge kan jeg mærke fremskridt, så jeg glæder mig meget til at se, hvad der sker om en måned – eller endda et halvt år.
Jeg har endnu ikke kommenteret min vægt, men den vil jeg faktisk gerne lige ind på. Når det er så ”få” kilo, jeg gerne vil smide, kan det godt være svært. Det er jeg indstillet på. Men fra at ligge fast omkring de 65kg, ligger jeg nu omkring de 63kg. Jeg ved ikke, hvor hurtigt det er gået, men det går i hvert fald i den rigtige retning, og det kan ses. Mit primære fokus lige nu er min stamina og styrke, og så må vægten komme lidt i anden række.
Eksamenstiden sætter sine præg
Studiet er rigtig hårdt for tiden, og der er en del eksaminer forud. Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt stresset, for både min søvnmængde og appetit er faldet. Ingen af delene er særlig gode for mig, men jeg prøver at passe på mig selv, så godt jeg nu kan. Jeg sørger for, at jeg får mine tre hovedmåltider om dagen, men appetitten skriger ikke efter mere. Søvnen ligger på omkring seks timer, hvilket slet ikke er nok i mit hoved. Jeg ville gerne kunne ”nå” at få otte timers søvn, men det gider min krop ikke i øjeblikket.
På den anden side er jeg supermotiveret og holder ekstra meget af at træne for tiden. Det er mit afbræk fra læsningen og frustrationerne, så jeg nyder, når jeg kommer ud og får luftet hovedet. Det giver mig også den ekstra energi til at kunne komme igennem dagen, komme til undervisning og få læst, nu hvor søvnen ikke er optimal.
Det blev vist lidt længere, end hvad jeg havde regnet med, men der sker også meget med min krop og i hovedet for tiden. Forhåbentlig når jeg at nyde den søde juletid lidt, men indtil videre må det presses ind i skemaet mellem statistik og mikroøkonomi i form af mors hjemmebagte vaniljekranse.



