Per Øllgaard – Løbefyssen fra Viborg

Per Øllgaard er bredt kendt i de danske løbekredse som fyssen fra Viborg, der er ekspert i løbeskader, og som manden, du skal gå til, hvis du vil have bugt med skaden. Han er selv tidligere konkurrenceløber, og vi har taget en snak med ham om danskernes løbevaner, livet som løber og hvorfor det er, at vi får skader, når vi løber.

Han beskæftiger sig til dagligt med løbere af enhver art, og fra sin klinik i Viborg tager han imod en masse løbere, der har brug for hjælp til deres løb. Han er fysioterapeut med speciale i løbeskader, og efterspørgslen på konsultationer er stor. Udover sin klinik i Viborg har han derfor også aftaler i Hedehusene. Vi har mødt ham til en snak om danskernes løbevaner og ikke mindst om udviklingen, som Per har fulgt på tæt hold. Han er selv tidligere konkurrenceløber, og dengang i 90’erne, hvor han løb, var der en stor elite og en smal bredde – i dag er det nærmest omvendt, mener han. Men det vender vi tilbage til.

Semiprofessionelle motionister
Generelt mener Per Øllgaard, at folk er alt for ambitiøse, når de begynder at løbe. De kaster sig over de lange distancer og investerer i gear og gadgets, som for størstedelen er helt unødvendige. Denne udvikling har at gøre med, at den brede løbekultur er blevet semiprofessionel og sporten unødigt kompliceret. Principper som eliten lever efter følger selv motionister, når de går ‘all-in’, både i forhold til hvad de spiser, og hvordan de træner. “Den grænse som burde adskille de to grupper er på nogle punkter helt udvisket,” fortæller han og fortsætter. “Mange glemmer helt at mærke efter og lytte til kroppen.

Folk er generelt alt for ambitiøse.

Al ‘tilbehøret’ til løb forvirrer faktisk mere, end det gavner. Geler og rødbedesaft kan gøre løbeverdenen uendelig svær at navigere i, og jeg kunne godt tænke mig at nybegyndere brugte mere tid på at lære sig selv at kende i stedet for at lade sig styre af et program eller en bestemt træningsteori. Mærk hvad der virker og føl efter. Hvordan har du det, hvordan føles det, hvad gør du, når du mærker overbelastning. Dengang jeg løb konkurrence, der løb vi bare. Vi snakkede aldrig løbeteknik, skridtfrekvens, hvor vi skulle have vores arme eller noget. Vi snakkede løb, men kun i form af intervalsnak, tider, kilometer eller terræn. Fokus var på løb, ikke på alt det udenom. Dét savner jeg lidt i nutidens kultur.”

En del af eliten
Per Øllgaards eget liv som løber startede, da han som 12-13 årig så Lasse Virén vinde OL guld i Montreal i ’76. Han blev dybt fascineret af den finske løber og begyndte stille at lege med løbetræningen selv. Gennem alle teenageårene var løbet i konflikt med fodboldtræningen, men efter en løbetræner havde stillet ham et ultimatum, der tvang ham til at vælge, blev fodboldstøvlerne lagt på hylden og erstattet med et medlemskab i Viborg Atletik og Motion.

I løbeklubben mødte den unge løber andre ambitiøse atleter som ham selv, blandt andet Søren Rasmussen og Jørgen Gamborg, som var nogle af de andre helt store løbere i midten af halvfemserne. “De var begge langt mere erfarne løbere end jeg, men vi var rigtig gode til at presse og udfordre hinanden. Vi arrangerede træning sammen, og selvom vi havde helt forskellige individuelle mål, så forbedrede vi os alle markant ved at løbe sammen,” fortæller han.

Eliteløberne havde ingen træner eller faste træningsplaner. De planlagde alting selv, træning såvel som stævner og pressede hinanden internt. “Vi blev rigtig gode faktisk, og vi mærkede det alle sammen. Det var ligesom en fælles bevægelse.” Holdet deltog i både nationale og internationale løb, havde 30-40 konkurrencer om året og i 1997 vandt de både DM i halvmarathon og deltog ved EM i Portugal på samme distance.

