Når broerne bliver løbet over

2017 bød på hele 3 broløb for Anders Juncker, som løb med til såvel Lillebælt Halvmarathon, De 3 Broer og Broløbet over Storebælt. 

Jeg er med årene kommet til at elske broløb, og jeg ved ikke helt hvorfor. Det er uhyre monotont, men samtidig smukt. Udover den smukke udsigt fra broerne, så kunne jeg nok godt begrunde det med titlen på en af Jørgen Leths cykelbøger: “Netop gentagelsen er det smukke”.

Lillebælt halvmarathon – 10 års jubilæum

I anledning af jubilæet skulle der i år løbes på den nye Lillebæltsbro. Det blev en utrolig smuk løbeaften, hvor den danske forårshimmel viste sig fra sin bedste side.

Starten var ganske hård, da man startede under broen, så med det samme gik det opad mod den knap 50 meter høje bro. Trods den noget ophedede debat mellem bilister og motionister denne sommer, så gjorde bilisterne deres, til at man havde en fest oppe på broen. Der blev dyttet og heppet, og alt sammen til en smuk forårssol, der skulle til at starte sin nedgang. Så både puls og humør var i top oppe på broen. Nedløbet hjalp os dog med at få pulsen lidt ned igen, inden den jyske del af ruten.

Jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg ikke var så begejstret for løbet på Jyllandssiden.

Trods den noget ophedede debat mellem bilister og motionister denne sommer, så gjorde bilisterne deres, til at man havde en fest oppe på broen.

Man løber rundt i villa- og industrikvarterer, og det er et lidt kedeligt scenarie. Publikumssiden er dog i verdensklasse – her kunne man virkelig blive hjulpet over en krise eller to. Desuden var humøret stadig højt oven på den smukke tur over broen.

Og det skulle blive endnu smukkere, for efter turen rundt på Jyllandssiden, kom turen hjem over broen. Efter 12 km startede turen på E20 op mod broen, som nu ikke var så stejl, men til gengæld lang. Turen hen til 14 km, hvor man først rigtig begyndte at løbe på broen igen, føltes som meget længere end 2 km, men det var det hele værd. Jeg havde nu solen i ryggen, så et par gange måtte jeg kort løbe baglæns, for sikke en solnedgang!

Og så kom nedløbet mod opløbet. Kilometertiderne mod Strib, som lige skulle rundes inden mål, var slet ikke så ringe endda, her gik det virkelig ned ad bakke på den gode måde. Opløbet var flot med meget stor opbakning fra publikum de sidste par kilometer ind – synd, hvis dette løb ikke kan gentages.

8815 gennemførte, så en del må alligevel have fortrudt, da der var solgt over 10.000 startnumre.

De 3 Broer

Selvom jeg, siden jeg var lille, har opholdt mig meget i det sydfynske omkring Svendborg og Tåsinge, så havde jeg endnu et løb til gode i dette smukke område af Danmark. De 3 Broer har start i Rudkøbing på Langeland og mål i Svendborg, og som navnet antyder, så får man en tur over hele tre broer. Ja, ok den ene er en dæmning, men det skal man ikke kimse ad. Især ikke når der er modvind, hvilket den 27. august bød på stort set hele ruten.

Det var blot andet år, at dette løb blev afviklet, og lad os håbe, at det ikke bliver det sidste. Det er et relativt hårdt løb, ikke blot pga. modvinden denne gang, men også fordi de sidste små 6 km byder på en del stigninger. Og da starten går direkte på den smukke Langelandsbro, ja så får man pulsen op fra starten. I øvrigt holdt bilerne i kø på Langelandsbroen, men jeg oplevede ingen sure bilister. En hel del var steget ud af bilen, og med smil og klap heppede de os godt over broen.

Turen over Siø var flad, men uden læ, så da vi ramte Tåsinge efter Siødæmningen efter 5 km, hørte jeg flere prustende løbere omkring mig. Jeg synes heller ikke selv, at jeg havde den sædvanlige puls på dette tidlige stadie af løbet. Således ankommet til Tåsinge, kom første depot, og man må rose dette løb for virkelige gode depoter, med både svampe, vand og energidrik undervejs. Depoterne var upåklagelige med et godt flow, så man ikke blev bremset for voldsomt op i sit løb.

Det er egentlig interessant, hvor meget man op til et løb går op I, hvordan vejret bliver. Når først løbet er sat I gang, så glemmer man det hurtigt.

Tåsinge bød fortsat på modvind de næste 4 km, inden vi drejede af mod højre og fik lidt læ i den smukke Nørreskov, hvor turen bl.a. gik forbi Ambrosius-egen, der står stolt og imponerende med 400 år på bagen. Det er i øvrigt også i samme skov, at Sixten Sparre skød Elvira Madigan og sig selv og dermed afsluttede deres umulige kærlighed, men tilbage til løbet.

