Uanset om du er ude efter energi inden løbeturen, eller det er den lille sult, der skal stilles under eller efter løbeturen, så er udvalget af energiprodukter stort. Redaktionen har haft en række af tidens nyeste danske og nordiske produkter i hænderne for at se, hvad de kan tilbyde.
– Power Boost Concentrated Beetroot
Rynkeby
I 1934 tog Inger Rasmussen fra Rynkeby på Fyn på et kursus i mostfremstilling, så hun kunne udnytte havens nedfaldsæbler. Det lille foretagende i Ingers bryggers voksede sig dog hurtigt større, og i dag er Rynkeby en af de mest kendte producenter af saft i Danmark. Men nye tider betyder også nye produkter, og det seneste skud på saftstammen er rødbedeshots, som gør det muligt for sportsudøvere at øge deres performance.
Den klassiske rødbedesaft er piftet op med passionsfrugt, lime og citron samt C-vitamin, som medvirker til at mindske træthed og udmattelse. Rødbedesaften har længe været brugt flittigt i løbeverdenen, og Rynkebys tilføjelse til sortimentet giver den gamle kending et eksotisk twist. Rødbedesaften skal indtages én til to timer inden løbeturen.
Redaktionen mener
Smagen af det nye rødbedeshot fra Rynkeby delte vandene på redaktionen. Ikke på grund af selve rødbederne, som vi alle er vilde med, men på grund af det eksotiske islæt af passionsfrugt, citron og lime, som er tilsat produktet. Det er for nogle et lækkert twist på en gammel kending, hvorimod andre fandt det lidt for eksotisk. Til gengæld er portionsindpakningen med skruelåg smart, da den gør det lettere at håndtere og gør den pakningen let at åbne.
Det er ligeledes smart, at man har en portion klar, så man ikke selv skal afmåle – og idéen med at kombinere forskellige præstations- og sundhedsfremmende produkter i ét shot giver god mening. Det bliver spændende at se det næste udspil fra en så stor spiller som Rynkeby på sportsmarkedet.
Web: www.rynkeby.dk
• Vejl. pris: 200 DKK (10 x 70 ml poser)
• Nettovægt: 70 ml.
• Ingredienser: Koncentreret rødbedejuice smagt til med passionsfrugt-, citron- og limejuice, tilsat C-vitamin.
• Næringsindhold pr. 100 ml
Energi 316 kj, 77 kcal.
Protein 1,5 g
Kulhydrat 16 g
Fedt 0,5 g
Salt 0,1 g
Vitamin C 40 mg



