På trailtour gennem Norges længste dal

Det er det simple liv, som Henning Bechmann søger på sine trail tours. Men da han i sommer satte sig for at løbe den norske pilgrimsrute St. Olavs Ways, var det ikke kun smuk natur, som han mødte. Her fortæller han om de overraskelser, han mødte under sin 643 km lange tur langs Gudbrandsdalen, der førte ham fra Oslo til det gamle Nidaros, nutidens Trondheim.

Det var med stor respekt, at jeg begav mig mod Norge til min, på papiret, hidtil største udfordring. For det var ikke blot 643 kilometer, som jeg skulle igennem. Det har jeg prøvet før. Det var 643 kilometer på klippegrund, gennem vandløb, over golde fjeld, på en rute med overordnet stigende terræn og plus en pæn del op og ned ind i mellem.

Mine forventninger til turen var skyhøje, hvad angår bjergene. Det var mest dem, jeg var taget til Norge for; ja for naturen i det hele taget. Fjeldene var også ganske dragende, men nok også det, jeg havde mest respekt for. I det hele taget var jeg klar over, at det ville blive en fysisk hård tur. Men det skulle senere vise sig, at det ikke var det hele!

Turens højdepunkter
I en beskrivelse af ruten havde jeg læst, at overnatningsmulighederne ikke var så få endda, men at det mest var et tag over hovedet. Nogle steder skulle der være køkken, men man skulle selv medbringe mad. Der var dog ikke mange indkøbsmuligheder, og det kunne godt blive lidt af et problem, da jeg næ- sten ikke har plads til proviant i min minimalistiske oppakning – et forhold jeg ikke havde løst før turstart. Endelig havde jeg læst en vandrer skrive, at han kun havde mødt ganske få mennesker på ruten, så mine forventninger var, at det blev en ensom affære.

Lad mig sige det med det samme: Norge er utrolig flot ved sommertid. En del danskere kender nok Norge ganske godt ved vintertid, men hold da op, hvor går man glip af en flot natur, hvis man ikke også besøger vor nabo om sommeren! Der ligger rigtig mange oplevelser gemt i det norske.

Først var der udsigtspunkt over Sundvollen og et andet, kaldet Kongens Udsigt, som så ud over stort set samme område af Tyrifjorden. Fantastisk smukt. Fra sidstnævnte kunne øen Utøya ses, og man tænkte på, hvilken skæbne uskyldige mennesker har været udsat for der. Det gjorde stort indtryk. Hele sceneriet med endog meget langstrakte vidder gjorde noget ved en.

Du er helt og aldeles alene, og man føler, at hvis naturen vil, så kan den sluge dig i én mundfuld.

En anden af de store oplevelser var Mjøsa, Norges største sø, hvor ruten var delt og snoede sig begge veje omkring dette store område. Jeg valgte den vestlige rute, der skulle være mere naturskøn, hvor den østlige måske havde lidt flere seværdigheder. Jeg fik dermed løbet på ruten helt nede ved søen i lange stræk, hvilket var helt fantastisk!

Endelig som en tredje, var der Dovre Fjeld og Vesle fjeld. De var absolut helt vidunderlige med denne dramatiske natur og golde ydre. Det er først og fremmest vildt at løbe op på de golde fjelde, hvor ingen ved du er taget op, ingen ser dig og du ikke møder en sjæl deroppe. Du er helt og aldeles alene, og man føler, at hvis naturen vil, så kan den sluge dig i én mundfuld. Her er mennesket lillebitte og har intet at sige, og man har blot at indordne sig.

Den højderyg man her befinder sig på, skiller vejrsystemerne i Norge i vest og øst. Jeg havde den særegnede oplevelse at komme op på Dovre Fjeld i T-shirt og kasket, for blot kort tid efter, i al hast, at måtte skifte til stort set alt det tøj, jeg havde med i løberygsækken samt vinterhue. En front stod og brølede af mig lige over mit hoved. Den sendte stænk af kolde regndråber ned, og det blæste op. Det blev noget koldere, men det blev kun til lidt regn, der så til gengæld blev smidt i hovedet på mig. På Dovre Fjeld kan det sne hele året. To dage senere hørte jeg, at sneen var startet. Det var nok godt, at jeg var kommet i mål inden.

