Fitbit er på gaden med Fitbit Charge 4 – deres til dato mest avancerede sundheds- og aktivitetstracker. Vi har testet den.
Fitbit er en af de store spillere, når det kommer til aktivitetstrackere, og det er lang tid siden, at den kun kunne tælle antal skridt. De nyeste modeller sporer hele spektret af den fysiske aktivitet, hjælper med at bevæge sig effektivt i dagligdagen og har til mål at forbedre den generelle sundhed. Spørgsmålet er, om en aktivitetstracker også kan fungere for dig som løber?
Den nye Fitbit indeholder en masse ny teknologi, og Charge 4 er da også Fitbits mest avancerede kombination af sensorer og funktioner til dato. Læg hertil 7 (!) dages batterilevetid. Det betyder, at Charge 4 på papiret tilbyder en aktivitetstracker med specifikationerne i top – og alt sammen til en god pris, hvis man ser på alternativerne indenfor smartwatches. Uret tracker både hjerterytme og din søvn, viser real-time statistikker under din træning, er vandtæt ned til 50 meter, har indbygget en Fitbit Pay-funktion (omend vi ikke har testet denne) – og så kan du naturligvis besvare opkald og styre din musik over uret.
Charge 4 kommer også med deres nye ’Active Zones Minutes’, som er en ny personlig funktion, der på baggrund af din hvilepuls og alder måler effektiviteten, og hvilken zone du er i, når du træner. Om det er løb eller yoga, så måles den tid, som du bruger i hver pulszone, mod et ugentligt mål på 150 minutter.
Som den første Fitbit-tracker kommer Charge 4 nu også med indbygget GPS, hvilket giver mulighed for, at du kan lade din telefon blive derhjemme. Den har syv GPS-aktiverede træningsfunktioner, herunder en ny udendørs træningstilstand for alle udendørs aktiviteter som f.eks. løb. Når du er færdig med en GPS-aktiveret træning, kan du synkronisere din enhed og få et GPS-drevet varmekort i Fitbit-appen. Det kan hjælpe dig med at visualisere og forbedre din præstation i forskellige terræner, da du får indblik i din træningsintensitet baseret på dine forskellige pulszoner på ruten.
Konklusion
Det er vigtigt at skelne mellem æbler og pærer, når man tester aktivitetstrackere. En aktivitetstracker er ikke noget smartwatch, selvom man nemt forveksler disse. En aktivitetstracker er et mere simpelt træningsredskab, som hjælper dig med at holde styr på dit aktivitetsniveau. Og afledet af dette, holde styr på din sundhed. Et løbeur er en hel anden historie.
Så når vi siger, at Fitbit Charge 4 er en fin aktivitstracker, så siger det ikke så meget om, hvorvidt man som løber bør købe det. Det afhænger helt af den enkelte person, som løber. En aktivitetstracker køber du for et holde styr på din generelle aktivitet, og for at få styr på dine sundhedsdata. Ikke for at få en digital løbecoach på armen, som vi ser det hos Apple Watch og de nye Garmin-ure. Er du vant til at løbe med en topmodel af et løbeur på armen, vil du blive skuffet.
Nuvel, hvis man ser introduktionsvideoen, tænker man, at ”wow, det her må godt nok være revolutionerende”. Musikken pumper derudad, og grafikken ser godt ud. ”It knows you” står der med store bogstaver hen over skærmen med henvisning til, at det nye smartwatch tracker dig 24/7, døgnet rundt – både når du sover, når du er inaktiv – og selvfølgelig når du er aktiv. De 7 dages batteritid er imponerende og lyder tiltalende, hvis man er vant til at oplade sit Apple Watch mindst en gang om dagen.
På den negative side er det stadig en udfordring, at designet af produktet ligner noget, som ville have været et hit for fem år siden. Vi bliver konstant forundret over den manglende stil, som mange af fittech-virksomhederne sender på gaden. Det burde kunne gøres bedre! Måske er det bare os – men hverken funktionerne, brugerfladen eller looket gør, at vi ser Fitbit Charge 4 som en revolutionerende spiller på markedet. Heller ikke selvom det som aktivitetstracker koster en brøkdel af, hvad et smartwatch koster.
Men nu er vi måske også i den mere kræsne og forvænte målgruppe. Fitbit Charge 4 skal naturligvis ses for det, den er. En aktivitetestracker. Som er simpel og nem at bruge. Version 4 har uden tvivl nogle fine opgraderinger fra version 3, og vil helt sikkert finde et publikum hos mange, som ikke behøver alle funktionerne fra et løbeur.
Fitbit Charge 4
Vejl. Pris 1.299 kr
www.fitbit.com