Efter en tur igennem Valdemars Slots slotsplads ramte vi 15 km i den smukke havneby Troense, men her begyndte strabadserne så også fra bunden af Troense. På en stejl stigning over 500 meter tabte flere pusten, og nogen valgte at gå, men det var ikke slut. På toppen blev stigning noget svagere frem mod Vindeby – eller skulle vi sige Modvindeby, for nu var det slut med læ, og jeg følte for alvor selv, at trætheden melde sig. I Vindeby blev jeg dog vækket af min selvmedlidenhed af et familiemedlem på sidelinjen, og så kom et tiltrængt depot.

Endelig gik det over Svendborgsund-broen (behøver jeg nævne modvinden), og ved ankomst til Fyn nåede man lige at tænke, at nu er vi ved at være i mål, men et par gode bakker de sidste par km gjorde, at man lige fik lidt ekstra tid til at “nyde” turen. Og som det tit sker, når udmattelsen er total i den slags løb, så kommer humoren. På klingende fynsk stoppede en løber op i min gruppe og pegede opgivende op mod bakken, inden sidste depot: “Jah…mæn, hva’ ska’ de’ te’ for det dæar!” Det fik flere i gruppen til at grine, og det fik såmænd også vores fynske ven, med et træt smil på læben, i løb igen.

1533 stillede til start, og 1524 gennemførte De 3 Broer. 9 udgåede, synes jeg, er ganske imponerende, taget strabadserne i betragtning.

Broløbet

Endelig kom turen så til det foreløbigt sidste løb over Storebæltsbroen. Det er altid interessant med vejret til netop dette løb. Oftest har vi jo vestenvind i Danmark, og da jeg løb i 2011, var jeg heldig at få medvind hele vejen. Og jo vi havde en let medvind, men også silende regn. Det er egentlig interessant, hvor meget man op til et løb går op i, hvordan vejret bliver. Når først løbet er sat i gang, så glemmer man det hurtigt, medmindre det selvfølgeligt er strid modvind, eller noget andet man ikke kan ignorere. Den silende regn ignorerede vi hurtigt, da vi begav os ud på de første 8 km over lavbroen mod Sprogø.

Jeg nød turen, og så kunne jeg naturligvis ikke undlade at bemærke trafikken. Hvordan gik det ovre i den side af broen, hvor der kun var et spor i hver retning? Og lad os bare få det afklaret det med det samme. Der var ingen problemer. Trafikken gled forbi stille og roligt, og en del bilister heppede på os med hornet i bund og heppende børnehænder ud af vinduerne. Der var lavet en fartbegrænsning på 80 km i timen de 17 km henover broen, hvilket betød, at det tog ca. 3½ minutter længere for bilerne at komme over end normalt. Puha, tænkt hvad det ikke har betydet for Danmarks effektivitet- og produktionsmål denne lørdag eftermiddag!

På Sprogø blev man igen lige mindet om, at det faktisk væltede ned med regn, da depotområdet på selve øen var godt smattet, så der var det for alvor slut med tørre fødder.

De næste 4 km skulle stigningen op til højbroen tilbagelægges, og kmtiderne steg sammen med pulsen. “Det er godt nok op af bakke det her!” smilte en ældre motionist til mig, men med solid opbakning fra de mange frivillige officials (stakkels dem, som bare skulle stå der i regnen), kom vi op, op og op. Og selv om vejret ikke gav den bedste udsigt, så var alene oplevelsen af at løbe under de enorme pyloner det hele værd.

Nedturen var en optur – sikke en fart, der pludselig kom i skoene ned mod betalingsanlægget. Igen må vi lige igennem en gang smattede stier, da vi løb fra motorvejen for at komme i retning mod Korsør by.

De sidste 2 km i Korsørs gader var naturligvis hårde for de mange trætte ben, men det var samtidig også en lang opløbsstrækning, hvor byens borgere havde trodset vejret, så der var massiv opbakning. Faktisk kom opklaringen sammen med vores ankomst til Sjælland, men at det havde regnet, var ikke til at tage fejl af, sådan som de farverige paraplyer og regnfrakker spejlede sig i asfalten.

De sidste 100 m fik løbeskoene så en spand havre. Mine data fra uret viser, at jeg her løb i et tempo på 2:55 min/km, men så var jeg også helt flad – vanvittigt at tænke på, at det er det tempo, som verdenseliten løber et marathon på hele vejen.

7519 stillede til start og 7492 gennemførte Broløbet.