Alene på ruten
Men udover alle de storslåede oplevelse, er alle de mindre, der jo samlet set tæller mindst det dobbelte. Alle vandfaldene, de brusende floder, alle de gange jeg måtte hoppe på sten for at komme over dem. Ja, bare det at kunne stikke drikkeflasken ned i en flod for at tanke rent drikkevand direkte fra naturen. Det er alle udsigterne, og det at se et rensdyr krydse vejen foran dig på etape 9. Det er oplevelsen af på samme etape at komme forbi en lillebitte trækirke med udsigt over en dal, at gå ind og lukke døren og bare mærke stilheden og roen. Det var noget, der helt uventet gjorde et stort indtryk.

På etape 5 mødte jeg første bruger af ruten, en hollænder. Det blev til møde med i alt fem mennesker, der brugte ruten. Det var alt, hvad jeg mødte, hvis jeg ikke lige så mennesker i nogle af de få byer, ruten gik til, eller hvis jeg havde aftalt overnatning med nogen.

Det var svært at finde overnatningsmuligheder, og jeg måtte flere gange ty til privat overnatning. Det var nu heller ikke let, da nordmændene ikke lukker op for hvem som helst. Det var en generel holdning, men alligevel lykkedes det flere gange.

Indkøbsmuligheder var få, og som man nok godt ved, så er madvarer dyre i Norge. Med en del omtanke lykkedes det alligevel nogenlunde at få tingene til at passe med indkøb, men der var også dage, hvor det jeg egentlig skulle spise til aften, mere hørte til i morgenmadskategorien og omvendt. Her handler det om at blive mæt og få ny energi. Ingen regler!

Udfordringer fra start
Da starten gik fra Oslo var det med mildt vejr og sol, vist nok sådan som det bare i det hele taget er i Norge. Tre flotte solskinsdage diskede Norge op med til start samt den flotte natur, naturligvis. Men allerede uden for Oslo var der dog problemer. Problemer med ruten og med skiltningen, som manglede flere gange ved en dal før Gudbrandsdalen. Når den så dukkede op igen, blev man ført langt ind i vildnis, hvorpå skiltningen stoppede igen. Det skete tre gange! En af gangene stod jeg ansigt til ansigt med en mose. Det havde været særdeles svært at komme så langt, og det havde taget lang tid, så tanken om blot at vende tilbage til udgangspunktet blev droppet med det samme. Altså; igennem mosen med mosevand til over anklerne i den retning, jeg var sikker på var den korrekte.

Det at finde vej er en helt afgørende faktor, når man er på tur. Jeg er samtidig af sted uden planlægning af ret meget, og så er jeg alene. Der er nærmest ingen mennesker på ruten, så du har afgjort kun dig selv. Det kommer til at fylde meget mentalt, hvorvidt man i det hele taget er på rette spor. Min retningssans fejler bestemt ikke noget, men alligevel er det svært at glemme.

Kilometerne passer ikke
Ruten var ikke velholdt. Græsset var nogle steder i skulderhøjde, og de dage hvor det regnede, hang de ned over stien med al regnvandet på sig, hvilket betød, at selv om det ikke regnede, blev jeg ganske våd, hvis ikke jeg løb med regntøj på hele tiden.

Jeg løb og løb, og alligevel kunne jeg se når dagen var omme, at jeg ikke var kommet så langt, som jeg havde forventet.

Samtidig gjorde det, at jeg ikke kunne se hverken stien, eller hvor jeg landede, og det kunne nogle gange give nogle uheldige vrid.

