Asics har længe været anerkendt for at skabe løbesko, som kombinerer optimering af løbseffektivitet og komfort, og deres nyeste udspil, Asics Superblast 2, er ingen undtagelse. Har man tidligere prøvet sko med FF Turbo Plus-skum (som f.eks. flagskibsmodellen Metaspeed Sky Paris, anmeldt her, ved man, at der venter en behagelig løbeoplevelse.

Udseende og design

Asics Superblast 2 har et æstetisk tiltalende design med de vante pangfarver i deres hurtige sko, der afspejler Asics’ dedikation til både stil såvel som funktion. Farvesammensætningen og de grafiske detaljer bidrager til en moderne vibe. Overdelens tekstur er ikke kun visuelt appellerende men bidrager også til skoens åndbarhed.

Trods højden i mellemsålen føles skoene bemærkelsesværdige lette på fødderne, hvilket sammen med den gode pasform giver en ubesværet løbetur. Ved tidligere modeller har jeg nogle gange følt, at jeg lige skulle ‘løbe skoene til’ før de føltes helt rigtige på foden. Med denne model er følelsen der med det samme. Pasformen har en afbalanceret fornemmelse af støtte uden at være for stram. Om dette gælder for alle løbere, er formentlig individuelt, men for mig var det rart at løbe ubesværet straks uden at skulle vente på, at skoen tilpassede sig foden.

Hovedattraktionen ved skoen er mellemsålen af FlyteFoam Turbo Plus, der giver glimrende absorbering af stød og bounce. Et lille minus ved dette er, at den omfattende dæmpning gør, at skoen måske ikke føles helt så ‘racer-agil’ for dem, der foretrækker en meget jordnær løbefornemmelse. Jeg foretrækker dog selv den forbedrede løbeøkonomi, der endvidere understøttes af et 8 mm drop fra hæl til forfod der stimulerer en effektiv løbestil.

Skoens features

  • FlyteFoam Turbo Plus-mellemsål: øget blødhed og bedre energiudbytte.
  • Høj stablingshøjde: 45 mm i hælen og 37 mm i forfoden, hvilket sikrer omfattende dæmpning.
  • Letvægtsdesign: Gennemsnitsvægt omkring 250g, hvilket er relativt let for en løbesko med så meget dæmpning.
  • AsicsGrip ydersål: Takket gummimateriale for bedre trækkraft på forskellige underlag.
  • Konstrueret vævet overdel: Åndbart letvægtsstof i overdelen af skoen for øget komfort og støtte.

I mine løb har Superblast 2 vist sig at være alsidig i forhold til terræn. Den håndterer både asfalt, grus- og skovstier med den robuste Asicsgrip-teknologi, en ydersål, der oprindeligt er designet til terræn og derfor giver bedre trækkraft og komfort under løb på varieret underlag. Skoen leverer på samtlige underlag en fornemmelse af fjedrende energi og glidende fremdrift.

De tidligere modeller har yderligere den fordel at de har en lang holdbarhed, hvilket jeg også forventer Superblast 2 efterlever, med god performance over hele levetiden.

Samlet vurdering

Med en pris på ca. 1600 kroner (vejledende) ligger Superblast 2 i den højere ende af prisspektret, hvilket kan være en faktor for nogle potentielle købere. Selvom dette kan afskrække nogle, må det anerkendes, at kvalitet ofte kommer med en pris, og med Asics Superblast 2, investerer du i en sko, der understøtter bredden af dine løbebehov.

Alt i alt leverer Asics Superblast 2 en virkelig solid præstation, og jeg vil derfor ikke tøve med at anbefale skoene som det næste uundværlige element i dit løbearsenal.

Om testeren:
Jakob Hvitved. Erfaren motionistløber der ligger på omkring 200-225 km/måned. PB 19.43 på 5k og 1:31 på halvmaraton.