Tidsfikseret
Som teenager var Per dog mest af alt fascineret af de korte men hurtige løbeture. Han satte sig personlige mål og startede med at ville løbe 3k på 10 minutter. Da han så kunne dét, rykkede han grænsen og satte målet om at løbe samme distance på 9:45, så 9:30 og så videre. “Jeg var utroligt tidsfikseret, og ligeså snart jeg var trådt ud af døren, begyndte jeg at sprinte.

Motionscenter og redskaber er ikke nødvendige, men det er vigtigt at huske styrketræningen, hvis man vil sikre sig et langt løberliv.

Når jeg kom tilbage, kiggede jeg som det første på uret og konstaterede min tid. Jeg varmede ikke op og lagde bare vanvittigt hårdt ud hver gang,” fortæller han grinende og fortsætter, “jeg lavede faktisk alle de klassiske begynderfejl!” Hans kærlighed til løb var udelukkende funderet i tanker om, hvor hurtigt han kunne løbe og hele tiden forbedre sig på tiden. “Jeg var total bidt af det, følelsen af at presse mig selv maksimalt var vildt ubehagelig, og samtidig var jeg vildt fascineret af det. Jeg kæmpede udelukkende med mig selv, og det var klart drivkraften bag mit løb.”

Og så skulle det være slut
Drømmen om en hurtig 3 kilometer blev hurtigt udskiftet med drømmen om en hurtig 10’er. 10-kilometeren var favoritdistancen, og det helt store var at komme under en halv time på distancen. Et mål han dog aldrig nåede.

Han brugte mange træningstimer sammen med de andre viborgensere, men personligt var han dog i ’98 nået til et punkt i sin egen træning, hvor det hele var gået i stå. “Jeg forbedrede mig ikke længere. Jeg havde løbet i 9 år, og jeg var mentalt bare dødhamrende træt. Vi trænede helt vildt meget, og til sidst havde jeg faktisk halvandet år, hvor hver eneste træningstur var en pinsel.” I et forsøg på at genvinde motivationen satte han sig selv højere mål og blev, som han selv beskriver det, nærmest urealistisk omkring sin egen formåen. “Jeg forsøgte at presse mig selv ved at sætte endnu højere mål, men jeg gad i virkeligheden ikke mere. Jeg var mentalt træt, og under et dansk mesterskab i Odense en dag stoppede jeg op efter et par kilometer og besluttede mig for, at nu var det slut.”

På den måde stoppede livet som konkurrenceløber fra den ene dag til den anden. “Normalt var jeg nervøs og spændt inden et løb. Men nu følte jeg bare ingenting, jeg var ligeglad, og det føltes ligegyldigt for mig at løbe. Jeg så ingen grund til at fortsætte, og da jeg først havde taget beslutningen, var det en kæmpe befrielse.”

Der er andet i livet
Da Per var på sit højeste rent løbemæssigt, løb han omkring 130 kilometer om ugen. Løb er stadig en stor del af hans hverdag, men kun på motionsplan og nu mellem 2-5 gange om ugen. Mest alene og kun en enkelt gang om året med nummer på.

“Jeg er dybt afhængig af at løbe, men jeg skal tage mig sammen hver gang. Ærligt talt er det en kamp for mig. Hvor nogle glæder sig til at de skal ud og løbe, så gruer jeg for det, lige indtil jeg er kommet ud af døren og retur igen.” Han har brug for det, brug for den ro som soloturene giver ham, selvom han kan have svært ved at tage sig sammen. “Jeg synes, det kan være svært – især når det regner. Men jeg har accepteret det, som det er, og jeg løber da endnu,” fortæller han grinende.

Løberen Per
Der er dog også én enkelt rute, som han aldrig bliver træt af. Det er yndlingsruten rundt om Hald sø i Viborgområdet, som han har løbet mange gange efterhånden. “Det er en kuperet rute med mange små stier, så man skal hele tiden være vågen. Det synes jeg er vildt motiverende, og det giver mig netop den der følelse af, “hov, der er allerede gået en time”, som er noget af det fedeste.” Det er klart naturen og stilheden, der tiltrækker og motiverer.

