Det er dagen derpå efter VM i Halvmaraton, og jeg overvejer at søge efter et par nye ben på nettet. Men det smil, der stadig pryder mit ansigt, vil jeg ikke bytte for noget i verdenen.
Medaljen kom i hus med tiden 1:59:28.
Jeg har efterhånden deltaget i nogle løb, men det er sjældent, jeg har glædet mig så meget til at løbe over startstregen. Og da solen allerede skinnede fra morgenstunden, kunne jeg næsten mærke byen summe af spænding. Jeg er så heldig at bo ret tæt på startområdet, så da jeg trådte ud af døren, ramte VM-spændingen mig allerede.
Et fantastisk arrangement
Jeg var selvfølgelig iklædt mit løbegear, men jeg har aldrig oplevet at få så mange ”held og lykke” med på vejen. Få meter nede af min gade mødte jeg den første, og jeg kunne ikke lade være med at sammenligne øjeblikket med dengang, hvor jeg gik med studenterhue. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke sagde, at jeg nok voksede et par meter, hver gang en fremmed kommenterede startnummeret med et ”held og lykke”.
Jeg gik rundt med et fjoget smil, lige indtil startskuddet lød. Det kan godt være, at det hjalp, at jeg var i en form af ekstase, men jeg synes virkelig, det var et godt arrangement. En god rute, masser af publikum og faktisk okay plads på løbeturen. Det var fantastisk at opleve den mængde publikum, som der var i går.
Gode oplevelser på trods af svingende form
Men men men.. Nu lyder det som om, det hele var fryd og gammen, selvom det faktisk ikke var. Mit hjerte var med, men mine ben havde glemt alt om at præstere. Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der oplever dette, men jeg synes ofte, at min form svinger meget. Der er flest lange perioder, hvor benene er gode, og jeg flyver af sted, men så har jeg også efterfølgende en to til tre uger, hvor de er tunge, og lungerne er fyldt med vat. Desværre er jeg inde i en dårlig periode, men jeg havde da håbet, den ville være ovre til i går. Forrige weekend testede jeg formen med 15km, som desværre ikke gik fantastisk. Jeg tænkte, at det selvfølgelig ville være meget bedre til VM, men ak nej. Jeg måtte virkelig kæmpe mig igennem. Så det er rent held, at mit hjerte og humør fløj højt på stemningen – for ellers havde jeg ikke klaret den.
Men for ikke at nedgøre min form helt og aldeles, så synes jeg, det er værd at nævne, at der også skete to gode ting. 1: jeg slog personlig rekord på distancen. Og 2: jeg kom under to timer. Tiden sagde 1:59:28, så selvom jeg var ved at pruste lungerne ud, da jeg krydsede målstregen, så hjalp det, at jeg endelig kan sige, at jeg er kommet under to timer på halvmaratondistancen.
Nu venter en rolig søndag, hvor jeg planlægger at gå en lille tur her efter morgenmaden. Bare lige for at bløde mine stive ben lidt op. Og så håber jeg, at alle, der deltog, syntes, det var mindst ligeså fantastisk, som jeg synes, det var.