Vidste du, at det er en dansk ildsjæl, der står bag ét af verdens første adventure marathons? Et marathon som har været med til at definere begrebet ‘adventure marathon’? Hør historien bag The Great Wall Marathon, som i år har 20-årsjubilæum.

Historien om The Great Wall Marathon begyndte i 1998, da grundlæggeren af Albatros Travel, Søren Rasmussen, fik en idé til The Great Wall Marathon, imens han brainstormede nye rejsemuligheder og idéer til, hvordan Albatros kunne udvide deres tilbud i Kina.

Den tossede idé
I forbindelse med en brainstorming på Albatros i foråret 1998 opstod idéen til et løb på Den Kinesiske Mur. I begyndelsen syntes idéen om at arrangere et marathon på Muren at være tosset, men samme aften løb Søren en kort tur, og han kom for første gang til at tænke på at løbe marathon. På det tidspunkt havde han forsøgt at løbe i mange år, uden at det var lykkedes ham at komme ind i det rigtige flow, der betyder, at man bare bliver ved.

Det slog ham, at det at løbe langs Den Kinesiske Mur ville være en god tilføjelse til Albatros’ brand, og at det måske kunne få indflydelse på det lille danske rejsebureau med høje internationale ambitioner. Og i løbet af en nats overvejelser var Søren allerede klar med et navn til løbet; “Great Wall Marathon”.

Idéen brændte i Sørens hoved, men han vidste ikke, om sådan et løb ville være realistisk. Om man kunne løbe på muren, eller om det var for risikabelt. Han havde ingen erfaring med at organisere løb, men besluttede sig for at finde svar. Så han luftede idéen for to erfarne løbere og atletikfolk; Thomas Thomsen, daværende formand for Dansk Atletik Forbund og Peter Fredberg, sportsjournalist og marathonløber med over 150 løb bag sig – og deres svar var overvældende positivt. Søren inviterede derfor Thomas og Peter med til Kina for at se, om det kunne laves forsvarligt.

DEN KORTE HISTORIE

I 1998 fik grundlæggeren af Albatros Travel, Søren Rasmussen, idéen til Great Wall Marathon. Et år senere, i 1999, fandt det første løb sted med 292 løbere fra Danmark. Siden da er feltet vokset støt til over 2.500 deltagere fra over 60 lande. Og man kan nu både løbe marathon, halvmarathon og Fun Race (8,5 km) på muren.

Great Wall Marathon bliver til
Det lille team fra Albatros besøgte forskellige dele af muren, og fandt frem til et sted, som med det samme føltes helt rigtigt. Nemlig Huangyaguan-sektionen, der snor sig gennem dramatisk og frodigt landskab i Tianjin-provinsen. Et område med minimal turisme, der gav mulighed for at se mange små landsbyer, som ville berige løbernes omgivelser, og tilføre løbet en sjælden autenticitet.

Idéen brændte i sørens hoved, men han vidste ikke, om sådan et løb ville være realistisk. Om man kunne løbe på muren, eller om det var for risikabelt.

Da de havde fundet stedet, og gennemkørt en mulig rute, hoppede de i løbetøjet og løb over muren – ligesom den dag i dag. Der var mange risikomomenter, som ikke eksisterer længere, men de mente, at det var forsvarligt, hvis de havde sikkerheden i orden. Derfor blev der hurtigt oprettet en god sikkerhedsorganisation med erfarne atletikfolk, læger, sygeplejersker og allround-frivillige, som blev stationeret langs hele ruten for at sikre betingelserne for det allerførste Great Wall Marathon. Og sådan har det været lige siden.

Søren, der aldrig havde løbet marathonløb før, fortalte sine skeptiske makkere, at han havde tænkt sig at deltage i løbet. Det var meget kostbart at organisere, og Søren vidste, at det ville betyde underskud.

Men et år efter at have forestillet sig dette tossede løb, blev det til en realitet. 350 løbere fra Danmark rejste med Albatros Travel til Kina og Huangyaguan for at løbe verdens første marathon på Den Kinesiske Mur. Og nogle timer efter startsignalet kom 292 løbere i mål. Søren kom selv fint igennem i 5.30.00, og efter den bevægende oplevelse, kaldte det på mere. Løbet blev en gigantisk succes med en enestående stemning blandt deltagerne, og mange udråbte løbet til “det hårdeste, men smukkeste i verden”.