Endelig kæmpede jeg med kilometerne, hvilket skal forstås sådan, at de gentagne gange ikke passede. Jeg løb og løb, og alligevel kunne jeg se, når dagen var omme, at jeg ikke var kommet så langt, som jeg havde forventet. Efter en del etaper slog det mig, at mit løbeur naturligvis målte højdemeter, hvilket jeg blev mere og mere overbevist om, at de opgivne afstande ikke havde taget højde for.

Samtidig var jeg på etape 10 udsat for at stå ved 101 km stenen, altså 101 km til mål. På det tidspunkt af dagen, havde jeg løbet 31 km. Senere kom jeg til 90 km stenen. Der havde jeg løbet 56 km. Altså 11 km afstand mellem stenene, men 25 km distance på ruten. Hvad sker der, Norge? Har i kørt afstanden i bil? Så kom jeg i tanke om, at afstanden mellem de små byer, hvor stenene stod, faktisk godt kunne være 11 km, men det er det altså ikke på ruten. Det er simpelthen ikke i orden!

Men det er ikke det sidste, jeg har at sige om afstand. Overnatningsstederne var opgivet i forhold til deres afstand til mål i Trondheim. Og netop på samme etape 10 havde jeg været forudseende og ringet om overnatning. Jeg vidste, hvor langt jeg havde til stedet, men pludselig dukkede det op, før jeg forventede det. Jeg gik ind og konfronterede dem med forholdene, hvilket man ikke forstod noget af. Herefter gik jeg lidt anderledes til værks og spurgte, hvor langt man havde til Trondheim i bil. Så passede kilometerne pludselig. Igen havde man altså oplyst afstandene på en kortere og mere direkte asfaltvej, i stedet for den noget længere pilgrimsrute.

Hurtigste pilgrim i mål
Det blev en ganske hård fysisk tour i den flotte norske natur, men desværre også en hård mental prøvelse i en hel masse discipliner, som jeg havde håbet at være fri for. Mit koncept for disse ture er, at det skal være en oplevelsestur med frihed og uden planlægning, en tur med hengivenhed til naturen, det simple liv og glæden ved blot at være i live. Det var nok desværre ikke det meste af tiden, at jeg kunne finde disse elementer frem. Det var der lidt for mange andre ting, der kom i vejen for.

Da jeg var kommet i mål og skulle modtage Olavsbrevet, diplomet for gennemført tur, sagde de på pilgrimscenteret, at jeg var den hurtigste nogensinde til at have gennemført den fulde tur helt fra Oslo. Jeg vidste ikke helt, hvor imponeret jeg var, da jeg jo netop også havde løbet den. Men bagefter synes jeg nu egentlig, at det er meget fedt.

Normalt ville jeg beskrive en trail tour som gennemført. Denne er ikke gennemført. Den er vundet. Overvundet!

Det hele endte med at blive en tur på 738 km i stedet for de opgivne 643 km. Det er næsten 100 km mere, end hvad jeg var blevet oplyst. Jeg havde sat 11 dage af til projektet, og trods alle odds kom jeg også i mål efter 11 dage.

Normalt ville jeg beskrive en trail tour som gennemført. Denne er ikke gennemført. Den er vundet. Overvundet!

 OM HENNING BECHMANN
Henning Bechmann er 50 år og medlem af Viborg Atletik og Motion. Han har løbet marathon i blandt andet København, Frankfurt, Hamburg, Berlin og New York, og i 2015 blev Henning nummer 255 ud af 55.235 til New York City Marathon, og dermed den bedst placerede dansker. Henning Bechmann har igennem de seneste år planlagt og gennemført en lang række af trail tours, som han selv planlægger. Konceptet er at gennemføre med minimal planlægning hjemmefra og uden hjælp. Her er en oversigt over hans tidligere ture.
PR: Marathon: 2:42, Halvmarathon: 1:15, 10K: 0:34.
Læs mere på: facebook.com/filuranbechmann