Konkurrencemennesket Per fik måske en ny betydning, da han stoppede som konkurrenceløber, men derfor har han stadig ambitioner for sit løb. “Jeg vil stadig gerne kunne løbe med en fart, der hedder 4 minutter per kilometer, men det bliver altså sværere og sværere at holde. Især efter at jeg er blevet 50,” fortæller han grinende. “Når jeg løber i dag, holder jeg stadig øje med tider, og jeg prøver da også at have et vist ‘hold’ i mig selv og træne efter realistiske tider i forhold til, hvor jeg er.” Helt konkret består en uges træning af en kort, en mellem og en længere tur. Og det er kun på tempoturene, at uret kommer på. “Distance har aldrig interesseret mig, og jeg har ingen ambitioner om for eksempel at skulle løbe et marathon. 42 kilometer er alt for langt, hvis du spørger mig! Men jeg vil gerne blive ved med at være, hvor er jeg er nu. 3-4 ganges træning ugentligt passer mig rigtig godt, om morgenen i hverdagen og så en længere tur i weekenden.”

En ny løbekultur
Qua sit arbejde som fysioterapeut handler Per Øllgaards liv stadig meget om løb. Færdiguddannet og ansat på klinik mødte han mange løbere med skader. Kombinationen af personlig erfaring og udpræget interesse for emnet gjorde, at han i 2009 startede sin egen specialklinik for løbere i Viborg. “Jeg oplevede et større behov. Løbere, der havde brug for ikke kun fysioterapeutisk symptombehandling, men direkte vejledning og rådgivning omkring træning og progression.” Årsagen til det stigende behov for behandling skal efter Pers opfattelse findes i løbekulturen, som er markant forandret over de seneste årtier. I 90’erne var det primært unge løbere, der henvendte sig med skader, men i dag er det folk fra slutningen af 30’erne til folk midt i 60’erne. Den allerstørste gruppe er mænd og kvinder mellem 40 og 50. “Der går mange år med uddannelse, familie og karriere. Men når børnene flytter hjemmefra, får folk pludselig mere tid til sig selv igen, og så kaster de sig over løbet med ambitioner, der er skyhøje og fuldstændig ude af proportion i forhold til, at de fleste af dem faktisk ikke har rørt sig de sidste 20 år.”

De klassiske fejl
Per ser klart en tendens til, at folk er for ambitiøse i forhold til deres fysik. HIT-træningen, som i starten af 2010’erne var det helt store hit, har kostet dyrt, ligesom det populære halvmarathon er blevet en nærmest folkelig distance. “Hvis man ikke er ‘vokset op’ med udholdenhedssport og stor fysisk aktivitet, og så pludselig i en alder af 45 beslutter sig for at løbe et halvmarathon med få måneders træning, så siger kroppen fra. Hovedet vil mere, end sener og senetilhæftninger kan og vil.” Per holder en kort pause og fortsætter så. Jeg kan se på ham, at han nødigt vil lyde som en løftet pegefinger, men at emnet alligevel ligger ham tæt ved hjerte. “Jeg synes, at det er fantastisk, at løbet har vundet så stor indpas i de danske hjerter, men det har altså en stor pris, hvis kroppen er ‘undertrænet’. Forudsætningerne er dårlige, og ambitionerne for høje. Man hører om dem, som det lykkes for, men der er altså også en masse, som det ikke lykkes for. Dem ser jeg hver dag i min klinik.”

Det er de klassiske fejl, som løbefyssen ser allerflest af. En øgning af både hastighed og mængde alt for hurtigt – og oftest på samme tid.

Er man nybegynder, så skal man ikke stræbe efter hverken en halv eller hel marathon det første år.

Det er udbredelsen af de klassiske fejl, fler talsmisforståelserne, som han forsøger at bekæmpe, når han som behandler spørger til patienternes træningsvaner. “Jeg vil skyde på, at cirka 80% kommer, fordi de har fejltrænet. Deres krop er der fra naturens side intet galt med, det er deres træning, der er noget i vejen med. Derfor er der som sådan heller ikke kommet ‘nye’ løbeskader til – der er bare blevet flere skadede.”

