fbpx

En kræftdiagnose satte en stopper for en stribe af marathonløb og et mål om at komme under tre og en halv time. Men Kirsten Ejlskov Jensen lod sig ikke slå ud af sygdommen. Hun løb hele vejen gennem en kemobehandling og i mål ved Ironman Copenhagen tre år efter, hun fik diagnosen lymfekræft.

Søndag d. 15. august 2010 blev de første jernmænd fundet på dansk jord, da der blev afholdt Challenge Copenhagen. Mens mænd og kvinder i et halvt døgn kæmpede med at tilbagelægge kongedistancen inden for triahtlon, måtte en ægte jernkvinde stå på sidelinjen og kigge på.

Kirsten Ejlskov Jensen havde tre måneder forinden fået konstateret lymfekræft.

Den dag i august var hun med sin mand under armen gået en tur i hjembyen Birkerød, hvor cykelruten til Challenge gik igennem, for at heppe på de kæmpende mænd og kvinder. Kirsten var på det tidspunkt midt i en intensiv behandling, hvor hun hver 14. dag fik kemoterapi.

“Jeg stod der med mit skaldede hoved og havde det rigtig dårligt og tænkte – det vil jeg prøve.”

Men selvom kræften havde et stærkt greb om hendes krop, var hendes viljestyrke intakt. Som hun stod og iagttog jernmændene cykle forbi, besluttede hun sig for, at hun selv ville gennemføre en ironman. “Jeg stod der med mit skaldede hoved og havde det rigtig dårligt og tænkte – det vil jeg prøve,” fortæller Kirsten med et smil, for hun vidste godt, at det var “total skørt”. Ud over at have blodkræft var hun også vandskræk, så en Ironman var en ualmindelig stor udfordring. Men tre år senere d. 18. august 2013 lagde hun kræft og vandskræk bag sig og løb over målstregen ved Ironman Copenhagen.

Ironman blev et symbol
At gennemføre netop en Ironman er det ultimative mål for mange idrætsudøvere i hele verden, men for den kræftramte tilskuer, der i 2010 stod på sidelinjen, fik det en ekstra betydning: “Det at gennemføre en Ironman var virkelig en følelse af, at kræften ikke kan tage mig. Jeg er ikke et offer eller en stakkels patient. Jeg kan også lave en Ironman,” slår hun fast. Det har været vigtigt for jernkvinden at vise, at der er et liv efter kræften. “Jeg har oplevet, at der er mange tabuer omkring kræft,” fortæller Kirsten og fortsætter: “Så jeg synes, det er vigtigt at stå frem og vise, at det ikke er ensbetydende med en dødsdom, hvis man får en kræftdiagnose.”

Kirsten oplevede, at hendes omgivelser så hende som en patient, der højst sandsynligt skulle dø, når hun fortalte om sin diagnose. Det var derfor vigtigt for hende at vise, at der er et liv efter kræften. “Man kan sagtens have et liv, hvor man kan lave lige præcis det, man har lyst til bagefter. Min Ironman er et symbol på, at man kan, hvad man vil.”

Løb gennem kemo
Kirsten var i bedre form end de fleste, da hun fik konstateret kræft. Hun havde adskillige motionsløb og to marathonløb bag sig. Hun havde allerede sikret sig et startnummer til Berlin Marathon i efteråret 2010, som hun var i gang med at træne op til, da en knude under den ene arm ændrede hendes liv. Hun havde ikke haft det dårligt, før hun fik diagnosen: “Jeg vidste det faktisk før, at lægerne bekræftede det. Jeg har aldrig været en hypokonder, der går rundt og tror, at alting er kræft, men da jeg opdagede det her, vidste jeg med det samme, at det var kræft,” fortæller hun. Senere viste det sig, at hun også havde en knude på brystet, i halsen og begge armhuler.

“Min reaktion, da jeg fik det at vide, var at komme ud og løbe. Det er det, jeg gør, hvis jeg er ked af det eller vred.

“Det at gennemføre en Ironman var virkelig en følelse af, at kræften ikke kan tage mig. Jeg er ikke et offer eller en stakkels patient. Jeg kan også lave en Ironman.”

Så jeg tænkte, jeg kan ikke komme igennem det her, hvis jeg ikke løber,” fortæller Kirsten. Hun endte med at løbe under hele sit behandlingsforløb.

Hun prøvede uden held at undersøge, om man kan løbe, når man er i behandling for kræft, men hun fandt ikke nogen studier om, hvorvidt folk, der allerede var veltrænet, kunne løbe gennem kræftbehandlingen.

“Så besluttede jeg mig for, at jeg bare ville fortsætte og prøve mig frem. Så jeg blev ved med at løbe,” siger hun.

