På sporet af Paavo Nurmi

Få har sat så stort præg på langdistanceløb som ‘de flyvende finner’. Hvor kom de fra? Hvad kunne de? Og hvad betød de for deres nation? Vi drog til Turku, der hvert år i august afholder det smukke Paavo Nurmi Marathon for at finde svar.

Paavo Nurmi er hurtigt overhalet. Den legendariske langdistanceløber står på en grøn midterrabat på Østre Strandgade med blikket vendt mod centrum af Turku, hvor han er født og opvokset. Allerede efter 200 meter bliver bronzestatuen passeret af deltagerne i Paavo Nurmi Marathon. Godt 3.000 mennesker er stillet til start denne lune augustdag, hvor asfalten glinser efter nattens regn, og solen på den blå himmel har sat temperaturen på små tyve grader.

Deltagerne kan nøjes med den halve distance eller 10 kilometer, men afstandene er store i Finland, og løbet starter derfor først klokken tolv middag. Så kan dem fra Helsinki – der arrangerer deres marathonløb om foråret – også nå til start i Turku uden overnatning eller stress. Af samme grund har formiddagen været fyldt med liv og leben omkring start- og målområdet på Itäinen Rantakatu, som Østre Strandgade hedder på finsk.

Siden klokken ni har løbskontoret udleveret startnumre til deltagerne her, der også har fået en orange T-shirt produceret af Karhu, det finske mærke, som sponserede Paavo Nurmi (1897-1973) karrieren igennem. Boder har solgt læskedrikke, løbesko og energibarer, og underholdningen har vekslet mellem diverse taler og børnearrangementer suppleret med både aerobic og opvarmning til de obligatoriske discorytmer fra Grace Jones og Daft Punk.

Tonen hos dj’en er dog blevet hårdere, som starttidspunktet har nærmet sig, og da feltet bliver skudt i gang, og kort efter passerer bronzestatuen af Paavo Nurmi, er det med Europes “Final Countdown” blæsende efter sig. Foran venter en venlig og overraskede flad rute langs byens smukke flod ud til havnen, hvor Sverigesbådene stadig lægger til, og videre ud på øen Ruissalo, inden der løbes samme vej retur.

Finland besat af Rusland

Paavo Nurmi Marathon blev første gang afviklet i 1992, og er en del af Turkus såkaldte Paavo Nurmi Festival, der også tæller det anerkendte atletikstævne Paavo Nurmi Games. Overskuddet fra de forskellige arrangementer går til en stor fond, der har doneret mere end tre millioner euro til forskning i sundhed og medicin, samt til Turkus mange idrætsforeninger, deriblandt Nurmis gamle atletikklub, Turun Urheiluliitto.

Her begyndte Paavo som 10-årig at løbe fire gange om ugen. I de år kæmpede Finland for sin uafhængighed fra

Rusland, og havde derfor brug for både heroiske skikkelser og sin egen nationale identitet. Løbere med sisu, en indre viljestyrke, som kan graves frem under pres, kom hurtigt til at symbolisere det finske folks hjerte og modstandsstyrke.

Allerede ved OL i Stockholm 1912 havde Kolehmainen-brødrene markeret sig stærkt, ikke mindst Hannes, der vandt guld på 5.000 meter, 10.000 meter og i terrænløb. På skamlen måtte han – og hans landsmænd – imidlertid se det russiske flag stryge til tops.

Først i 1917 fik Finland sin uafhængighed, og tre år efter stod både Paavo Nurmi og dennes forbillede, Hannes Kolehmanen, klar til at repræsentere Finland ved De Olympiske Lege i Antwerpen, det første OL for den unge nordiske nation. Nurmi vandt guld på 10.000 meter og i terrænløb og for hold og individuelt, samt sølv på 5.000 meter, mens Kolehmainen vandt guld på marathondistancen.

Satte 22 verdensrekorder

Fire år efter, ved OL 1924 i Paris, tog den unge Ville Ritola fire guldmedaljer i de længere løbedistancer, kun overgået af Paavo Nurmis fem guldmedaljer, blandt andet på 5.000 meter og 1.500 meter, hvis finaler blev afviklet blot et par timer efter hinanden. I hele karrieren fik Paavo Nurmi tolv olympiske medaljer, og han satte i alt 22 officielle verdensrekorder.

De flyvende finners succes var skabt via en enorm træningsflid og vilje. Hårdt arbejde var – og er til dels stadig – en finsk dyd, og den fik Paavo Nurmi indprentet allerede fra barnsben.

Løbeturene var præget af fartlek, og blev suppleret med gymnastik og daglige gåture på helt op til 25 kilometer.

