Vi har testet den nye Gel-Nimbus 25, som har 20% mere FF BLAST+ dæmpning og den nye PureGEL-teknologi, som gør den til Asics’ hidtil mest komfortable løbesko. Læs med her!
Asics Gel-Nimbus 25 er en langdistance sko i klassisk Asics design, som fortrinsvist er tilpasset en neutral løbestil, hvis formål er komfort og holdbarhed. Men kan den overgå sine forgængerne i Gel-Nimbus serien?
Den største fornyelse i den nyeste version af Asics klassiske Gel-Nimbus er den nye PureGEL-teknologi, som er blødere end den tidligere GEL-teknologi, hvilket er med til at give den blødeste landing nogensinde med en forbedret stødabsorbering og blødere overgange. Samtidig er skoen designet til at give forbedret komfort under foden og kommer med en ny let og energisk FF BLAST™ PLUS ECO-dæmpning, der har 20 % mere skum sammenlignet med tidligere modeller. Kort sagt: Der er lagt op til en ultrakomfortabel løbesko.
Derudover gør en ny blød, åndbar og strækbar strikkonstruktion af pløsen og kraven, at den er nem at tage på og nemt tilpasser sig fodens pasform.
Skummet er iøvrigt fremstillet af minimum 20% biobaseret materiale fra vedvarende kilder såsom restaffald fra sukkerforarbejdning.
Så hvordan fungerer skoen så i praksis?
Det første indtryk er bestemt positivt. Skoen føles let og spændstig i hånden, og er nem at få på med bekvemme hjælpeholdere for og bag foden. Pasformen føles god, og på fødderne føles skoen let. Den er komfortabel, med god affjedring ved løb og føles stabil i sving.
Den store attraktion ved Gel-Nimbus-serien er den ultrabløde polstring, og den opdaterede udgave i 25’eren er uden tvivl god, og polstringen er med til at give en behagelig og skånsom løbeoplevelse.
Skoen har også en fornuftig hastighed for en mængdesko. Den bløde affjedring gør, at den primært egner sig til længere distancer hvor der løbet i et stabilt tempo, eftersom temposkift kan virke lidt tungt i skoen. Fordelene føles således særligt på de længere distancer, hvor de absorberende såler er skånsomme for benene og skoen virkelig kommer til sin ret, så man bevarer styrken hele vejen til mål.
Er den så bedre end de ganske udmærkede tidligere Nimbus-Gel versioner? Der er klart arbejdet på at gøre det nemmere og mere behageligt at løbe – både i forhold til nemt at komme ned i skoen, samt med en højere og forberet Gel-sål.
Alt i alt en god, klassisk langdistance sko uden for meget spræl, som giver optimal komfort på løbeturen. Hvis du kunne lide de tidligere udgaver af Nimbus skoen vil denne uden tvivl også falde i din smag.
Gel-Nimbus 25 er tilgængelig for både mænd og kvinder i Asics detailbutikker, onlinebutikker og specialiserede løbebutikker fra d. 1. februar 2023 og koster 1.700 kroner i vejledende udsalg.