Da Kirsten fik sin diagnose, begyndte et langt og hårdt forløb med kemoterapi. Men selvom hendes krop blev udsat for den barske cellegift, fortsatte hun med at snøre løbeskoene. “Jeg løb minimum to gange om ugen,” fortæller Kirsten. Hun fik sin kemo hver fjortende dag, så nogle dage var værre end andre. “Jeg fandt hurtigt ud af, hvilke dage jeg havde det rigtig dårligt og ikke kunne løbe, og hvilke dage jeg havde det bedre og sagtens kunne løbe,” forklarer hun og fortsætter: “Som dagene skrider frem efter behandlingen, får jeg det bedre og bedre. Så jeg kunne i lang tid løbe 10km sidst i perioden.” Men det gik ned ad bakke for hende igennem forløbet, og til sidst kunne hun kun løbe 5km. Det gik væsentligt langsommere, end da hun var i topform, men hun kom af sted jævnligt gennem hele behandlingen.

Tilbage på marathonhesten
I december 2010 fik hun sin sidste behandling og efterfølgende en raskerklæring, og arrangø- rerne af Berlin Marathon tilbød hende et startnummer til det efterfølgende Berlin Marathon. Så da hun blev erklæret rask, gik hun straks i gang med at træne op til marathon i september 2011. Selvom hun havde løbet hele vejen under kemoen, var det noget helt andet at træne op til et marathon: “Der var mange tidspunkter, hvor jeg tænkte, det er godt nok idiotisk. Jeg var helt nede, det var utrolig hårdt at komme i gang igen,” indrømmer Kirsten. Men selvom det var hårdere end forventet, fuldførte hun, og det er hun glad for i dag: “Jeg synes, det var hårdt, men jeg synes, at det var en rigtig god ting. Jeg havde ikke presset mig selv, hvis jeg ikke havde sagt, at jeg ville gøre det,” slår hun fast.

Hun gennemførte Berlin Marathon ni måneder efter sin raskmelding. “Jeg havde en blandet følelse bagefter. Jeg var stolt over at have gjort det, men jeg var også skuffet over, at jeg var langsom. Jeg var en hel time langsommere end mine tidligere marathontider. Jeg havde ikke forstillet mig, at det ville gå så langsomt, så jeg var også skuffet, må jeg indrømme. Det var to meget stærke følelser på samme tid.”

Et hemmeligt mål bliver til virkelighed
Efter denne oplevelse besluttede Kirsten sig for at tage et år uden at deltage i nogle større løb. I stedet gik hun i gang med sit mål om at blive Ironman. Tidligere har hun altid fortalt meget åbent om sine løbeplaner, men med Ironman var det anderledes: “Ironman var et hemmeligt mål, som jeg ikke fortalte til nogen. Jeg kunne ikke svømme, så jeg begyndte at lære at svømme”. Ikke alene var hun ikke god til at svømme, hun havde også vandskræk og gik i panik, når hun havde hovedet under vand. Som træning til Ironman skulle hun lave en halv Ironman et par måneder før. Men hun måtte udgå under svømningen, fordi hun gik i panik. Herefter fik hun en svømmetræner, så hun hen over sommeren fokuserede rigtig meget på svømningen. “Jeg er meget stædig, hvis jeg sætter mig et mål, så skal jeg bare gøre det. Det var ikke en mulighed at lade være,” fortæller Kirsten.

“Ironman var et hemmeligt mål, som jeg ikke fortalte til nogen. Jeg kunne ikke svømme, så jeg begyndte at lære at svømme.”

Hun gennemførte Ironman i august 2013, selvom hun var langsom til svømmedelen, havde hun en god oplevelse, og det var hendes mål. “Jeg var rigtig langsom. Jeg var faktisk den næst langsomste af alle til svømning. Men jeg kom igennem problemerne, og jeg synes faktisk, det var sjovt,” fortæller hun. Resten af kongedistancen blev tilbagelagt uden problemer eller kriser. Kirsten synes dog, cyklingen var langsom, men på løbedelen havde hun en fest.

“Jeg synes bare, det var sjovt. Hvis man ser billeder, har jeg en kæmpe smil på hele tiden. Jeg synes, det var helt vildt fedt på hele turen. Det at komme i mål var helt fantastisk,” fortæller Kirsten om sit hemmelige mål, der blev en stor succes for hende.

Løbehistoriens begyndelse
De første skridt i Kirstens løbehistorie blev taget efter en meget typisk oplevelse. Kirsten så en nytårsaften et billede af sig selv, lige før hun fyldte 40, som hun slet ikke kunne genkende.