Løbet i dag
I 2000 blev løbet internationalt med løbere fra otte lande, og siden er interessen for løbet kun blevet større år for år. Nu, 20 år senere, bliver det oprindelige Great Wall Marathon årligt udsolgt med 2.500 løbere fra mere end 65 lande.

Selvom det første løb i 1999 efterhånden ligger langt tilbage, og The Great Wall Marathon er vokset betydeligt, er der ikke meget, der har ændret sig.

TIDSLINJE

1998  Søren Rasmussen får idéen til The Great Wall Marathon.

1999  Det første Great Wall Marathon afholdes den 26. maj med 350 løbere fra Danmark, hvoraf 292 gennemfører.

2000 Løbere fra otte lande deltager i det næste Great Wall Marathon.

2001 The Great Wall Marathon introducerer halvmarathondistancen med 186 løbere, der gennemfører.

2002 Keith Matiskella (USA) sætter ny løbsrekord på mændenes halvmarathon i tiden 1:33:14

2003 SARS-epidemien får arrangørerne til at aflyse The Great Wall Marathon.

2004 Opførelsen af en dæmning syd for Huangyaguan forårsager oversvømmelse på en del af den originale marathonrute. Ruten ændres til den nuværende form. 5 km og 10 km-distancerne tilføjes.

2009 The Great Wall Marathon fejrer 10-årsjubilæum

2011 Melanie Newton (AUS) sætter ny løbsrekord på kvindernes halvmarathondistance i tiden 1:48:55.

2013 The Great Wall Marathon når for første gang maksimal kapacitet på 2.500 løbere! 5K og 10K-konkurrencerne slås sammen i et 8,5km Fun Race.

2016 Deltager nummer 20.000 krydser målstregen.

2017 Årets Great Wall Marathon repræsenterer det 60. arrangement organiseret på verdensplan af Albatros Adventure Marathons.

2018 The Great Wall Marathon fejrer, at over 25.000 løbere har krydset målstregen siden 1999.

2019 The Great Wall Marathon fejrer 20-årsjubilæum.

Ruten er forholdsvis den samme: 42,195 tunge kilometer fyldt med stejle bakker, utroligt og historisk landskab, lange passager gennem den flade dalsænkning og små maleriske landsbyer. Og vigtigst af alt; over 5.164 trappetrin at bestige på Muren.

Det er ikke et marathon, hvor der sættes internationale rekorder, selvom der naturligvis er tidtagning. Det er tænkt som et sjovt motionsløb i spændende, eksotiske omgivelser for veltrænede løbere, der ønsker at prøve noget nyt og måske mere udfordrende. På trods af stejle bakker og tusindvis af trappetrin er løbet først og fremmest tiltænkt motionsløbere. Der er tre distancer at vælge imellem: Marathon, halvmarathon og et 8,5 km Fun Run.

Albatros Travels arrangement er tilrettelagt som en ganske almindelig ferie og kulturrejse for hele familien, hvor man kan opleve Beijings klassiske seværdigheder som f.eks. Den Forbudte By, Den Himmelske Freds Plads, Himlens Tempel og har mulighed for at besøge Den Kinesiske Mur inden selve løbet. Dagen efter marathonløbet afholdes en gigantisk gallafest for samtlige deltagere, pårørende og officials.

I maj er foråret på sit højeste i Kina med sol, blå himmel og høj luftfugtighed. I de senere år har vejret under The Great Wall Marathon været noget uforudsigeligt, varierende fra 16°C som det laveste til helt op til 35°C. Men temperaturen ligger i gennemsnit på omkring 25°C, og det regner sjældent under løbet.

OVERSIGT OVER ALBATROS TRAVELS LØB

I dag ejer, planlægger og arrangerer Albatros Marathon Travels fem store adventureløbearrangementer rundt omkring i verden:

  • GREAT WALL MARATHON 18. maj 2019.
  • BIG FIVE MARATHON 22. juni 2019.
  • PETRA DESERT MARATHON 7. september 2019.
  • POLAR CIRCLE MARATHON Grønland. 26-27. oktober 2019.
  • BAGAN TEMPLE MARATHON 23. november 2019.