I halvtredserne var Gunnar Nielsen en af verdens bedste mellemdistanceløbere. Vi har kigget på hans mange bedrifter og flittige træning.
Gunnar Nielsen blev født 25. marts 1928 i København. Han var 184 cm høj og vejede 78 kg. Han startede atletikken i KIF’s lokalafdeling på Amager og blev trænet af den kendte leder Joakim Rasmussen i ungdomsafdelingen. I perioden 1949 til 1951 vandt han tre danske mesterskaber på 800 m med den bedste tid på 1.52,7 min.
I 1952 vandt han mesterskabet på såvel 800 m i 1.51,4 min. og 1.500 m i 3.52,0 min. Dette år fik Gunnar sit internationale gennembrud ved OL i Helsingfors. Ved legene fik han en overraskende 4. plads kun få centimeter fra bronzemedaljen i tiden 1.49,6 min., som blev vundet af USA’s Mal Whitfield i 1.49,2. Han gik i finalen efter en 2. plads i indledende heat og en 1. plads i semifinalen i 1.50,0 min. Det samme år havde han ligeledes æren af at løbe med den olympiske ild det sidste stykke ind på Østerbro Stadion.
Efter OL så 6.000 tilskuere Gunnar Nielsen løbe 1.000 m ved KIF’s jubilæumsstævne på et næsten fyldt stadion. Her vandt svenskeren Olle Åberg, der dog måtte sætte ny verdensrekord for at besejre Gunnar med 0,5 sekunder. På årets verdensrangliste lå han nr. 4 på 800 m og nr. 10 på 1.500 m.
I 1953 gentog han dobbeltsejren på 800 m og 1.500 m ved de danske mesterskaber.
Intervaltræning i pigsko og med stopur
Gunnar beskrev sin træning i Toni Netts bog “Der Lauf”: “Om min træning kan jeg sige, at det var intervaltræning fra 200 m til 600 m. Træningen foregik i parken og på stadion, og der var daglig træning på 1,15 til 1,5 time hele året i 12 måneder. Om vinteren lidt langsommere end om sommeren, og intervalpauserne længere om sommeren end vinteren. Jo nærmere jeg var på sæsonen, jo hurtigere løb jeg intervallerne, og jo kortere blev joggepauserne. Træningen foregik altid i pigsko og med stopur. Hver dag bestod opvarmningen af 3 km let løb i parken, 5 min. gymnastik og 3 km lidt hurtigere end de indledende 3 km. Derefter trænede jeg på skift følgende programmer”:
- 5 x 600 m i 1.25 – 1.29 Joggepause 6 – 10 min.
- 8 x 400 m i 54 – 57 sek. Joggepause 4 – 8 min.
- 10 x 300 m i 38 – 42 sek. Joggepause 2 – 4 min.
- 15 x 200 m i 24 – 26 sek. Joggepause 1 – 2 min.
I 50’erne trænede næsten alle mellemdistanceløbere intervaltræning, især inspireret af den østrigske træner Franz Stampfl. Det var ham, der trænede Roger Bannister til drømmemilen.
En fair sportsmand
I 1954 havde Gunnar Nielsen flere store præstationer. Ved Rudolf Harbig Memorial i Dresden vandt han overlegent 800 meteren mod den europæiske elite i 1.50,2 med hans frygtede slutspurt.
Årets store konkurrence var EM i Bern. Her var Gunnar favorit sammen med drømmemileren Roger Bannister. Bannister fortalte, at han ikke kunne lide positionskampene i sådanne løb. Så der var Gunnar mere øvet, da han var over to sekunder hurtigere på en 800 m og var vant til at bruge albuerne. 30.000 tilskuere oplevede et langsomt udgangstempo fire sekunder over verdensrekordtempo på 1.500 m, hvor alle vogtede på hinanden. Bannister havde planlagt en spurt over 200 m. Det lykkedes briten at holde til stregen og besejre Gunnar med 6/10 sekund efter 200 m på 25 sek. Han satte spurten ind for sent – men der var ingen undskyldninger fra den altid fair sportsmand Gunnar Nielsen, der var hæmmet af en flænge i benet.
På Bislet Stadion vandt han GN 1.500 m i dansk rekord 3.44,4 foran Audun Boysen, der ligeledes satte norsk rekord. På 880 yards i København satte Gunnar verdensrekord i 1.48,2 min. i et løb med Tom Courtney i samme tid. Efter løbet var amerikaneren så træt, at han ikke kunne modtage en invitation til Tivoli.