“Jeg så en eller anden tyk midaldrende dame og tænkte, det er ikke mig, det er ikke sådan, jeg er,” fortæller hun, og så begyndte hun at løbe. I starten var det de klassiske 5km tre gange ugentligt, men det kneb med at fastholde en rytme, og hun endte ofte med at holde pauser, hvor det var svært at komme i gang igen. Tilfældigt faldt hun i 2005 over et løbetræningsprogram i Berlingske, hvor man fulgte et program frem mod et 10km motionsløb. “Jeg tænkte, jeg kan aldrig løbe 10km, men jeg kan sagtens være med i de første uger af programmet,” fortæller Kirsten. Som programmet skred frem, fandt hun ud af, at det fungerede rigtig godt med et løbeprogram. “Jeg kom af sted, når jeg havde noget fast, jeg skulle gøre,” siger hun og fortsætter: “Jeg endte med at følge med hele vejen igennem og stillede op til 10km løbet.” Det gik over al forventning, og hun gennemførte på 55 minutter. “Så blev jeg vildt tændt på at løbe. Jeg begyndte at løbe regelmæssigt og mere dedikeret.” Efter et stykke tid fik hun mod på at prøve noget andet. Så begyndte hun at træne op til sit første marathon. Første gang hun prøvede var i 2007, hvor hun skulle løbe i København, men hun blev skadet 6 uger inden løbet. Så prøvede hun igen året efter, og her gennemførte hun på 3 timer og 34 minutter. “Så blev jeg endnu mere tændt på det,” fortæller Kirsten med et smil og fortsætter: “Herefter var målet, at jeg ville under tre og en halv time.” Året efter fik hun startnummer til New York Marathon, men hun fik uheldigvis lungebetændelse tre uger før løbet. Hun gennemførte, men hun nåede ikke sit mål og var svært skuffet.

“Jeg ville gerne have vidst, at det tog så lang tid at komme i form bagefter. Jeg blev meget frustreret over, at det tog så lang tid. Jeg ville gerne have vidst, at jeg skulle slappe af og nydedet.”

I stedet fik hun startnummer til Berlin Marathon i september 2010, men de løbeplaner blev jo desværre spoleret på grund af kræften, og målet om at komme under 3.30 lå pludseligt meget langt væk, og en vigtigere og hårdere kamp begyndte.

Forlig med kræftens spor
Den kamp blev vundet, og kampen for at komme tilbage i form begyndte. Vejen tilbage til den tidligere form var dog længere end forventet.

“Jeg havde forestillet mig, at jeg efter seks måneder kunne løbe lige så hurtigt, som jeg kunne før. Men det kan jeg stadig ikke,” siger Kirsten. “Nu siger jeg, at hvis jeg ikke havde været syg, ville jeg alligevel være blevet langsommere, fordi jeg er blevet ældre.”

Men det er først i år, hun er nået til den konklusion og en form, hun kan være tilfreds med.

“Jeg ville gerne have vidst, at det tog så lang tid at komme i form bagefter. Jeg blev meget frustreret over, at det tog så lang tid. Jeg ville gerne have vidst, at jeg skulle slappe af og nyde at motionere i stedet for at blive frustreret,” siger hun.

Det er nu tre år siden, Kirsten fik sin raskmelding. Men sygdommen fylder stadig meget i hendes liv. Hun er i dag næstformand i foreningen PACT, som er en frivillig motionsforening, der gennem idrætsaktiviteter skaber fokus på kræftoverlevelse. Hun har for nylig taget et trænerkursus, så hun fremover skal lede løbehold for løbere under og efter en kræftsygdom. Formålet med foreningen er netop at ændre det syn, der hersker om, hvad en kræftsyg kan og bør – og at personer med kræftdiagnoser ikke nødvendigvis skal betragtes som et offer.

Med sin egen Ironman viste hun, at hun kan gøre lige præcis, hvad hun vil med sit liv efter kræften. Hun er ikke en stakkels kræftpatient, men en benhård Ironman, og det vil hun gerne bringe videre til andre.

“Jeg ved ikke, hvordan det ville være, hvis jeg ikke var blevet syg, men jeg er blevet mere bevidst om de positive ting i mit liv, og hvad min træning betyder for mig. Jeg har mødt mange spændende mennesker, og det har givet mig nogle spændende muligheder og oplevelser. Men jeg kan ikke få mig selv til at tænke, at det var godt, det skete, det er prisen for høj til,” siger Kirsten tre år efter, at hun blev erklæret rask, og hun er ligeledes kommet langt i sin erkendelse af, at den fysiske formåen nok aldrig bliver som tidligere.

“I dag har jeg accepteret, at jeg ikke kommer under 3.30, og det er fint nok,” griner Kirsten og fortsætter: “Det kan jeg godt leve med.”