Han voksede op i en fattig arbejderfamilie, der boede i en etværelses træbarak, hvor køkkenet blev lejet ud til en anden familie. Da faren døde, måtte den 13-årige Paavo droppe skolen og tage arbejde. Han blev bud og trak tunge vogne med varer hen over Turkus mange bakker.

Ansporet af Hannes Kohlemainen satsede han tidligt på en karriere som løber, og i teenageårene passede han sin træning og holdt sig ydermere fra kaffe, kød, alkohol og tobak. Løbeturene var præget af fartlek, og blev suppleret med gymnastik og daglige gåture på helt op til 25 kilometer.

Under militærtjenesten overraskede han alle ved at løbe marcherne med fuld oppakning, og året efter, i 1920, fandt han sin OL-form ved at løbe efter toget fra Turku til Littois i to kilometer – med hånden på den sidste vogn!

Emil Zatópeks forbillede

Turku er stolt af deres berømte bysbarn. Udover en statue har Paavo Nurmi fået en gade opkaldt efter sig, og desuden bærer det store hvide stadion på toppen af byens grønne bakker hans navn.

Efter marathonløbet her er der mulighed for at klæde om og bade. Ved indgangen til den lille park, der fører op til stadion, angiver en mindeplade, at der på altetikbanerne er blevet sat 20 verdensrekorder af blandt andre løbelegender som John Landy, Ron Clarke, Nurmi selv og dennes landsmand Viljo Heino samt Emil Zátopek.

Netop Zátopek så i Paavo Nurmi sit helt store forbillede. Han kopierede og udviklede finnens hårde træningsprincipper, og det synes senere ganske passende og poetisk, at det netop var ved OL 1952 i Helsinki, at Zatópek gjorde en ende på de flyvende finners dominans. I øvrigt for øjnene af både Paavo Nurmi og Hannes Kolehmainen, der på det propfyldte olympiske stadion applauderede Zatópeks historiske bedrift, da han supplerede sine guldmedaljer på 5.000 meter og 10.000 meter med at vinde marathonløbet.

Selv nåede Paavo Nurmi aldrig at markere sig på marathondistancen. Kursen var sat mod OL i Los Angeles i 1932, hvor han mente at kunne vinde guld. Men samme forår blev finnen udelukket fra al amatøridræt af Det internationale atletikforbund, der beskyldte ham for at modtage penge.

Det tvivler ingen i dag på, at finnen – ligesom de fleste andre OL-løbestjerner – gjorde. I midten af 1920’erne drog Nurmi på en omfattende turné i USA, hvor han på indendørsarenaer landet over dystede mod både veltrænede rivaler og letbenede indianere ofte på ukurante distancer, fordi publikum krævede rekorder.

I det fotoalbum, der ligger i entréen i Paavo Nurmis barndomshjem nær jernbanen i Turku, ses han på et billede sammen med sin agent, hvis smil er næsten lige så stort som den taske fyldt med penge, han har i hånden. Billedet er taget i 1924, og det samme er billedet, hvorpå Nurmi står med jakkesæt og slips mellem Mary Pickford og Douglas Fairbanks, datidens største Hollywoodstjerner.

Symbolet på sisu

Fotoalbummet og barndomshjemmet er åbent for offentligheden hvert år på Paavo Nurmis fødselsdag, den 13. juni. Men også i forbindelse med Turkus marathonløb er det muligt at besøge det beskedne hjem, hvis man kontakter det lokale turistråd i god tid. En guide med en nøgle dukker så op og viser rundt og fortæller historier om løberen, der efter karrieren blev stenrig på at bygge og sælge ejendomme i Helsinki. Paavo Nurmi foretrak et liv uden opmærksomhed fra medier og fans, men det var naturligvis ham, der tændte den olympiske flamme i den finske hovedstad i 1952. Hvem ellers?

Som den norske skribent Thor Gotaas skriver i sin bog “Løb gennem tiden”, er Paavo Nurmi det nærmeste, Finland kommer en nationalhelt. Også udenfor sportsarenaenerne var han vigtig for den unge og økonomisk trængte nation, der takket være Nurmi hurtigt blev forbundet med en vis viljestyrke og tilmed kunne få finanslån fra andre lande.

“Når landet kunne fostre mænd af Nurmis støbning, så fortjente de kredit,” ifølge Gotaas, der i sit fremragende kapitel om de flyvende finner sluttelig konkluderer: “Paavo Nurmi og Finland smelter sammen. Han er nationens mønstereksempel på sisu og fremkalder minder om den selvstændighed, som finnerne havde længtes efter i hundredvis af år – et forunderligt eksempel på, hvad noget så enkelt som løb kan gøre for et menneske og en nation.”