Løb skal være en glæde
Måske er det fordi, at Per selv har været i den situation, hvor løbet tog fokus fra alt andet, at han kan spejle sig selv i den ekstreme løbekultur. Han nåede dog til et punkt, hvor han måtte stoppe brat op og huske sig selv på, at der findes andet i livet end 130 kilometer om ugen. “Jeg har ligesom selv været der, og derfor piner det mig måske ekstra meget, når tendensen er, at man går all-in på sporten og glemmer alt om familieliv og lignende i farten. Jeg møder rigtig mange i min praksis, for hvem ambitionerne har taget overhånd, og jeg bilder faktisk mig selv ind, at jeg kan se i øjnene på folk, om de har et godt forhold til løb.” Et godt forhold til løb betyder for Per, at kroppen stadig kan følge med, både fysisk og mentalt. “Løb er noget, der skal nydes og være en glæde. Det piner mig at se, når det tager overhånd i en grad, hvor løb ikke længere gør noget godt.” Han holder en kort pause og fortsætter så: “Jeg har selv lagt alt, hvad der hedder ‘all in’ på hylden. Jeg har lært meget af det og tænker tit, at hvis jeg havde været Kipketer dengang, så kunne jeg forså, at jeg var så seriøs omkring mit løb. Men det var jeg jo ikke! Jeg var måske nummer 20 og set i bakspejlet, så burde jeg have handlet derefter.”

Jagten på årsag
I sit virke som fysioterapeut møder han mange frustrerede løbere, som af den ene eller anden årsag har pådraget sig en skade. “Som behandler er jeg måske mere en art vejleder, pædagog og rådgiver. Man kan føle sig uendeligt magtesløs, hvis man er skadet, og frustrationerne har ofte hobet sig op i folk. 8 ud af 10 tror, at det er løbeskoens skyld, hvilket er en kliche, der går igen. Måske er det fordi sportsforretningerne er mindede på salg og bilder folk ind, at deres sko er for slidte, så hvis de køber et par andre, vil skaden gå væk. Jeg har nu aldrig set en løbesko kurere en skade,” fortæller han grinende. “I bund og grund er folk jo bare forvirrede, og så forsøger de måske at læse sig til en løsning på nettet eller gribe til noget ‘udefra’, som kan løse problemet. Jeg forstår virkelig godt, hvis de bliver forvirrede. Det kan jeg også selv blive. Derfor er min primære opgave at finde årsagen til løbeskaden og lægge en enkel og konkret plan for, hvordan skadesperioden skal tackles. Oftest lader jeg løberen holde fast i løbetræningen med nedsat mængde og hastighed – både fordi optimal vævsheling kræver en aktiv restitution, men også fordi total lø- bepause i flere uger oftest ikke gør noget godt, slet ikke for psyken”.

Gamle råd holder stadig
Per Øllgaard har stor erfaring med løb, både privat og professionelt, jeg kan derfor ikke dy mig for at spørge til hans bedste løberåd. Han tænker et øjeblik og svarer så: “Jeg ville ønske, at jeg havde et eller andet endegyldigt svar. Men det findes ikke. Og i virkeligheden er det jo stadig alle de gamle råd, der holder endnu,” siger han og smiler. Han fortsætter: “Er man nybegynder, så skal man ikke stræbe efter hverken en halv eller hel marathon det første år. Og så skal man huske at restituere. Kroppen har brug for det – mere jo ældre man er”. Han understreger, at man skal huske at holde pauser i løbet af en sæson, hvilket mange løbere ofte glemmer. “Det er vigtigt at give kroppen fred af og til.”

Selv er han stor fan af styrketræning som supplement til løbet. Han mærker på egen krop, hvor vigtigt det er, og han træner derfor squats, mavetræning, ryg og skulder på stuegulvet derhjemme. “Så ofte, jeg husker det.” Han griner. “Motionscenter og redskaber er ikke nødvendige, men det er vigtigt at huske styrketræningen, hvis man vil sikre sig et langt løberliv.”

Per møder mange, som allerede har levet et langt liv som løber, mennesker som vitterligt elsker at løbe, og som kommer til ham, fordi noget afholder dem fra glæden. “Det er fantastisk med patienter, der glædeligt fortæller om deres løbeoplevelser, jeg får mange gode historier som fysioterapeut. Det er fantastisk at se, når folk har hjertet med. Så kommer løb for alvor til sin ret!”