Danmark har fået en ny sportscreme med det mundrette navn; Sportscreme. Vi har testet produktet for at se, om det bringer noget nyt til bordet.

Vi danskere er storforbrugere af cremer. Anført af den cremekongen Ole Henriksen er der den sidste årrække poppet masser af cremefabrikanter op, fra Rudolph Care af Andrea Elisabeth Rudolph, til Active by af triatleten Charlotte Bircow. Og senest Faidon, som sammen Mikkeller ville vælte crememarkedet til alverdens sportsfolk. Nu er en ny dansk spiller kommet på markedet, nemlig Sportscreme.

At bruge cremer i træningssammenhæng er altså ikke nyt. Tigerbalsam, som de fleste sportsfolk har stiftet bekendtskab med som en smertelindrende creme, blev således oprindeligt udviklet helt tilbage i 1870’erne af apotekeren Aw Chu Kin i Burma. Spørgsmålet er, om danske Sportscreme’s produkt kan tilføre noget nyt?

Den nye brand Sportscreme udvikler og producerer restitutionsfremmende og skadesforebyggende sportscremer til alle, som dyrker sport. Og det er ud fra en kongstanke om, at man ved at bruge creme kan give ens krop de bedste forudsætninger for optimal præstation og effektiv restitution.

Sportscremens første og vigtigste formål er at optimere kroppens restitution og parathed! Dette opnås i nærværende produkt ved to aktive stoffer: Mentol og Terpinen-4-ol.

Mentol

Mentol er et naturligt, aktivt stof, der kan udvindes fra planter, der tilhører myntearten. Nogle arter har et mere koncentreret indhold af mentol end andre. I SPORTSCREME benyttes mentol udvundet fra myntearten mentha arvensis – i daglig tale japansk mynte eller agermynte. Før mynteolien kommer på tube i samspil med de andre virksomme komponenter, er olien blevet udvundet og behandlet ved en skånsom destillationsproces, som sikrer, at mentolen bibeholder alle sine gode egenskaber. Mynteolien i SPORTSCREME er desuden tredobbelt rektificeret, hvilket giver en særdeles koncentreret og potent olie.

Indholdet af mentol i SPORTSCREME er med til at øge blodgennemstrømningen til muskulaturen. Den øgede blodgennemstrømning sikrer, at musklerne får transporteret tilstrækkeligt med ilt og næringsstoffer til at yde en optimal præstation. Påføring af mentol på huden aktiverer nemlig vasodilation. Vasodilation betyder, at den glatte muskulatur omkring kroppens blodkar slapper af, hvilket øger blodgennemstrømningen. Det er blandt andet indholdet af mentol, der gør, at SPORTSCREME har en lindrende virkning på muskelømhed forårsaget af træning eller sport. Mentol opleves kølende på huden, men uden at reducere blodgennemstrømningen, som ved klassisk kuldebehandling. Dermed får blodcirkulationen og alt hvad den medfører lov til at fortsætte uforstyrret efter at træningen, aktiviteten eller kampen er ovre.

Forklaringen på hvorfor mentol lindrer muskelømhed er tvetydig, og videnskabelige undersøgelser peger på (minimum) to forskellige mekanismer bag. Nogle mener, at lindringen kan forklares af The Gate Control Theory, hvis overordnede udsagn er, at transmissionen af smerte (muskelømhed) blokeres, når nervesystemet påføres alternative og stærkere stimuli fra andre kilder – i dette tilfælde den oplevelse af kulde, der opstår, når SPORTSCREME påføres musklen. Andre skoler hævder, at mentolens lindrende effekt skyldes, at mentol binder med TRPM8-receptorer, hvilket medfører frigivelse af calcium. Frigivelsen af calcium formodes at regulere smerte gennem aktivering af endogene opioider (også kendt som endorphiner).

Terpinen-4-ol

Det andet aktiv stof er Terpinen-4-ol. Terpinen-4-ol er et naturligt stof udvundet af planter og en af de primære aktive stoffer i SPORTSCREME. Terpinen-4-ol er udvalgt på grund af stoffets kraftige antiinflammatoriske virkning, der giver terpinen-4-ol evnen til at nedbryde inflammatoriske tilstande, som er opstået som følge af træning og sport.

Terpinen-4-ol er et rent og aktivt stof, der forekommer i naturen og kan udvindes af udvalgte planter, heriblandt muskatnød, enebær, merian, rosmarin og australsk te-træ. Studier har vist, at terpinen-4-ol har evnen til at bekæmpe inflammatoriske tilstande i muskel- og ledvæv. Indholdet af terpinen-4-ol i SPORTSCREME gør, at cremen kan bruges til at lindre klassiske betændelsestilstande i muskler og led forårsaget af overbelastning, heriblandt seneskedehindebetændelse, tennis- og golfalbue, løberknæ, skinnebensbetændelse m.m.

Inflammation i muskulaturen kan opstå i forbindelse med overbelastningsskader (som de ovenfor nævnte), men opstår også i forbindelse med generel træning. Når vi gradvist bliver stærkere og mere udholdende under træning, skyldes det, at små muskelfibre rives itu og herefter genopbygger sig selv i en stærkere udgave. Under denne proces kan der opstå inflammatoriske tilstande i musklerne. Disse tilstande er ufarlige, men kan forårsage en udtalt ømhed, hvilket ikke alene kan være til stor gene, men også forsinke genoptagelse af den fysiske aktivitet. SPORTSCREME kan pga. af sit indhold af terpinen-4-ol efter sigende dulme betændelsen, der opstår i forbindelse med disse mikrotraumer.

Konklusion
I brug kan man godt få lidt fornemmelsen af, at vi her snakker ny vin på gamle flasker. Produktet virker uden tvivl, men nyskabende kan det vel næppe kaldes. Hermed ikke sagt noget dårligt om produktets funktionalitet, blot at det på overfladen bygger på velkendte ingrediensers funktionalitet. Selve cremen er en smule tynd efter vores mening, men så er den til gengæld også lettere at smøre ud.

Hvad, som slår os mest, er dog, at cremen har en voldsom mentol-lugt, også inden emballagen var åbnet. Vi undrer os også over, at emballagen for et funktionsprodukt anno 2020 ikke har en økologisk profil. I disse tider, hvor sportsfolk om noget har fokus på naturlige ingredienser, økologi – ja, for slet ikke at snakke om, at man forventer, at tidens producenter tager ansvar og tilbyder deres produkter i nedbrydelige plastmaterialer, mangler denne dimension eklatant, som vi ellers ser hos de konkurrerende produkter. Ligeledes kan man godt fornemme, at virksomheden bag er helt i startfasen, da de er kommet lige lovlig let om indpakning og design. Som sådan får Sportscreme et plus for at være kommet på markedet med et funktionelt produkt, men de mangler nu også at komme i mål med indpakningen. Vi glæder os til at se, hvordan eventyret udvikler sig, og om de kan få rigtigt hul på drømmen om at fremme resultaterne hos os løbere.

Vejl. pris: 165,- (150ml)
Web: www.sportscreme.dk
Bedømmelse: ★★★☆☆☆