 BLÅ BOG KIRSTEN EJLSKOV JENSEN

  • Er født i Skotland, men har boet i Danmark siden 1989.
  • Hun bor i Birkerød med sin danske mand og to teenagebørn.
  • Hun er selvstændig konsulent, der rådgiver udviklingslande i indkøb.
  • Hendes bedste marathontid var til hendes første marathon i København 2008, hvor hun gennemførte på 3 timer og 34 minutter.
  • I 2013 gennemførte hun Ironman Copenhagen.
  • Hendes næste mål er ultraløb.
  • Hun har netop startet en løbegruppe op for kræftramte i foreningen PACT. Find informationer om motionshold på www.pactforening.dk
TIP! LØBEKLUB FOR KRÆFTRAMTE
Kirsten Ejlskov Jensen har startet en løbegruppe op for kræftramte i foreningen PACT. Har du lyst til at høre mere eller løbe med, kan du læse mere på www.pactforening.dk.

 KIRSTENS RÅD TIL AT LØBE MARATHON

  • Lad være med at bliv for fokuseret. Du skal huske at nyde det. Man skal løbe, fordi det er sjovt. Det tror jeg, der er mange, der glemmer. Ellers kan det blive en stressfaktor frem for en god oplevelse.
  • Det er vigtigt, at du finder det, der virker for dig. Jeg vil ikke sige, at det, der virker for mig, virker for alle. Det fungerer for mig at have et fast løbeprogram. Jeg vil hellere komme ud i dårligt vejr end springe en træning over. Men der er mange, der bedre kan lide at løbe efter en lystbetonet måde. Så det er vigtigt, at man eksperimenterer og finder det, der passer til en selv.
  • Spis ordentligt. Jeg går meget op i kost, da jeg synes, det er vigtigt, at man behandler sin krop ordentligt, hvis man træner meget. Jeg spiser meget frugt, grønt og fuldkorn. Jeg forsøger at undgå hvidt brød eller pasta. Men jeg elsker et glas rødvin og slik om fredagen. Også aftenen inden et marathon.

 LØB GENNEM KEMO
GODE RÅD FRA KIRS EJLSKOV TEN JENSEN 

  • Inden du starter: Forhør dig med din egen læge om dine muligheder for at løbe.
  • Glem alt om at følge et træningsprogram. Jeg havde selv en optimistisk tanke om, at jeg ville følge et program, men det måtte jeg droppe efter en uge. Løb i stedet efter, hvad du føler for på den enkelte dag. Nogle dage kunne jeg kun løbe/gå 3km, mens jeg andre dage kunne løbe 10km.
  • Juster dine mål. Jeg besluttede tidligt i forløbet, at mit mål var at få løbetøjet på og komme ud af hoveddøren tre gange om ugen – alt andet over det var en bonus. Jeg endte selvsagt altid med en eller anden form for løb, når jeg var kommet ud af hoveddøren, jeg havde derfor altid en enorm følelse af succes.
  • Lyt til din krop – men med måde. Min krop bad mig generelt om at blive i fosterstilling i sengen i fire måneder, indtil kemoen var ovre. Det skal du selvfølgelig ikke lytte til. Nogle dage kunne jeg knap nok slæbe mig ud på toilettet. De dage var løb slet ikke en mulighed. Men allerede efter første kemocyklus fik jeg en fornemmelse for, hvilke dage jeg kunne løbe. Når du først har skoene på, skal du lytte til, hvor meget din krop kan.
  • Allier dig med en ven. Jeg fortalte min mand, at det var vigtigt for mig at blive ved med at løbe, og jeg havde brug for ham til at hjælpe. Han var fantastisk. På alle andre tidspunkter var det uendelig sympati, men når det kom til løb, var han benhård.
  • Find en rute, som du kan forkorte. Ud-og-hjem ruter kan ikke anbefales. Der er intet værre end at løbe 6km ud og få det forfærdeligt uden at have en let vej hjem. Jeg løb ruter, der cirkulerede rundt om mit hjem, så jeg kunne løbe direkte hjem, når jeg havde fået nok.
  • Tag sikkerhedsforanstaltninger. Fortæl nogen, hvor du skal hen og hvor lang tid, du regner med at være væk. Medbring en telefon og/eller ID. Hvis du får det dårligt, er det vigtigt, at nogen kan finde og hjælpe dig.
  • Vask dit træningstøj lige efter dit løb og gå direkte i bad. Min sygeplejerske var selv marathonløber, og hun fortalte mig, at du sveder kemoen ud i starten af perioden.
  • Hvis du er skaldet, skal du passe på, du ikke bliver solbrændt. Jeg ELSKEDE følelsen af at løbe med mit skaldede hoved. Jeg nød forbipasserendes blikke, der lyste langt væk af forundring over, hvorfor jeg var skaldet – de færreste gik ud fra, at jeg havde kræft, når jeg løb.
  • Det vigtigste råd af dem alle: Nyd dine løbeture. Jeg havde nogle af mit livs bedste ture i den periode. Nogle gange måtte jeg stoppe op og nyde udsigten. Jeg kunne blive helt chokeret over, hvor smukt det var og den vidunderlige følelse af, at jeg stadig havde kontrol over min krop.