Han medvirkede på den tid til, at der på Østerbro Stadion kunne afholdes internationale atletikstævner med høje tilskuertal – på højde med fodboldkampe.
Stribevis af sejre
Samme år gentog han sejrene ved de danske mesterskaber på 800 og 1.500 m. Ved årets slutning var han nr. 2 på 800 m med tiden 1.47,9 og nr. 4 på 1.500 m på verdensranglisten.
I 1955 var Gunnar Nielsen inviteret til flere indendørsstævner i USA. Her udspillede sig nogle drabelige opgør i mileløb. Roger Bannister og John Landy – de to bedste mileløbere – var stoppet, og nu var det Gunnar og amerikaneren Wes Santee, der var de to bedste. Der var stævner i Boston, Philadelphia og Washington. Gunnar vandt løbene i Boston og Washington med sin frygtede spurt. Bedste tid var 4.07,9. Der var meget debat blandt løberne om den rigtige taktik for at besejre danskeren. Holdningen var, at satte man et for højt tempo, kunne man ikke slå Nielsen. Gunnar mente, han ville tabe løbene, hvis han tog føringen og satte farten.
I Madison Square Garden i New York satte Gunnar Nielsen kronen på værket ved at løbe indendørs verdensrekord i 4.03,6 min.
I Tyskland vandt han to meget betydningsfulde løb. Han gentog sejren på 800 m ved Harbigs Memorial i 1.49,1, og fik overrakt pokalen af Harbigs enke (Harbig faldt i 2. verdenskrig) og blev fejret af tyskerne som den store stjerne. Desuden sejrede han i det store ISTAF-stævne i Berlin i rekordtiden 2.20,5 min. på 1.000 m.
Så var der Bislet Games i Oslo, hvor der var et drabeligt opgør mellem ungareren Tabori og Gunnar på 1.500 m. Her tangerede Gunnar og ungareren verdensrekorden i 3.40,8. En dansk rekord, der først blev slået i 1970 af Tom B. Hansen, og to år senere kom Haderslevs Gerd Larsen, som første dansker under 3.40 på distancen.
På den hjemlige front kunne han igen gentage danske mesterskaber på 800 og 1.500 m og desuden forbedre den danske rekord på 800 m til 1.47,5, hvilket var årets 4. hurtigste i verden. I øvrigt en dansk rekord indtil 1971, hvor Gerd Larsen slog den.
1956 blev Gunnar Nielsens sidste aktive sæson. Han startede sine forberedelser til OL i Melbourne med en træningslejr i Sydafrika.
I Compton, USA blev der gennemført et forsøg på drømmemilen. Her vandt den senere guldvinder til OL Ron Delany fra Irland i 3.59.0 i et drabeligt løb mod Gunnar, der også kom under 4 min. med 3.59,2 min.
Gunnar gentog igen dobbeltsejren ved DM. Desuden løb han samme år 3.000 m på 8.12,6 min.
Det sidste løb
I en landskamp mod Island i juli måned fik han desværre en baglårsskade, der satte ham ud af spillet i en længere periode. Han løb først 400 m i 48,6 sek., og hans bedste tid på 200 m var 22,6 sek., så hurtigheden var der stadig. Derefter løb han med på 4 x 400 m stafet.
OL i Australien var egentlig årets højdepunkt, men Gunnar var ikke på toppen. Han havde skaden fra landskampen og virkede udbrændt. Han vandt det indledende heat på 1.500 m og kom i finalen, hvor han sluttede på en 10. plads i tiden 3.45,8 min. Han stillede også til start og vandt det indledende heat på 800 m, men havde ikke kræfter til at deltage i semifinalen. Gunnars problemer gjorde, at han måtte melde afbud til Harbig Memorial Games, som han havde vundet de sidste to år.
Under Gunnars sidste løb i Danmark blev han hyldet af en masse tilskuere for sin store karriere. På 1.500 m besejrede han Arne Hammersland (første nordmand under 3.40 på distancen) efter en heftig spurt.
I det civile var Gunnar typograf i Det Berlingske Hus, og han ønskede ikke for meget opmærksomhed. Efter karrieren fortsatte han som leder i sin klub KIF. Desværre døde han allerede som 57-årig af leukæmi.